Historie
Toppen og bolden
15 min7-9 år
Det her er begyndelsen af historien. Hele historien spiller i Sonacast-appen.
Historien
Introduktion
Har du nogensinde tænkt over, hvad legetøj laver, når vi ikke kigger? I dag skal vi dykke ned i en fortryllende verden, hvor en stolt snurretop og en glad bold bor i et barnekammer. De har begge store drømme, men deres veje er meget forskellige. Hvad sker der, når en af dem forsvinder, og den anden venter og venter? Kom med på en rejse, hvor vi lærer om venskab, forventninger og om, at det ydre ikke altid fortæller hele historien. Lyt med, når vi genfortæller H.C. Andersens vidunderlige eventyr om Toppen og Bolden!
Hvem er Toppen og Bolden?
Så, lad os møde dem, vores to hovedpersoner i dette eventyr! Først har vi Toppen. Toppen var en fin, lille trætop, glat og poleret, som om den var lavet af silke. Den havde en skinnende messingnål i bunden og var malet i alle regnbuens farver. Åh, den var så stolt af sin flotte overflade, og den elskede at dreje rundt og rundt, hurtigere og hurtigere, så alle farverne flød sammen til en smuk hvirvel. Den troede, den var den vigtigste ting i hele verden. Og så var der Bolden. Bolden var ikke lavet af træ, men af læder, og var fyldt med luft, så den var let og rund. Den var ikke malet i mange farver, men havde en enkel, skinnende rød farve. Bolden elskede at hoppe og springe, op i luften og ned igen, som en lille sky, der dansede på gulvet. Den var altid glad og fuld af energi, og den drømte om at rulle ud i den store verden og se nye steder.
Toppens store drøm
Bolden drømte altså om eventyr og om at se den store verden. Men hvad med Toppen? Toppen havde en helt anden slags drøm. Den drømte ikke om at rulle væk eller springe rundt overalt. Nej, Toppen elskede at stå stille, at snurre rundt på sin spids og vise alle, hvor smuk den var. Dens største ønske var at blive beundret. Det var dét, der fyldte Toppens tanker. Den ville være den allerfineste. Forestil dig, Toppen ville gerne være den mest strålende top i hele legetøjskassen! Den drømte om at blive poleret så blank, at den skinnede som en stjerne, hver gang solen ramte den. Den forestillede sig, hvordan alle de andre legetøjer ville kigge på den med store øjne og hviske, “Åh, se Toppen! Hvor er den dog pragtfuld!” Den elskede følelsen af at snurre hurtigt rundt, så hurtigt, at alle farverne flød sammen i en smuk hvirvel. Og når den så standsede, forblev den rank og stolt, som om den sagde: “Tadaa! Her er jeg!” Toppen ville gerne være midtpunkt, altid. Den så sig selv på en fin hylde i et glasbur, måske endda på et museum en dag, hvor små børn og voksne kom for at se på den og tænkte: “Hvor er den speciel!” Den tænkte aldrig på at løbe væk, som Bolden gjorde. Nej, Toppen ville være der, hvor den blev værdsat og beundret. Dens drøm var at være perfekt, skinnende og altid klar til at snurre for dem, der forstod dens skønhed. Den følte sig vigtig, når den snurrede rundt, og den ønskede, at alle andre også skulle synes, den var vigtig. Det var Toppens store, skinnende drøm.
Bolden forsvinder
Imens Toppen stod der og drømte om at være den smukkeste og vigtigste, var Bolden slet ikke så optaget af at stå stille. Bolden elskede at hoppe, danse og trille! Den elskede at mærke den friske luft og se skyerne sejle forbi. Bolden var en glad lille bold, der bare ville lege og rulle. Den tænkte ikke på at være vigtig eller smuk, men på 'Hvem vil trille mig nu? Hvem vil sparke mig højt op i luften?' Den glædede sig altid til den næste leg, det næste sjove spring. Bolden var skabt til at bevæge sig, til at bringe glæde. For den var lykken at være i bevægelse, at mærke vinden og børnenes glade grin. Den havde ingen drømme om at blive beundret for sin form, kun om leg og sjov. Og det var præcis det, den gjorde, hver dag. En simpel, men meget lykkelig drøm. Men en dag, da Bolden legede på gårdspladsen med Toppen, skete der noget helt uventet. En lille dreng sparkede til den, og den hoppede højt op i den blå luft. 'Uhm, hvor sjovt!' tænkte Bolden. Men i stedet for at lande blødt, fik den et lille puf og trillede hurtigere og hurtigere mod kanten af gårdspladsen. Der var en lille, mørk gaderist. 'Åh nej!' tænkte Bolden, men det var for sent. Med et lille svirp forsvandt den ned i mørket, væk fra solskinnet. Derinde var koldt og vådt. Bolden trillede videre på en glat, mørk flade, omgivet af vand og en svag strøm, der trak den med sig. Det var en helt ny verden for Bolden. Ikke en med glade børn og solskin, men fuld af mørke og små, sjove lyde. 'Hvor mon jeg er på vej hen?' tænkte Bolden. Den var lidt bange, men også nysgerrig. Hvad mon der gemte sig i dette ukendte rige? Bolden trillede og trillede, mærkede småsten og vand, der sprøjtede. Nogle gange var der helt mørkt, andre gange faldt et lille glimt af lys ned fra en sprække. Det var en spændende, men også skræmmende rejse for en lille bold, der var vant til at lege i det fri. Den tænkte på Toppen derhjemme. Mon Toppen ville opleve så mange vilde eventyr? Nej, nok ikke. Toppen ville jo bare stå og snurre. Det virkede pludselig som en meget kedelig drøm, når man tænkte på alt det, Bolden nu oplevede. Efter lang tids trillen, begyndte Bolden at mærke en forandring. Strømmen blev stærkere, og der kom en ny lyd, en dyb, brummende lyd. Mørket blev lysere! Og så, med et sidste skub fra vandstrømmen, plop! Bolden kom ud af et stort rør og landede i noget kæmpestort og blåt! 'Hvad er dog det for et sted?' tænkte Bolden. Det var havet! Det store, uendelige hav. Nu flød Bolden frit på vandet. Bølgerne vuggede den blidt op og ned, og en frisk vind pustede til den. Den så måger flyve højt oppe på himlen, og mærkede solens varme stråler igen. 'Her er smukt!' tænkte Bolden. Den var ikke længere bange, bare fuld af forundring. Den flød langt, langt væk fra huset og gårdspladsen, ud mod horisonten. Bolden så nye ting hver dag: store skibe, små fisk der sprang. Den mærkede regnen falde og solen skinne. Den var alene, ja, men også en del af noget stort, noget mægtigt. Den lærte, at verden var meget større, end den havde troet. Og selvom den savnede børnene, var der også noget magisk ved at være på opdagelse, helt alene, i den store, vide verden. Den var nu en rejsende bold, en eventyrer. Bolden tænkte ofte på Toppen. Mon Toppen tænkte på den? Bolden regnede med, at Toppen jo kun tænkte på sig selv, og derfor ikke ville bemærke, at den var væk. Det gjorde Bolden lidt vemodig. Men så puffede en bølge til den, og den rullede videre, ud på nye eventyr. Den var jo en bold, skabt til at trille og opleve verden. Bolden var spændt på, hvad der ventede den. Den var slidt og saltvandsramt, men den havde oplevet mere end Toppen nogensinde ville. Og det var, syntes Bolden, måske lige så godt som at være perfekt. Måske var det endda bedre? At opleve var jo også en slags skønhed, en indre glød. Og sådan flød Bolden videre, ud på det store, blå hav, med en masse historier gemt i sin runde form.
Gensyn og skuffelse
Bolden var nu fløjet ud på det store, blå hav og havde travlt med at opleve verden. Men hvad med Toppen? Toppen var blevet ladt tilbage. Ikke ude på gaden, hvor den kunne have rullet væk, men inde i et børneværelse. Først stod den på hylden og kiggede ud. Den savnede Bolden, den smukke, runde Bold. Hvor mon Bolden var? Og kom den nogensinde tilbage? Toppen drømte om den dag, Bolden ville komme tilbage, lige så fin og ny, som da de legede sammen. Men dagene blev til uger, og ugerne blev til måneder. Toppen blev pakket væk i en kasse med gammelt legetøj. Der lå den, omgivet af træklodser, en bamse med kun ét øje og en lille bitte bil uden hjul. Toppen tænkte tit på Bolden. Den huskede Boldens bløde overflade, dens perfekte form, og hvordan den hoppede så let og glad. Den huskede også Boldens drømme om at blive en ægte ballon, der kunne flyve helt op til skyerne. Toppen var stadig lige fin. Den var lavet af træ og malet i de smukkeste farver, og når den blev sat i gang, snurrede den rundt og rundt, lige så elegant som altid. Den troede på, at når Bolden kom tilbage, så skulle de to igen være det smukkeste par i hele verden. Tiden gik. Og gik. Og gik. Årstiderne skiftede. Sneen faldt og smeltede, blomsterne sprang ud og visnede, og solen bagte igen. Mange år var fløjet forbi, ligesom blade i vinden. Toppen lå stadig i kassen, men nu var kassen flyttet ned i kælderen. Støvet lagde sig som et blødt tæppe over det gamle legetøj. Ville Toppen nogensinde komme ud igen? Ville den nogensinde snurre? Og ville den nogensinde se Bolden igen? En dag, mange, mange år senere, var der en familie, der ryddede op. Det var et stort arbejde! Gamle kasser blev slæbt frem fra kælder og loft. En af kasserne var Toppens kasse. Et barn fandt den frem. 'Se! Gammelt legetøj!' råbte barnet. Toppen blev taget op, tørret af, og straks sat i gang. Den snurrede! Den snurrede lige så smukt som altid, selvom farverne måske var blevet lidt blegere. Toppen følte sig ung igen. Den huskede sin drøm om Bolden. Og hvad skete der så? Jo, samme dag, var der en fisker, der var ude at hive sine net ind fra havet. Han havde fisk, masser af fisk! Men inde imellem de glinsende fisk, var der også noget andet. Noget rundt og blødt, dækket af tang og små muslinger. Det var Bolden! Fiskeren tog den op. Den var slet ikke så smuk og rund, som den havde været, da den fløj ud over gærdet. Den var blevet blød, en smule flad, og farverne var vasket ud af sol og saltvand. Den lignede slet ikke den stolte, unge bold, Toppen havde kendt. Fiskeren tænkte, at den nok kunne bruges til at lege med, for den var jo stadig en bold, selvom den var blevet lidt trist at se på. Han tog den med hjem til sine børn. Og nu kommer den mærkelige del af historien. Fiskerens børn boede i det samme hus, som Toppen nu boede i! Skæbnen ville, at de to gamle venner skulle mødes igen. Toppen snurrede lystigt rundt på gulvet, lige så glad som den første dag, den blev lavet. Da kom et af børnene ind med Bolden. 'Se, hvad jeg har fundet!' sagde barnet og holdt Bolden op. Bolden så Toppen! Den genkendte straks den smukke, snurrende ting. 'Toppen! Min gamle ven! Hvor er det dejligt at se dig igen!' råbte Bolden, så godt den nu kunne med sin lidt matte stemme. Toppen stoppede med at snurre. Den kiggede på Bolden. Den kiggede længe. Var det virkelig Bolden? Den runde, perfekte, smukke Bold, som Toppen havde drømt om i alle disse år? Nej. Det kunne det ikke være. Denne Bold var blød, rynket, dækket af mærkelige pletter fra havet. Dens farver var væk, og den føltes næsten tom indeni. Den var slet ikke perfekt. Den var... brugt. 'Er det dig?' spurgte Toppen med en stemme, der var fuld af skuffelse. 'Jeg genkender dig slet ikke! Hvor er din glans? Hvor er din spændstighed?' Bolden blev lidt ked af det. 'Jeg er den samme Bold,' sagde den. 'Jeg har bare oplevet verden! Jeg har set så mange ting! Jeg har været ude på de store bølger, jeg har talt med de kloge måger, og jeg har følt solen og vinden danse på min hud. Jeg har historier at fortælle, Toppen! Virkelig spændende historier!' Bolden prøvede at hoppe lidt, men den var for blød og træt. Den faldt bare til jorden. Toppen sukkede. 'Historier?' sagde Toppen. 'Hvad skal jeg med historier? Jeg ville have en smuk, rund Bold at lege med. En Bold, der var lige så perfekt som mig. Du er slet ikke perfekt mere. Du er bare... gammel og slidt.' Toppen drejede sig bort. Dens skuffelse var stor. Den havde ventet så længe på at se sin perfekte ven igen, og nu var vennen forandret. Bolden lå der og følte sig mere flad, end den allerede var. Den havde så mange eventyr at dele, men Toppen ville ikke høre. Toppen ville kun have den gamle drøm om perfektion, ikke den nye virkelighed om livets oplevelser. Og sådan fandt de to gamle venner ud af, at selvom de mødtes igen, var de ikke længere de samme. Og deres venskab kunne måske ikke fortsætte, når drømmene var så forskellige fra virkeligheden.
Afslutning
Tak fordi du har lyttet med til vores lille historie i dag. Vi håber, den fik dine tanker til at flyve. Måske har du selv lyst til at finde på flere eventyr for Toppen og Bolden? Eller kender du andre ting, der drømmer stort? Husk at fortælle Sonacasts, hvad du synes – vi elsker at høre fra dig! Vi glæder os til næste gang. Pas godt på dig selv. Farvel.
