Historie
Historien om Tom Killing
15 min7-9 år
Det her er begyndelsen af historien. Hele historien spiller i Sonacast-appen.
Historien
Introduktion
Har du nogensinde mødt en lille killing, der bare elsker at lege – selv hvis det betyder at blive lidt beskidt? I dag skal vi dykke ned i en vidunderlig fortælling om tre frække killinger, Mopsie, Mittens og den uheldige Tom Killing. Deres mor, Fru Killing, har fine gæster på vej, og hun vil så gerne have, at de ser pæne ud. Men kan tre livlige killinger holde sig rene og fine? Følg med os, og find ud af, hvilke sjove ulykker der venter dem!
Fru Killings Store Plan
Fru Killing havde en stor plan! Hun ville have sine tre små killinger – Mopsie, Mittens og Tom Killing – til at se helt, helt perfekte ud, når hendes fine venner kom på besøg. Åh, de skulle være så smukke! Derfor havde hun taget de fineste, nye tøj frem. Til Mopsie var der en køn, lyserød kjole med flæser, der mindede om en blomst. Mittens skulle have en lille blå jakke og en matchende hat med et bånd. Og til den lille Tom Killing? Jo, han skulle have et par smarte, brune bukser og en nydelig, grøn jakke. Tøjet var helt nyt og strøgfrit, duftede af lavendel, og Fru Killing drømte om, hvordan hendes venner ville rose hendes velopdragne og nydelige killinger. Men ville killingerne nu også forblive så nydelige? Det var jo tre meget livlige små væsner, der elskede at lege og udforske hver en krog i haven!
De Fine Klæder og de Frække Killinger
Fru Killing var fuld af forventning. Efter en grundig børstning af pelsen – som killingerne sjældent var vilde med – var det tid til at få det fine tøj på. Moppet, med sine smidige poter, fik først de brune bukser på. De strammede over hans runde mave, og han syntes, det var svært at gå. Så fulgte den grønne jakke, der lukkede helt op i halsen. “Sikke en fin lille herre,” sagde Fru Killing, mens hun glattede tøjet. Så var det Pussy-Willows tur. Hendes bukser var også brune, og jakken grøn. “Du ser ud som en lille prinsesse,” sagde Fru Killing. Og til sidst, Tom Killing. Han var den rundeste af de tre, og hans bukser var lige ved at sprænge. “Du skal ikke spise for mange tærter i dag, Tom,” sagde Fru Killing drillende, mens hun knappede hans jakke. Nu stod de der, alle tre, i deres nye tøj. Fru Killing havde sørget for, at de var så fine, som de overhovedet kunne blive. “Og nu,” sagde hun bestemt, “skal I sidde pænt ved kaminhylden. Fru Mus og Fru And kommer snart, og jeg vil vise dem, hvor artige mine killinger kan være.” Men killinger er jo killinger, ikke sandt? Før Fru Killing havde vendt sig om, var Moppet allerede i gang med at jagte sin hale. Hans bukser strammede, og han faldt pladask omkuld, så en knap sprængte af jakken! Pussy-Willow fniste, men så fik hun øje på en sommerfugl udenfor. Hun sprang op på kaminhylden – og trak i mor Killingens fine strikketøj! Garnet rullede pludselig ned på gulvet. Tom Killing, derimod, havde fået øje på en flue. Han glemte alt om sine stramme bukser og sin grønne jakke. Med et kæmpe spring forsøgte han at fange fluen. Han landede med et dunk i blomstervasen på bordet! Vand sprøjtede til alle sider, og hans fine, grønne jakke var nu helt våd og snavset! Fru Killing sukkede dybt. Dette gik vist ikke helt efter planen.
Snavs og Skuffelse
Fru Killing stod der med den lille Tom, der var dryppende våd og fuld af blomstervand. "Åh, Tom, min lille skat," mumlede hun. "Nu er din fine, grønne jakke helt ødelagt, før du overhovedet har nået at vise den frem til nogen!" Hun tog ham forsigtigt op, og det våde stof klæbede til hans pels. Det var bare den første af mange ulykker denne dag. Fru Killing sukkede tungt, hendes mave knurrede lidt af skuffelse. Hun havde glædet sig så meget til at se dem pæne og ordentlige. Men nu... hendes øjne gled hen over de andre killinger. Hvad havde de mon gang i? Var det mon gået bedre for dem? Desværre, nej. Mens Fru Killing forsøgte at tørre Tom af med et viskestykke – en meget utaknemmelig opgave, da vandet bare trængte ind i hans fine pels – var Moppe Killing i fuld gang med at udforske. Hendes lyserøde kjole med de små flæser var så bedårende, men også lidt stram omkring maven. Moppe var en eventyrlysten killing, og hun ville gerne klatre op på havens mur for at se en stor, rød sommerfugl, der flagrede hen over de høje roser. "Jeg skal nok klare det!" tænkte hun modigt. Hun satte af med et lille spring. Men da hun hoppede, fangede en stikkende rosengren lige kjolens kant. *Rrrritsch!* lød det, en skarp lyd, der fik Moppe til at spærre øjnene op. En lang, grim flænge løb som et lyn fra skulderen og ned ad ryggen på den smukke kjole. Moppe faldt ned med et lille puf og stirrede forskrækket på sit ødelagte tøj. Hendes fine, lyserøde kjole, som Fru Killing havde brugt timer på at sy, var nu en sørgelig, iturevet sag. Alle de små flæser hang skævt og var ikke fine mere. Moppe følte en lille tåre trille ned ad kinden. Hun var så ked af det. Og hvad med Tutti? Hun var den mest forsigtige af de tre killinger, men selv Tutti kunne komme galt afsted, når legen kaldte. Hun listede langs blomsterbedet i sin flotte blå nederdel og den skinnende gule jakke. Hun havde fået øje på en lille, sort bille, der kriblede hen over en stor, mudret plet lige ved siden af de nyplantede petuniaer. "Hvad mon det er for en spændende bille?" tænkte hun og lænede sig forsigtigt frem for at kigge nærmere. Hun glemte alt om sit fine tøj. Plask! Hendes lille pote gled i den bløde, våde jord, og *schvup!* Hun mistede balancen og faldt lige ned i det mudrede pløre med et lille 'mjav'! Hendes fine, gule jakke var nu dækket af store, brune pletter, og den blå nederdel var helt gennemblødt af jord og vand. Hun lignede en lille, mudderindsmurt katteklump. Hendes tøj var fuldstændig ødelagt, og hun var klistret fra top til tå. Hun forsøgte at ryste mudderet af, men det sad fast i pelsen og i tøjet. Fru Killing hørte Moppes lille klynken og Tettis plask. Hendes øjne blev store som tekopper. Først Tom og hans våde jakke, så Moppe og hendes revnede kjole, og nu Tutti, helt dækket af mudder! Det var for meget! Hendes hjerte sank helt ned i maven. Hendes smukke klæder, som hun havde brugt så lang tid på at sy med små, omhyggelige sting, var alle ødelagte! Hun listede hen til de tre killinger, der nu så meget ulykkelige og skyldige ud. Tom var våd og plettet, Moppes kjole var revnet og fjasende, og Tutti var dækket af mudder, der dryppede fra hendes tøj. "Mine stakkels, stakkels små," sagde hun, og hendes stemme var fyldt med opgivenhed. "Dette går slet, slet ikke. I kan ikke gå til selskab i det tøj. Det er fuldstændig ødelagt." "Jeg tror, jeg må tage det hele af jer. Der er ingen anden udvej." Og det gjorde hun. Fru Killing, der ellers var så tålmodig, pillede forsigtigt, men bestemt, de ødelagte klæder af dem. Tom, Moppe og Tutti stod nu der, kun i deres egen bløde, hvide kattepels. De så lidt småpinlige og generte ud, som om de skammede sig lidt over deres uheld, men måske også en smule lettede over ikke at være fanget i det stramme tøj. Deres fine tøj lå nu i en sørgelig bunke på jorden – en våd, mudret, iturevet stak af stof. Fru Killing samlede det hele sammen. "Nå, men nu kan I i det mindste løbe rundt og lege, som I plejer," sagde hun og forsøgte at lyde opløftet, selvom hendes hjerte var fyldt med stor skuffelse. Men killingerne havde fået nok af den slags sjov for i dag. Så snart de var fri for deres stramme og nu beskidte tøj, pilede de afsted, så hurtigt deres små ben kunne bære dem. *Vips!* Tom sprang ind under en rosenbusk, hvor han gemte sig godt. *Svisj!* Moppe forsvandt bag et stort æbletræ og kiggede frem med forsigtige øjne. Og Tutti? Hun løb ind i skuret og gemte sig bag en bunke haveredskaber, hvor hun følte sig tryg. Fru Killing stod alene tilbage med bunken af ødelagt tøj i hænderne. Hvad skulle hun dog gøre med det? Det var jo alt for ødelagt til at kunne bruges igen. Og hvor var hendes tre små ballademagere mon blevet af? Hun sukkede igen, denne gang endnu dybere. Hendes plan om at vise sine velopdragne killinger frem til gæsterne var faldet fuldstændig i fisk. Det var en fiasko.
Andrikkerne og de Lånte Klæder
Fru Killing stod der i sin stue, omringet af små, snavsede tøjrester, og hendes tålmodighed var ved at løbe helt tør. Hendes fine, nystrøgne klæder var nu kun en skygge af deres tidligere pragt. Hun kiggede på de små, krøllede jakker og de beskidte bukser, der lignede de havde været i en mudderpøl – hvilket de jo næsten havde. Hvad skulle hun dog gøre? Hun kunne jo ikke servere te for sine veninder, når hendes killinger lignede små skarnsknægte. Og tøjet! Det skulle vaskes med det samme! Hun samlede hurtigt alt det snavsede tøj sammen – de små jakker, de stribede bukser og de pæne kjoler, der nu var mere grå end rene. Med en bestemt mine gik hun ud i sit vaskerum, skrubbede og skurede, indtil tøjet var så rent, som det kunne blive. Men selvom snavset var væk, var tøjet stadig krøllet og slet ikke så flot, som det havde været. Det var stadig fyldt med folder og rynker efter killingerne vilde leg. Fru Killing besluttede sig for, at tøjet skulle luftes og tørre ordentligt i den friske luft. Så hun bar det ud i haven og hang det op på tørresnoren. Der blafrede de små kjoler og bukser i den milde vind, og hun håbede, at solen og vinden ville glatte de værste rynker ud. Måske, bare måske, kunne hun redde en lille smule af de ellers så fine klæder. Hun gik derefter ind igen for at vente på sine gæster og forsøge at finde sine tre små vildbasser. Men Fru Killing vidste ikke, at hun ikke var alene i haven. Nede ved den lille dam, lige bagved de store rhododendronbuske, boede Fru Andrik med sine tre små ællinger. Fru Andrik var en meget travl mor, altid i gang med at finde orme og snask til sine små, sultne ællinger. Og netop denne dag var hun ude med sine ællinger for at vise dem, hvordan man finder de allerbedste godbidder i jorden. De tre ællinger, med deres små, gule dunfjer og lysegrønne næb, fulgte troligt efter deres mor. De vraltede afsted, pik-pik-pikkede i jorden og pludrede glad. De var nysgerrige af natur, og da de fik øje på Fru Killings tøj, der dinglede og blafrede på tørresnoren, blev deres små øjne store af forundring. Hvad var dog det for nogle mærkelige, farverige blade, der bevægede sig sådan i vinden? De vraltede tættere på, skubbede til hinanden og kiggede op. Det var ikke blade! Det var noget blødt, noget spændende, noget, de aldrig havde set før. Den første lille ælling, den modigste af dem alle, strakte sin hals og nippede forsigtigt til en lille blå jakke. Den trak lidt, og jakken faldt ned fra snoren. De tre ællinger kiggede på hinanden. De var ikke bange. De var nysgerrige! En af ællingerne stak sit hoved ind i jakken. Den var stor! Alt for stor. Men den var blød og rar. Så fik en anden ælling øje på et par stribede bukser, der lå på jorden. Den prøvede at træde ind i dem. Det var svært, for de var jo lavet til killinger, ikke ællinger med små, vraltende ben. Men med lidt besvær lykkedes det. Den ene ælling fik hovedet gennem et ærme på jakken, mens den anden vraltede rundt med de stribede bukser dinglende om benene. Den tredje ælling fik fat i en lille pink kjole og prøvede at bære den, men den var for tung. De grinede og pjattede, for det var det sjoveste, de længe havde prøvet. De havde fået tøj på! De besluttede sig for at holde et lille modeshow. Den ene ælling med jakken på forsøgte at flyve, men jakken var for tung og flaksede akavet. Den anden ælling med bukserne vraltede rundt, og bukserne hang løst om dens ben og slæbte hen ad jorden. Den tredje ælling, der stadig holdt den pink kjole i næbbet, forsøgte at danse. Det var et muntert syn! De vraltede rundt i Fru Killings have, fuldstændig uvidende om, hvor uartige de var, og hvor meget besvær de skabte for den stakkels Fru Killing. Fru Andrik var travlt optaget af at lede efter endnu flere orme og lagde slet ikke mærke til, hvad hendes små var i færd med. Hun skræppede bare glad, hver gang hun fandt en saftig en. Imens var Fru Killings killinger, Tom, Mops og Pjok, stadig væk. Fru Killing, inde i huset, begyndte at blive urolig. Hvor var de dog blevet af? Og var tøjet tørt nu? Hun gik ud i haven igen for at hente tøjet og håbede på, at det havde glattet sig. Men da hun kom ud, så hun et syn, der fik hendes mund til at falde åben. Der, midt i hendes have, vraltede de tre små ællinger rundt. Og de havde hendes killinger tøj på! Den blå jakke, de stribede bukser, og den pink kjole – alt sammen viklet rundt om de små, glade ællinger, der pludrede og pjattede, mens de løb rundt. Tøjet var nu endnu mere beskidt, krøllet og muligvis endda revnet! Det var en katastrofe! Fru Killing råbte et lille skrig. “Mine klæder! Mine fine klæder!” Hun løb hen imod ællingerne, der forskrækkede spredte sig. De troede, det var en leg, og begyndte at løbe endnu hurtigere, vraltende og fnisende, med Fru Killings tøj flagrende omkring dem. Fru Killing forsøgte at fange dem, men ællinger er hurtige, og tøjet gled af dem, når hun næsten havde fat i det. De løb rundt i hele haven, under buske og bag blomsterbede, og Fru Killings tøj blev mere og mere ødelagt. Til sidst hoppede ællingerne over et gærde og forsvandt ned mod dammen, stadig med Fru Killings tøj på. Hun kunne se de små jakker og bukser dingle i vandet, og de små ællinger svømmede glad rundt med dem. Fru Killing sank sammen. Hendes fine tøj var nu helt og aldeles tabt og ødelagt. Hendes gæster ville komme snart, og hendes killinger var væk. Og nu var hendes klæder også væk, forsvundet ud i den våde dam med de små, pjattede ællinger. Hvad skulle hun dog stille op? Det var simpelthen den værste dag nogensinde.
Afslutning
Men som solen altid står op igen, så blev Toms dag også god igen til sidst. Tak fordi du lyttede med til historien om Tom Killing og hans venner. Hvis du har ideer eller bare vil sige hej, så lad meget gerne Sonacasts det vide. Måske kan du selv tegne et billede eller digte din egen historie? Vi håber, du har haft det hyggeligt, og vi glæder os til at møde dig igen.
