Historie
Æsops Fabler
15 min7-9 år
Det her er begyndelsen af historien. Hele historien spiller i Sonacast-appen.
Historien
Velkommen til Fablernes Verden
Hej alle sammen, store som små! Har I nogensinde tænkt over, hvad der ville ske, hvis en langsom skildpadde udfordrede en hurtig hare til et løb? Eller hvad en lille mus kunne gøre for en stor, brølende løve? I dag skal vi dykke ned i en magisk verden, hvor dyr taler, og hver historie gemmer på en klog lære. Velkommen til Æsops Fabler, hvor eventyr og visdom går hånd i hånd. Lyt godt med!
Mød Æsop og Dyrene
Lyt godt med! Men hvem var så denne Æsop, der har givet navn til alle disse fantastiske historier? Æsop var en klog mand, der levede for rigtig, rigtig mange år siden – så længe siden, at selv din oldemor ikke var født! Han elskede at observere dyr – hvordan de løb, spiste og legede. Han tænkte, at dyr kunne lære os mennesker en hel masse. Så han opfandt disse vidunderlige fortællinger, hvor dyr pludselig kunne tale og opføre sig næsten ligesom os. Forestil dig, en lille mus, der tør snakke med en mægtig løve. Eller en doven hare, der udfordrer en langsom skilpadde til et kapløb! I Æsops verden er alt muligt! Hver eneste af hans historier er som en lille skattekiste. Når vi åbner den, finder vi ikke guld eller diamanter, men noget endnu mere værdifuldt: en lille lære, en klog besked, der kan hjælpe os med at forstå verden bedre. Gør jer klar til at møde nogle utrolige dyr og opdage, hvad de har at fortælle os.
Skilpadden og Haren – Første Del
Og nu, mine små venner, skal vi møde de første to dyr i Æsops eventyrlige verden. Historien vi skal høre i dag, handler om en lynende hurtig Hare og en meget, meget langsom Skildpadde. Haren var kendt i hele skoven for at være den allerhurtigste. Han elskede at prale med, hvor hurtig han var. Hver gang han så et andet dyr, ville han sige: "Se mig! Jeg er så hurtig, at ingen kan følge med! Jeg kan løbe fra vinden!" Han sprang og hoppede, og grinet boblede ud af ham, mens han drillede de andre dyr, som ikke var lige så hurtige. Skildpadden derimod... hun var den langsommeste i hele skoven. Hun bevægede sig forsigtigt, trin for trin, med sit tunge hus på ryggen. Hun sagde sjældent noget, men lyttede altid opmærksomt. En solskinsdag sad Haren og pustede sig op ved skovens kant. "Jeg er den bedste! Jeg er den hurtigste! Er der overhovedet nogen, der tør løbe om kap med mig?" råbte han ud i luften. De andre dyr rystede på hovedet. De vidste, at det var umuligt at slå Haren. Men så skete der noget overraskende. Fra en busk kom Skildpadden langsomt frem. "Jeg tør godt løbe om kap med dig, Hare," sagde hun med en rolig stemme. Haren spærrede øjnene op. "Du? Hahahahaha!" Han brød ud i en kæmpe latter, som fik hele skoven til at ryste. "Du vil løbe om kap med mig, lille Skildpadde? Det er jo det dummeste, jeg nogensinde har hørt! Du er jo så langsom, at du næsten står stille!" De andre dyr grinede også lidt, men Skildpadden stod bare der, helt rolig. "Det skal vi se," sagde hun bestemt. Og så blev der aftalt et løb. En lang sti gennem skoven skulle være banen. Ræven, som var kendt for sin klogskab, skulle være dommer. Og alle dyrene samledes for at se den mest usædvanlige konkurrence, skoven nogensinde havde været vidne til!
Skilpadden, Haren og den Kloge Ræv
Solen kiggede frem og sendte sine stråler ned gennem de grønne blade, da alle skovens dyr samledes ved startlinjen. Små egern pippede, frøer kvækkede, og fugle sang. Alle ville se, hvem der ville vinde: den hurtige Hare eller den langsomme Skildpadde. Den kloge Ræv, dommeren, stod med sit flag. Han var kendt for sin skarpe hjerne og sikrede, at alt gik retfærdigt til. Alle dyrene var spændte. Ville den hurtige vinde, eller ville den langsomme overraske alle? Det var et usædvanligt løb mellem de mest forskellige dyr i skoven. Haren var lynende hurtig, Skildpadden så langsom, at man troede, hun stod stille. Denne dag ville blive husket. Historien begyndte nu. Det var spændende, men også nervepirrende for Skildpadden. Hun vidste, hun var den langsomste, men havde lovet at deltage og ville gøre sit bedste. En Skildpadde holder sit ord. Den indstilling er guld værd, for det er ofte de flittigste, ikke de hurtigste, der når længst. Dette ville alle dyrene snart lære. Nu skulle det ske! Haren hoppede og sprang ved startlinjen, fuld af energi. Hans ører vippede, og han blinkede til de andre dyr, som om han ville sige: 'Se bare, hvor nemt det bliver!' Skildpadden stod roligt ved siden af ham. Hendes øjne var rolige, og hun trak hovedet lidt ind i sit skjold, koncentreret på stien foran sig. En lang, snørklet sti mellem træerne. Men hun var klar. Ræven løftede sit flag højt op. Alle dyrene holdt vejret. 'Klar... parat...' 'Sæt i gang!' råbte Ræven og sænkede flaget. *Whoosh!* Haren skød af sted som et lyn! Han var væk i et glimt. 'Ha ha ha!' grinede han. 'Skildpadden får mig aldrig at se igen!' Snart var han langt foran, kun en lille, hvid prik forsvandt mellem træerne. Skildpadden tog sit første skridt. Et lille, langsomt skridt. Så et mere. Hun tænkte ikke på at skynde sig, kun på at fortsætte. Hvert skridt bragte hende tættere på målet. Efter et stykke tid kiggede Haren sig tilbage. Han kunne slet ikke se Skildpadden. 'Hmm,' tænkte han. 'Hun er sikkert stadig ved startlinjen. Hvorfor mon jeg skal skynde mig så meget?' Haren følte sig så sikker på sin sejr, at han besluttede sig for en lille pause. Der var en dejlig, blød græsplæne. 'Jeg kan da lige tage mig en lille lur,' tænkte han. Han lagde sig ned og faldt i søvn under en stor busk. Han snorkede let. Mens Haren drømte søde drømme, fortsatte Skildpadden sin rejse. Hun gik og gik. Et skridt ad gangen. Hun kiggede bare fremad på den lange sti. Hendes tunge skjold stoppede hende ikke. Hun var fast besluttet. Solen bevægede sig langsomt over himlen, og Skildpadden bevægede sig langsomt, men sikkert. Efter et stykke tid kom Skildpadden forbi den busk, hvor Haren lå og sov. Hun så ham, helt afslappet. Skildpadden sagde ingenting. Hun tænkte bare: 'Han sover. Jeg fortsætter.' Og så gik hun videre, lige forbi den sovende Hare. Langt om længe vågnede Haren op. Han strakte sig. 'Nå ja, det var da en dejlig lur,' tænkte han. 'Nu må jeg hellere løbe det sidste stykke. Skildpadden er sikkert stadig langt bagude.' Han sprang op og kiggede sig omkring. Men hvad var det for noget? Langt fremme, lige ved målstregen, kunne han se en lille, grøn prik. Det var Skildpadden! Hun var næsten ved at krydse målstregen! 'Nej, det kan ikke passe!' råbte Haren. 'Det er umuligt!' Panikken bredte sig. Han begyndte at løbe så hurtigt, han kunne. Hans ben fløj over jorden, men han kunne høre de andre dyr juble – for Skildpadden! Skildpadden tog sit allersidste, lille skridt. Et skridt, der bragte hende over målstregen. Lige i det samme, som Haren kom susende forbi i en hvirvelvind af støv, var det for sent. Skildpadden havde vundet! De andre dyr brød ud i et kæmpe jubelbrøl! 'Hurra for Skildpadden!' råbte de. Haren stod forpustet og lamslået ved siden af målstregen. Hans ører hang ned. Hans stolthed og hans lange lur havde kostet ham sejren. Den kloge Ræv kom hen til Skildpadden og klappede hende blidt på skjoldet. 'Tillykke, Skildpadde,' sagde han. 'Du har vist os alle sammen noget meget vigtigt i dag.' Han vendte sig mod de andre dyr. 'Haren var hurtig, ja. Men han var også overmodig,' sagde Ræven. 'Skildpadden, derimod, var langsom, men flittig og gav aldrig op. Hun fortsatte, skridt for skridt, lige til målet.' 'Denne historie lærer os, at det ikke altid er den hurtigste, der vinder,' fortsatte Ræven. 'Det er den, der er mest udholdende og arbejder mod sit mål.' Alle dyrene nikkede klogt. De havde lært en god lektie den dag. Det var en vigtig dag i skoven.
Løven, Musen og Drengen der Råbte Ulv
Men vent nu lige, kære venner! Skoven gemmer på mange flere fantastiske historier og kloge lære. I dag skal vi høre om et umage par: en stor, mægtig løve og en bitte, lille mus. Kan I forestille jer det? En løve, der er skovens konge, med brøl, der får jorden til at ryste, og en mus, så lille, at den næsten forsvinder i græsset. Tænk engang! Hvad mon der kan ske, når disse to mødes? Lad os finde ud af det. Den store løve, der var kendt for sin styrke og sine lange lurer, lå en solrig eftermiddag og tog sig en lur. Solen bagte ned mellem træernes blade, og løven snorkede dybt. Han drømte sikkert om saftige bøffer eller måske om at løbe hurtigt efter en gazelle. Løvens manke lå spredt ud som en gylden måtte omkring hans hoved. Pludselig, mens løven lå og sov sin søde søvn, kom en lille, nysgerrig mus pilede forbi. Musen havde travlt med at finde mad til sine små unger, og den var slet ikke opmærksom på, hvor den løb. Pling! Uheldigvis løb den lille mus lige over løvens snude! Løven vågnede med et ryk. Han sprang op, rystede sin store manke og fik fat i den lille mus med sin enorme pote. Musen rystede af skræk. Åh, store løve!" pibede den lille mus, dens stemme var så tynd, at den næsten forsvandt i den store løves manke. "Tilgiv mig! Jeg mente det ikke! Jeg var så forvirret og havde så travlt med at finde mad til mine sultne unger, at jeg slet ikke så dig. Vær så venlig, spis mig ikke! Jeg smager slet ikke godt. Jeg er alt for lille, og jeg ville ikke mætte dig et eneste sekund. Du ville næsten ikke lægge mærke til, at jeg var væk!" Løven løftede sin pote en smule og kiggede ned på den lille, skælvende mus. Et lille smil bredte sig om hans snude. "Hvad er nu det for noget piberi?" brummede løven, hans stemme var dyb som torden, men der var en blødhed i den, som musen ikke havde forventet. "Du forstyrrer min lur, lille ven! Og du har dristet dig til at løbe over min kongelige næse! Hvad tænkte du dog på?" Løven løftede sin pote højere. Musen lukkede øjnene tæt sammen, sikker på at dens sidste time var kommet. "Vent!" råbte musen, og dens lille hjerte bankede hurtigere end en trommehvirvel. "Hvis du lader mig leve, store løve, lover jeg dig, at jeg en dag vil betale dig tilbage! Jeg vil hjælpe dig, når du mindst venter det! Måske kan selv en lille mus være til stor nytte for en mægtig konge som dig!" Løven rynkede panden og lo så mavemusklerne rystede. "Du? En lille bitte mus, hjælpe mig, skovens konge? Hahaha! Det er da den sjoveste joke, jeg har hørt i lang tid! Hvad skulle du dog kunne gøre? Gnave et æble til mig? Eller fange en flue? Du er jo så lille, at jeg næsten ikke kan se dig!" Han rystede på hovedet, men der var ingen vrede i hans stemme, kun morskab. Han syntes, den lille mus var ret kær med dens store løfte. "Jeg ved det lyder tosset," pibede musen, der fik lidt mere mod, da den hørte løvens latter. "Men man ved aldrig! En dag, måske, kan jeg være din redningsmand!" Løven tænkte sig om et øjeblik. Han var jo ikke sulten. Og den lille mus var faktisk ret underholdende. "Nå, lille ven," sagde løven og sænkede sin pote forsigtigt, så musen kunne pille væk. "Du får din frihed. Men lad mig aldrig fange dig løbende over min næse igen! Og jeg glæder mig til den dag, du kan hjælpe mig, skovens konge. Det skal blive spændende at se, hvordan en mus kan redde en løve!" Løven blinkede drilsk. Musen pilede væk så hurtigt, dens små ben kunne bære den, og råbte tilbage: "Tak, store løve! Du skal ikke fortryde det! Du skal se!" Dagene gik, og løven glemte næsten alt om den lille mus. Han brugte sine dage på at jage, sove i solen og brøle sit mægtige brøl, der fortalte alle, hvem der var chefen i skoven. Musen fortsatte med at samle mad til sine unger, men glemte aldrig sit løfte til løven. Den holdt altid øje med ham fra buskene, selvom den var usynlig for den store konge. En aften, da solen var ved at gå ned, og skoven var fyldt med lange, uhyggelige skygger, var løven ude på jagt. Han var træt og uopmærksom. Pludselig, faldt han lige ned i en stor, skjult fælde! En tyk, stærk net af reb fangede ham og holdt ham fast. Løven kæmpede med al sin styrke, men nettet var for stærkt. Det strammede om hans krop. Han brølede, et brøl fyldt med fortvivlelse og vrede. "Hjælp!" Han brølede igen og igen, så hele skoven genlød. Men ingen kom. Han var fanget. Den lille mus, der var ude at lede efter bær til natten, hørte løvens desperate brøl. "Det lyder som den store løve!" tænkte den lille mus. Den huskede sit løfte. Uden at tøve løb den af sted, direkte mod lyden af løvens brøl. Den lille mus fulgte lyden, indtil den fandt løven, der lå sammenfiltret og ulykkelig i det store net. Hans brøl var nu mere som en trist jamren. "Bare rolig, store løve!" pibede musen, dens stemme var lille, men fuld af mod. "Jeg er her! Jeg har ikke glemt mit løfte!" Løven så ned på den lille mus, der stod klar ved nettet. Han kunne næsten ikke tro sine egne øjne. Kunne denne lille skabning virkelig hjælpe ham? Musen spildte ikke et sekund. Den begyndte straks at gnave! Dens små, skarpe tænder var perfekte til opgaven. Den gnavede og gnavede, bid efter bid, i de tykke reb. Først en tråd, så en mere, og så endnu en. Det tog lang tid, og musens kæber blev ømme, men den arbejdede utrætteligt. Løven så til i stilhed, og håbet begyndte at spire i hans store løvehjerte. Efter hvad der føltes som en evighed, lykkedes det musen at gnave tilstrækkeligt mange reb over, så løven kunne vrikke sig fri. Med et sidste stort ryk sprang løven ud af nettet, fri som fuglen! Løven kiggede ned på den lille, udmattede mus. Hans øjne var fyldt med taknemmelighed. "Min lille ven," sagde løven blidt, "jeg tog fejl af dig. Du har reddet mit liv. Du er lille, men du har et stort hjerte og en stor styrke! Tak!" Fra den dag var løven og musen de bedste venner, og de lærte alle i skoven, at selv den mindste kan gøre en kæmpe forskel. Man skal aldrig dømme en bog på dens omslag, eller en ven på dens størrelse! Det var en vigtig lektie, ikke sandt?
Tak for i Dag
Og med den kloge historie takker vi for i dag. Tusind tak fordi du lyttede med til Æsops Fabler! Husk, at der er så mange flere fantastiske historier derude, og måske kan du endda finde på din helt egen fabel. Hvis du har noget på hjerte, eller bare vil fortælle os, hvad du synes, så giv Sonacasts besked. Vi glæder os til at høre fra dig, og vi håber, du har haft det sjovt. På gensyn næste gang!
