Historie
Tyve tusind mil under havet
30 min7-9 år
Det her er begyndelsen af historien. Hele historien spiller i Sonacast-appen.
Historien
Introduktion
Har du nogensinde drømt om at dykke ned i det dybeste hav? Forestil dig en verden fuld af farverige fisk, glitrende skatte og måske endda et kæmpe, venligt søuhyre! I dag skal vi med på en utrolig rejse, langt, langt under bølgerne. Vi møder mystiske skibe, hemmelige kaptajner og oplever magiske eventyr, hvor intet er umuligt. En verden fyldt med vidundere venter. Tag godt fat, for nu dykker vi ned i 'Tyve tusind mil under havet'!
Mysteriet om det store havuhyre
Forestil dig nu, for mange, mange år siden, at skibe, store som små, begyndte at se noget meget mærkeligt i havet. Først var det kun én kaptajn, der fortalte om en skygge under vandet. Så var det flere, der så noget stort og glimtende, som bevægede sig utroligt hurtigt. Nogle sagde, det måtte være en kæmpehval, større end nogen hval, man nogensinde havde set! Andre hviskede, at det var et uhyre, et ægte havuhyre, med øjne så store som tallerkener og tænder så skarpe som knive! Forestil dig bare det! Søfolk blev bange for at sejle. De var bange for, at dette mystiske væsen ville støde ind i deres skibe og sende dem til bunds. Av, det var uhyggeligt! Hele verden talte om det store havuhyre. Var det en opfindelse? Eller levede der virkelig et hemmeligt væsen dybt nede i bølgerne?
Rejsen begynder
Men hvad skulle man gøre ved det mystiske uhyre? Var det en kæmpe blæksprutte? Eller måske en hval, der var blevet helt, helt forkert? Ingen vidste det! Men en klog, lille professor, der hed Aronnax, besluttede sig for, at han ville finde svaret. Han elskede havet mere end noget andet, og han elskede også at løse gåder. Professor Aronnax var en venlig mand med briller på næsen og et hjerte fuld af eventyrlyst. Han pakkede sin kuffert – fyldt med bøger om fisk og havdyr – og gjorde sig klar. Med sig havde han sin allerbedste ven, Conseil. Conseil var en hjælpsom og meget, meget organiseret mand, der altid vidste, hvor professorens strømper var. Sammen skulle de to ud på en stor, spændende rejse. Deres mission var klar: Find havuhyret! De gik ombord på et stort, stærkt krigsskib, der hed 'Abraham Lincoln'. Skibet var fuld af sømænd, der var lige så nysgerrige og modige som Aronnax og Conseil. De sejlede ud på det store, blå hav. Solen skinnede, og mågerne skreg højt over bølgerne. Dag efter dag spejdede de. Hver en bølge, hvert et glimt i vandet, fik dem til at holde vejret. Var det nu? Så de efter en lang, grøn fisk? Eller et kæmpe, lysende øje i dybet? De sejlede i uger og måneder, længere og længere væk fra land. De mødte store hvaler, der sprøjtede vand højt op i luften, og legesyge delfiner, der sprang og dansede i bølgerne. Men ingen af dem var det mystiske, store uhyre. Havde alle bare taget fejl? Var der slet ikke noget monster? Professoren begyndte at tænke, at måske var de på den forkerte vej. Måske var uhyret slet ikke et rigtigt dyr... men noget helt andet?
Ombord på Nautilus
Og ganske rigtigt! Professoren fik ret. Det var slet ikke et levende uhyre, der havde forårsaget al den uro. Nej, da den store ting kom tættere på, kunne de se, at den var lavet af metal! Det var et kæmpestort, skinnende, cigarformet skib – et helt utroligt fartøj, der kunne sejle dybt nede under havets overflade. De havde fundet en ubåd! Og den var enorm! Dens stålside lyste svagt i det mørke vand, som en gigantisk fisk lavet af jern. Før de vidste af det, blev de tre venner – den kloge Professor Aronnax, hans søde hjælper Conseil, og den stærke harpuner Ned Land – grebet af nogle fremmede mænd. Mændene kom ud fra en lem på siden af det store metalskib, og de talte et sprog, ingen af dem forstod. Alt gik meget hurtigt. De blev skubbet ombord, og lugen lukkede sig bag dem med et tungt *klonk*. Nu var de fanget! Men hvor var de fanget? Og af hvem? De var inde i det store, mystiske skib, som de først havde troet var et uhyre! Professoren kiggede sig omkring. Alt var mørkt. Han kunne mærke, at de bevægede sig, men han vidste ikke hvorhen. Pludselig tændtes et blødt, gyldent lys. Og så kunne de se, hvor de var. Det var et rum fyldt med bløde tæpper og smukke møbler. Men det mest fantastiske var de store vinduer, der viste dem… havet! De var under vandet, og udenfor vinduerne svømmede farvestrålende fisk forbi, som små juveler i det blå. Conseil gispede af forundring. Ned Land rystede på hovedet, stadig lidt vred over at være fanget, men også tydeligt imponeret over det, han så. En dør åbnede sig, og ind trådte en mand med et venligt, men også meget bestemt ansigt. Det var kaptajnen på dette fantastiske skib. Han hilste dem på mange forskellige sprog, indtil professoren endelig forstod ham. Han hilste dem på mange forskellige sprog, indtil professoren endelig forstod ham. "Velkommen ombord," sagde kaptajnen med en stemme, der var både rolig og magtfuld. "Jeg er Kaptajn Nemo, og dette er min ubåd, Nautilus." Professoren, der var en mand af videnskab, følte en bølge af ærefrygt. Han var fanget, ja, men også vidne til noget helt utroligt. Kaptajn Nemo forklarede, at han havde brudt med verden deroppe, over vandet. Han levede nu kun her nede, i havets dyb, hvor han havde fundet frihed og uendelige vidundere. Han fortalte dem, at de var gæster, men også fanger. De ville få lov til at udforske Nautilus og havets hemmeligheder, men de kunne aldrig vende tilbage til overfladen. Deres viden om Nautilus og dens eksistens måtte forblive en hemmelighed. Ned Land brummede vredt. Han var en fri mand, en jæger, og tanken om at være spærret inde for altid gjorde ham rasende. "Vi skal nok se, hvem der er fanget," mumlede han, men Conseil lagde en beroligende hånd på hans arm. Professor Aronnax lyttede med en blanding af forfærden og en dyb, videnskabelig nysgerrighed. At få lov til at udforske havets dybder på denne måde var en drøm for enhver havforsker. Kaptajn Nemo førte dem gennem skibet. De gik gennem lange korridorer, der var oplyst af et blødt, elektrisk lys, og så maskinrum, hvor enorme maskiner snurrede næsten lydløst. De så et bibliotek fyldt med bøger fra hele verden og et laboratorium, der var endnu mere avanceret end professorens eget! Men det mest imponerende var spisesalen. Her var væggene beklædt med undervandsplanter og fisk, der bevægede sig langsomt bag tykke glasplader, som levende malerier. Maden, de spiste, var også fra havet – ukendte, men lækre frugter, grøntsager og delikatesser, der smagte af salt og eventyr. Næste dag tog Kaptajn Nemo dem med på en tur. Gennem de store vinduer i salonen så de en verden, ingen mennesker før havde set. Gigantiske, farverige koraller voksede op som skove, og fisk i alle regnbuens farver svømmede forbi. De så blæksprutter med øjne store som tallerkener og mystiske havvæsener, der glimtede i lyset. Professoren førte noter i sin dagbog, fyldt med nye opdagelser. Ned Land glemte for en stund sin vrede og kiggede med åben mund. Selv den rolige Conseil pegede begejstret på en flok hvaler, der majestætisk gled forbi. Dybt, dybt under havets overflade åbnede en helt ny verden sig for dem. En verden fuld af skønhed, mystik og fare.
En verden af vidundere
Dybt, dybt under havets overflade åbnede en helt ny verden sig for dem. En verden fuld af skønhed, mystik og fare. Inde i ubåden, Nautilus, var der et kæmpe rum, som professor Aronnax kaldte for en 'salon'. Det var slet ikke som et almindeligt rum! For i stedet for vægge var der nemlig kæmpestore vinduer af tykt, tykt glas. Gennem disse vinduer kunne de kigge lige ud i det blå, blå hav. Og hvilket syn, der mødte dem! Professor Aronnax glemte alt om sin seng, og Ned Land glemte for en stund sin lyst til at fiske efter søkøer. Selv den rolige Conseil, der ellers altid var så ordentlig, udstødte et lille suk af begejstring. Udenfor, lige foran deres øjne, svømmede de mest utrolige fisk. Der var fisk i alle regnbuens farver – gule som citroner, røde som jordbær, blå som himlen, og endda nogle, der glitrede i alle farver på én gang! De svømmede forbi som små, levende juveler, der dansede i det blide, grønne lys. En stor, venlig skildpadde gled langsomt forbi, dens gamle øjne kiggede nysgerrigt ind på dem, som om den spurgte: ”Hvem er I, der sejler rundt i en glaskasse?” Kaptajn Nemo, ubådens mystiske leder, stod stille ved siden af dem. Hans øjne var lige så dybe og blå som havet selv. Han smilede et lille smil, da han så deres forundrede ansigtsudtryk. "Velkommen til mit hjem," sagde han med en stemme, der var blød som havets brise. "Her nede finder man den sande skønhed. Her nede er man fri." Han pegede ud i vandet. "Se, dér!" En hel stime af små, skinnende fisk svømmede forbi, så mange, at det lignede en stor, levende sølvsky, der bevægede sig gennem vandet. Nogle andre fisk havde lange, flagrende finner, der lignede smukke silkebånd, og de viftede med dem, når de svømmede. Professor Aronnax var helt opslugt. Han ville vide alt! Hvad hed de fisk? Hvor kom de fra? Hvorfor var nogle så farvestrålende, og andre så gennemsigtige, at man næsten ikke kunne se dem? Kaptajn Nemo forklarede, at havet var fuld af hemmeligheder og skatte. Han fortalte om bløde koraller, der lignede undervandsblomster i lilla, pink og orange. De voksede på store klipper, der var dækket af grønne planter, som dansede let i vandstrømmene. Det var som en hel have, men under vandet! Der var også lysende alger, der gjorde vandet til et glimtende, magisk tæppe om natten. Forestil jer det – en hel have, der lyser i mørket, lige uden for ens vindue! Ned Land rystede på hovedet. "Det er da meget pænt," mumlede han, "men jeg ville hellere have en god bøf og en frisk luft. Og hvor er land?" Men selvom han sagde det, kunne man se på hans øjne, at han var imponeret. Han havde aldrig set noget lignende i hele sit liv som fisker. Conseil tog notesbog og blyant frem. Han begyndte at tegne de fisk, han så. Han tegnede en fisk med en lanterne på hovedet, som lyste i mørket! Og en anden, der var så flad, at den lignede en pandekage med øjne. Han ville huske alle disse vidunderlige skabninger. Professor Aronnax vidste, at dette kun var begyndelsen. Han var sikker på, at kaptajn Nemo ville vise dem endnu mere af havets utrolige verden. En verden så stor og fuld af liv, at den næsten var umulig at forestille sig. Han følte sig som en opdagelsesrejsende på en helt ny planet. Og han kunne næsten ikke vente med at se, hvad der gemte sig bag den næste havstrøm, bag den næste koralvæg, bag den næste bølge af mysterier, som havet holdt skjult. Professor Aronnax' hjerte bankede af spænding. Han forestillede sig kæmpe blæksprutter med øjne så store som tallerkener, eller måske en hemmelig indgang til et glemt rige på havbunden. Kaptajn Nemo, der altid syntes at kunne læse hans tanker, nikkede roligt. "Havet gemmer på mere end blot farvestrålende fisk, professor," sagde han. "Det rummer historier ældre end menneskeheden, skatte, der aldrig har set sollys, og skabninger, som ingen videnskabsmand endnu har beskrevet." Pludselig pegede Conseil ud af vinduet, hans øjne var store af forundring. En gigantisk skygge gled langsomt forbi i det fjerne, så enorm, at den dækkede en hel del af vinduet. Det var noget, der var langt større end skildpadden, langt mere mystisk end nogen fisk, de havde set. Aronnax holdt vejret. Hvad i alverden var det? En hval? Nej, formen var anderledes, mere... ældgammel.
Gåtur på havbunden
Vi havde lige set den mest mærkelige ubåd glide forbi, en der lignede et gammelt havdyr mere end en maskine. Og lige pludselig var vi ombord! Tænk sig, vi var blevet inviteret ind i den vidunderlige Nautilus, som var skabt af den mystiske Kaptajn Nemo. Han var en klog og venlig mand, som elskede havet mere end noget andet, og han ville gerne vise os alle dets hemmeligheder. Kaptajn Nemo smilede til os. ”Velkommen til mit hjem,” sagde han med en stemme, der var dyb som havet selv. ”Jeg ved, I er nysgerrige på alt det, havet gemmer på. Og jeg vil vise jer noget, ingen mennesker har set før... medmindre de har været her med mig.” Han blinkede til os, og vi følte en kriblende spænding i maven. Hvad mon han mente? Næste morgen vågnede vi op til en helt særlig overraskelse. Kaptajn Nemo stod klar med tre meget mærkelige dragter. De lignede store, runde klokker med glas foran, og de havde lange slanger og små tanke på ryggen. ”Dette,” forklarede Kaptajn Nemo, ”er jeres nøgle til havets verden. Med disse dragter kan I trække vejret under vand, lige som fiskene!” Forestil jer det! At kunne trække vejret under vand! Vi blev så spændte, at vi næsten ikke kunne stå stille. Professor Aronnax, min lille hjælper Conseil, og selv den store, stærke Ned Land, som ellers var en sømand, der var vant til alt, fik store øjne. Det var som om, Kaptajn Nemo havde et tryllestav, der kunne opfylde vores vildeste drømme. Vi fik hjælp til at tage dragterne på. De var store og klodsede, men indeni var de bløde og rare. Jeg kiggede igennem det runde glas. Alt var lidt sløret, men jeg kunne se Kaptajn Nemo smile. Han rakte os en stor, tung sko og bad os tage den på. ”Disse er specielle sko,” sagde han. ”De vil hjælpe jer med at gå på havbunden, ligesom I går på land.” Snart stod vi alle fire klar ved en lille luge i bunden af ubåden. Kaptajn Nemo åbnede lugen, og vandet strømmede ind, men kun indtil det fyldte det lille rum, vi stod i. Så lukkede han lugen bag os. Vi var nu i en slags undervands-sluse. Jeg følte mig som en lille fisk i et akvarium! Så åbnede endnu en luge sig, den der førte ud til det store, blå hav. Et øjeblik var jeg lidt bange. Det var jo mørkt og ukendt derude! Men Kaptajn Nemos rolige stemme beroligede mig. ”Kom med,” sagde han. ”Vi skal på en lille gåtur. En meget, meget særlig gåtur.” Vi trådte ud. Én efter én. Og oh, det var en helt utrolig følelse! Jeg forventede at falde, at vandet ville skubbe mig rundt, men de tunge sko holdt mig fast. Jeg følte mig let som en fjer, selvom dragten var tung. Jeg gled gennem vandet, og mine fødder rørte ved noget blødt og sandet. Jeg var på havbunden! Over os var vandet en smuk blå farve, der gradvist blev mørkere opad mod overfladen. Solens stråler sivede ned gennem vandet som tusindvis af glitrende diamanter og dansede på havbunden. Overalt omkring os var der liv! Små fisk svømmede forbi i alle regnbuens farver – røde, gule, blå, grønne. De glitrede som juveler i det nedtonede lys. De var slet ikke bange for os, men svømmede nysgerrigt tæt på, før de pilede videre. Jeg så de mest fantastiske planter! De var ikke som dem på land. De voksede i alle mulige mærkelige former og farver. Nogle lignede store, bløde fjer, der vinkede blidt i vandstrømmen. Andre var som farverige træer uden blade, men med tusindvis af små, lysende prikker, der glimtede som små stjerner. Det var en hel undersøisk have, mere farverig og magisk end nogen have, jeg nogensinde havde set på land. Vi gik langsomt fremad, skridt for skridt. Hvert skridt var en opdagelse. Jeg følte mig som en opdagelsesrejsende på en helt ny planet. Havbunden var ikke flad og kedelig, som jeg troede. Den var fuld af små bakker og dale, dækket af det fineste sand og de mærkeligste sten. Nogle sten var glatte og runde, som om havet havde slebet dem i tusindvis af år. Andre var kantede og dækket af små, lysende skaller. Kaptajn Nemo gik foran og pegede med sin hånd på forskellige ting. Han viste os en kæmpestor musling, der lå åben og lukkede sig langsomt, da vi kom tæt på. Dens inderside var perlemorsskinnende og glimtede i lyset. Han viste os også små, søde søstjerner, der lå helt stille på sandet, og nogle sjove krabber, der listede sidelæns hen over stenene, som om de legede skjul. Luften i vores dragter var frisk og ren, og vi kunne høre vores egen vejrtrækning, som en rolig, rytmisk lyd. Det var så stille derude, kun lyden af bobler fra vores dragter og den sagte raslen af vandet. Det var en fredfyldt stilhed, der fik en til at føle sig helt alene og dog en del af noget stort og vidunderligt. Vi gik længere og længere væk fra Nautilus, som nu lignede en stor, skinnende fisk i det blå. Vi kunne se den tydeligt, som et trygt hjem under vandet. Hvert øjeblik var fyldt med nye indtryk, nye farver, nye former. Jeg ville ønske, vi kunne blive dernede for evigt og udforske hver en krog af denne magiske verden. Men Kaptajn Nemo vidste, at vi skulle tilbage. Der var stadig så meget at se, og rejsen var kun lige begyndt. Men denne gåtur på havbunden ville jeg aldrig, aldrig glemme.
Vulkaner og perler
Tilbage ombord på vores vidunderlige Nautilus, som en stor, stålgrå fisk, gled vi gennem det dybe, blå vand. Kaptajn Nemo havde altid nye overraskelser i ærmet, og snart skulle vi opleve noget helt, helt specielt. Noget, der glødede og boblede nede på havets bund! Forestil jer nu dette: Vi var på vej mod et sted, hvor havet mødte ild! Ja, ild under vand! Det lyder helt umuligt, ikke? Men nede i dybet findes der kæmpe bjerge, der kan spytte varm, rød lava ud – ligesom vulkaner på landjorden, bare under vandet! Vi kiggede ud gennem de store vinduer på Nautilus. Først var det mørkt, mørkt som den dybeste nat. Så begyndte vi at se et svagt, orange skær langt ude i horisonten. Det blev stærkere og stærkere, indtil hele havet omkring os glødede i fantastiske farver! Det var som om, havets eget hjerte bankede med varme og lys. Vi så små fisk svømme forbi, og deres skæl skinnede i det rødlige lys, som om de var pyntet med guld. Selv de alger, der voksede på klipperne, glimtede nu i nuancer af kobber og rubin. Rødt, orange, ja, endda lilla lys dansede i vandet, og små bobler steg op fra bunden. Det var som et kæmpe undervandsfyrværkeri, bare helt stille. Vulkanen sendte ikke farlige sten op, men varmt vand og små, skinnende mineraler, der lignede tusindvis af diamanter, der dansede op mod overfladen. Vi følte en lille smule varme gennem vinduerne, og Kaptajn Nemo smilede. 'Her ser I,' sagde han, 'hvordan jorden selv skaber nye ting, selv under det dybeste hav.' Det var et syn, jeg aldrig ville glemme. En vulkan under havet, der malede vandet i de smukkeste farver! Det var et mægtigt syn, som kun få mennesker nogensinde får lov til at opleve, og vi var lige midt i det. Efter dette fantastiske lysshow fortsatte vores rejse. Nautilus gled videre, og vi kom til et sted, der var helt anderledes. Et sted, der gemte på små, skinnende skatte. Kaptajn Nemo fortalte os, at vi var på vej til en 'perlebanke'. En perlebanke? Hvad er det, tænkte jeg. Er det et sted, hvor man kan hæve perler ligesom penge i banken? Kaptajn Nemo forklarede, at en perlebanke er et særligt sted på havets bund, hvor der bor masser af østers. Ikke almindelige østers, som man kan spise, men specielle perleøsters. Disse østers er små, levende skatkister! Når et lille sandkorn eller noget andet uønsket kommer ind i østersen, bliver den irriteret. Og hvad gør den så? Den dækker det lille sandkorn med et blødt, skinnende lag, igen og igen, lag på lag. Det er næsten som om, østersen pakker en lille gave ind. Og det er sådan, en smuk, rund perle bliver skabt! Tænk, at en lille østers kan lave noget så smukt ud af et lille irriterende sandkorn. Det er da helt utroligt, ikke? Vi tog vores specialdragter på igen, de der store, tunge dykkerdragter, og gik ud på havbunden. Vandet var klart som krystalklar limonade, og solen sendte lange stråler ned, der fik alt til at glitre. Overalt omkring os lå der østers. Store, grå og lidt kedelige at se på udefra. Men indeni gemte de måske en skat! Kaptajn Nemo viste os, hvordan man forsigtigt åbnede østersene. Det var som at åbne små skattekister! Jeg holdt vejret, hver gang Kaptajn Nemo åbnede en ny østers, spændt på hvad vi ville finde. Nogle var tomme, men pludselig fandt Kaptajn Nemo en. En lille, rund, hvid perle, der skinnede som en fuldmåne i min hånd! Jeg holdt den forsigtigt, den var så glat og kold. Den var helt perfekt, og jeg kunne næsten se mit eget lille ansigt spejle sig i dens skær. Det var den smukkeste ting, jeg nogensinde havde set komme fra havets bund, et lille stykke magi fra dybet. Vi fandt flere perler den dag, nogle var små som en ært, andre større som en lille marmorkugle. Nogle var hvide, andre var svagt lyserøde, og nogle var endda med et hint af gråt. Hver perle var helt unik, ligesom snefnug. Det var en fantastisk oplevelse at tænke på, at disse smukke skatte bare lå dernede, gemt i skaller, indtil vi kom og fandt dem. Kaptajn Nemo smilede og sagde: 'Havet gemmer på mange hemmeligheder og mange skønheder, hvis man bare ved, hvor man skal lede.' Og det gjorde han jo. Han vidste alt om havet, og han delte sine hemmeligheder med os. Det var som at have en levende opslagsbog over havets vidundere lige ved hånden. Med lommerne fulde af skinnende perler, og hovedet fuld af billeder af glødende undervandsvulkaner, svømmede vi tilbage til Nautilus. Hver dag med Kaptajn Nemo var et nyt eventyr, en ny opdagelse. Vi havde set havets ild og dets glitrende tårer. Men havet gemte stadig på mange flere overraskelser, også nogle der var meget, meget store og havde mange arme... og en kæmpe, sulten næb. Hvad mon det kunne være? Det må vi finde ud af næste gang!
Mødet med blæksprutten
Vi var lige ved at finde ud af, hvad det store, mystiske væsen mon var, ikke sandt? Kaptajn Nemo og hans venner, Professor Aronnax, Conseil og Ned Land, havde oplevet så mange fantastiske eventyr nede i det dybe, dybe hav. De havde vandret på havbunden mellem farverige koraller og fundet glitrende perler, og de havde set utallige smukke fisk. Men intet havde forberedt dem på det, de nu skulle møde, for det var meget, meget anderledes end alt andet. Det var stort. Virkelig stort. En dag sejlede Nautilus langt nede, dybt under havets overflade, hvor solens stråler næsten ikke kunne nå ned. Det var mørkt og stille derude, og det eneste lys kom fra Nautilus' egne store lamper, der skinnede ud i det blåsorte vand. Inde i ubåden var der også stille, kun lyden af maskinerne, der arbejdede roligt. Professor Aronnax kiggede ud ad det tykke vindue, og han følte sig både spændt og en smule alene i den store, store verden under vandet. Pludselig, mærkede de et lille ryk! Ikke et stort, men et lille skub, som om noget havde børstet sig op ad ubådens side. Kaptajn Nemo, der stod ved roret, løftede et øjenbryn. Han vidste, at selv i dybet var der mange hemmeligheder. Ned Land, den modige harpuner, spændte sig en smule. "Hvad var det, Kaptajn?" spurgte han. Kaptajn Nemo rystede blot på hovedet, men hans øjne var skarpe og spejdede ud i mørket. Så kom der et ryk mere, og denne gang var det lidt kraftigere! En stor skygge gled forbi vinduet, så hurtigt at de næsten ikke nåede at se den. "Der er noget derude!" udbrød Conseil, professorens hjælper, med en stemme fuld af undren. Og så, lige foran vinduet, hvor alle kunne se det, dukkede et kæmpestort øje op! Det var rundt som en stor tallerken, og farven var dyb orange med en sort pupil i midten. Det stirrede lige ind på dem i Nautilus. Og efter øjet kom mere af væsenet frem. Det var en kæmpe, kæmpe blæksprutte! Den var så stor, at den var længere end to af de længste biler sat efter hinanden! Og dens krop var rødbrun og skinnende, som en stor, glat sten fra havbunden. Og dens arme! Den havde otte arme, der var så lange, at de kunne nå hele vejen rundt om Nautilus. Hver arm var tyk som en træstamme og fuld af hundredevis af små, runde sugekopper, der kunne klistre sig fast til alt muligt. Blæksprutten svømmede langsomt hen mod Nautilus, som om den var nysgerrig. Måske havde den aldrig set en jernfisk før, der svømmede så dybt? Den strakte en af sine lange arme ud og bankede blidt, men bestemt, på Nautilus' tykke vindue. Professor Aronnax kiggede ud, og blækspruttens store øje kiggede lige tilbage på ham. Det var en smule skræmmende at se så et stort dyr så tæt på, men også helt utroligt spændende. Professor Aronnax tegnede hurtigt billeder i sin notesbog, for han ville huske alle detaljer om dette fantastiske havdyr. Men så, blev blæksprutten måske lidt for nysgerrig. Eller måske troede den, at Nautilus var en ny slags sjov legetøj. Den begyndte at vikle sine mange, stærke arme rundt om Nautilus, som om den ville holde fast i den og give den et stort kram. Dens sugekopper klistrede sig fast til metallet, og den pressede og trak. Nautilus rystede en lille smule, og en knirkelyd lød fra de stærke vægge. Det var ikke et farligt kram, men et meget, meget stærkt et! Ned Land, der var en modig og sej harpuner, syntes ikke det var sjovt længere. Han ville gerne ud og jage den væk med sin harpun, men Kaptajn Nemo vidste, at det var alt for farligt. Blæksprutten var alt for stor og stærk til at kæmpe imod på den måde. "Vi må tænke klogt!" sagde Kaptajn Nemo roligt, men hans øjne var fulde af fokus. Kaptajn Nemo trykkede på en knap, og pludselig kom der et skarpt, blændende, hvidt lys ud fra Nautilus' front. Det var som en stor lommelygte, der lyste op i det mørke hav. Blæksprutten blev forskrækket! Den havde aldrig set noget så lyst og skinnende før. Dens store øje blinkede, og den trak hurtigt sine lange arme til sig. Den slap sit tag i Nautilus og svømmede hurtigt, hurtigt væk ud i mørket, væk fra det blændende lys. Puha! De var i sikkerhed igen. Professor Aronnax, Conseil og Ned Land kiggede på hinanden med store øjne. De havde lige mødt en kæmpe blæksprutte, en rigtig kolos fra dybet! Det var en oplevelse, de aldrig, aldrig ville glemme. Havet var fyldt med så mange fantastiske og nogle gange lidt skræmmende overraskelser, men Nautilus og Kaptajn Nemo var stærke og modige, og de var klar til mange flere eventyr. Hvem ved, hvad der venter dem rundt om næste koralrev? Eller måske under en stor, gammel hval? Det finder vi ud af næste gang!
Afslutning
Tusind tak fordi du lyttede med til 'Tyve tusind mil under havet'. Vi håber, du har haft et fantastisk eventyr! Vi elsker at høre fra jer – har du feedback eller en god idé, så lad Sonacasts vide det. Måske kan du selv tegne, hvad du tror, der gemmer sig nede i havet, eller finde på dit helt eget undervandseventyr? Vi glæder os til næste gang! Husk, verden er fuld af magi.
