Historie
Storkene
15 min7-9 år
Det her er begyndelsen af historien. Hele historien spiller i Sonacast-appen.
Historien
Velkommen til Storkenes Verden
Har du nogensinde set en stork? De lange ben, det røde næb, og så flyver de højt op mod himlen! Men vidste du, at storke også kan have hemmeligheder? Hemmeligheder om små børn, som de bærer i deres næb? I dag skal vi høre en forunderlig historie om nogle helt særlige storke, der boede på et tag i en lille by. Vi skal finde ud af, hvad der skete, da byens børn drillede de små storkeunger. Og om storkene nogensinde glemmer en uvenlig sang. Lyt med, når vi dykker ned i H.C. Andersens magiske verden!
Storkene på Taget
Og sikke en verden det er! Højt oppe på taget af et lille hus, midt i byen, boede der en hel storkefamilie. Mor Stork havde travlt med at holde reden fin og blød, mens Far Stork ofte var ude at flyve og finde lækker mad til sine små. De havde fire vidunderlige små storkebørn, som lige var kommet ud af deres æg. De var så søde med deres små, dunede hoveder og lange, tynde ben! Hver dag øvede de sig i at pippe og strække deres små vinger, mens de kiggede ud over byen. Solen varmede reden, og Mor Stork passede godt på dem, mens de ventede på Far Storks tilbagekomst. Hun fortalte dem om den store verden udenfor, om frøerne i mosen og om de mange spændende eventyr, der ventede dem, når de engang blev store nok til at flyve selv. Men lige nu, var de trygge og glade i deres varme rede.
Drillerier og Faders Storkes Plan
Men en dag kom Far Stork endelig hjem! Han svævede majestætisk ned med en stor, glinsende fisk i næbbet. Mor Stork pippede glad, og de små storbørn strakte deres halse op fra reden for at hilse på ham. Han var så stolt af at se, hvor store og stærke de var blevet, og hvor flotte deres fjer var. Han kiggede på dem og fortalte med sin dybe stemme om sin lange rejse og de lækre frø og fisk fra mosen. Men, mens Far Stork fortalte om sine eventyr, hørte han pludselig en underlig, irriterende lyd nede fra den lille landsby. Det var lyse børnestemmer, der sang en sang, som fik Far Storks ben til at stampe uroligt og hans fjer til at rejse sig. 'Stork, stork, langeben,' sang børnene med høje stemmer, 'hvor bor alle børnene? De bor i mosen, stille i rosen, stork, stork, langeben!' Far Stork lyttede. Han vidste, at de frække børn fra byen brugte den gamle historie om storke, der bringer babyer, til at håne og drille. Det gjorde Far Stork vred. 'Åh nej,' sagde Mor Stork, hendes øjne fyldt med bekymring. 'De driller vores små igen. Hvad skal vi dog gøre?' 'Frygt ikke, min kære,' sagde Far Stork, hans øjne glimtede klogt. 'Jeg har en plan. En meget klog og snedig plan!' Han kiggede på sine små storbørn, der kiggede forventningsfuldt op på ham. 'De skal lære, at man ikke driller andre. Og de skal lære det på en måde, de aldrig, aldrig glemmer!' Han samlede sin familie tæt om sig og sænkede stemmen. 'I morgen tidlig,' sagde han, 'skal jeg flyve ud og kalde på alle vores storkevenner. Vi skal holde et stort storkeråd i mosen og beslutte, hvad der skal ske med de drillesyge børn. Vær helt rolige, mine små. Far Stork har styr på det.' Mor Stork nikkede. Hun stolede på Far Storks visdom og hans løsning. Og de små storbørn? De kunne næsten ikke vente med at se, hvad deres kloge far ville finde på. En spændende dag ventede dem!
Storkerådet i Mosen
Far Stork tøvede ikke et øjeblik. Han vidste, at dette var et vigtigt anliggende, ikke kun for hans egne storkebørn, men for alle storkebørn i byen. Med et stærkt vingeslag lettede han fra redekanten, hans lange ben strakte sig bagud, og hans kloge øjne spejdede ud over landskabet. Han skulle mødes med de andre vise storke, dem der boede i den store mose lidt udenfor byen, hvor vandliljerne vuggede blidt, og frøerne kvækkede deres aftensang. Turen til mosen var lang, men Far Stork fløj med en bestemthed, der viste, hvor alvorligt han tog situationen. Under ham bredte marker sig ud som grønne tæpper, og små huse med røde tage lignede legoklodser. Endelig så han den! Mosen! Et stort, glitrende tæppe af grønt og brunt, fyldt med siv, åkander og små øer af blød, våd jord. Det var her, storkene holdt deres vigtige møder, langt væk fra nysgerrige menneskeøjne. Allerede da Far Stork landede elegant på en tør plet jord omgivet af høje siv, kunne han se flere andre storke. De stod der med deres stive ben og ranke holdning, deres fjerdragter skinnede i aftensolen. Der var Mor Stork fra den gamle mølle, Onkel Stork fra kirketårnet, og mange, mange flere. De hilste på Far Stork med et respektfuldt nik. De vidste, at når Far Stork kaldte til storkeråd, så var der noget meget vigtigt på færde. "Mine kære venner," begyndte Far Stork, hans stemme dyb og rolig, men med en tydelig alvor, "jeg har kaldt jer her i dag, fordi vi står overfor en udfordring. En udfordring, der handler om de små, frække menneskebørn i byen." En sagte summen løb gennem forsamlingen af storke. De vidste alle, hvem han talte om. De børn, der løb rundt og råbte "Stork, stork, langhals! Hvor er din kone, bag dig gals!" og pegede fingre og grinede. Det var ikke rart. "De driller og de håner," fortsatte Far Stork, hans blik flakkede mellem storkene, "og det er ikke kun mine egne storkebørn, der bliver kede af det. Det er alle vores små. Vi kan ikke lade det fortsætte. Vi er storke! Vi bringer glæde og nye liv til verden. Vi fortjener respekt!" En gammel, hvidskægget stork, der var kendt for sin visdom, trådte frem. "Men hvad kan vi gøre, Far Stork? Vi kan ikke tale med dem, og de lytter ikke til deres forældre, når de er ude og lege." Far Stork smilede. Et klogt, snedigt smil. "Åh jo, vi kan gøre noget. Vi kan lære dem en lektie. En lektie, de sent vil glemme. Og vi kan samtidig belønne de gode, artige børn." Alle storkene spidsede ører. Hvad kunne Far Stork dog have fundet på? "Når det er tid til, at vi skal flyve afsted med de nye, små menneskebørn," forklarede Far Stork, "vil vi bruge vores særlige evner. Vi vil flyve hen over byen, som vi plejer. Men denne gang... denne gang vil vi gøre en forskel." Han tog en dyb indånding, og alle storkenes øjne var rettet mod ham. "De børn, der er uartige, dem der driller og råber grimme ting, dem vil vi flyve forbi. Ja, vi vil flyve lige forbi deres huse, og de vil se os, men vi vil ikke stoppe. Og hvad så?" Far Stork kiggede rundt. "Så vil vi flyve hen til de søde, artige børn! De børn, der er venlige mod dyr, dem der hjælper deres forældre, dem der altid siger tak og har et smil på læben." "Til de artige børn," fortsatte Far Stork, "vil vi bringe de allermest vidunderlige, de allermest dejlige, de allermest nuttede små søskende! Små brødre og søstre, der er så fulde af glæde, at de vil lyse op i hele huset. Og de vil få mange af dem! En hel kurvfuld, hvis de er ekstra gode!" En frydefuld kvidren løb gennem forsamlingen. Dette var en genial plan! Retfærdig og fuld af storkemagi! "Men de uartige børn," Far Stork blev alvorlig igen, "dem vil vi flyve forbi. Og i stedet for en lille ny søskende, vil vi måske... måske bringe dem en lille, tørret frø. Eller en sten. Eller måske slet ingenting! De skal lære, at godhed betaler sig, og at man ikke skal være ondskabsfuld mod andre levende væsener." Storkene nikkede enstemmigt. De forstod. Det var en hård, men retfærdig straf. Og en vidunderlig belønning til dem, der fortjente det. De følte en stolthed svulme i deres bryst. De var budbringere af livet, og de ville lære verden, at godhed er den største skat. "Så er det besluttet!" sagde Far Stork, hans stemme nu fyldt med lettelse og tilfredshed. "Storkerådet har talt. Nu skal vi gøre os klar til årets største rejse, årets vigtigste levering." Med disse ord lettede storkene en efter en fra mosen. De fløj op mod den lilla aftenhimmel, deres lange silhuetter tegnede sig smukt mod solen, der var ved at gå ned. De fløj tilbage til deres reder, til deres egne små storkebørn, fyldt med en ny beslutsomhed. Far Stork var den sidste til at lette. Han tog et sidste blik ud over den stille mose, hvor planen var blevet lagt, og fløj derefter hjemad, hurtigere end nogensinde. Hans hjerte var let. Han vidste, at en stor forandring var på vej til byen, og at retfærdigheden ville ske fyldest. Og han glædede sig til at fortælle sine egne små, hvad de havde besluttet i storkerådet. Hvilken spændende tid, det ville blive!
Storkenes Hævn og Den Gode Dreng
Og spændende blev det sandelig! Den næste morgen, da solen kiggede frem over hustagene, var der en særlig summen i luften. Storkene, dem med de lange røde ben og næb, var overalt! De fløj i store kredse, deres brede vinger bar dem elegant gennem skyerne, og i deres næb holdt de alle sammen små, hvidpakkede bundter. Hvert bundt var en lille baby, klar til at finde sin familie. Byens børn kiggede op med store øjne, og de voksne smilede forventningsfuldt. Alle vidste, at når storkene kom med deres bundter, så betød det, at der ville komme glæde og små, nye liv til byen. Men Fader Stork havde jo lovet, at retfærdigheden skulle ske fyldest, ikke sandt? Han havde husket præcis, hvilke huse der havde huset de børn, som havde drillet hans små, og hvilke huse der havde været fyldt med venlighed. Først fløj en stor, stolt stork hen over et hus, hvor en familie havde to store børn, som altid råbte grimme ting op mod storkereden. Storken svævede en gang, to gange, men så fløj den videre, helt uden at sætte sit bundt af. Inde i huset ventede mor og far, og de havde dækket op med en smuk vugge. De kiggede ud ad vinduet, men storken kom aldrig. Deres ansigter faldt sammen, og huset blev stille. Ingen baby til dem i dag. Det var en hård lærestreg, at drilleri ikke gav glæde. En anden stork fløj hen til et andet hus, hvor et par børn havde kastet små sten efter storkereden. Denne stork havde et lille, bitte bundt i næbbet. Den landede kort på taget, afleverede forsigtigt det lille bundt, og fløj så hurtigt videre. Da forældrene i det hus åbnede døren, fandt de en lille, men ret sur og knap så stor baby, der græd og græd. der græd og græd. Den lille baby var svær at trøste og grynede ofte på forældrene, som om den allerede vidste, at dens brødre og søstre havde været slemme mod storkene. Storkene fortsatte deres rute. Til et hus, hvor børnene altid havde efterladt slikpapir og skrald på stien op til reden, kom der en baby, der elskede at rode. Hver gang den fik en skefuld grød, så endte halvdelen af det på gulvet, og dens bleer… ja, de var altid fulde af de mest overraskende farver! Forældrene måtte sande, at rodet var blevet en del af deres hverdag. Det var, som om storkene havde en lille, finurlig sans for humor og retfærdighed. Til et andet hus, hvor et par børn havde råbt stygge ord op til storkereden, afleverede storkene en baby, der skreg utroligt højt. Faktisk så højt, at forældrene måtte dække ørerne til mange gange om dagen. De begyndte hurtigt at forstå, hvor ubehageligt det er at lytte til grimme lyde. Storkenes budskab var klart og tydeligt. Man skal behandle andre, og naturen, med venlighed og respekt. For hvad man sår, høster man. Men nu skal vi tale om en ganske særlig dreng. Hans navn var Karl. Karl boede i et lille, hyggeligt hus med en smuk, grøn have. Karl var ikke som de andre børn. Hvor de andre råbte og kastede, der sad Karl stille under det store egetræ og tegnede storkene, der fløj over ham. Han efterlod små krummer til fuglene og sørgede altid for, at der var friskt vand i den lille fuglebadsskål. Han havde endda lavet en lille rampe op til storkereden, så en storkemor let kunne komme op, hvis hun tabte en fjer. Karl elskede alle dyr, men især storkene med deres majestætiske flyvetur og deres vigtige mission. Hver aften ønskede Karl sig, at hans egen familie måtte få en lillebror eller lillesøster. Han lovede sig selv, at han ville være den bedste storebror i hele verden. Han ville lære den lille at tegne, fortælle historier og vise den alle de smukke ting i haven. Han talte ofte med sin mor og far om, hvor meget han glædede sig til at dele sit legetøj og sine bøger. Og Fader Stork havde selvfølgelig set og hørt alt dette. Fader Stork, den ældste og klogeste af alle storkene, fløj selv til Karls hus. Han havde et bundt i næbbet, der strålede lidt mere end de andre. Det var svøbt i det blødeste, hvideste stof, og man kunne næsten høre en lille, glad nynnen indefra. Med en elegant landing satte Fader Stork sig på taget af Karls hus. Han ventede et øjeblik, indtil Karls mor og far kom ud. Karl løb også ud, hans øjne strålede af forventning. Fader Stork rakte forsigtigt bundtet ned, og da Karls mor åbnede det, åbenbarede sig den smukkeste lille baby, de nogensinde havde set. Babyen havde store, klare øjne, der lignede små stjerner, og et smil så strålende, at det kunne varme en hel by. Den rakte straks en lille hånd ud mod Karl, som om den allerede vidste, hvem dens storebror var. Og babyen græd ikke. Den lo. Den lo den smukkeste, klareste latter, der fyldte hele haven med glæde. Karls mor og far græd af lykke, og Karl vidste med det samme, at dette var den lillebror, han altid havde drømt om. Han døbte ham Lille Smil. Og sådan gik det til, at storkene ikke kun bragte nye liv til byen, men også en vigtig lektion: at venlighed og et godt hjerte er den største gave af alle, og at den altid vil blive belønnet med den pureste glæde.
Tak for i Dag
Tak fordi du lyttede med på vores historie om storkene. Vi håber, du har nydt den. Hvis du har tanker eller ideer, så fortæl det endelig til Sonacasts. Måske kan du selv finde på en ny historie i dag? Eller tegne storkene, som du forestiller dig dem? Husk, at der er masser af magi at finde, hvis bare man kigger godt efter. Vi glæder os allerede til næste gang. Pas godt på dig selv, og hav en rigtig dejlig dag!
