Historie
Tommelise
15 min7-9 år
Det her er begyndelsen af historien. Hele historien spiller i Sonacast-appen.
Historien
Introduktion
Har du nogensinde drømt om en verden, hvor alt er bitte, bitte småt? Hvor en valnøddeskal er den perfekte seng, og en tulipan er et stort, smukt hus? I dag skal vi dykke ned i et magisk eventyr om en pige, der er så lille som en tommelfinger. Hendes liv er fyldt med store farer og vidunderlige venskaber. Følg med os, når vi møder Tommelise, den modige lille pige med et hjerte fuld af håb. Det bliver en rejse, du sent vil glemme!
Blomsterpigen
For længe, længe siden, levede der en sød, ældre kvinde, som så brændende ønskede sig et lille barn. Hun gik til en gammel heks, der gav hende et magisk bygfrø. 'Plant dette,' sagde heksen, 'og se, hvad der sker!' Kvinden plantede frøet i en urtepotte, og med det samme voksede en smuk tulipan op. Dens blade foldede sig ud, og inde i blomsten sad der en lille, fin pige! Hun var ikke større end en tommelfinger – derfor kaldte de hende Tommelise. Hendes seng var en valnøddeskal, vuggen var af blå violblade, og et rosenblad var hendes dyne. Hun legede glad hver dag, sejlede på en tallerken med vand og brugte to tulipanblade som årer. Om natten sov hun trygt i sin lille seng, men Tommelise vidste ikke, at hendes lille verden snart ville ændre sig på en meget uventet måde.
Frøens bortførelse og flugten
En nat, mens Tommelise lå og sov trygt i sin valnøddeskal, skete der noget mærkeligt. En stor, grim tudse med store, våde øjne sneg sig ind i hendes værelse. Tudsen var gammel og slimet, og den kiggede på den lille Tommelise med sine uhyggelige øjne. "Hende vil jeg have!" kvækkede den dybt. "Hun skal være en kone til min søn!" Den løftede forsigtigt valnøddeskallen med Tommelise i og hoppede ud gennem vinduet. Tommelise vågnede af gyngende bevægelser, og da hun åbnede sine øjne, så hun sig selv blive båret af den store, grønne tudse. Hendes hjerte bankede hurtigt af frygt. Hvor var hendes mor? Hvor var hendes trygge hjem? Tudsen hoppede ned til den store, brede å, hvor dens søn allerede ventede. Han var lige så grim og slimet som sin mor, og han kvækkede: "Kvak, kvak! En lille pige til mig!" Tommelise græd stille. Hun ville slet ikke giftes med en tudsesøn! Den gamle tudse satte Tommelise, stadig i sin valnøddeskal, på et stort, grønt åkandeblad, der flød midt i åen. "Her skal du bo, indtil vi holder bryllup," sagde tudsen og svømmede væk med sin søn. Tommelise sad helt alene på det store, grønne blad. Rundt om var vandet, og hun kunne ikke komme ind til land. Hun græd og græd, og de små fisk, der svømmede nede i vandet, hørte hendes gråd. De syntes så synd for den lille pige, der var blevet kidnappet af den grimme tudse. Fiskene besluttede sig for at hjælpe. De svømmede op til åkandebladets stilk, der holdt bladet fast til bunden. En efter en gnavede de på stilken med deres små tænder, indtil den var helt gnavet over. Med et lille puf begyndte åkandebladet at drive væk. Det sejlede langsomt ned ad åen, forbi store træer og farverige blomster. Tommelise holdt fast, mens hendes lille flåde sejlede længere og længere væk fra tudsens hjem. Hun var fri! Men nu var hun helt alene i den store, ukendte verden.
Biller og ensomhed
Tommelise var meget, meget lille. Mindre end din tommelfinger! Og verden føltes så uendelig stor omkring hende. Hendes lille åkandeblad drev stille af sted, og hun følte en ny slags ensomhed. Før var hun bange for frøen, men nu var hun bare alene. Helt alene. Hun spiste lidt dug og et lille stykke kronblad, og om natten gemte hun sig under et blad for at sove. Dagene gik. Hun drev forbi grønne enge og høje træer, der rakte helt op mod himlen. Solen skinnede, og fuglene sang, men Tommelise følte sig stadig lille og fortabt. En solrig eftermiddag, mens hun sad på sit åkandeblad og kiggede på vandets krusninger, skete der noget uventet. Pludselig kom en stor, brun oldenborre flyvende! Den summede højt, en dyb, brummende lyd. Den havde skinnende vinger og lange, følsomme følehorn, der daskede rundt i luften. Oldenborren fik øje på den lille, smukke Tommelise. Dens små øjne lyste op af nysgerrighed. 'Sikke en fin lille pige!' tænkte oldenborren. Uden tøven, med sine stærke kløer, greb den fat om Tommelises slanke talje og fløj op med hende! Højere og højere op, ind i de grønne trætoppe! Tommelise var rædselsslagen! 'Åh nej!' tænkte hun. 'Nu bliver jeg fanget igen!' Men oldenborren var slet ikke ond. Den ville bare gerne vise hende frem. Den fløj hen til det største træ i skoven, hvor oldenborrens venner boede. Alle oldenborrerne sad og snakkede og spiste grønne blade. Da de så Tommelise, blev de helt stille. Oldenborren, der havde fanget hende, holdt hende stolt frem. 'Se, venner!' sagde han med en dyb stemme. 'Er hun ikke smuk?' Men oldenborre-vennerne kiggede på Tommelise med deres mange små øjne. De summede og hviskede til hinanden. 'Hun har jo ingen følehorn!' sagde den ene. 'Og hun har kun to ben!' brummede en anden. 'Hvor er hendes vinger?' spurgte en tredje. 'Hun ser jo helt forkert ud! Hun er slet ikke ligesom os,' sagde en meget gammel oldenborre. 'Hun er… ja, hun er grim!' Oldenborren, der havde taget Tommelise med, blev helt flov. Han havde syntes, hun var så smuk, men hans venner syntes noget helt andet. Pludselig syntes han også, at Tommelise var lidt underlig. Han turde ikke have en, som hans venner syntes var grim, boende hos sig. Så han fløj ned med hende igen, helt ned til en stor, hvid margueritblomst, der stod midt i skoven. Han satte hende forsigtigt ned på en af de grønne blade og sagde: 'Du må hellere være her. Det er bedst for dig.' Og så fløj han væk, tilbage til sine venner i trætoppene, uden at se sig tilbage. Der sad lille Tommelise nu, helt alene igen. Oldenborrerne havde sagt, hun var grim. Det gjorde ondt i hendes lille hjerte. Hun græd stille, mens solen langsomt gik ned. Sommeren var varm og dejlig. Tommelise levede af dugdråber og små nektar-dråber fra blomsterne. Om natten sov hun under et stort kløverblad. Hun var ensom, men lærte at passe på sig selv. Men så begyndte dagene at blive kortere. Solen skinnede ikke så varmt mere. De grønne blade skiftede farve til gule og røde. Det var blevet efterår. Vinden blev koldere, og regnen faldt oftere og hårdere. Tommelise, der var så lille og sart, begyndte at fryse. Hendes tynde tøj af blomsterblade kunne slet ikke holde hende varm. Maden blev sværere at finde, for blomsterne visnede, og insekterne gemte sig væk. Hun vidste, at hun snart ville sulte og fryse ihjel, hvis hun ikke fandt et varmt sted at bo. Hver eneste dag blev koldere. Tommelises lille krop rystede af kulde, og hendes mave rumlede af sult. Hun var nødt til at finde hjælp, og det skulle være snart. Vinteren var på vej, og den var ikke venlig mod små, ensomme blomsterpiger.
Musen, muldvarpen og den syge svale
Tommelise frøs så meget, at hun næsten ikke kunne bevæge sig. Hendes små bare fødder var blå, og hendes blomsterbladstøj var gennemblødt af den kolde sne. Hun vandrede rundt på den øde mark, mens sneen faldt. Pludselig, gemt under en frossen tidsel, fik hun øje på en lille dør. Det var markmusens hjem! Tommelise bankede forsigtigt på, og en venlig markmus åbnede.
Rejsen til blomsterlandet
Markmusen var en venlig sjæl. Hun tog Tommelise ind i sit hyggelige hjem, hvor der var blødt mos at sove på og masser af korn at spise. Udenfor rasede vinteren, men indenfor var der varmt og trygt. Tommelise var taknemmelig, men hun savnede solskinnet og de smukke blomster. En dag kom markmusens nabo på besøg. Det var den rige muldvarp. Han var mægtig rig og boede i de fineste gange under jorden, men han var blind og kunne ikke se solens stråler eller de smukke blomster. Han holdt meget af at synge, selvom han sjældent ramte tonerne. Muldvarpen faldt straks for den lille, smukke Tommelise. 'Du skal gifte dig med muldvarpen, min lille ven,' sagde markmusen. 'Han er rig, og du vil aldrig mangle noget. Tænk, et dejligt liv under jorden!' Tommelise rystede på hovedet. 'Jeg vil ikke gifte mig med ham!' tænkte hun. 'Jeg vil ikke bo nede i mørket! Jeg vil se solen og himlen!' Hver dag måtte Tommelise brodere sit fineste tøj til brylluppet, og hver aften sneg hun sig ud i gangen, som førte til muldvarpens hjem. Det var her, hun havde fundet den syge svale. Siden da havde Tommelise passet den. Hun havde lagt blødt mos under den og givet den korn og vand. Og svalen var kommet sig! 'Tak, lille pige,' kvidrede svalen. 'Jeg er så taknemmelig. Snart er jeg stærk nok til at flyve mod syd, til det varme land, hvor solen altid skinner, og blomsterne blomstrer hele året.' Tommelise lyttede med store øjne. Et land med blomster! Det var lige, hvad hun drømte om. 'Åh, hvis bare jeg kunne komme med!' udbrød Tommelise. Svalen kiggede på hende med sine kloge øjne. 'Du har reddet mit liv, lille ven,' sagde den. 'Når jeg er helt stærk, så flyver vi sammen. Du kan sidde på min ryg, og så flyver vi langt, langt væk fra muldvarpen og det kolde mørke.' Tommelise følte en bølge af glæde. Dagen for brylluppet nærmede sig, og markmusen var travlt optaget af at arrangere en stor fest. Muldvarpen var glad, for han skulle giftes med den smukkeste pige i verden, mente han. Men Tommelise var fyldt med frygt. Så kom dagen, hvor svalen var klar. 'Kom, lille Tommelise!' kvidrede den. 'Vi flyver nu!' Tommelise klatrede forsigtigt op på svalens ryg. Hun holdt godt fast i en af dens bløde fjer. Og så lettede de! Op gennem muldvarpens gange, ud i den kolde luft og højt, højt op mod himlen. De fløj over bjerge og dale, over store, blå søer og grønne skove. Den kolde vinterluft blev langsomt varmere, og Tommelise kunne mærke solens stråler på sit ansigt igen. Hvor var det vidunderligt! Efter mange dages flyvning, hvor svalen hvilede om natten i trætoppene, sagde svalen: 'Se, Tommelise! Vi er her!' Under dem lå et land fyldt med de smukkeste blomster. Røde, gule, blå og lilla. Det var som et tæppe af farver. Mellem blomsterne løb små, klare vandløb, og luften duftede sødt. Det var blomsterlandet. Svalen landede forsigtigt på en stor, hvid blomst, og Tommelise klatrede ned. Hun var endelig fri! Og for første gang i lang tid følte hun sig ikke længere ensom.
Afslutning
Tak fordi I lyttede med til eventyret om Tommelise. Vi håber, I nød rejsen sammen med hende. Fortæl endelig Sonacasts, hvis I har feedback eller ideer til nye historier. Måske har I lyst til at forestille jer jeres egne eventyr nu? Hvad mon Tommelise vil opleve i morgen, eller hvilke små venner vil hun møde? Husk, at selv den mindste kan gøre en stor forskel. På gensyn næste gang!
