Historie
Fem børn og It
30 min7-9 år
Det her er begyndelsen af historien. Hele historien spiller i Sonacast-appen.
Historien
Introduktion
Har du nogensinde forestillet dig, hvad der ville ske, hvis dine vildeste ønsker pludselig blev virkelighed? Fem nysgerrige børn opdager en gammel, gnaven sandånd i en grusgrav, en sandånd der kan opfylde ét ønske hver eneste dag. Men pas på! Ønsker er tricky, og de går sjældent, som man forventer! Følg med Peter, Jane, Robert, Anthea og den lille Lamb, når deres sommerferie forvandles til et magisk eventyr fuld af overraskelser og sjove ulykker. Hvad ville du ønske dig, hvis du mødte en sandånd?
Mødet med Sandånden
Så, vores fem små helte – Peter, Jane, Robert, Anthea og den lille Lamb – var på stranden en solrig dag. De elskede at grave i sandet, bygge kæmpe slotte og lede efter skatte. Pludselig, mens Robert gravede dybt nede ved en sandbanke, ramte hans lille skovl noget hårdt. Det var ikke en sten, eller en musling, men noget blødt og pelsagtigt! Meget, meget mystisk. De gravede videre, og ud af sandet dukkede en lille, buttet skabning op! Den havde øjne som en snegl på stilke, store flagermuseører, og dens pels var helt dækket af sandkorn. Det var en sandånd! Den hed Psammead, og den var meget, meget gammel og lidt surmulen. Børnene stirrede med åbne munde. En rigtig sandånd? Og den kunne tale! "Hvad glor I på?" knurrede sandånden. "Har I aldrig set en Psammead før?"
Det første ønske og dets uheldige følger
Børnene var helt mundlamme! En sandånd, der kunne tale! Det var det mest utrolige, de nogensinde havde oplevet. Den lille, lodne sandånd gned sig i øjnene med de lange, tørre fødder. Den var tydeligvis ikke vant til at blive fundet og udspurgt på den måde. Cyril, der var den ældste, spurgte forsigtigt, ”Kan du... kan du ønske dig ting?” Sandånden gabte. ”Jep. Hvad som helst. Men kun for en dag. Når solen går ned, forsvinder ønsket igen.” Børnene kiggede på hinanden. Ønske sig hvad som helst? Det var jo fantastisk! Robert, der var lidt af en drømmer, tænkte på de smukke prinsesser i sine eventyrbøger. Han kiggede på den blå himmel og de hvide skyer. ”Jeg ønsker, at vi alle er lige så smukke som dagen!” udbrød han. Psammeaden blinkede, og i det samme skete der noget mærkeligt. Børnene følte en prikkende fornemmelse over hele kroppen. Da de kiggede ned, var de forvandlet! Deres hår skinnede som guld, og deres øjne glimtede som stjerner. De var utroligt smukke – så smukke, at de næsten lignede figurer af porcelæn. Men der var et problem. De var også blevet skrøbelige. ”Jeg tør næsten ikke røre mig,” sagde Anthea, ”jeg er bange for at gå i stykker.” De kunne ikke lege eller løbe. De kunne knap nok sidde, uden at frygte, de ville falde fra hinanden. Andre mennesker stirrede på dem, nogle med beundring, andre med forskrækkelse over deres uvirkelige skønhed. Det var slet ikke sjovt at være så smuk. Faktisk var det temmelig kedeligt og ubehageligt. De gemte sig i krattet, mens solen langsomt begyndte at sænke sig mod horisonten. De ventede og ventede, indtil den sidste stråle forsvandt. Og i det øjeblik, var magien brudt, og de var sig selv igen. Sikke et lettende suk, de alle trak! Det første ønske havde lært dem en vigtig lektie. Man skal passe på, hvad man ønsker sig. Men de havde jo en sandånd, og der var mange ønsker tilbage...
At ønske sig penge og vinger
Efter oplevelsen med de mange små søskende var børnene blevet klogere. De vidste, at man skulle tænke sig om, før man ønskede sig noget. Men en sandånd var en sandånd, og der var stadig masser af ønsker tilbage! En solrig eftermiddag ved sandgraven drømte Robert om rigdom. "Jeg ville ønske, vi var rige! Så kunne vi købe alt, hvad vi ville!" Psammead strakte sig dovent. "Penge er en mærkelig ting at ønske sig. De løser sjældent alle problemer." Men Robert insisterede: "Jeg ønsker mig penge! Masser af guldpenge!" Psammead pustede sig op, og sandet begyndte at syde. Pludselig lå der en kæmpe dynge skinnende guldstykker foran dem! Mønterne var tunge og glimtede i solen. "Wow! Vi er superrige!" råbte Anthea. Men der var så mange! De var kolde og glatte og trillede ud mellem fingrene. Og hvad skulle de bruge så meget guld til? Cyril blev betænkelig: "Folk vil tro, vi har stjålet dem! Og de er alt for tunge til at tage med hjem!" Landsbyboerne kiggede allerede nysgerrigt. Det endte med, at de måtte ønske, pengene forsvandt igen, før de kom i alvorlige vanskeligheder. Med endnu et gisp fra Sandånden forsvandt guldstykkerne lige så hurtigt, som de var kommet. "Penge er altså ikke så sjove," sagde Jane. "Jeg ville ønske, vi kunne flyve! Tænk, hvis vi havde vinger, ligesom fuglene!" Psammead åbnede sit øje. "Vinger er et ønske, der kan give jer besvær. Men hvis I insisterer..." Og selvfølgelig insisterede de! Hvem ville ikke gerne have vinger? De ønskede sig alle sammen store, smukke vinger! Med et gisp og et svirp af sand mærkede børnene en kilden på deres rygge. Inden længe havde de alle fantastiske, fjerklædte vinger! De baskede med dem, og pust! Op i luften fløj de! Vinden i ansigtet, jorden der blev mindre og mindre. De fløj op over trætoppene, over markerne, og hele landsbyen bredte sig ud under dem som et miniaturelandskab. Men de var slet ikke vant til at flyve! Deres vinger var store og smukke, men også besværlige. De bumpede ind i hinanden, og det blev hurtigt udmattende og lidt farligt. Og så skete det. De fløj højere og højere, og pludselig – bum! – sad de alle sammen fast på toppen af den gamle landsbykirkes tårn! Deres store vinger var fanget i udskæringerne. "Åh nej!" jamrede Jane. "Jeg vil ned!" Robert begyndte at græde. De var meget højt oppe, og kirken var gammel. Hvad skulle de gøre? De kunne ikke ønske sig selv ned, for Sandåndens magi virkede kun, indtil solen gik ned. Og solen var ved at synke. De sad dér, mere fanget end frie. Heldigvis havde landsbyens kirketjener set dem flyve op. Han skyndte sig at hente en lang stige. Det tog lang tid, men til sidst lykkedes det. Én efter én kravlede børnene forsigtigt ned. Lige da den sidste var nede, og solen dykkede under horisonten, forsvandt vingerne med et lille pust! Børnene kiggede på hinanden, trætte. De havde igen lært en vigtig lektie. Det er ikke altid en god idé at ønske sig noget, selvom det lyder sjovt. Men troede du, det ville afskrække dem? Næh, slet ikke! De havde jo stadig flere ønsker tilbage, og Sandånden ventede...
En ridder og et slot
Børnene var stadig fulde af ideer, selvom de to første ønsker ikke helt var gået som planlagt. Cyril, der altid var den modigste, tænkte på eventyr. Han havde læst om riddere og slotte. 'Hvad nu hvis,' sagde han en dag, 'vi ønskede os et ægte slot, med en ægte ridder? Ville det ikke være spændende?' De andre børn forestillede sig straks tårne, borge og måske endda en prinsesse. Sandånden, der lå gemt i sandet, lyttede med sit ene øje åbent. Den så lidt træt ud, men da den hørte ordet 'ridder' og 'slot', trak den på skuldrene af sine mange ben. 'Er I sikre?' spurgte den med sin knirkende stemme. 'Slot og ridder? Det er en stor ting at ønske sig.' Men børnene var sikre! De ville have et stort, mægtigt slot, med tykke mure og høje tårne, og en modig ridder til at bo i det. Og hvem *svuuusch* kom det kæmpestore ønske så? Lige foran dem, hvor den grønne mark havde været, stod der nu et enormt, gråt stenslot. Det var så stort, at man næsten ikke kunne se toppen af det! Og midt i slotsgården stod en ridder. Han var dækket af skinnende metal fra top til tå – en rigtig ridder! Hans rustning larmede lidt, når han bevægede sig, *klonk-klonk-klonk*. Han havde en fjerprydet hjelm og et langt sværd. Han så lidt forvirret ud, som om han lige var faldet ud af en ridderbog. 'Goddag,' sagde Cyril modigt. 'Er du vores ridder?' Ridderen løftede sin hjelm lidt, så man kunne se hans skæg og hans øjne, der blinkede i sollyset. 'Hvad pokker er dette for et sted?' mumlede han. 'Hvor er min borg, mine lande, min konge?' Han virkede slet ikke glad for at være der. Han var en ridder fra gamle dage, og han savnede sine egne ting. Han gik rundt i slotsgården, mens hans rustning skramlede, og han sukkede dybt. Han var ikke en ridder, der legede med børn. Han var en ridder, der passede på sit kongerige, kæmpede mod drager – eller i hvert fald troede, han skulle. Børnene forsøgte at lege med ham. Robert spurgte, om han ville fægte med en pind, men ridderen svarede, at hans sværd kun var til ægte kampe. Anthea bad ham om at fortælle en historie, men ridderen kunne kun fortælle om krige og strenge regler. Han var slet ikke sjov! Og slottet? Det var koldt og mørkt indeni. Alle rummene var tomme, der var ingen legetøj, ingen hyggelige tæpper. Det var bare sten, sten og atter sten. Det var et ægte, gammelt slot, ikke et legeslot. Timerne gik, og solen begyndte at dyppe sig ned bag de høje tårne. Slottets skygger blev længere og længere. Børnene blev trætte af den gnavne ridder og det kedelige slot. De havde forestillet sig et eventyr, men dette var bare en stor, kold skuffelse. Cyril, der havde haft ideen, måtte indrømme, at det måske ikke var deres bedste ønske. Lige da solen rørte horisonten og farvede himlen orange og lilla, begyndte det hele at skælve. Først en lille rysten, så lidt mere. Slottets mure begyndte at falde fra hinanden – ikke med et brag, men som om de opløstes i luften. Ridderen sagde *puuuf* og forsvandt. Og lige så hurtigt som slottet var kommet, forsvandt det igen! Tilbage var kun den grønne mark, og børnene stod der, med munden åben, og kiggede på det sted, hvor det enorme slot lige havde stået. Sandånden kiggede op fra sandet. Den havde set det hele. 'Næste gang,' sagde den, 'skal I måske ønske jer noget, der er lidt mere... praktisk?' Børnene måtte grine lidt. De var blevet klogere. En ægte ridder og et ægte slot var slet ikke så sjovt, som de troede. Men de havde stadig flere ønsker, og de var fast besluttet på at finde på noget, der var *rigtig* sjovt næste gang! Hvad mon de fandt på da? Dét skal jeg fortælle dig en anden gang.
En baby og en cirkusoptræden
Næste gang, da solen skinnede varmt på stranden igen, sad børnene og tænkte dybt. Riddere og slotte var ikke så sjove i virkeligheden, som i bøgerne. De måtte finde på noget *virkelig* fantastisk! Cyril foreslog slik, Anthea smukke blomster, og Robert drømte om at flyve. Men Jane, den yngste, som elskede småting, fik en helt særlig idé. "Jeg ved det!" råbte hun. "Vi skal ønske os en baby!" De andre kiggede på hende. En baby? Cyril rynkede brynene. "Babyer græder og lugter og sover hele tiden." "Jamen," sagde Jane, "det ville være så hyggeligt! Vi kunne klæde den på, lege med den, og lære den nye ting!" Anthea syntes, det lød hyggeligt, og selv Cyril kunne se charmen i at have en lille baby at vise frem. Så da Psammead, sandånden, stak sine øjne frem fra sandet – lige efter at de havde gravet det fri igen – fortalte de den om deres nye ønske. "Vi ønsker os en baby!" råbte de. Psammead gispede og rystede på de lodne ører. "En baby? Er I nu sikre? Babyer er meget mere besværlige, end I tror. De skal passes!" Men børnene var overbeviste. "Ja!" sagde Anthea. "En sød, lille babybror eller -søster!" "Meget vel," sagde Psammead og pustede sig op, så sandet hvirvlede omkring den. Et gyldent skær omgav den et øjeblik. Da Psammead faldt sammen igen, lå der – lige dér på tæppet ved siden af dem – en lille, rødkindet baby! "Åh!" udbrød Jane, og hendes øjne lyste. "Hvor er den sød!" Babyen var meget lille, med blødt, lyst hår og de sødeste små fingre. Den gabte stort og strakte sig, og så – begyndte den at græde. Og den græd *højt*. Virkelig højt! Børnene kiggede forfærdet på hinanden. Dette var ikke helt, som de havde forestillet sig. Babyen var *meget* levende; den havde våd ble og var sulten. "Hvad spiser babyer?" spurgte Robert. De løb tilbage til huset med babyen. Deres mor var ude at handle. De fandt mælk, men babyen ville ikke drikke det. Den græd videre, ansigtet blev mere og mere rødt. De prøvede grød, men babyen spyttede det ud. Den sparkede med de små ben og viftede med de små arme. Det var slet ikke som at lege med en dukke! Hele dagen gik med at forsøge at gøre babyen glad. De vuggede den, sang for den, skiftede dens bleer – intet hjalp. Babyen ville ikke holde op med at græde. De følte sig helt udmattede. "Det er *ikke* sjovt at have en baby," sukkede Cyril ved solnedgang. "Jeg ville ønske, vi aldrig havde ønsket os den." "Vi må jo ønske den væk igen!" sagde Robert bestemt. Men da de fandt Psammead igen, rystede den på hovedet. "Jeg kan ikke fjerne et ønske, når det først er ønsket. Ønsket var for en baby, og en baby har I fået. Den skal være her indtil solnedgang." Børnene stirrede på hinanden. Solen var allerede ved at gå ned! Deres mor ville snart komme hjem, og hvad ville hun sige til at finde en fremmed baby i huset? Lige da, hørte de en underlig lyd udenfor. En glad, svingende musik. Det var et lille omrejsende cirkus, der havde slået sig ned i nærheden. "Måske," sagde Anthea, "kan cirkusfolket lide babyer?" Det lød skørt, men de var desperate. De løb ud til cirkusset, med den grædende baby i Janes arme. En mand med et stort, rødt overskæg, der jonglerede, så babyen. "Åh, hvilken pragtfuld lille én!" råbte han. "Den har de mest vidunderlige lunger! Hvilken stemme! Den ville være perfekt som en del af vores 'Verdens Mindste Stærkeste Baby' nummer!" Børnene kiggede forvirret på hinanden. Cirkusmanden tog babyen forsigtigt ud af Janes arme. "Med den stemme kunne den få folk til at grine og græde! En ægte stjerne!" Han begyndte at gå mod et af teltene. "Vent!" råbte Cyril. "Du kan ikke bare tage vores baby!" Men cirkusmanden smilede. "Jeg ser, hvor meget I elsker den, men den er født til rampelyset! Kom med, I får gratis adgang til showet!" Før de vidste af det, havde han bragt babyen ind i et stort telt, hvor folk allerede samlede sig. Børnene løb efter ham. De måtte have babyen tilbage! Inde i teltet var der masser af lys og larm. Men i midten, på en lille bitte platform, sad deres baby! Den græd stadig, men nu var det mere som en lille brummen, og folk klappede og lo. Cirkusmanden præsenterede den som "Den Magiske Baby, der kan græde i kor med et helt orkester!" Børnene kiggede forfærdet på hinanden. De kunne ikke lade deres baby være en cirkusattraktion! Det var *deres* baby, selvom den var svær at have med at gøre. "Vi må redde den!" sagde Anthea. De listede sig ind i mørket bag teltet. Cyril fandt en åbning, og de kravlede igennem. De kom ud bag scenen, lige da klovnen skulle til at samle babyen op. "Stop!" råbte Robert. Han løb frem og greb fat i babyen, der overraskende nok holdt op med at græde et øjeblik. Cirkusmanden kom løbende. "Hvad sker der her? De børn stjæler vores stjerne!" Der opstod et virvar. Cyril og Anthea skubbede til en stor kasse, der væltede med et brag. Robert løb med babyen, og Jane forsøgte at dække dem. "De er tyveknægte!" råbte cirkusmanden. Publikummer var forvirrede. Men midt i alt kaosset, lige da solen sank helt ned under horisonten, mærkede Robert noget mærkeligt. Babyen i hans arme blev varmere, så lettere, og så forsvandt den! Ligesom dug for solen. Den var væk! Cirkusmanden og klovnen stoppede op og stirrede på Roberts tomme arme. Publikum var stille. Der var ingen baby. Bare fire forskrækkede børn. "Hvad... hvad skete der lige?" mumlede cirkusmanden. Børnene kiggede på hinanden. Lige i det øjeblik var de så lettede, at de glemte at være bange for cirkusfolkene. Babyen var væk! Ønsket var forsvundet med solnedgangen. De skyndte sig hjem. Deres mor var lige kommet hjem. "Hvor har I været?" spurgte hun. "I ser helt vilde ud!" "Vi... vi har været ude at lege!" sagde Cyril. De fortalte ikke deres mor om babyen eller cirkusset. Det var deres hemmelighed. Men én ting vidste de med sikkerhed: At ønske sig en baby var en *meget* dårlig idé! Det var alt for besværligt. De var enige om, at næste gang de fandt Psammead, måtte de ønske sig noget helt, helt andet. Noget der var sjovt, men som ikke græd, og som ikke endte i et cirkus!
Fanget i tid og farvel til Sandånden
Efter baby-katastrofen var børnene enige: de måtte tænke sig *meget* grundigt om, inden de ønskede igen. De legede videre i sandgraven, men tankerne kredsede om, hvad det næste ønske mon skulle være. De ville have noget magisk, noget spændende, men uden alt det besvær! En dag, mens solen bagte ned, og sommeren føltes som om den aldrig ville ende, sagde Anthea, der var den mest eftertænksomme: "Jeg ville ønske, vi bare kunne blive herude og lege for evigt. Tænk, hvis sommeren aldrig sluttede! Ingen skole, ingen lektier, bare sol og sjov hele tiden!" Robert, der altid var hurtig på aftrækkeren, greb straks ideen. "Ja! Lige præcis! Jeg ville ønske, at denne sommer kunne vare *evigt*!" Og som ved et trylleslag, var Sandånden der. Dens øjne blinkede som små diamanter, og dens overskæg spjættede. "Ønske opfyldt," knurrede den med sin sandede stemme. "Sommeren skal vare evigt. Men husk, alle ønsker har en pris." Børnene jublede! De fortsatte med at bygge sandslotte, jage sommerfugle, og pjaske i åen. Dagen gik. Solen stod højt på himlen. Og så blev den bare stående. Time efter time. Først var det sjovt. "Se! Solen går ikke ned!" råbte Cyril og pegede op. De grinede og legede videre, spiste deres frokost, og ventede spændt på, hvad der ville ske. Men solen bevægede sig ikke. Den blev hængende, lige der, højt på himlen. Klokken blev seks, så syv, så otte. Stadig ingen skygge, ingen køligere brise, ingen tegn på aften. Anthea begyndte at føle sig træt. "Jeg er sulten igen," sagde hun. "Og jeg vil gerne i seng. Men solen er jo stadig oppe!" Jane gned sig i øjnene. Robert, der ellers var fuld af energi, følte sig også mærkelig. Det var som om luften var blevet tyk, og alting stod stille. Fuglene sang den samme melodi igen og igen. Blomsterne stod stivt i solen og begyndte at se visne ud, selvom solen skinnede. Frugterne på træerne modnede ikke mere. De var bare frosne i tid. "Det her er ikke sjovt," sagde Anthea, stemmen fyldt med bekymring. "Jeg tror, vi er fanget." "Fanget i evig sommer," mumlede Cyril. "Det er jo frygteligt! Vi kan ikke sove ordentligt, og maden bliver ikke klar. Hvordan skal vi nogensinde komme i skole igen, hvis det altid er dag?" Panikken bredte sig langsomt. Deres forældre var også begyndt at opføre sig underligt. De var forvirrede over, hvorfor det aldrig blev aften. De forsøgte at få børnene i seng, men det føltes helt forkert at sove, når solen stadig strålede. Dagene smeltede sammen til én lang, uendelig, varm dag. Intet ændrede sig. Intet voksede. Alt var stagneret. De søgte fortvivlet efter Sandånden, men den var ingen steder at finde. Hver gang de håbede på solnedgang, blev de skuffede. Solen brændte ned, men den flyttede sig ikke en centimeter. De begyndte at savne natten, stjernerne, den kølige luft og fornemmelsen af, at en ny dag ventede med nye eventyr. De savnede forandring. Endelig, efter hvad der føltes som flere uger i den samme uendelige dag, fandt de Sandånden igen. Den sad ved vandkanten og så meget træt ud. Dens pels virkede blegere, og dens øjne glimtede kun svagt. "Åh, Sandånd!" råbte Jane. "Du må ophæve ønsket! Denne evige sommer er rædselsfuld! Vi vil have nat, og kølig luft, og friske nye dage!" Sandånden sukkede, en lyd som tørt sand, der raslede. "Jeg vidste, I ville fortryde det," sagde den. "Min magi er stærk, men den er bundet til årstidernes gang. Sommeren er ved at rinde ud, selvom I har ønsket den evig. Og når sommeren slutter, da må jeg sove en lang, lang tid." Børnene stirrede på den. "Sove?" spurgte Robert med en lille stemme. "Hvorfor?" "Fordi min energi kommer fra solens varme og børnenes fantasi om sommerens leg," forklarede Sandånden. "Men I er blevet klogere nu. I forstår, at alt har sin tid. Selv den skønneste sommer må vige for efterårets smukke farver og vinterens ro." "Betyder det... betyder det, at du forlader os?" spurgte Anthea, og hendes stemme var næsten en hvisken. Sandånden nikkede langsomt. "Ja. Men I har et sidste ønske tilbage for at rette op på dette rod. Hvad skal det være?" Børnene kiggede på hinanden. De vidste præcis, hvad de skulle ønske. "Vi ønsker," sagde Cyril, idet han samlede mod, "at alt bliver *normalt* igen. At sommeren slutter, som den skal, og at vi kan få nat og dag, og at frugterne modner, og at vi kan komme i skole, og... og at du måske en dag kommer tilbage!" Sandånden smilte, et lille, skrøbeligt smil. "Alt bliver normalt igen," sagde den. "Og hvem ved? Måske en dag, når en ny sommer kommer, og nye børn leger i sandgraven... så vågner jeg igen." Med et sidste, svagt glimt i øjnene, og en lyd som tusind sandkorn, der dansede i vinden, forsvandt Sandånden. Den var væk. Og i det samme øjeblik skete der noget magisk. Solen begyndte endelig at bevæge sig. Den sank langsomt ned mod horisonten, og en kølig brise strøg gennem træerne. Skyggerne blev lange, og himlen farvedes i de smukkeste nuancer af orange, pink og lilla. Det var den smukkeste solnedgang, børnene nogensinde havde set. En ægte, rigtig solnedgang. De løb hjem, trætte men glade. De spiste en dejlig, *rigtig* aftensmad, og faldt i søvn i deres senge, mens den mørke nat endelig omfavnede verden. De vidste, at selvom de savnede Sandånden, havde de lært en vigtig lektie: At alt har sin tid, og at forandring er en del af livets eventyr. Og de ville aldrig glemme den magiske sommer, hvor de havde mødt en ægte Sandånd.
Sommerens magi og nye eventyr
Selvom Sandånden var væk, var magien fra den sommer slet ikke forsvundet. Tværtimod! Den havde sneget sig ind i børnenes hjerter og gjort resten af deres ferie helt, helt særlig. Dagene efter Sandåndens afrejse føltes måske lidt tomme i starten. Børnene kiggede efter den lille rynkede ven i grusgraven, men den var væk. Alligevel mærkede de en forandring. De legede anderledes nu. De var klogere. De var vokset. Anthea, den ældste og mest tænksomme, fandt sig selv i at tænke over alle de ønsker, de havde haft. Hun forstod nu, at det var meget sværere at ønske sig noget end det så ud til. Cyril, den eventyrlystne, holdt stadig øje med de blå klokker, men nu mere for at værdsætte blomsternes skønhed end for at finde en ny Sandånd. Robert, den lille hvirvelvind, havde lært, at selv den sjoveste leg kunne gå galt, hvis man ikke tænkte sig om. Og Jane, den søde lille pige, var blevet endnu bedre til at passe på sin mindste bror, Lamb, som stadig kravlede rundt og opdagede verden med store, nysgerrige øjne. Sommeren fortsatte med at give dem nye eventyr, selv uden magiske ønsker. De byggede de mest fantastiske sandslotte ved stranden, der var så høje, at de næsten rørte skyerne. De opdagede en hemmelig sti i skoven, der førte til en lille, rislende bæk, hvor små, glitrende fisk svømmede rundt. De holdt picnicker under store, grønne træer, hvor de delte historier og grinede, indtil deres maver gjorde ondt. Og hver aften, når solen farvede himlen orange og lilla, sad de på verandaen og fortalte hinanden historier om deres dag, og nogle gange hviskede de om Sandånden. En dag besluttede de sig for at bygge en kæmpe hule i skoven. Det skulle ikke bare være en hule, nej, det skulle være et fort! De arbejdede sammen, bar store grene, samlede mos til gulvet og pyntede med vilde blomster. Cyril var ingeniøren, der sørgede for, at taget var stabilt. Anthea var designeren, der lavede små vinduer og en hyggelig indgang. Robert var styrken, der flyttede de tungeste grene. Jane samlede de blødeste blade til siddepladser, og Lamb 'hjalp' ved at spise de bær, han kunne finde. Da fortet stod færdigt, var de alle så stolte. Det var deres eget lille kongerige, skabt med deres egne hænder, uden magi. Og det føltes lige så vidunderligt som et slot, Sandånden kunne have fremtryllet. De legede skattejagt i haven, hvor skatten ikke var guld, men hjemmelavede små kager, som mor havde bagt. De lærte at klatre i træer, og fra de højeste grene kunne de se ud over markerne, hvor kornet vajede i vinden som et gult hav. De lærte, hvordan man fanger sommerfugle, og hvordan man genkender fuglenes sange. Hver eneste dag var fyldt med små opdagelser og stor glæde. De var blevet bedre til at se magien i det almindelige. En aften, da de sad ved bålet og ristede skumfiduser, spurgte Robert: "Tror I, Sandånden stadig tænker på os?" Anthea smilte. "Måske. Men jeg tror, den vidste, at vi ikke havde brug for den mere. Ikke på den måde. Vi har lært at lave vores egen magi nu." Cyril nikkede enig. "Ja, og det er faktisk endnu sjovere! For så ved vi, at det er *os*, der har gjort det." Jane krammede sin bamse. "Og vi har hinanden," sagde hun, "Det er den bedste magi af alle." Lamb, der sad på Antheas skød, klappede i hænderne og udstødte en glad lyd, som om han var helt enig. De havde fundet ud af, at ægte magi ikke handlede om ønsker, der gik i opfyldelse med det samme, men om venskab, fantasi og at opdage verden omkring sig. Det handlede om at være sammen og opleve ting. Og det var en magi, de kunne have med sig altid. Sommeren gik på hæld, og bladene på træerne begyndte langsomt at skifte farve fra grøn til gul og rød. Dagene blev kortere, og aftenluften køligere. Snart skulle de tilbage til skolen, tilbage til bøger og lektier. Men de var ikke triste. De havde så mange historier at fortælle, så mange minder at gemme i deres hjerter. Og de vidste, at selvom Sandånden var væk, havde den efterladt dem med den største gave af alle: Evnen til at finde eventyret i hverdagen. De var klar til nye eventyr, store som små, for de vidste nu, at verden var fuld af magi, hvis man bare vidste, hvordan man skulle lede efter den. Og de ville aldrig glemme den sommer, hvor de fem børn og It havde oplevet så uforglemmelige eventyr.
Afslutning
Tusind tak fordi I lyttede med til historien om 'Fem børn og It'. Vi håber, I nød hvert et magisk øjeblik! Måske har I nu lyst til selv at digte videre på jeres egne eventyr derhjemme? Husk, at verden er fuld af fantasi, hvis man bare kigger godt efter. Hvis I har en god idé eller bare vil sige hej, så fortæl endelig Sonacasts det. På gensyn, og hav en rigtig eventyrlig dag!
