Historie
Alice bag spejlet
30 min7-9 år
Det her er begyndelsen af historien. Hele historien spiller i Sonacast-appen.
Historien
Introduktion til Spejlland
Har du nogensinde forestillet dig, hvad der gemmer sig bag spejlet? Ikke bare dit eget ansigt, men en hel, magisk verden? I dag skal vi med den lille pige Alice på en utrolig rejse til et land, hvor alt er omvendt, og intet er, som det plejer. Hvor blomster kan tale, og skakbrikker bliver levende. Er du klar til at træde igennem spejlet med Alice og opleve et eventyr fuld af sjov og forunderlige væsener? Så lyt godt med, for vi starter lige nu!
Bag det mystiske spejl
Alice var en nysgerrig pige. Hun elskede at kigge på det store, skinnende spejl i stuen. Hvad mon der var på den anden side? En hel ny verden, tænkte hun! Måske var alt bag spejlet omvendt? Hendes egen stue, men spejlvendt? Hun rakte forsigtigt en lille finger ud og rørte ved den kolde, glatte overflade. Men hov! Spejlet var slet ikke koldt! Det var varmt og blødt, som silke! Hendes finger gled lige igennem! Alice blev så overrasket, at hun tog et skridt frem. Pling! Som et lille vandfald af stjerner, gled hun lige igennem spejlets overflade. Og så var hun der! Ikke i sin egen stue, men i et rum, der lignede det – bare helt, helt omvendt! De kendte billeder på væggen var levende og bevægede sig, som om de legede. Og katten Dinah! Hun sad på en hylde og spandt en lille, glad melodi, mens hun vinkede med poten! Alt var anderledes. Udenfor vinduet så hun en sneklædt have, selvom det var sommer i hendes egen verden. Det var Spejlland! Hvor alting var lige modsat, og eventyr ventede bag hvert et hjørne!
En verden på hovedet
Alice trådte forsigtigt ind. Det første, hun så, var et ur, hvor viserne løb baglæns. Tik-tak, tik-tak, men den forkerte vej! Hvilken sjov verden! Bøgerne i reolen var fulde af ord, der kun kunne læses i spejlet, og ville man tage en kiks, gav den måske en tilbage. Alt var omvendt! Men på en sjov og spændende måde. Det kildede i Alices mave. Hun var så nysgerrig. Hvad mon hun ellers ville finde her? Hun ville udforske denne sære verden, hvor alt var på hovedet. Hun var sikker på, der ventede masser af eventyr i Spejlland. Det var intet problem for en pige, der var vant til at tale med talende kaniner. Alice gik hen til et vindue. Udenfor fløj fuglene baglæns, og snefnuggene faldt opad. Mon man også skal gå baglæns her, tænkte Alice. Hun prøvede at tage et skridt frem og følte sig pludselig så let, næsten som om hun kunne svæve. Så hørte hun en lille stemme. "Godmorgen!" sagde stemmen. Alice kiggede sig omkring, men kunne ikke se nogen. "Jeg er her!" sagde stemmen igen, og denne gang så Alice ned. Ved hendes fødder stod en lille hvid kanin med et ur i hånden. Den stod bomstille og stirrede på hende. "Hvor skal du hen?" spurgte Alice nysgerrigt. Kaninen rystede på hovedet. "Jeg skal ingen steder," sagde den. "Jeg venter bare på, at du går forbi, så jeg kan sige farvel." Alice fniste. "Det er da helt skørt!" udbrød hun. "I min verden siger man hej, når man mødes, og farvel, når man skilles." "Netop!" sagde kaninen. "Men her er alt jo bagvendt. Så for at du kan opleve et ordentligt eventyr, må du sige farvel til det gamle og hej til det nye." Alice tænkte over det. "Så hvis jeg siger farvel til dig nu, så møder vi måske aldrig hinanden igen?" "Tværtimod!" sagde kaninen. "Hvis du siger farvel til mig, betyder det, at du snart vil møde mig igen, måske endda som en dronning!" Alice vidste ikke helt, hvad hun skulle tro. Men én ting var sikker: Dette Spejlland var fyldt med overraskelser. Hun måtte bare finde ud af, hvordan man skulle navigere i en verden, hvor alt var på hovedet. Hun så et skakbræt på gulvet. Store, levende skakbrikker stod klar til et spil, og midt på brættet stod en rød dronning...
Den Røde Dronning og skakbrættet
Alice blinkede med øjnene, for midt på det store skakbræt stod der en rigtig dronning. Og hun var rød! Hendes kjole var af den dybeste, rødeste farve, og hendes krone funklede som en lille sol på hendes hoved. Hun var høj og så meget bestemt ud, med armene over kors og et udtryk der sagde, at hun vidste alt. "Så, du er endelig kommet," sagde Den Røde Dronning med en stemme, der lød som raslende silke, men også som en lærer, der var lidt utålmodig. "Jeg har ventet på dig. Du er den hvide bonde, ikke sandt?" Alice blev en lille smule forvirret. "Jeg er... jeg er Alice," sagde hun. "Og jeg vidste ikke, at jeg var en bonde." Den Røde Dronning trak det ene øjenbryn op. "Alle her er noget," sagde hun. "Og lige nu er du en bonde. En lille, hvid bonde, der skal bevæge sig hen over brættet." Hun pegede med en lang, slank finger ud over det kæmpestore landskab. "Hele dette land er et skakbræt, min kære. Kan du se ruderne?" Alice kiggede sig omkring. Nu da dronningen sagde det, kunne hun se det! De grønne enge var delt op i store firkanter, og nogle steder var der floder, der snoede sig som blå linjer mellem firkanterne. Små bakketoppe var som hvide felter, og en tæt skov var som et sort felt. Det var så mærkeligt! "Ja, jeg kan se dem!" udbrød Alice. "Godt," sagde Den Røde Dronning. "Og du starter her, på anden række." Hun pegede på det felt, Alice stod på. "Dit mål er at komme hele vejen til den ottende række. Når du når dertil, bliver du en dronning. Ligesom mig." Hendes stemme blev lidt stolt. "En dronning?" spurgte Alice. "Kan jeg virkelig det?" "Ja, men du skal bevæge dig hurtigt," sagde Den Røde Dronning. "I denne verden skal du løbe så hurtigt du kan, bare for at blive på samme sted. Hvis du vil et sted hen, må du løbe dobbelt så hurtigt!" Hun grinede. Alice følte sig en smule forpustet bare ved tanken. "Men hvordan bevæger jeg mig?" spurgte hun. "Som en bonde?" "Præcis!" sagde dronningen. "Du kan starte med at gå to felter frem i dit første træk. Derefter kun ét felt ad gangen. Og altid lige frem. Medmindre du skal slå noget, selvfølgelig, men det er en helt anden historie." Hun viftede det væk med hånden. "Men nu skal du af sted! Første række er den, vi står på. Du skal til ottende række!" Alice tog et dybt åndedrag. Det lød som et stort eventyr, men også lidt svært. Hun kiggede på Den Røde Dronning, som allerede så ud til at kede sig lidt og så ud på de andre skakbrikker. "Jamen, hvor skal jeg så hen?" spurgte Alice. "Hvor som helst, bare fremad!" svarede dronningen. "Vælg en vej. Du har otte felter at krydse, lille bonde. Nu! Af sted med dig!" Alice nikkede og tog et skridt. Og så et mere. Hun følte sig let som en fjer, og det var, som om jorden selv hjalp hende med at glide over til det næste felt. Hun var nu på tredje række! "Hold da op!" udbrød Alice. "Det var nemt!" "Nemme skridt i begyndelsen," mumlede Den Røde Dronning. "Men du vil møde mange mærkelige ting på din vej. Hold øje med de hvide riddere – de er altid fulde af gode råd, omend lidt skøre." Alice lo. Hun havde altid elsket at spille skak, men dette var noget helt andet. Hun var selv en brik i spillet! Hun gik videre, et felt ad gangen, og så sig nysgerrigt omkring. Jorden føltes blød under hendes fødder. Luften var sød af duften af vilde blomster. På det tredje felt, som var en lysende grøn eng, så Alice noget, der fik hende til at stoppe op. Der stod en række farverige blomster – gule, blå, lilla og lyserøde. Men disse blomster var ikke almindelige. De havde små ansigter! Og de kunne tale! "Åh, se, endnu en, der vil gennem vores have!" sagde en stor rød rose med kronblade som en rynket pande. "Hun ser lidt ensom ud," sagde en lille blå forglemmigej. Alice bøjede sig ned. "Kan I tale?" spurgte hun. "Selvfølgelig kan vi tale!" fnøs en stor tulipan, der stod og svajede lidt i vinden. "Hvad skulle vi ellers lave? Bare stå her og se pæne ud? Det er da kedeligt!" "Hvor skal du hen, lille pige?" spurgte en række violer i kor. Alice forklarede dem om skakbrættet og Den Røde Dronning og om, hvordan hun skulle til den ottende række for at blive dronning. "At blive dronning, siger du?" sagde rosen. "Det er en lang vej. Men du ser modig ud." "Pas på de skarpe kanter på brættet!" advarede tulipanen. "Og lad dig ikke narre af for mange søde ord. Ikke alt er, som det ser ud til." Alice takkede blomsterne og følte sig en smule mere tryg ved, at hun ikke var helt alene i dette mærkelige land. Hun fortsatte sin rejse over det grønne felt, og med hvert skridt kom hun tættere på den ottende række. Hun glædede sig til at se, hvad de næste felter ville bringe. Men hun huskede tulipanens ord: "Ikke alt er, som det ser ud til." Og i Spejlland var det nok en meget god ting at huske på.
Tweedledum og Tweedledee
Alice fortsatte sin vandring over den bløde, grønne eng. Solen kildede hendes kinder, og hun følte sig mere og mere som en del af Spejllandets magi. Hun huskede tulipanens mærkelige ord: ”Ikke alt er, som det ser ud til.” Og ganske rigtigt, jo længere hun gik, desto mere underlige ting opdagede hun. Pludselig så hun noget i det fjerne. To små, runde skikkelser, der stod under et stort træ. De lignede hinanden så meget, at hun først troede, det var hendes eget spejlbillede, der var blevet dobbelt! Men da hun kom tættere på, så hun, at de var to forskellige – men alligevel næsten ens – drenge. De havde store, runde hoveder og var klædt i sjove dragter, der var mønstret med tern og striber i alle regnbuens farver. “Godmorgen!” sagde Alice venligt. De to drenge sagde ingenting. I stedet begyndte de at vrikke med hovederne frem og tilbage, og så på hinanden med mærkelige smil. Den ene pegede på den anden og sagde: “Han er den ene!” Den anden pegede tilbage og sagde: “Nej, han er den anden!” Alice blev lidt forvirret. “Hvem er I?” spurgte hun. De to drenge kiggede på hinanden igen, som om de overvejede det dybt. Så sagde den ene: “Jeg er Tweedledum!” Og den anden sagde med det samme: “Og jeg er Tweedledee!” Alice klukkede. “Åh, nu forstår jeg! I er Tweedledum og Tweedledee!” Hun havde nemlig hørt et gammelt børnerim om to brødre, der var så ens, at man næsten ikke kunne kende forskel på dem. Tweedledum og Tweedledee var meget glade for, at Alice vidste, hvem de var. De begyndte at hoppe rundt om hende, mens de sang deres rim: Tweedledum og Tweedledee, Vilde kæmpe en duel, de. Tweedledum sagde: 'Jeg skal vinde!' Tweedledee sagde: 'Det kan du glemme!' For en rasle, så fin og ny, De sloges, så fjerene fløj. Men da kragen kom, stor og sort, De glemte alt og løb bort! Alice lo højt. "Hvilket sjovt rim! Men slås I virkelig?" spurgte hun nysgerrigt. Tweedledum stoppede med at hoppe og pustede sig op. "Jamen selvfølgelig! Det gjorde vi da!" Tweedledee rystede på hovedet. "Nej, nej, det gjorde vi ikke! Det var kun en sang! Men vi var tæt på!" "Tæt på hvad?" ville Alice vide. "Tæt på at have en kæmpe, kæmpe kamp!" sagde Tweedledum, og hans ansigt blev helt alvorligt. "På grund af den rasle, du ved!" "Rasle? Hvilken rasle?" Alice kiggede sig omkring, men så kun græs og træer. Tweedledee pegede på Tweedledum. "Han havde en ny, skinnende, vidunderlig rasle! Og han ville ikke dele den!" "Jeg ville da dele den!" udbrød Tweedledum fornærmet. "Men kun hvis han spurgte pænt! Og det gjorde han ikke!" De begyndte at skændes igen, den ene råbte højere end den anden, om hvem der havde ret, og hvem der var mest uretfærdig. Deres stemmer blev højere og højere, som to små trompeter, der spillede falsk. Alice holdt sig for ørene. "Stop, stop dog! Der er ingen grund til at råbe!" "Kan I ikke bare fortælle mig om raslen?" De to brødre faldt til ro, men så stadig meget fornærmede ud. Tweedledum trak en lille, glitrende genstand frem fra sin lomme. Den var lavet af skinnende sølv og havde små, farvede perler inden i, der klirrede blidt, når han rystede den. "Se her!" sagde han stolt. "Er den ikke smuk? Den er helt ny!" Han rystede den forsigtigt, og en blid, magisk lyd fyldte luften. Tweedledee sukkede dybt. "Og han ville ikke lade mig ryste den bare én gang!" "Jeg ville da, hvis du ikke havde forsøgt at hive den ud af mine hænder!" råbte Tweedledum. "Jeg ville bare føle på den!" forsvarede Tweedledee sig. "Den så så blød og skinnende ud!" Alice rakte forsigtigt hånden frem. "Må jeg se den, Tweedledum?" Tweedledum tøvede et øjeblik, men rakte den så til Alice. Hun rystede den let, og de små perler dansede og sang. "Den er meget fin," sagde hun. "Men den er jo ikke stor nok til to! Måske kunne I finde noget andet at lege med sammen?" Lige da hun sagde det, begyndte himlen over trætoppene at mørkne en smule. En kæmpe, sort sky nærmede sig, ikke som en regnsky, men som noget meget større. En stor, mørk form blev tydelig, og Alice kunne høre en dyb, raspende lyd. "Kragen!" hviste Tweedledee, og hans øjne blev store som tekopper. "Den kommer! Den store, sorte krage!" råbte Tweedledum, og slap raslen, som faldt ned i græsset med et lille, klingrende suk. De to brødre kiggede på hinanden, deres ansigter hvide af skræk. Rimet, de lige havde sunget, var pludselig meget, meget virkeligt. De glemte alt om raslen, om hvem der havde ret, og om at slås. "Løb!" råbte de i kor, og med en utrolig fart piskede de væk fra træet, deres runde kroppe rullende over engens bløde græs, indtil de forsvandt bag en busk.
Humpty Dumpty på muren
Alice stod der alene, hendes øjne store af forundring. Tweedledum og Tweedledee var væk, som om de aldrig havde været der. Engens stilhed sænkede sig igen, og kun fuglenes kvidren kunne høres. Alice kiggede sig omkring. Hvor skulle hun nu hen? Hun huskede på skakbrættet og tanken om at blive dronning. Hun måtte videre! Med et dybt suk og et fast blik traskede Alice videre over det grønne græs. Hun fulgte en lille, snoet sti, der ledte hende op ad en bakke. På toppen stod der en lang, grøn mur. Men det var ikke en almindelig mur! For ovenpå muren sad noget meget, meget mærkeligt. Det lignede et kæmpe æg. Et æg med arme og ben, og et ansigt! Det var Humpty Dumpty. Han sad helt stille, med benene krydset, og kiggede ud i luften, som om han var den vigtigste person i hele Spejlland. "Goddag," sagde Alice forsigtigt. Hun var lidt bange for, at han ville falde ned, for han sad meget yderligt på den smalle mur. Humpty Dumpty drejede langsomt hovedet mod hende. Han havde et stort smil, men det så ud som om det var malet på hans æggede ansigt. "Hvad vil du?" spurgte han, hans stemme lød lidt som en gammel, knitrende radio. "Jeg er Alice," svarede hun. "Jeg er på vej gennem Spejlland, og jeg er ikke helt sikker på, hvor jeg er, eller hvor jeg skal hen." Humpty Dumpty lukkede det ene øje. "Spejlland, siger du? Jeg kender det. Jeg bor her. Og jeg er den klogeste af alle. Jeg kan forklare dig alt om ord." Alice tænkte, at det lød som en god idé. Hun havde mødt mange mærkelige ord i Spejlland. "Hvad betyder 'forklare'?" spurgte hun. "Når jeg bruger et ord," sagde Humpty Dumpty, "så betyder det præcis det, jeg ønsker, det skal betyde – hverken mere eller mindre." Han puffede sig op. "Spørgsmålet er," fortsatte han, "hvem der er herre. Det er alt." Alice var forvirret. "Men man kan da ikke bare få ord til at betyde hvad som helst?" sagde hun. "Selvfølgelig kan man det!" udbrød Humpty Dumpty. "Du er alt for ung til at forstå den slags. Men hvis du betaler mig, kan jeg fortælle dig, hvad 'ro' betyder." "Ro?" Alice tænkte sig om. "Jeg troede, det betød at være stille." "Vrøvl!" fnyste Humpty Dumpty. "Hvis jeg vælger at bruge det ord, så betyder det 'et dejligt, varmt brusebad med bobler'. Og jeg har sagt det. Nu ved du det. Og du er velkommen." Alice vidste ikke helt, hvad hun skulle sige til det. Det var meget mærkeligt at tale med et æg, der bestemte, hvad ord betød. Hun kiggede op på ham igen. "Er du ikke bange for at falde ned?" spurgte hun. "Du sidder meget højt." Humpty Dumpty lo. En klukkende lyd, der rystede hele hans æggekrop. "Frygt ej, lille pige! Kongen har sendt alle sine riddere og alle sine mænd for at passe på mig. De er her altid." Han viftede med en lille hånd. "Jeg er sikker. Og hvis jeg faldt, ville de sætte mig sammen igen. Lige så god som ny!" Alice følte sig ikke helt overbevist. Han så meget skrøbelig ud. Hun huskede et gammelt rim, hendes mor havde sunget: "Humpty Dumpty sad på en mur, Humpty Dumpty faldt med et brag, Kongens alle riddere og alle kongens mænd kunne ej Humpty sætte sammen igen." Hun gøs lidt ved tanken. Men det sagde hun ikke højt. Man skulle jo ikke gøre et æg bange. "Du burde være mere forsigtig," sagde Alice i stedet. "Mure er farlige." "Pah!" sagde Humpty Dumpty. "Mure er for folk, der ikke har en konge til at passe på dem. Nu, jeg er træt af at snakke om mure. Skal vi tale om fødselsdage? Jeg har en fødselsdag hvert år." "Det har alle da," sagde Alice, en smule opgivende. "Forkert!" råbte Humpty Dumpty. "Der er to slags dage. Fødselsdage, og så er der ikke-fødselsdage. Og gæt hvilken dag, der er flest af?" Alice tænkte sig om. "Ikke-fødselsdage?" "Korrekt!" sagde Humpty Dumpty og klappede i sine små æggehænder. "Du er klogere end du ser ud! Og på ikke-fødselsdage er der ingen gaver. Det er derfor, jeg foretrækker fødselsdage." Alice smilede. Hun syntes, Humpty Dumpty var ret sjov, selvom han var meget, meget mærkelig. Men hun havde en mission. Hun skulle videre. "Jeg er nødt til at fortsætte min rejse," sagde Alice. "Jeg skal over på den næste rude." "Rude?" fnyste Humpty Dumpty. "Du taler i koder! Men farvel med dig, lille pige. Husk, ord betyder, hvad jeg ønsker, de skal betyde. Du kan lære meget af mig." Alice vinkede farvel til det store, runde æg på muren. Han sad stadig helt stille, som om han var limet fast. Hun følte en lille smule bekymring for ham. Det var et farligt sted at sidde for et sådant æg. Hun gik ned ad den anden side af bakken og undrede sig over, hvad hun nu ville møde. Skakbrættet var fuld af overraskelser! Hun gik hurtigere, spændt på at finde ud af, hvem der boede i den næste rude af Spejlland.
Den Hvide Dronning og Ridderen
Alice traskede videre, hendes små fødder trippede let over det grønne græs. Hun var så nysgerrig! Hvem mon ventede hende i det næste felt på det store skakbræt? Og lige pludselig stod hun der. Midt på stien sad en meget, meget forvirret dronning. Hendes hår var helt strittende ud til alle sider, som om hun lige var vågnet fra en lang drøm. Hendes kjole var skæv, og hendes krone sad næsten nede om ørene. Det var Den Hvide Dronning! Alice kunne ikke lade være med at smile lidt. Dronningen så op, og hendes øjne var store og venlige, men også lidt bange. "Åh, Alice, min kære!" sagde dronningen, "Jeg har så ondt i min finger! Jeg stak den i går, eller... var det i morgen? Ja, det var i morgen, jeg stak den!" Alice blinkedede. "I morgen? Men hvordan kan man stikke sig i fingeren i morgen?" spurgte hun. "Man kan sagtens stikke sig i morgen," sagde Dronningen, "Man bløder bare før man stikker sig. Det er meget mere praktisk!" Alice rystede på hovedet. Det gav jo slet ingen mening! "Men så mærker man jo smerten før ulykken sker," sagde Alice forsigtigt. "Jamen, det gør man jo!" råbte Dronningen. "Og så kan man jo skrige af fuld hals!" Dronningen fortalte Alice om, hvordan hun en gang havde skreget så højt, at hun næsten var fløjet op i luften! Hun beskrev, hvordan hun fløj over skoven og ned igen, alt sammen mens hun skreg, fordi hun ville stikke sig i fingeren dagen efter! Alice måtte virkelig anstrenge sig for ikke at grine. Pludselig, mens Dronningen talte om sine sære minder, begyndte hun at ændre sig. Hendes tøj blev til hvid uld, og hendes arme og ben blev kortere. Før Alice vidste af det, stod der ikke en dronning foran hende længere, men en blød, hvid uldet får! Og så forsvandt fåret! Alice stod helt alene i en butik! Det var en meget mærkelig butik med hylder fyldt med alverdens ting. Der var strikkepinde, som strikkede af sig selv, og flasker med lyserød væske, der fik en til at danse. Alle varer så ud til at hoppe og danse, når man ikke kiggede på dem. Bag disken sad det samme får, som Dronningen var blevet til! Fåret mumlede noget om, at Alice nok ville købe et æg. "Et æg?" spurgte Alice. Fåret pegede på en hylde, hvor der lå et æg. Men da Alice rakte ud efter det, forsvandt både ægget og hylden! Alt i butikken var så flygtigt og foranderligt. Det var lige som en drøm. Alice gik ud af butikken, ud på en ny sti, hvor solen skinnede. Og dér, på vejen, kom en ridder ridende. Men ikke en helt almindelig ridder! Det var Den Hvide Ridder. Han var klædt i skinnende rustning, men den var fuld af buler, og han var så klodset, at han faldt af sin hest hver anden meter! Alice kunne ikke lade være med at grine lidt, selvom hun havde ondt af ham. "God dag, lille pige!" sagde Ridderen, mens han forsøgte at kravle op på sin hest igen. "Jeg er opfinder! Jeg har opfundet så mange ting, som ingen andre nogensinde ville tænke på!" Han viste Alice sine sære opfindelser: En kasse til at holde pudding varm på ryggen af hesten – men kassen var altid tom! En ankelkæde til at forhindre fiske-bid – men han fiskede aldrig! Og en hjelm, han havde lavet af en brødfrugt, som var så tung, at den fik ham til at falde af hesten endnu oftere. Alice lyttede og smilede. Ridderen var måske klodset, men han var meget sød. "Jeg vil synge en sang for dig!" sagde Ridderen. "Det er min egen sang. Den handler om en gammel mand på en port." Han begyndte at synge, og sangen var meget lang og lidt trist. Den handlede om en mand, der sad på en port og kiggede på verden, og som ingen rigtig forstod. Alice lyttede. Hun syntes, at Ridderen var en meget finurlig og venlig sjæl, selvom hans sange og opfindelser var helt og aldeles skøre. Da sangen var slut, faldt Ridderen af sin hest igen. Han var så uskyldig og rar, at Alice følte en lille smule vemod. Det var tid til at sige farvel. "Tak for sangen," sagde Alice. "Det var så lidt," mumlede Ridderen og kæmpede med sin hest. "Og pas på, for nu kommer du snart til den ottende rude! Det er der, du bliver dronning!" Alice blev helt. Dronning? Tænk engang! Hun vinkede farvel til den klodsede, men søde Ridder og fortsatte sin rejse over det magiske skakbræt. Hvad mon ventede hende i den ottende rude? Det måtte hun finde ud af!
Alice bliver dronning!
Alice gik og gik, skridt for skridt over det store, ternede skakbræt. Hun var spændt og en lille smule nervøs. Hver rude hun passerede, bragte hende tættere på den sidste rude, den ottende rude, hvor hun ville være en dronning! Solen skinnede ned fra en lyseblå himmel, og græsset under hendes fødder var så grønt, som kun græs i et eventyr kan være. Hun passerede nogle små blomster, der vinkede med hovederne i vinden, og hun hørte en lille bi summe forbi hendes øre. Alt var smukt og fredeligt, men også fyldt med den spænding, som man føler lige før noget stort skal ske. Alice nynnede en lille melodi, som hun selv havde fundet på, mens hun gik. Hun tænkte på alle de mærkelige ting, hun havde oplevet på sin rejse. Hun havde mødt talende blomster, en skør hattemager, og to fjollede tvillinger. Hun havde talt med en ægformet mand på en mur, og hun havde danset med en hvid ridder, der altid faldt ned af sin hest. Det var en eventyrlig rejse, der var fuld af overraskelser! Så, pludselig, var hun der. Den ottende rude! Det var en stor, lyserød rude, som glimtede lidt i solskinnet. Alice stoppede op og kiggede sig omkring. Var det her? Var det her, hun skulle blive dronning? Hun var stadig bare en lille pige i en blå kjole, med et forklæde og en sløjfe i håret. Hun følte sig ikke spor som en dronning. Men så skete der noget meget mærkeligt. Jorden under hendes fødder begyndte at gløde svagt. En blød, gylden glød bredte sig op omkring hendes ben, op ad hendes kjole, og op til hendes hår. Det føltes varmt og rart, som et blødt tæppe. Hendes kjole blev længere og fik smukke, glitrende tråde. Hendes hår føltes lettere, og da hun rørte ved det, mærkede hun en lille, blød krone på sit hoved. Hun kiggede ned, og hendes små sko var blevet til fine, skinnende dronningesko! Alice snurrede rundt en enkelt gang. Hun var forvandlet! Hun var blevet til en dronning, præcis som i skakspillet. Hendes hjerte bankede af glæde. "Jeg er en dronning!" hviskede hun til sig selv, og hendes stemme lød en lille smule anderledes, mere voksen, men stadig glad. Lige i det samme kom Den Røde Dronning gående. Hun så ud som altid, med sit strenge ansigt og sin store krone, men denne gang kiggede hun på Alice med et udtryk i øjnene. "Nå, så er du endelig her, min kære!" sagde Den Røde Dronning med en stemme, der var en smule blødere end normalt. "Du er blevet dronning, lige som vi vidste, du ville!" Og bag Den Røde Dronning dukkede Den Hvide Dronning op. Hun smilede venligt til Alice. "Velkommen til dronningeklubben, Alice!" sagde hun. "Nu er vi tre dronninger. Er det ikke skønt?" Alice kunne næsten ikke tro sine egne ører. De to dronninger var slet ikke så skræmmende nu, hvor hun selv var en dronning. De var næsten hyggelige! De tog fat i Alices hænder, en dronning i hver side, og sammen gik de hen mod en stor, smuk dør, som Alice ikke havde set før. Døren var lavet af skinnende guld og sølv, og den var pyntet med funklende ædelstene. "Hvor skal vi hen?" spurgte Alice, da de gik gennem døren. "Til din fest, selvfølgelig!" sagde Den Røde Dronning. "En ny dronning skal have en fest!" Bag døren var der den mest vidunderlige fest, Alice nogensinde havde set. Der var lange borde fyldt med alverdens lækkerier: kager, der lignede små slotte, tærter med fyld af regnbuefarver, og kander med saft, der glitrede som stjerner. Overalt var der balloner i alle farver, og små feer fløj rundt og dryssede glimmer over gæsterne. Alle de mærkelige og vidunderlige væsner, Alice havde mødt på sin rejse, var der! Tweedledum og Tweedledee sad ved et bord og skovlede kage i sig. Humpty Dumpty, der heldigvis var blevet samlet igen, sad og fortalte historier til en flok små, grønne drager. Den Hvide Ridder stod og prøvede at balancere en kage på sin næse, mens hans hest spiste roser fra en vase. Selv Den Hvide Kanin med uret var der, og han kiggede nervøst på sit ur, som om han var bange for at komme for sent til noget vigtigt. Det var et muntert virvar af lyde og farver. Alice grinede højt. Hun blev ført til en smuk stol ved bordets ende, som var pyntet med blomster og silkebånd. De to dronninger hjalp hende op på stolen. "Mine damer og herrer!" råbte Den Røde Dronning, så alle kunne høre det. "Lad os byde velkommen til vores nye dronning, Dronning Alice!" Alle klappede og jublede, og de små feer dalede ned og dryssede endnu mere glimmer over Alice. Hun følte sig så glad, så fuld af glæde, at hun troede, hendes hjerte ville springe ud af brystet. Hun kiggede rundt på alle de glade ansigter. At være dronning var jo slet ikke svært, det var bare dejligt! De spiste og drak, og Alice fik lov til at smage på alle de kager, hun ville. Hun fik en hel tårn af kage med chokolade og jordbær, og hun fik en stor kop med den mousserende stjernesaft. Hun snakkede med kaniner og fugle og endda en lille drage, der spurgte hende, om hun havde set hans tandbørste. Festen var i fuld gang, og stemningen var så let og legende, at man næsten kunne mærke den boble i luften. Pludselig, midt i al munterheden, begyndte bordene at ryste. Kagerne dansede, og saften skvulpede. De små feer fløj forvirret rundt, og Humpty Dumpty var lige ved at falde ned fra sin stol igen. Alle begyndte at snakke i munden på hinanden. "Hvad sker der?" spurgte Alice. Den Røde Dronning og Den Hvide Dronning så også forvirrede ud. Det var som om hele Spejlland begyndte at ryste. Billederne på væggene gyngede, og selv de farverige balloner begyndte at flyve vildt rundt. Lyden blev højere og højere, et kæmpe brag, som om hundredvis af skåle og tallerkener faldt på gulvet på samme tid. Alice holdt sig for ørerne. Det var alt for meget støj, alt for meget virvar! Hun lukkede øjnene og ønskede, at det hele ville stoppe. Bare et øjebliks stilhed. Så. Det hele stoppede. Lyden forsvandt. Rystelserne holdt op. Alice åbnede forsigtigt sine øjne.
Afslutning
Og så sluttede Alices eventyr bag spejlet for denne gang. Vi håber, at I har nydt at lytte med på hendes magiske rejse. Måske kan I selv finde på et nyt eventyr til Alice? Eller har I lyst til at opleve endnu flere spændende historier? Husk at Sonacasts altid er klar til at høre fra jer, hvis I har gode idéer eller spørgsmål. Tak fordi I lyttede med, og vi glæder os til at møde jer igen snart i en ny fortælling!
