Historie
Prinsen og tiggerdrengen
30 min7-9 år
Det her er begyndelsen af historien. Hele historien spiller i Sonacast-appen.
Historien
Velkommen til et kongeligt eventyr
Har du nogensinde ønsket, at du var en anden? Måske en prinsesse i et stort slot eller en modig ridder? I dag skal vi høre en utrolig historie om to drenge, der lignede hinanden til forveksling, men levede i to helt forskellige verdener. Den ene var en fattig tigger, der drømte om eventyr, og den anden var en rig prins, der længtes efter frihed. Hvad mon der sker, når skæbnen blander sig, og de bytter plads? Bliv med os, når vi dykker ned i Mark Twains vidunderlige fortælling: 'Prinsen og tiggerdrengen'!
To drenge, to verdener
Først skal vi møde lille Tom Canty, som boede i Londons allerfattigste gader. Hans hjem var en gammel, skæv hytte, som var lige ved at falde sammen. Der var altid mange mennesker i den lille hytte, og den var sjældent varm. Tom havde ingen fine dragter, kun lappede klæder, der var fulde af huller. Han drømte om at leve et andet liv, om at have nok mad og varme, og måske endda en dag se en ægte prins! Han elskede at høre historier om konger og dronninger, riddere og slotte. Selvom han var fattig, havde Tom en stor fantasi. Og så var der prins Edvard Tudor, som boede i det storslåede Westminster Palads. Hans hjem var fyldt med gyldne sale, bløde tæpper og glitrende skatte. Edvard havde alt, hvad han kunne ønske sig: De flotteste klæder, de lækreste måltider, og legesager så langt øjet rakte. Men selvom han var en prins, følte han sig ofte ensom. Han måtte sjældent lege udenfor slottets tykke mure og drømte om at løbe frit rundt, ligesom de almindelige drenge, han kunne se fra vinduet.
Et magisk møde
En dag, mens Edvard kiggede ud ad vinduet, fik han en vild idé. Han ville snige sig ud, bare et kort øjeblik, og se verden udenfor slottets tykke mure. Længslen efter eventyr var stærkere end frygten for at blive opdaget. Ikke langt derfra, i Londons støvede gader, boede en anden dreng: Tom. Tom var lige så gammel som Edvard, men hans liv var helt anderledes. Ingen bløde senge, fine klæder eller nok mad. Hans dage gik med at tigge eller lege i mudderet. Men Tom havde også en hemmelig drøm: Han drømte om at se slottet indefra, måske endda møde en ægte prins! En solrig morgen, da Edvard endelig fandt en måde at slippe ud, og Tom drømte sig væk foran portene, skete der noget utroligt. Edvard, klædt i simple klæder, løb lige ind i Tom. De stødte sammen med et lille puf! Da de kiggede op på hinanden, blev begge drenges øjne store som tekopper. Foran dem stod ikke en fremmed, men et spejlbillede! De lignede hinanden til forveksling – samme lyse hår, nysgerrige øjne, ja, endda den samme lille fregne på næsen. Det var som at se sin egen tvilling! Edvard, prinsen, og Tom, tiggerdrengen, stod nu ansigt til ansigt. Ingen kunne tro det. De var så forskellige, men alligevel så ens. Hvilken mærkelig magi var det, der havde bragt dem sammen? Deres verdener havde kollideret på den mest uventede måde. En dag, mens Edvard kiggede ud ad vinduet, fik han en vild idé. Han ville snige sig ud, bare et kort øjeblik, og se verden udenfor slottets tykke mure. Længslen efter eventyr var stærkere end frygten for at blive opdaget. Ikke langt derfra, i Londons støvede gader, boede en anden dreng: Tom. Tom var lige så gammel som Edvard, men hans liv var helt anderledes. Ingen bløde senge, fine klæder eller nok mad. Hans dage gik med at tigge eller lege i mudderet. Men Tom havde også en hemmelig drøm: Han drømte om at se slottet indefra, måske endda møde en ægte prins! En solrig morgen, da Edvard endelig fandt en måde at slippe ud, og Tom drømte sig væk foran portene, skete der noget utroligt. Edvard, klædt i simple klæder, løb lige ind i Tom. De stødte sammen med et lille puf! Da de kiggede op på hinanden, blev begge drenges øjne store som tekopper. Foran dem stod ikke en fremmed, men et spejlbillede! De lignede hinanden til forveksling – samme lyse hår, nysgerrige øjne, ja, endda den samme lille fregne på næsen. Det var som at se sin egen tvilling! Edvard, prinsen, og Tom, tiggerdrengen, stod nu ansigt til ansigt. Ingen kunne tro det. De var så forskellige, men alligevel så ens. Hvilken mærkelig magi var det, der havde bragt dem sammen? Deres verdener havde kollideret på den mest uventede måde. Først var der bare stilhed, så brød et par nervøse fnis ud.
En kongelig forveksling
Efter de første fnis kiggede drengene på hinanden med store øjne, helt forbløffede. Det var som at se sig selv i et spejl. Tom rakte forsigtigt ud og rørte ved prins Edwards bløde, røde fløjlskappe. "Den er så fin," hviskede han. Edward smilede. "Kunne du tænke dig at prøve den på?" spurgte han. Tom slugte. Edward grinede. "Bare for sjov," sagde prinsen. "Vi kan bytte tøj. Bare et øjeblik. Ingen vil vide det." Tom tøvede kun et kort øjeblik. Tanken var simpelthen for fristende! Midt i prinsens kammer begyndte de to drenge at bytte tøj. Edward hjalp Tom med den tunge kappe, og Tom hjalp Edward med sit slidte, men velkendte tøj. De grinede, da de så, hvordan tøjet passede næsten perfekt.
Prinsens hårde rejse
Drengene lo. Det var lige som at kigge ind i et spejl, der viste et helt andet liv! Tom lignede en ægte prins, med skinnende silke og bløde fløjl, mens Edward, klædt i Toms slidte tøj, så ud præcis som en tiggerdreng. De var så ens, at selv en mor ville have svært ved at kende forskel. Men tøjet gjorde hele forskellen. Det var ikke bare tøj; det var som en fortryllelse, der ændrede alt. Tom, som nu var prins, følte sig pludselig meget vigtig og stor, mens Edward, klædt som tigger, følte sig let og fri på en helt ny måde. Han havde aldrig prøvet at have tøj på, der ikke var stramt eller tungt med broderier. Han følte en lille kildrende lyst til at løbe og hoppe – noget en prins aldrig gjorde. Efter at have beundret hinanden et øjeblik fik Edward en idé. "Jeg vil prøve at gå udenfor i dit tøj!" udbrød han til Tom. "Bare et lille øjeblik! Ingen vil vide, det er mig!" Tom, der stadig nød at være den skinnende prins, grinede og nikkede. "Skynd dig tilbage, så vi kan bytte igen!" sagde han. Så Edward, den virkelige prins, løb hurtigt ud fra kammeret. Han listede ned ad de lange gange, forbi de store malerier og skinnende rustninger. Han følte en underlig spænding ved at være usynlig, en dreng som alle andre. Da han nåede de store slotsporte, hvor de høje vagter stod ret, tænkte han, at de selvfølgelig ville kende ham. Han havde jo boet her hele sit liv! Han gik hen mod porten, klar til at sige goddag og måske drille vagterne lidt. Men da han forsøgte at gå forbi den første vagt, rakte vagten en stor, jernbeklædt hånd ud og stoppede ham. "Hov, lille dreng! Hvad laver du her?" sagde vagten med en dyb stemme. Edward kiggede forvirret op. "Hvad mener du? Jeg skal ud! Jeg er Prins Edward!" sagde han stolt. Vagten kiggede på Edwards beskidte ansigt og hans laset tøj. Han rystede på hovedet og smilede ad den lille dreng. "Ha! Prins Edward? Du er en tiggerdreng, og tiggerdrenge hører ikke til herinde! Ud med dig!" Før Edward kunne sige mere, greb den anden vagt fat i hans arm og skubbede ham ud gennem porten og ud på den brostensbelagte gade. Dørene smækkede med et højt brag bag ham. Edward stod alene. Han kiggede tilbage på de store, tunge porte, der nu var lukkede. Hans hjerte bankede hurtigt. Det kunne ikke være sandt! Han, prinsen af England, var blevet smidt ud af sit eget hjem! "Jeg er prinsen!" råbte han, så højt han kunne. "Jeg er kongens søn!" Nogle folk på gaden vendte sig om. En gammel kone kiggede på ham og rystede på hovedet. En gruppe børn grinede og pegede. "Se den tiggerdreng! Han tror, han er prinsen!" råbte en af dem. Edward følte en varm tåre trille ned ad kinden. Ingen troede ham. Ingen. Kulden begyndte at bide i hans tynde tøj. Sulten gnavede i hans mave. Han havde aldrig før oplevet at fryse, eller at hans mave knurrede af sult. Hjemme på slottet var der altid varme tæpper og lækker mad, lige når han ønskede det. Nu var han alene på de travle gader, omgivet af fremmede ansigter, der slet ikke så ham som prins. Han så boder med farverige frugter og duftende brød, men han havde ingen penge. Han havde jo aldrig haft brug for penge før! Han prøvede at stoppe en mand i fint tøj, der skyndte sig forbi. "Herre, De må hjælpe mig! Jeg er prinsen!" sagde Edward. Manden kiggede irriteret på ham. "Flyt dig, knægt!" sagde han og skubbede ham til side. Edward følte sig lille og usynlig. Verden udenfor slottets mure var ikke, som han havde forestillet sig. Den var kold, og folk var travle, og ingen lyttede. Livet som en almindelig dreng var meget, meget hårdere, end han nogensinde havde kunnet forestille sig. Han måtte finde Tom. Men hvordan? Og hvor skulle han begynde at lede?
Tiggeren på tronen
Mens den rigtige prins, Edvard, vandrede rundt i de støvede gader, hvad skete der så med tiggerdrengen, Tom, inde på slottet? Tom stod alene i det store, gyldne værelse, øjne store som tekopper. Alt var skinnende og dyrt, fra silkegardiner til gulve, hvor hans ansigt spejlede sig. Aldrig havde han set noget lignende! Hans lappede tøj var væk, erstattet af prinsens broderede klæder, der kradsede mod huden. Han kunne knap tro, han var midt i et eventyr, der føltes alt for ægte. Straks kom tjenere ind, lette som fjer. "Deres Højhed!" bukkede de dybt, spørgende om morgenmad og heste. Tom vidste ikke, hvad han skulle svare. Han var jo bare Tom, tiggerdrengen! Han ville råbe: "Jeg er ikke prinsen!" men ordene ville ikke komme ud. Han var så bange for at blive afsløret, for at de ville grine af ham, eller smide ham ud i den kolde nat igen. De behandlede ham som prinsen. De bragte ham det lækreste mad, silkesenge og sjovt legetøj. Tom, der var vant til at sulte, spiste med store øjne. Men selv med al luksussen følte han sig ikke rigtig glad. Han savnede sin mor, sine søstre og selv det kendte, barske hjem. Hver dag var en ny udfordring. Han sad ved et stort bord og lyttede til kloge, gamle mænd, der talte om landets problemer. De spurgte ham om skatter, krige og love, han slet ikke forstod! Tom nikkede alvorligt og sagde "Måske skulle vi overveje det nøje." En dag kom en gråskægget mand med en skriftrulle. Han sagde, at folket klagede over en uretfærdig lov, der straffede dem for at sove på gaden. Tom kendte intet til love, men alt til at sove på gaden. "Så skal loven ændres med det samme!" sagde han bestemt. "Ingen skal straffes for at være fattig!" Den gamle mand var overrasket over prinsens hurtighed, men bukkede og adlød. Tom opdagede sin magt. Stor, stor magt! Han kunne bestemme ting, der gjorde en forskel. De bløde senge føltes endnu blødere, når han tænkte på dem, der sov på kolde sten. De skinnende juveler mindede ham om børn uden mad. Hans hjerte var fuld af medfølelse. Da han hørte om en fattig kvinde, straffet for at stjæle brød til sine børn, sagde han, at hun skulle have brød nok til en uge og en varm frakke i stedet for straf. Hoffolkene var forvirrede. Den rigtige prins var kendt for at være streng, ikke så opmærksom på de fattiges lidelser. Tom var bange for at blive afsløret. Hver gang nogen kiggede, troede han, de ville se tiggerdrengen, bedrageren. Han prøvede at efterligne prinsens fine manerer, den ranke ryg, den selvsikre stemme. Han lyttede opmærksomt til de ældre mænds råd, selvom han sjældent forstod dem helt. Men paladset var også fyldt med en stor sorg. Kongen, prins Edvards far, var meget syg. Han lå tynd og bleg og hostede svagt. Tom, som nu var "prinsen", besøgte ham ofte. Han holdt kongens svage hånd og følte sig dybt trist. Kongen smilede svagt til ham. "Min kære søn," hviskede kongen. "Vær en god konge for dit folk." Tom blev endnu mere bange. Konge? Det var en endnu større rolle! Hvordan skulle en simpel tiggerdreng regere et helt land? Han ville slet ikke være konge. Han ville bare have den rigtige prins tilbage, så han selv kunne være Tom igen. Han tænkte på Edward og håbede inderligt, han havde det godt derude. Han undrede sig, om Edward også savnede sit gamle liv. Dagene gik, og Tom lærte at leve som prins – spise med fine gafler, ride på smukke heste, hilse på vigtige folk. Men indeni var han stadig den lille tiggerdreng, der drømte om sit gamle livs enkelhed. Han ønskede, han kunne bytte plads igen. Men hvordan? Og ville den rigtige prins overhovedet finde tilbage? Ville nogen tro på ham, hvis han fortalte sandheden? Tom havde ingen svar. Han kunne kun vente og håbe.
Sandheden skal frem
Ja, ville nogen tro på den lille prins, der nu lignede en tiggerdreng? Det var et svært spørgsmål. Prinsen, vores kære Edward, vandrede videre på de støvede veje. Han havde ikke længere sine fine silkeklæder. Nu var hans tøj hullet og beskidt, og hans ansigt var dækket af snavs fra dagene på landevejen. Hver gang han mødte nogen og sagde, "Jeg er prins Edward, den rigtige prins af England!", grinede folk bare. De troede, han var en lille dreng, der legede en sjov leg, eller måske at han var blevet lidt forvirret af at være alene. "En prins? Du? Ha ha ha!" sagde en tyk bondemand, mens han kørte sin vogn forbi. "Du ligner mere en, der har sovet i en høstak!" Edward sank modigt et par tårer, der trængte sig på. Han vidste jo, at han talte sandt. Men hvordan skulle han få andre til at tro det? Han mødte mange forskellige mennesker. Nogle var søde og gav ham et stykke brød, når han var sulten. Andre var sure og jagede ham væk. En aften, da solen var ved at gå ned bag de grønne bakker, og de små dyr puttede sig i deres huler, fandt Edward et lille, skævt hus. Udenfor sad en venlig gammel kone og strikkede. "God aften, lille ven," sagde hun med en blød stemme. "Hvad laver du herude så sent?" Edward tog mod til sig. "Jeg er prins Edward," sagde han. "Jeg er faret vild og skal hjem til mit slot." Den gamle kone kiggede på hans tøj og hans snavsede ansigt. Hun smilede, men sagde ikke, at han var skør. I stedet sagde hun, "Nå ja, og jeg er dronningen af feerne. Kom indenfor, lille prins, du ser sulten ud." Edward vidste, hun ikke troede ham, men hendes venlighed varmede hans hjerte. Hun gav ham suppe og et varmt tæppe. Det var den første gang i lang tid, han følte sig tryg. Imens, tilbage på det store, skinnende slot, sad Tom på tronen. Det var ikke så sjovt, som han havde troet. Hver dag skulle han sidde stille i timevis og lytte til lange taler om skatter og nye love. Han savnede at løbe og lege i gaderne. Han savnede sin familie. Og aller allermest savnede han sandheden. Han følte sig som en stor, blød ballon, der var fyldt med løgne, og han var bange for, at den ville springe hvert øjeblik. De fine klæder strammede, og den tunge krone på hans hoved føltes som en stor sten. Han prøvede at gøre det bedste, han kunne. Når folk kom med klager, lyttede han. En dag kom en fattig kvinde og græd. Hendes lille kat var blevet taget af en sur vagt, fordi den havde sneget sig ind i slottets have for at fange mus. De andre adelige rynkede på næsen, men Tom følte det i sit hjerte. Han elskede selv dyr. "Hent katten straks tilbage til sin ejer!" befalede Tom med en stemme, der var overraskende fast. "Og giv kvinden en pose med guldmønter, så hun kan købe mad til både sig selv og sin kat!" Alle i salen var målløse. Den rigtige prins Edward ville nok have været mere optaget af, at katten overhovedet havde vovet sig ind i haven. Tom var anderledes. Han var mild og retfærdig på sin egen måde. Han huskede, hvordan det var at være fattig. Men selvom han gjorde gode ting, blev byrden af løgnen tungere og tungere. Om natten, når han lå i den store, bløde seng, tænkte han på den rigtige prins. "Hvor er han mon nu?" tænkte han. "Er han sulten? Fryser han? Vil han nogensinde komme tilbage og tage sin plads?" Tom længtes efter at fortælle alle, at han ikke var prinsen. Han længtes efter at sige, "Jeg er bare Tom, tiggerdrengen!" Dronningen, som var Edwards mor, bemærkede, at hendes "søn" var anderledes. Han var pludselig meget venlig og tålmodig. Han spurgte ind til de små folk, som han aldrig havde gjort før. Hun undrede sig. Havde hendes dreng forandret sig så meget på så kort tid? Eller var der noget helt andet på færde? En lille stemme inde i hende sagde, "Er han nu også den rigtige?" Tilbage hos den gamle kone, takkede Edward hende for hendes venlighed. "Jeg må videre," sagde han. "Jeg skal finde en måde at komme hjem på. Mit folk har brug for mig." Den gamle kone gav ham en lille pose med tørret frugt og sagde, "Vær stærk, lille ven. Sandheden finder altid sin vej." Edward gik videre og kom tættere på slottet. På slottet var der også en, der begyndte at mærke, at noget var galt. Det var den kloge hofnar, hr. Klovn. Han havde kendt prins Edward, siden han var en lille baby. Han havde set ham vokse op og havde grinet af hans narrestreger. Han havde også bemærket, at den "prins", der nu sad på tronen, opførte sig mærkeligt. Han var godhjertet, ja, men han vidste ikke en masse ting, som den rigtige prins ville have vidst. "Hmm," tænkte hr. Klovn. "Dette er meget mærkeligt." Han begyndte at holde øje med Tom. Han lagde mærke til, hvordan Tom nogle gange glemte at bruge de rigtige kongelige ord, og hvordan han kiggede længselsfuldt ud ad vinduet, som om han ønskede at være et helt andet sted. Han så, hvordan Tom spiste med fingrene, når han troede, ingen kiggede. Disse små ting hjalp hr. Klovn med at bygge et puslespil i sit hoved. Et puslespil, der snart ville afsløre en stor hemmelighed. Sandheden er som en lille, stærk plante. Man kan dække den til med jord, men før eller siden vil den finde en sprække og bryde frem mod lyset. Og vores lille prins Edward, den rigtige prins, var på vej tilbage. Han var træt og snavset, men hans hjerte var fuldt af mod. Han vidste, at han måtte overbevise alle. Han måtte finde en måde at få sandheden frem på. Og måske var der en, der allerede var begyndt at lede efter den.
Den store afsløring
Ja, og hvem var det mon, der allerede var begyndt at lede? Lad os spole tiden en lille smule frem. Dagen var kommet. Dagen, hvor tiggerdrengen Tom, den falske prins, skulle krones til konge af England. Ja, og hvem var det mon, der allerede var begyndt at lede? Lad os spole tiden en lille smule frem. Dagen var kommet. Dagen, hvor tiggerdrengen Tom, den falske prins, skulle krones til konge af England. Den morgen brød koldt og klart frem over London, men byen summede af en usædvanlig varme – en varme født af forventning og tusindvis af flimrende fakler. Westminster Abbey stod majestætisk, dens ældgamle sten genlød af århundreders andagt, nu fyldt med lorder, damer, udenlandske dignitarer og almindelige folk, der skubbede for at få et glimt af skuespillet. Guldbrokade draperede væggene, tusindvis af stearinlys glimtede på hver en overflade, og duften af røgelse blandede sig med den skarpe lugt af forventning. Inde i den store sal, bag lukkede døre, var Tom ensom med sine tanker. Hans hjerte bankede en frygtsom tromme mod ribbenene, så voldsomt, at han frygtede, de fineste silketråde i hans kongelige kåbe ville briste. Han stod foran et spejl, der reflekterede et billede, han knap kunne genkende: en ung dreng klædt i uvurderlige juveler, en guldkrone ventende på et fløjlsblødt pudebord ved siden af. Det var ikke hans ansigt, der stirrede tilbage, men ansigtet på en skygge, en bedrager, fanget i et spind af pragt og løgne. Hver nerve i hans krop skreg af angst. Han savnede sine pjaltede klude, de kolde gader og den simple, men sande, tilværelse som tigger. Han savnede friheden fra denne altfortærende frygt for afsløring. Han mærkede vægten af kronen, selv før den rørte hans hoved. Den vægt var ikke af guld og juveler, men af et helt lands forventning, af en historie han ikke tilhørte, af en arv han var uværdig til at bære. Lord Hertford, den nuværende protektor, var netop gået. Hans ord om
Tak for denne gang
Tak fordi I lyttede med til 'Prinsen og tiggerdrengen'. Husk, at vi elsker at høre fra jer! Fortæl Sonacasts, hvis I har noget I gerne vil sige, eller en historie I ønsker at høre. Måske har I endda jeres egne fantastiske historier gemt i jeres fantasi? Gå på opdagelse i dem! Vi håber, I havde det sjovt, og vi glæder os til næste gang. Pas godt på jer selv, og drøm søde drømme! Farvel for nu.
