Historie
Den lykkelige prins
15 min7-9 år
Det her er begyndelsen af historien. Hele historien spiller i Sonacast-appen.
Historien
Introduktion
Højt oppe over byens tage, stod en smuk statue og skinnede. En gang var han en glad prins, men nu kunne han se alt det triste i verden. Ville han bare stå der og se på, eller kunne han gøre noget? Hør historien om den lykkelige prins, og den lille svale, der hjalp ham med at sprede glæde og varme til dem, der havde allermest brug for det. En fortælling om venskab, mod, og at give af sit eget for at gøre en forskel. Lyt med!
Prinsen og Svalen mødes
Højt oppe på en søjle, over byens tage, stod Den lykkelige Prins' statue. Han var dækket af skinnende guld, og hans øjne var lavet af to store, blå safirer, der lyste så smukt. En aften fløj en lille svale over byen. Den var træt efter en lang dag med flyven og skulle snart rejse til det varme Egypten for vinteren. 'Jeg må finde et sted at sove,' tænkte svalen. Den så den glimtende statue og tænkte, 'Her er en dejlig, høj plads at hvile på.' Så den landede blidt mellem Prinsens store fødder. Men lige da den skulle til at putte sit hoved under vingen, faldt der en stor dråbe vand ned på den. 'Det er da underligt,' tænkte svalen. 'Himlen er jo helt klar!' Og så faldt der endnu en dråbe. Og en til! Svalen kiggede op, og hvad så den?
Første gave til de fattige
den så tårer! Ja, store, klare tårer, der trillede ned ad Den lykkelige prins's gyldne kinder. Han græd! "Hvorfor græder du?" spurgte den lille svale forbavset. "Du er jo Den lykkelige prins!" Prinsen svarede med en stemme, der var blød som silke, men fuld af sorg: "Da jeg levede, og mit hjerte slog, vidste jeg ikke, hvad tårer var. Jeg boede i et slot, hvor sorg ikke måtte komme ind. Mine hoffolk kaldte mig 'Den lykkelige prins', og lykkelig var jeg, hvis nydelse er lykke. Sådan levede jeg og sådan døde jeg. Men nu, hvor jeg står her højt oppe som en statue, kan jeg se alt det onde og al den elendighed, der findes i min by. Selvom mit hjerte er lavet af bly, kan jeg ikke andet end græde." "Langt væk, i en lille, mørk gade, bor der en fattig syerske," fortsatte prinsen. "Hendes hænder er ru og røde af at sy hele dagen og hele natten. Hendes lille søn ligger syg i sengen og har feber. Han græder efter appelsiner, men hans mor har ingen penge at købe dem for. Han har kun vand fra floden at drikke. Tag min dyrebare rubin fra mit sværd og bring den til hende. Min svale, vil du ikke gøre det?" Den lille svale tænkte på sin rejse sydpå, men den kunne ikke sige nej til den grædende prins. "Det er koldt her, men jeg vil gøre det for dig," sagde den. Så fløj svalen op, hakkede rubinen løs fra prinsens sværd og tog den i sit lille næb. Den fløj afsted over hustagene, over den store by, lige indtil den fandt det lille, mørke hus. Inde i huset sad syersken og sov, træt af sit hårde arbejde. Hendes søn lå urolig i sengen. Svalen fløj stille ind, lagde den store, røde rubin på bordet ved siden af syerskens fingerbøl og fløj så ud igen. Hvor var den glad for at have hjulpet!
Flere gaver og Prinsens blindhed
Svalen fløj tilbage til den lykkelige prins. Den fortalte ham alt om syersken og hendes lille dreng, og hvordan den store, røde rubin havde lyst op i deres mørke hus. Prinsen smilede, for han vidste, at han havde gjort noget godt. Han var glad for, at hans gave havde varmet et lille hjerte. Men selvom rubinen havde hjulpet én familie, var der stadig så mange andre, der led i den store by. Prinsen, der stod så højt over alle hustagene, kunne se meget mere end svalen. Hans blik, der var så vant til at se alt det smukke, faldt nu på det, der var svært og sørgeligt. Han så en ung forfatter, der frøs og var sulten, og som ikke kunne skrive sine spændende historier færdige, fordi han ikke havde penge til brænde at varme sig på. Og så så prinsen en lille pige, der solgte tændstikker, men ingen ville købe hendes tændstikker, og hun var bange for at gå hjem, for så ville hendes far blive vred. Prinsen sukkede dybt. Han forstod nu, at hans tidligere lykke kun var en illusion, bygget på det ydre skær af rigdom, som han selv bar. Hvorfor havde han ikke set dette før? Hans hjerte, der engang havde været så fuldt af glæde over sin egen skønhed, var nu fyldt med medlidenhed. Han vendte sig mod svalen. 'Svale, min ven,' sagde han, 'jeg ser så meget elendighed i min by. Jeg kan ikke holde ud at se det, når jeg selv er dækket af så meget rigdom.' Han pegede på sine øjne, der glimtede som to blå stjerner. 'Mine øjne er af sjældne safirer. Tag den ene til den unge forfatter, så han kan sælge den og købe brænde og mad. Måske kan han så skrive sine smukke historier og bringe glæde til andre.' Svalen tøvede. 'Prins,' sagde den, 'jeg kan ikke gøre det. Du ville blive blind!' 'Gør, som jeg siger, lille svale,' insisterede Prinsen. 'Det er den eneste måde, jeg kan hjælpe på nu. Min lykke var falsk, hvis den byggede på andres ulykke.' Med et tungt hjerte listede svalen forsigtigt den ene safir ud af Prinsens øjenhule. Den fløj afsted gennem den kolde nat, direkte til forfatterens lille loftsrum. Der fandt den forfatteren, der sad ved sit tomme skrivebord, rystende af kulde, med en ufærdig historie foran sig. Svalen lagde forsigtigt den glimtende safir på hans papir og fløj hurtigt væk igen. Forfatteren vågnede ved den lette lyd. Han gned sig i øjnene og så den funklende sten. 'Det er en vidunderlig safir!' udbrød han. 'Nu kan jeg købe brænde, og jeg kan spise! Måske er dette en gave fra en beundrer. Nu kan jeg færdiggøre min bog!' Hans ansigt lyste op, og en ny gnist af håb tændtes i hans hjerte. Svalen vendte tilbage til Prinsen. 'Jeg har gjort, som du bad mig, Prins,' sagde den. 'Godt, min ven,' sagde Prinsen, der nu kun kunne se med det ene øje. 'Nu ser jeg endnu mere tydeligt, hvor meget nød der er. Ser du den lille tændstikpige? Hun fryser og er sulten, og hendes tændstikker er våde. Hendes far vil slå hende, hvis hun kommer hjem uden penge.' 'Prins,' udbrød svalen, 'jeg kan virkelig ikke tage dit andet øje. Så bliver du helt blind! Jeg vil blive hos dig og fortælle dig alt, hvad jeg ser.' 'Nej, lille svale,' sagde Prinsen, 'bliv ikke her. Gør, som jeg siger. Tag min anden safir og giv den til tændstikpigen. Hun har mere brug for den end jeg.' Endnu en gang fløj svalen afsted, denne gang med Prinsens sidste safir. Den fandt den lille pige, der græd stille i en mørk gyde, hendes tændstikker spredt omkring hende. Svalen lod forsigtigt den blå sten falde ned i pigens håndflade. Pigen kiggede op, og da hun så den smukke safir, glemte hun for et øjeblik sin kulde og sult. 'Hvor er den smuk!' hviskede hun. Hun skyndte sig hjem, fuld af håb om at den skinnende sten ville forhindre hendes fars vrede. Svalen vendte tilbage til den blinde prins. 'Nu er du helt blind, Prins,' sagde den. 'Jeg ser mere nu, end da jeg havde øjne, lille svale,' svarede Prinsen. 'For nu ser jeg med hjertet. Jeg er taknemmelig for, at du har været mine øjne.' 'Men jeg er ikke færdig endnu. Der er stadig så meget lidelse.' Han lyttede til svalens beretninger. Den fortalte om børn, der sulter i de mørke gader, om syge, der ligger uden hjælp, og om de fattige, der bor i forfaldne huse. Hele byen var et syn af elendighed, som Prinsen nu kun kunne forestille sig gennem svalens ord. 'Svale,' sagde han, 'du skal flyve over hele min by og fortælle mig alt, hvad du ser. Tag derefter blad for blad fra min krop og giv guldet til de fattige. Min statue er lavet af fint guld, og det skal bruges til at lindre nød, ikke til at glimte for de velhavende.' Svalen adlød uden tøven denne gang. Den fløj ud over byens tage, vidne til de mange skæbner i den isnende kulde. Den vendte tilbage og fortalte Prinsen om de små børn, der hostede og frøs, om familier, der ikke havde mad på bordet, og om de mange tiggere, der gemte sig i skyggerne. Den begyndte derefter sit arbejde. Blad efter blad af det fine guld blev forsigtigt pillet af Prinsens krop, og svalen bar det ud til de mest trængende. Den besøgte sygehuse, hvor guldstykkerne blev lagt under puder, og fattige hjem, hvor de bragte varme og mad. Børnene, der engang havde været så blege, begyndte at rødme af sundhed, og der lød glade latter og sange i gaderne. Til sidst stod Prinsens statue nøgen og grå, dens ydre skønhed forsvundet. Den var nu kun et kedeligt monument, blottet for al den rigdom, der engang havde dækket den. Men hans hjerte, der engang havde været så fuldt af stolthed, var nu fyldt med en anden slags skønhed – en skønhed af medfølelse og uselviskhed.
Svalens offer og Prinsens hjerte
Statuen stod nu helt nøgen og grå. Al den skinnende pynt, alle de funklende ædelstene og det smukke guld var væk, givet til dem, der havde allermest brug for det. Men selvom statuen så kedelig ud, var den lille svale stadig ved dens side. Den var så loyal, denne lille fugl. Dage blev til uger, og vinden begyndte at bide hårdere. Efteråret var blevet til vinter, og snefnug begyndte at danse i luften. De andre svaler var for længst fløjet mod de varme lande, til Egypten, hvor solen altid skinnede, og der var masser af mad. Men den lille svale, den fløj ingen steder. Den var blevet hos sin ven, Den lykkelige Prins. Statuen stod nu helt nøgen og grå. Al den skinnende pynt, alle de funklende ædelstene og det smukke guld var væk, givet til dem, der havde allermest brug for det. Men selvom statuen så kedelig ud, var den lille svale stadig ved dens side. Den var så loyal, denne lille fugl. Dage blev til uger, og vinden begyndte at bide hårdere. Efteråret var blevet til vinter, og snefnug begyndte at danse i luften. De andre svaler var for længst fløjet mod de varme lande, til Egypten, hvor solen altid skinnede, og der var masser af mad. Men den lille svale, den fløj ingen steder. Den var blevet hos sin ven, Den lykkelige Prins. Den lille svale, hvis fjerdragt engang havde glimtet i solen, begyndte at føle kulden snige sig ind under sine vinger. Den rystede, men klemte sig tættere ind til statuens iskolde bryst. Den lykkelige Prins, der nu kun kunne se med sit hjerte, fornemmede svalens svækkelse. "Lille svale," sagde Prinsen med en stemme, der var fuld af ømhed, "mine ædle sten er væk, mit guld er borte. Jeg har intet tilbage at give dig for at holde dig varm. Du må flyve din vej nu, til Egypten, hvor dine venner venter." Svalen rystede på hovedet, selvom dens næb var stift af kulde. "Nej, Prins," sagde den svagt, "jeg forlader dig ikke. Jeg har lovet at blive. Jeg har set så meget godt gennem dine øjne, jeg har følt din godhed i hver en handling. Jeg kan ikke lade dig stå alene." Prinsen følte en tåre – en tåre af taknemmelighed og sorg – trille ned ad sin kind, selvom hans øjne var lavet af bly og ikke længere kunne fælde tårer. Han ønskede så inderligt, at han kunne give svalen et ly, en varm rede. Men han var kun en statue, bundet til sin sokkel i den isnende vind. Dagene gik, og med hver dag blev svalen svagere. Dens stemme, der engang havde været så livlig og melodiøs, var nu kun en svag piben. Dens små vinger, der havde båret den over have og land, kunne knap nok løfte sig. Den lå og puttede sig ind mod Prinsens iskolde bryst, dens lille hjerte bankede langsommere og langsommere. "Prins," hviskede svalen en aften, da de første stjerner tændtes på den krystalklare vinterhimmel, "jeg tror, jeg skal sove nu. En meget lang søvn." Prinsen, fuld af angst, svarede: "Nej, lille ven, ikke endnu! Du må ikke give op! Tænk på solen i Egypten, på de grønne siv og det klare vand!" "Jeg har set nok sol," sagde svalen med et lille smil, "jeg har set dit hjerte, Prins. Og det er smukkere end al solskin i verden." Med sine sidste kræfter forsøgte svalen at give Prinsen et kys. Den løftede sit lille hoved og kyssede ham på læben. I samme øjeblik faldt den til jorden ved hans fødder, død. Et underligt, knasende lyd lød inde fra statuen. Det var Prinsens blyhjerte, der var bristet. Det kunne ikke bære tabet af sin trofaste ven. Han havde givet alt, men nu havde han mistet det, der var mest dyrebart: svalens selskab. Næste morgen vågnede byens borgmester og rådmænd til et syn, der fik dem til at rynke på næsen. De stod alle samlet under statuen, der nu var helt grå og grim at se på. "Sikke en ynkelig skue!" udbrød borgmesteren, "den lykkelige Prins ser jo forfærdelig ud! Den har mistet al sin pragt." En af rådmændene, en tyk, mavesur mand, påpegede: "Og se! Der ligger en død fugl ved dens fødder! Det er jo helt uhygiejnisk! Vi må fjerne både statue og fugl med det samme!" De var enige om, at statuen var blevet værdiløs, da den ikke længere glimtede med guld og ædelsten. Den var ikke længere et symbol på deres bys rigdom, men snarere på dens forfald, mente de. De besluttede at smelte statuen om. "Vi skal lave en ny statue, der er endnu smukkere!" erklærede borgmesteren stolt. De tog den døde svale og kastede den på en vogn sammen med statuen. "Hvorfor smider vi den lille fugl her?" spurgte en lille dreng, der havde set det hele, "den har jo passet på Prinsen!" Men ingen lyttede til ham. Da statuen blev smeltet om i smelteovnen, skete der noget mærkeligt. Alle metalstykkerne smeltede, men Prinsens blyhjerte smeltede ikke. Det blev liggende uændret midt i den glødende masse. Arbejderne var forbløffede. "Dette er underligt," sagde en af dem, "vi må hellere smide det væk." Så de tog det blyhjerte, der havde slået for andre, og kastede det på møddingen, hvor den døde svale allerede lå. Men oppe i himlen, hvor englene fløj, talte Gud til en af sine engle: "Hvad er de to mest dyrebare ting i den by, du lige har besøgt?" Englen tænkte sig om og svarede: "Herre, det er den døde lille svale og det blyhjerte, der ligger på møddingen. De to har vist den største kærlighed og selvopofrelse." Gud smilede varmt. "Du har ret," sagde han. "For i mit paradis skal den lille svale synge for evigt, og den lykkelige Prins skal altid glæde sig over dens sang." Og således fandt den lille svale og Den lykkelige Prins hinanden igen, forenet for evigt i et sted, hvor kulde og ensomhed ikke eksisterede, kun kærlighed og evig glæde. Og selvom ingen mennesker nogensinde forstod værdien af det, de havde kastet væk, vidste himlen, at det var de mest dyrebare skatte, byen nogensinde havde ejet.
Afslutning
Tak fordi du lyttede med til den rørende historie om Den Lykkelige Prins. Vi håber, du nød hvert et øjeblik af eventyret. Har du selv en god historie i maven, eller vil du høre mange flere spændende fortællinger? Fortæl Sonacasts, hvad du synes, og send os gerne dine gode ideer! Vi elsker at høre fra dig. Husk at kigge efter magien omkring dig. På gensyn til et nyt eventyr!
