Historie
Jernbanebørnene
30 min7-9 år
Det her er begyndelsen af historien. Hele historien spiller i Sonacast-appen.
Historien
Introduktion
Forestil dig, at du vågner en morgen, og alt er anderledes. Dit store hus er væk, og du bor nu i et lille, hyggeligt hus lige ved siden af en jernbane! Hver dag suser store, dampende tog forbi. Det er historien om Roberta, Peter og Phyllis, tre børn, der opdager en helt ny verden fuld af spænding, hemmeligheder og venlige tog. Vil du med på eventyr? Så lyt med, når vi dykker ned i 'Jernbanebørnene'!
Et Nyt Hjem Ved Jernbanen
Roberta, Peter og Phyllis boede engang i et stort hus i byen. Men en dag, måtte de flytte. Deres far skulle på en lang rejse, og de skulle bo et helt nyt sted. Det nye hus var lille, men hyggeligt, og lige ved siden af en jernbane! Hver morgen, når solen stod op, kunne de høre togene tøffe forbi. Det var som en sang! De elskede at se de store, dampende tog køre forbi. Roberta, den ældste, var altid den første ved vinduet. Peter, med sit frække smil, forsøgte altid at gætte, hvor togene skulle hen. Og lille Phyllis, hun vinkede altid med hele armen til lokomotivføreren. De kaldte toget for 'deres tog'. Det var starten på mange eventyr lige der, ved den lille jernbane.
Hvem Er Manden På Toget?
Hver eneste dag, når togene drønede forbi, stod Bobbie, Peter og Phyllis klar ved hegnet. De havde lært at kende de forskellige tog. Der var det hurtige morgentog, der suste forbi som en grøn slange, og godstoget, der tøffede langsomt med sin lange række af vogne fyldt med spændende, men skjulte ting. Men der var ét særligt tog, som børnene elskede allermest. Det var aftentoget, der kørte forbi lige før solnedgang. Og i et af vognenes vinduer, sad der altid den samme mand. Han var en venlig, ældre mand med et venligt ansigt og et langt, gråt skæg. Hver aften læste han sin avis, men når børnene vinkede, sænkede han altid avisen og vinkede tilbage til dem. "Hvem mon han er?" spurgte Bobbie en dag. "Og hvorfor kører han tog hver aften?" Peter, der var fuld af gode ideer, gættede: "Måske er han en troldmand, der skal ud og hente tryllestøv! Eller en opfinder, der skal samle skøre maskiner!" Phyllis, med sin blide stemme, mente: "Måske er han bare ensom og glad for at se os." Den venlige mand blev hurtigt en hemmelig ven for de tre søskende. Selvom de aldrig talte sammen, føltes det som om, de kendte ham. Hver aften skyndte de sig ud til sporet, så de ikke skulle gå glip af deres ven på toget. De fortalte ham historier i deres hoveder, og de vinkede til ham med hele kroppen. Han var en del af deres nye, spændende liv ved jernbanen. Han var 'manden på toget'. De tænkte på, hvad mon han mon spiste til aftensmad, eller om han havde en lille kat derhjemme. De drømte om hans tog, der kørte ud i den store, vide verden. Og en dag, forestillede de sig, ville han måske stå af og fortælle dem alt om sine eventyr. Men indtil da var han blot et venligt ansigt i et vindue, der mindede dem om, at verden var fuld af hemmeligheder og venlighed.
Den Røde Klud og Tunnelen
De næste uger, ja, næsten hele sommeren, blev jernbanen deres bedste ven. Roberta, Peter og Phyllis elskede at sidde på en grøn bakke ved sporene og se togene. Hvert tog var et eventyr; damplokomotivet pustede røg, hjulene sang "Tud-da-dut!", og passagererne vinkede. Børnene vinkede altid tilbage. De kendte snart alle togtider og mærkede rystelserne, før toget kom til syne. En solrig formiddag gik børnene en tur langs jernbanen med en madpakke. Peter fægtede med en pind: "Pas på, drage!" Roberta og Phyllis grinede. De nærmede sig den store, mørke tunnel, som var både spændende og lidt uhyggelig. Her forsvandt togene ind i bjerget, som en tryllekunstner får ting til at dukke op igen. Men denne formiddag var anderledes. Tættere på tunnelen hørte de en underlig, dyb, murrende lyd. "Hvad var det?" spurgte Phyllis. Lyden voksede, og så begyndte jorden at bevæge sig. Sten og jord væltede ned foran tunnelens åbning – et jordskred! En stor bunke jord og sten lå nu hen over skinnerne, og spærrede vejen. Børnene stod stille, deres hjerter bankede. "Oh, nej!" udbrød Roberta. "Tænk, hvis der kommer et tog! De kan ikke se jordskredet i tide!" Peter forestillede sig en forfærdelig ulykke. "Vi skal gøre noget!" sagde han. Men hvad? De var kun tre børn, og jordskredet var umuligt at flytte. Roberta, den klogeste, tænkte hurtigt. "Jeg har det!" råbte hun. "Vi skal advare toget! Men hvordan?" Phyllis huskede togernes røde baglys. "Rød er fare! Jernbanemændene bruger røde flag." Roberta kiggede på sin røde underkjole. "Vi skal bruge noget rødt! Min underkjole er rød! Og din, Phyllis?" Uden tøven begyndte pigerne at tage deres underkjoler af. Dette var en nødsituation! Peter hjalp dem med at rive underkjolerne i store, røde strimler. De vidste, at rødt betød fare. Med de røde klude i hænderne løb de tilbage mod kurven, hvor toget ville komme fra. De løb så hurtigt, deres små ben kunne bære dem, fyldt med håb om at nå det i tide. De stillede sig op midt på skinnerne, hvor toget ville kunne se dem langvejs fra. Roberta holdt en rød klud i hver hånd. Phyllis gjorde det samme. Peter, den mindste, holdt fast i et af Roberts røde flag og vinkede med al sin kraft. De vinkede, vinkede og vinkede. Det føltes som en evighed. Ville toget komme? Ville de se dem? Og så, i det fjerne, hørte de en svag, rytmisk rumlen. Det var toget! Det kom nærmere og nærmere. Snart så de den store, sorte skorsten og røgskyen. Toget var et mægtigt, hurtigt dyr, der nærmede sig med stor fart. Børnene vinkede endnu mere febrilsk: "STOP! STOP!" råbte de, selvom ingen kunne høre dem. Lige da toget ville køre forbi, så de en rød prik i det fjerne. Så en til. Og pludselig, et langt hyl fra togets fløjte! Togføreren havde set dem! Bremsesystemet hvinede og skreg, og toget sænkede farten. Langsomt, skurrende, stoppede det store lokomotiv, kun få meter fra de forskrækkede, men lettede børn. De havde reddet toget!
En Lille Brors Fødselsdag
Puh-ha! Det var lige ved at gå galt! sagde togføreren, da han steg ud af lokomotivet. Han var en stor mand med et venligt ansigt og en smudsig hat. I har været utrolig modige, små venner! I reddede os alle sammen! Han klappede Peter på skulderen, og Peter følte sig lige så stolt som en rigtig jernbanearbejder. De tre søskende strålede om kap med morgensolen, da de forklarede, hvordan de havde fundet jordskreddet og brugt den røde klud. Togføreren lyttede opmærksomt og takkede dem igen og igen. Jeg skal nok sørge for, at I får en særlig hilsen, sagde han med et glimt i øjet, inden han signalerede til toget, at det forsigtigt kunne køre videre. Roberta, Phyllis og Peter gik hjemad med lette skridt, fulde af fortællinger til deres mor. De var helte! Deres mor lyttede med store øjne, først forskrækket, så lettet, og til sidst utrolig stolt af sine tapre børn. Du må love mig, at I passer på jer selv, sagde hun, mens hun krammede dem alle tre. Og så spiste de en stor, velfortjent morgenmad. Livet ved jernbanen var aldrig kedeligt, og hver dag bød på nye eventyr, selvom det også var et liv med færre penge end før. Dagene gik, og snart var det Peters fødselsdag. En rigtig fødselsdag for en lille jernbanehelt! Men der var et lille problem. De havde ikke mange penge, og det betød, at der ikke var råd til fine gaver. Peter drømte om et lille legetøjstog, der kunne køre på skinner, men det vidste Roberta og Phyllis var umuligt at købe. De var alle lidt kede af det ved tanken om, at Peter ikke skulle få en ordentlig fødselsdag. Roberta tænkte og tænkte. Hun var den ældste og ofte den, der fandt på de klogeste løsninger. Pludselig fik hun en idé! En fantastisk idé! Hun hviskede sin plan til Phyllis, som spærrede øjnene op. Hvad med Peter? spurgte Phyllis. Han skulle jo ikke vide noget! Nej, han skulle overraskes. Så de besluttede sig for at holde det hemmeligt for deres lillebror. Dagen før Peters fødselsdag tog Roberta og Phyllis i al hemmelighed ned til jernbanestationen. De havde en stor, flot tegning med. På tegningen havde Roberta skrevet med store, farverige bogstaver: HIP HIP HURRA FOR PETER! VORES LILLE JERNBANEHELT FYLDER ÅR! Roberta og Phyllis skyndte sig ned til den lille station, deres hjerter bankende af spænding. De fandt en god plet lige ved siden af sporene, hvor alle kunne se tegningen. Med stor omhu hængte de den op med et par stykker snor, de havde fundet. Den flagrede let i den friske morgenbrise, fuld af farver og glæde. Snart hørte de den velkendte lyd af toget, der nærmede sig i det fjerne. TUUT-TUUT! lød det, og damplokomotivet kom pustende og prustende, med store skyer af hvid røg. Togføreren, den samme venlige mand med den smudsgie hat, kiggede ud af vinduet. Han fik øje på tegningen. Et stort smil bredte sig over hans ansigt, og han nikkede til pigerne. De havde ikke glemt hans løfte! Den næste morgen, på selve Peters fødselsdag, vågnede Peter til duften af friskbagte pandekager. Men noget var anderledes. Roberta og Phyllis hoppede og dansede rundt i køkkenet, og deres mor summede en munter melodi. Tillykke med fødselsdagen, kære Peter! sagde hun og gav ham et stort kram. Peter fik en varm uldtrøje fra sin mor, og den var dejlig. Men han kunne ikke lade være med at tænke på det lille legetøjstog. Han smilede tappert. Men så sagde Roberta: Du skal da også have en helt særlig fødselsdagsoplevelse, Peter! Kom, vi skal ned til jernbanen! Peter var forvirret, men fulgte spændt med. Da de nåede frem til sporet, så de, at det første morgentog var stoppet! Helt usædvanligt! Togføreren stod udenfor, og flere af passagererne kiggede nysgerrigt ud af vinduerne. Tillykke med fødselsdagen, Peter! råbte togføreren med sin dybe stemme. Du er en rigtig jernbanehelt, og helte skal fejres! Han rakte Peter en lille, indpakket pakke. Indeni var der ikke et legetøjstog, men et smukt, håndlavet tog af træ, malet i alle regnbuens farver. Det var ikke en legetøjsmodel, men en unik figur, som var udskåret af en af lokomotivets maskinmestre i hans fritid! Men det var ikke det hele. Da togføreren pustede i sin fløjte, TUT-TUUUT! åbnede alle passagererne deres vinduer og råbte i kor: Tillykke med fødselsdagen, Peter! De viftede med små, farverige papirflag. Peter var overvældet. Han havde aldrig forestillet sig noget så fantastisk. Hans øjne strålede klarere end morgensolen. Dette var den allerbedste fødselsdag nogensinde! sagde han og holdt fast i sit nye, farverige trætog. Roberta og Phyllis smilede, deres plan havde været en kæmpe succes. Peter havde fået sin jernbanedrøm opfyldt på en helt uventet og vidunderlig måde, og alle vidste nu, hvor stor en lille helt han var.
Den Russiske Flygtning
Dagene efter Peters fødselsdag fløj afsted. Roberta, Phyllis og Peter tilbragte stadig meget tid nede ved jernbanen, deres yndlingssted. Hver dag vinkede de til togene, og især til den søde, gamle herre, der altid sad i den samme vogn og læste sin avis. Han var en venlig del af deres hverdag ved sporet. Men en dag, mens de ventede på eksprestoget, opdagede de noget mærkeligt ved siden af sporet, gemt bag nogle buske. Der sad en mand. Han var klædt i slidt tøj, og hans ansigt var meget, meget trist. Han så ud til at fryse, selvom solen skinnede, og sad bare der, helt stille. Roberta kiggede på sine søskende. 'Han ser ud til at have brug for noget,' hviskede hun. Peter strakte hånden ud og holdt et stykke chokolade frem. Manden kiggede op. Hans øjne var blå, men fyldt med sorg. Han rystede på hovedet, da Peter tilbød chokoladen, men smilede svagt. Det var et meget lille smil, men det var der. Roberta forsøgte at tale til ham. 'Har du brug for hjælp?' spurgte hun. Manden svarede med fremmede ord, ikke dansk eller engelsk. Han pegede på sig selv og sagde et langt ord, der lød som 'Russisk'. Derefter pegede han mod øst og lavede en bevægelse, som om han kørte i et tog, og hans ansigt blev endnu mere fortvivlet. Han rystede på hovedet, som for at forklare, at han var helt alene. Roberta forstod, at han kom fra Rusland, og at han var alene. Hun havde hørt mor tale om folk, der måtte flygte fra deres hjem. Denne mand var nok sådan en. En flygtning, der havde mistet alt og var helt alene i et fremmed land. Hun følte en stor medlidenhed for ham. Roberta vidste, hvad hun skulle gøre. 'Vent her,' sagde hun til manden, 'Vi henter mor!' Sammen løb de tre børn op til huset. De fortalte mor, hvad de havde set, og hvor trist manden var. Peter forklarede med store armbevægelser, hvordan manden havde sagt 'Russisk' og pegede mod øst. Mor var en venlig og klog kvinde. Hun lyttede opmærksomt. 'En russisk flygtning?' sagde hun blidt. 'Stakkels mand. Han må være så ensom. Vi skal selvfølgelig hjælpe ham.' Hun tog straks en kurv frem og fyldte den med brød, ost, mælk og et varmt tæppe. 'Vi må give ham noget at spise og drikke, og noget at varme sig på.' Mens mor pakkede, fik Roberta en idé. 'Mor,' sagde hun. 'Måske kan den gamle herre på toget hjælpe! Han vinker altid tilbage til os, og han ser så klog ud. Måske forstår han russisk, eller kender nogen, der gør! Han rejser jo overalt!' Mor tænkte sig om. 'Det er en god tanke. Det er et langt skud, men forsøget værd. Kom, vi må skynde os, inden toget kommer forbi igen.' Sammen gik de tilbage til jernbanen. Manden sad stadig det samme sted, men nu med et endnu mere forhutlet udtryk. Da han så mor med kurven, lyste hans øjne en smule op. Mor rakte ham maden og tæppet, og han tog imod dem med taknemmelige hænder. Han mumlede nogle ord på russisk, som børnene gættede måtte betyde 'tak', og hans hænder holdt fast om tæppet. Lige da de stod der, hørte de et fjernt tog fløjte. Det var eksprestoget! Roberta kiggede på mor, og mor nikkede. Da toget kom tættere på, og den gamle herres vogn passerede dem, vinkede Roberta og Phyllis vildt. Men denne gang pegede Roberta også på den russiske mand, der sad bag busken, og så pegede hun på sig selv, og så på manden igen, som om hun sagde: 'Denne mand har brug for hjælp! Han er alene!' Den gamle herre i toget kiggede op fra sin avis. Han så den russiske mand, og så Roberta, der pegede så ivrigt. Han rynkede brynene lidt, men så nikkede han langsomt. Et lille, anerkendende nik. Det var ikke meget, men Roberta følte en stråle af håb. Måske havde han forstået. Måske ville han gøre noget for at hjælpe den stakkels mand. Det var et lille tegn, men for Roberta føltes det som et kæmpe løfte. Manden spiste sit brød og drak sin mælk, og selvom han stadig var trist, var der nu en lille smule varme i hans øjne. Børnene vidste, at de havde gjort noget godt. De havde hjulpet en mand i nød, og måske måske ville den gamle herre på toget også hjælpe ham. Hvad der ville ske med den russiske flygtning, vidste de ikke, men de vidste, at de havde plantet et lille frø af venlighed i en svær tid. Og det var en god følelse, der varmede dem indeni.
Skattejagt og En Syg Dreng
Den gode følelse fulgte med børnene de næste dage. De havde set, at selv små handlinger af venlighed kunne gøre en stor forskel. Men livet i det lille hus ved jernbanen var stadig svært. Deres mor arbejdede hårdt for at tjene penge til mad og tøj, og der var sjældent råd til sjove ting eller nye legesager. En morgen, da solen kiggede ind ad vinduet, og morgenduggen stadig lå som små perler på græsset, fik Peter en idé. "Vi holder skattejagt!" udbrød han. Phyllis og Bobbie kiggede op fra deres morgenmad, deres øjne lyste op. "Skattejagt?" spurgte Phyllis, der elskede eventyr. "Ja!" sagde Peter. "Men ikke efter guld eller diamanter. Vi leder efter..." han tænkte sig om "...små, smukke ting, som kan gøre vores hus endnu hyggeligere! Og måske noget, der kan glæde mor." Bobbie, den ældste, smilede. Det var en god idé. De havde så lidt, men måske kunne de finde noget smukt i naturen omkring dem. Så efter morgenmaden tog de deres eventyrhatte på – som i virkeligheden bare var deres gamle stråhatte – og begav sig ud i den grønne verden bag huset. De søgte overalt. Peter fandt en smuk, glat sten, der glitrede som en lille regnbue, når solen ramte den. Phyllis fandt en hel buket vilde blomster i de smukkeste farver: blå klokker, gule smørblomster og lyserøde engelskgræs. Og Bobbie? Hun fandt en fjer fra en kongeørn, der var så stor og blød, at den lignede et stykke silke. De lagde alle deres små skatte i en kurv, som de havde taget med. Det var ikke guld, men det var skatte, der kom fra hjertet, og som naturen havde givet dem. De følte sig rige på en helt særlig måde. Men da de kom hjem, var Peters kinder pludselig meget røde, og han følte sig varm og træt. Han lagde sig på sofaen og lukkede øjnene, selvom han ellers altid var fuld af energi. Mor kom ind i stuen, og da hun så Peter, blev hendes ansigt blegt. Hun rørte ved hans pande. "Du er meget varm, min lille skat," sagde hun. "Jeg tror, du har feber." Børnene blev stille. Sygdom var skræmmende, og de vidste, at de ikke havde råd til en doktor. Deres mor plejede Peter så godt hun kunne. Hun gav ham koldt vand at drikke, og hun lagde våde klude på hans pande. Men Peter blev ikke bedre. Tværtimod. Han hostede og klagede over, at det gjorde ondt i halsen, og hans ansigt var helt rødt af feber. Mor sad ved hans side nat og dag, men hun begyndte at se meget træt og bekymret ud. Bobbie og Phyllis forsøgte at hjælpe, men de følte sig magtesløse. De hviskede sammen i hjørnet af stuen, mens Peter sov uroligt på sofaen. Hvad skulle de gøre? Mor sagde, at de måtte vente, og håbe, at Peter snart blev bedre. Men Bobbie kunne ikke vente. Hun huskede den gamle herre på toget, den venlige mand med de kloge øjne, som havde hjulpet den russiske flygtning. Måske kunne han også hjælpe dem? Bobbie besluttede sig for at skrive et brev. Det var en hemmelighed for hendes mor, for hun vidste, at mor ville sige, at det ikke var rigtigt at bede om hjælp fra fremmede. Men Bobbie følte, at dette var en nødsituation. Hun tog et stykke papir og en blyant og skrev langsomt og omhyggeligt. "Kære rare, gamle herre på toget," skrev hun. "Min lillebror Peter er meget, meget syg. Han har høj feber og hoster. Vi har ikke penge til en doktor, og mor er så ked af det. Kan du måske hjælpe os?" Hun foldede brevet sammen og puttede det i sin lomme. Næste morgen, da toget fra London skulle køre forbi, løb Bobbie ned til jernbanen. Hun ventede tålmodigt, indtil hun så den gamle herre sidde i sin kupé. Da toget sænkede farten, som det altid gjorde ved deres hus, vinkede Bobbie febrilsk med brevet. Den gamle herre så hende og smilede. Bobbie løftede brevet op, og han forstod. Han åbnede vinduet en lille smule, og Bobbie kastede brevet ind i kupéen med al sin styrke. Det var et skud i blinde, men hun håbede, det ville ramme rigtigt. Toget kørte videre, og Bobbie stod alene tilbage med en følelse af både lettelse og usikkerhed. Ville han få brevet? Ville han forstå? Ville han gøre noget? Dagene gik, og Peter var stadig meget syg. Mor blev mere og mere udmattet. Børnene holdt øje med hvert tog, men der skete ingenting. Bobbies hjerte sank lidt hver gang, et tog kørte forbi uden at stoppe. Havde den gamle herre ikke fået brevet? Eller havde han bare ikke mulighed for at hjælpe? Men så, en eftermiddag, skete der noget uventet. Et tog kørte langsomt forbi deres hus, og til børnenes store overraskelse stoppede det! Ud steg en mand med en sort taske i hånden. Det var en doktor! Børnene løb ham i møde. Mor kom ud af huset, hendes øjne store af overraskelse. "Er De sendt af den gamle herre på toget?" spurgte Bobbie med åndeløs stemme. Doktoren smilede venligt. "Ja, det er jeg," sagde han. "Jeg fik et brev, der fortalte mig, at en lille dreng her har brug for hjælp." Doktoren undersøgte Peter grundigt. Han lyttede til hans bryst, mærkede på hans mave og kiggede i hans hals. Han rystede på hovedet. "Det er skarlagensfeber," sagde han alvorligt. "Han skal være i sengen, og han skal have noget medicin. Og I skal være meget forsigtige, for det kan smitte." Mor blev bleg igen, men der var også en lettelse i hendes øjne. Nu vidste de, hvad Peter fejlede, og der var hjælp at hente. Doktoren gav hende en flaske med medicin og instruktioner for, hvordan hun skulle pleje Peter. Han fortalte også, at den gamle herre havde sørget for, at han ville komme tilbage og se til Peter igen. Huset blev forvandlet til et lille sygehus. Peter blev flyttet ind i et værelse for sig selv, for at ingen andre skulle blive syge. Mor plejede ham utrætteligt. Bobbie og Phyllis hjalp til, så godt de kunne. De bragte ham frisk vand, de læste højt for ham, og de fortalte ham om de sjove små skatte, de havde fundet. Selvom Peter var syg, og hele familien var bekymret, var der også en ny følelse af håb. Den gamle herre på toget havde lyttet til Bobbies brev, og han havde handlet. De var ikke alene. Der var venlige mennesker i verden, som var klar til at hjælpe, selv når de mindst forventede det. Og Peter, med den gode pleje og medicin, begyndte at få det en lille smule bedre for hver dag, der gik. Men vejen tilbage til fuld sundhed var stadig lang.
Hemmeligheden Afsløres
Peter var en stærk lille dreng, og selvom hans ben stadig var lidt usikre, og hans kinder endnu ikke havde fået deres fulde røde farve tilbage, så begyndte han at lege igen. Han lo, når Phyllis fortalte sjove historier, og han prøvede at hjælpe Bobbie med at plukke vilde blomster. Livet ved Jernbanen, selvom det havde sine udfordringer, havde nu en ny og tryg følelse over sig for børnene. Men inde i det lille hus, med den varme skorsten og de hyggelige værelser, gemte der sig stadig en stor sorg. Mor smilede, ja, men hendes øjne var ofte triste. Hun arbejdede hårdt for at tjene penge til mad og tøj, og børnene kunne se, at hun var træt. Ofte sad hun alene ved vinduet og stirrede ud mod de grønne marker, og hendes ansigt fortalte en historie om længsel og en hemmelighed, hun bar alene. Bobbie, som var den ældste, var også den, der lagde mest mærke til Mors tristhed. Hun ønskede så inderligt, at hun kunne gøre noget for at hjælpe, men hvad? De havde ikke mange penge, og de kendte ikke mange mennesker. Det var kun den gamle herre på toget, som de vinkede til hver dag, der føltes som en ven, selvom de knap havde talt med ham. En dag, da Mor var faldet i søvn i sin stol efter en lang dags arbejde, fik Bobbie en modig idé. Hvad nu hvis hun skrev til den gamle herre? Han virkede så venlig og klog. Måske kunne han hjælpe, selvom Bobbie ikke helt vidste hvordan. Hun fandt et stykke papir og en blyant, og hun begyndte at skrive. Hun fortalte om Peter, der havde været syg, og om Mor, der var så ked af det. Hun fortalte, hvor meget de savnede deres far, uden at sige, hvorfor han var væk. Hun afsluttede med at spørge, om han måske kunne tænke på en måde at gøre Mor glad igen på. Det var et brev fuld af børns uskyldige håb. Da næste tog kom, stod Bobbie klar med brevet gemt i hånden. Da den gamle herre kiggede ud, rakte hun ham det hurtigt, og han tog imod det med en rynken i panden, som om han tænkte dybt. Bobbie løb hjem med et hjerte, der bankede af spænding og en lille smule frygt. Havde hun gjort det rigtige? Et par dage senere kom svaret. En pakke med legetøj til børnene, en stor kurv fuld af lækker mad til hele familien, og et brev til Mor. Mor læste brevet, og noget ændrede sig i hendes ansigt. En tåre trillede ned ad kinden, men det var en tåre, der virkede anderledes end de tårer, børnene havde set før. Den var ikke kun af sorg, men måske også af lettelse. Samme aften, da børnene var krøbet op i deres senge, kaldte Mor dem ind til sig. Hendes stemme var alvorlig, men rolig. “Mine kære børn,” sagde hun. “Jeg har en stor hemmelighed, jeg har båret på i lang tid. En hemmelighed om Far.” Børnene sad og lyttede. Deres små hjerter bankede. “Far er ikke rejst væk, fordi han ville,” fortsatte Mor. “Han er i fængsel.” Et chok gik gennem de tre børn. Fængsel? Deres gode, kloge far? “Men hvorfor?” spurgte Peter med store øjne. Mor sukkede dybt. “Han er der, fordi han er blevet beskyldt for noget, han ikke har gjort. Nogen har sagt, at han har gjort noget forkert med nogle vigtige papirer fra sit arbejde. Men jeg ved, og han ved, og nu skal I også vide det – han er uskyldig.” Bobbie følte en blandet af sorg og en voldsom kærlighed til sin far. Hendes hjerte gjorde ondt, men samtidig følte hun en ny styrke. “Vi må hjælpe ham, Mor!” sagde hun. “Vi må fortælle alle, at han er uskyldig!” Phyllis og Peter nikkede vildt. “Ja! Vi skal få Far hjem!” råbte Peter. Mor omfavnede dem tæt. “Jeg ved, I vil,” sagde hun. “Og måske har den gamle herre på toget allerede hjulpet os. Han har skrevet i sit brev, at han er en meget vigtig mand, og at han vil prøve at undersøge Fars sag. Han tror på os.” Pludselig var det, som om en tung sky lettede fra det lille hus. Hemmeligheden var afsløret. Sorgen var der stadig, men nu var der også et glimt af håb, en fælles kamp, og en følelse af, at de ikke var alene. Den gamle herre var måske deres første skridt mod at få Far hjem igen. Børnene faldt i søvn den nat med nye tanker i hovedet – om retfærdighed, om mod, og om den magiske måde, hvorpå en venlig herre på et tog kunne ændre alt.
Afslutning
Og sådan endte eventyret om Jernbanebørnene for denne gang. Tak fordi du lyttede med på vores spændende rejse. Hvilke nye tanker fik du? Måske kan du selv tegne et billede af toget, eller finde på dit helt eget tog-eventyr? Vi vil meget gerne høre fra dig, så lad Sonacasts vide, hvis du har feedback eller en sjov idé. Vi håber, du vil lytte med igen en anden gang. På gensyn, kære lytter!
