Historie
Snehvide
15 min7-9 år
Det her er begyndelsen af historien. Hele historien spiller i Sonacast-appen.
Historien
Introduktion
Har du nogensinde hørt om et spejl, der kan tale? Et spejl, der ved alt, og som altid fortæller sandheden? I dag dykker vi ned i et magisk eventyr om en smuk prinsesse, en ond dronning fuld af jalousi, og selvfølgelig det talende spejl! Lyt med, når vi fortæller historien om Snehvide, hvor mod og venskab vinder over mørke kræfter. Er du klar til at træde ind i en verden fuld af fortryllelse og spænding? Så lad os begynde!
Snehvide og den Jaloux Dronning
Så lad os træde ind i eventyret! Dybt inde i et stort, flot slot boede en ung prinsesse ved navn Snehvide. Hun var så utrolig smuk, med hud så hvid som sne, læber røde som friske kirsebær, og hår sort som nattens mørke. Alle elskede Snehvide. Men Snehvides stedmor, dronningen, var en meget forfængelig kvinde, der ikke tålte, at nogen var smukkere end hende selv. Hver dag stod hun foran sit magiske spejl og spurgte med sin skarpeste stemme: 'Spejl, spejl på væggen der, hvem er smukkest i landet her?' Og spejlet svarede altid: 'Dronning, du er smukkest i landet her.' Men tiden gik, og Snehvide blev ældre og smukkere. En dag, da dronningen som sædvanligt spurgte sit spejl, svarede det: 'Dronning, du er smuk, men Snehvide er tusind gange smukkere end dig.' Dronningen blev rasende!
Flugten ind i Skoven
Dronningen var så vred, at hendes krone næsten faldt af! "Hovmand!" råbte hun med en stemme, der skræmte alle i slottet. "Tag Snehvide langt ud i skoven. Der skal du gøre en ende på hende! Og bring mig hendes hjerte som bevis!" Hovmanden var en venlig mand. Han kunne slet ikke lide tanken om at skade den søde Snehvide. Han tog Snehvide med ud i skoven, og Snehvide troede, de skulle plukke blomster. Hun sang små sange og flettede kranse af skovens blade. Men da de kom dybt ind i skoven, hvor træerne var så høje, at de næsten rørte skyerne, stoppede hovmanden. Snehvide kiggede op på ham med sine store, brune øjne. "Hvad er der i vejen?" spurgte hun. Hovmanden kunne mærke en klump i halsen. Han kunne bare ikke gøre det! "Lille Snehvide," sagde han, "jeg kan ikke. Du må løbe! Løb så langt og så hurtigt du kan, og kom aldrig tilbage til slottet!" Snehvide blev forskrækket. Hun forstod ikke rigtig hvorfor, men hun kunne se, at hovmanden var ked af det, og hans ord var alvorlige. Så Snehvide begyndte at løbe. Hun løb og løb mellem træerne, forbi bregner og mos, dybere ind i den store, ukendte skov. Hendes små ben var trætte, men hun løb videre. Hovmanden, derimod, fandt en lille vildsvineunge. Han fangede den og tog dens hjerte med tilbage til dronningen. Han håbede, dronningen ville tro på ham. Snehvide var nu helt alene i den kæmpe, mørke skov. Solen var ved at gå ned, og de lange skygger dansede uhyggeligt mellem træerne. Hun var bange og vidste ikke, hvad hun skulle gøre. Hvor skulle hun sove? Og hvad skulle hun spise? Hendes hjerte bankede hurtigt. Hun var så lille og fortabt...
Hos de Syv Små Dværge
Snehvide var alene i den store, mørke skov. Hendes små fødder var trætte, og tårerne trillede ned ad kinderne. Hvert skridt føltes tungt. Men så, lige da hun troede, hun ikke kunne gå længere, fik hun øje på noget mærkeligt. Mellem de høje træstammer skimtede hun et lille, lille hus. Det var så nuttet og hyggeligt, som om det var tryllet frem til hende. Med ny energi gik Snehvide mod det lille hus. Døren stod på klem, så hun tittede forsigtigt indenfor. "Hallo?" kaldte hun. Der var ingen, der svarede. Huset var tomt, men oh, hvor var det specielt! Alt var så småt derinde. Et lille bord, dækket med syv små tallerkener, syv små kopper og syv små skeer. Syv små stole stod rundt om bordet. Og der var ikke et eneste sted, der var rigtig rent. Det så ud, som om ingen havde ryddet op i lang, lang tid. "Sikke et rod!" tænkte Snehvide. Hendes mors stemme ekkoede i hendes hoved: "En prinsesse holder altid orden!" Selvom hun var træt, kunne hun ikke lade være med at ønske at gøre huset pænt. Først tog hun en lille kost og fejede gulvet. Så vaskede hun op, så alle de syv små tallerkener og kopper skinnede. Hun børstede støv af de små stole og tørrede bordet af. Hele huset begyndte at dufte rent og friskt. Da hun var færdig nedenunder, gik hun op ad en lille, knirkende trappe. Der fandt hun et lille soveværelse. Og igen – alt var småt! Der var syv små senge, som stod på række. De var dækket af rodede tæpper og bløde puder. Snehvide var så udmattet efter sin lange rejse gennem skoven, at hendes øjenlåg føltes tunge som sten. Hun prøvede at ligge i én seng, men den var for kort. Så prøvede hun en anden, men den var for hård. Og en tredje var for blød. Til sidst, efter at have prøvet dem alle syv, fandt hun en seng, der passede lige til hende. Den var hverken for lang eller for kort, hverken for hård eller for blød. Den var helt perfekt. Uden at tænke mere faldt Snehvide i en dyb, dyb søvn. Timerne gik. Udenfor blev solen langsomt til aften, og stjernerne begyndte at titte frem. Dybt inde i skovens miner, hvor de arbejdede hårdt hele dagen, var syv små mænd ved at gøre klar til at gå hjem. Det var de syv små dværge! Hver dag hakkede de efter skinnende guld og funklende ædelstene, og hver aften glædede de sig til at komme hjem til deres lille hus. De syv dværge var meget forskellige. En var lidt gnaven, en var altid glad, en var lidt genert, en var meget klog, en var lidt klodset, en var altid træt, og den sidste var den yngste og mest nysgerrige af dem alle. De gik i en lang række, med deres små hakker over skulderen, mens de nynnede en glad melodi. Da de nåede deres hus, så de straks, at der var noget anderledes. "Se, der er lys i vores hus!" sagde den ældste dværg. "Og døren står åben!" udbrød en anden. De listede forsigtigt indenfor. "Hvem har spist af min tallerken?" mumlede en. "Og drukket af min kop?" spurgte en anden. "Min seng er ikke som jeg forlod den!" sagde den trætte dværg. De kiggede sig undrende omkring. Alt var så rent og ryddeligt! Det var som om, en lille fe havde været på besøg. Men da de gik ovenpå, stoppede de brat. Der, i deres lille soveværelse, på én af sengene, lå den smukkeste pige, de nogensinde havde set. Hun sov dybt, hendes lyse hår spredt ud over puden, og hendes ansigt var fredfyldt. De syv dværge stod helt stille. De stirrede på Snehvide, fulde af undren. Hvem var hun? Og hvor kom hun fra? De talte sammen med hviskende stemmer. "Hun er så smuk!" sagde en. "Skal vi vække hende?" spurgte en anden. "Nej, lad os lade hende sove," sagde den kloge dværg. "Hun ser ud til at have haft en lang rejse." De ventede tålmodigt, indtil Snehvide langsomt åbnede sine øjne. Hun gned sig i øjnene og satte sig op. Da hun så de syv små mænd, udbrød hun et lille overrasket suk. "Hvem er I?" spurgte hun. De fortalte hende, at de var dværge, og at det var deres hus. Snehvide fortalte dem så sin triste historie om den onde dronning og flugten ind i skoven. Dværgene lyttede med store øjne. "Du er velkommen til at bo her hos os," sagde den ældste dværg, "hvis du vil hjælpe os med at holde huset rent og lave mad til os, mens vi er ude i minen og arbejde." Snehvide lyste op. "Åh, ja! Tusind tak! Jeg vil meget gerne hjælpe! Jeg vil vaske, jeg vil rydde op, jeg vil lave den lækreste mad til jer!" Og sådan fik Snehvide et nyt hjem hos de syv små dværge. Hun var ikke længere alene. Nu havde hun venner, der passede på hende, og et lille, hyggeligt hus i skoven. Hendes hjerte var fyldt med glæde, og hun følte sig endelig tryg.
Den Forheksede Frugt
Snehvide boede lykkeligt og trygt hos de syv små dværge. Hun hjalp til med at holde huset rent og pænt, og dværgene passede godt på hende. Hver morgen sagde de farvel til hende, inden de gik ud i bjergene for at finde skinnende guld og funklende ædelstene. De fortalte hende altid: ”Snehvide, vær forsigtig! Luk aldrig døren op for fremmede, når vi er væk. Din stedmor er ond og vil dig det ikke godt.” Snehvide lovede dem gang på gang, at hun ville være forsigtig. Men langt, langt borte, i det store, mørke slot, var den onde dronning slet ikke glad. Hun var sikker på, at Snehvide var død for længst. Hver dag stod hun foran sit magiske spejl og spurgte: ”Spejl, spejl på væggen dér, hvem er skønnest i landet her?” Og spejlet svarede trofast: ”Dronning, du er skønnest her!” Men en dag, da hun spurgte sit spørgsmål, skete der noget uventet. Spejlet lyste op med et blødt skær og svarede: ”Dronning, du er skøn, ingen tvivl om det, men Snehvide er tusind gange skønnere end dig. Hun bor hos de syv små dværge, dybt inde i skoven.” Dronningen gispede. Snehvide levede! Hendes hjerte fyldtes med en isnende vrede, så kold, at den kunne fryse sne. ”Det kan ikke passe!” råbte hun, så det rungede i slottets haller. ”Jeg troede, hun var borte for evigt! Nu skal hun sandelig ikke undslippe mig igen!” Hendes øjne glimtede ondt. Hun vidste, at hun måtte finde en måde at få Snehvide væk på. Dronningen tænkte og tænkte. Hun var ikke bare ond; hun var også snedig. Hun fandt frem til et hemmeligt rum i sit slot, fyldt med gamle bøger og mærkelige ingredienser. Derinde, blandt støvede flasker og knitrende urter, fandt hun en opskrift på en gift, der var så stærk, at selv en lille bid af den ville sende den, der spiste den, i en dyb, dyb søvn. En søvn, der ville vare for evigt. ”Aha!” udbrød hun med en skarp latter. ”Jeg ved, hvad jeg skal gøre!” Hun besluttede sig for at forvandle sig selv, så ingen ville kende hende igen. Hun tog en gammel, luvslidt kappe på, bandt et tørklæde om hovedet, så kun en enkelt krølle stak frem, og malede rynker i ansigtet, indtil hun lignede en gammel, venlig kone. Hun tog også en kurv fyldt med de smukkeste, røde æbler. Men ét af æblerne var helt specielt. Det var det æble, hun havde dryppet med den stærke, sovende gift. Den ene halvdel var hvid og den anden dybrød, så fristende og indbydende ud. Da solen stod højt på himlen, og dværgene var langt væk i minerne, nærmede den gamle kone sig det lille hus i skoven. Hun bankede blødt på døren. ”Æbler! Friske, søde æbler!” kaldte hun med en skælmsk stemme. Snehvide hørte bankelyden og tøvede. Hun huskede dværgenes advarsler. ”Jeg kan ikke åbne,” sagde hun. ”Dværgene har sagt, jeg ikke må lukke nogen ind, når de er borte.” Den gamle kone lo venligt. ”Men kære lille barn, jeg er jo bare en gammel kone, der sælger æbler. Jeg gør dig ingen fortræd. Se bare, hvor smukke de er!” Hun holdt det røde og hvide æble op foran vinduet, og det glimtede så indbydende i sollyset. Snehvide havde aldrig set et æble så smukt før. Det så saftigt og lækkert ud. ”Du kan da smage på det, hvis du er bange,” sagde den gamle kone med et listigt smil. ”Jeg spiser selv den hvide side, og du kan få den røde, den ser jo så meget mere indbydende ud.” Dronningen vidste, at giften kun var i den røde side. Snehvide, der var så uskyldig og godhjertet, tænkte, at den gamle kone jo ikke kunne være farlig, når hun selv spiste af æblet. Snehvide åbnede en lille sprække i døren. Hun rakte forsigtigt hånden ud og tog imod æblet. Det var tungt og glat i hendes hånd. Hun kiggede på det skinnende æble. Den røde side lokkede hende. Hun løftede det op til munden og tog en lille, knasende bid. I det samme, som den søde smag bredte sig i hendes mund, følte Snehvide en svimmelhed. Hendes ben blev bløde, og hendes øjne faldt i. Æblet faldt fra hendes hånd, og hun sank langsomt ned på gulvet, helt, helt stille. Hun så ud som om hun sov, men det var en søvn dybere end den dybeste nattesøvn. Den gamle kone smilede ondt. ”Endelig!” hviskede hun. ”Nu er du borte for evigt, Snehvide! Nu er jeg den skønneste i landet her!” Hun skyndte sig væk fra huset og forsvandt ind i skoven, hendes onde latter rungende mellem træerne. Da solen begyndte at gå ned, og de små dværge vendte hjem fra deres arbejde i minerne, mærkede de med det samme, at noget var galt. Døren stod på klem, og der var en ubehagelig stilhed i det ellers så hyggelige hus. De løb ind og fandt Snehvide liggende livløs på gulvet, med et halvt spist, rødt æble ved sin side. Hendes ansigt var blegt som sne. Dværgene råbte til hende, rystede hende forsigtigt, men hun bevægede sig ikke. Hendes hjerte slog ikke. De vidste med det samme, at det var den onde dronning, der havde været på spil. De græd og græd. Store tårer trillede ned ad deres små kinder. De kunne ikke vække deres kære Snehvide. De forsøgte alt, hvad de kunne. De løsnede hendes snøreliv, de vaskede hendes ansigt med vand, men intet hjalp. Snehvide lå der, så smuk og fredfyldt, som om hun sov. De vidste, at hun ikke var død på den almindelige måde, for hendes kinder var stadig rosenrøde, og hendes læber var bløde. Det måtte være den onde dronnings gift. De kunne ikke nænne at begrave hende under jorden. I stedet byggede de en smuk kiste af glas, så de altid kunne se deres kære Snehvide. De lagde hende forsigtigt deri, og hver dag vågede en af dværgene ved hendes side. De bar kisten op på en bjergtop, hvor de holdt vagt over den. Fuglene sang deres smukkeste sange for Snehvide, og dyrene kom frem fra skoven for at sørge sammen med dværgene. Hun lå der, som om hun sov en lang, magisk søvn, ventende på en, der måske kunne vække hende igen.
Afslutning
Og sådan slutter vores fortælling om Snehvide for i dag. Tak fordi du lyttede med på dette magiske eventyr. Vi håber, det har fyldt dit hjerte med glæde og undren. Hvis du har en god idé til et nyt eventyr, eller bare vil fortælle os, hvad du syntes, så lad endelig Sonacasts vide det. Måske har du allerede dit eget eventyr i tankerne? Bliv ved med at drømme og skabe! På gensyn næste gang, hvor vi igen dykker ned i en verden fuld af fantasi.
