Historie
Snedronningen
30 min7-9 år
Det her er begyndelsen af historien. Hele historien spiller i Sonacast-appen.
Historien
Indledning
Forestil dig en verden, hvor et ondt spejl knuses i millioner af bittesmå stykker. Hvad sker der, når sådan et stykke rammer en drengs hjerte? Denne fortælling handler om Kaj, hvis hjerte bliver forvandlet til is, og hans bedste veninde Gerda, der drager ud på en utrolig rejse for at finde ham. Kan en lille piges kærlighed smelte selv den koldeste magi? Lyt med, og lad os sammen opleve Snedronningens fortryllende, men farlige, verden. En historie om venskab og mod.
Kaj, Gerda og Troldspejlet
Kaj og Gerda var de allerbedste venner. De boede side om side og delte en smuk rosenhave. De legede og sang hver dag, deres venskab rent som roserne selv. Men langt borte boede en ond trold. Han havde skabt et magisk spejl, der gjorde alt smukt grimt og alt godt forkert. En dag tabte trolden spejlet, og det splintredes i millioner af bittesmå, skarpe stykker. Disse fløj ud over hele verden, nogle så små, at man ikke kunne se dem. Ramte en splinter et øje, så man kun det onde i alt. Ramte den et hjerte, blev det koldt som is. Og netop sådan en splinter var på vej mod lille Kaj.
Snedronningens Kys
En dag sad Kaj og Gerda og kiggede i en billedbog. Pludselig udbrød Kaj: "Av! Det stak mig i øjet!" Gerda kiggede, men kunne intet se. Snart efter mærkede Kaj en isnende kulde i sit hjerte. En lille, bitte splint fra troldspejlet havde sneget sig ind – først i hans øje, så i hans hjerte. Og lige dér, hvor splinten ramte, blev hans hjerte koldt som is. Han så ikke længere det smukke i verden, kun det grimme og skøre. Den søde Kaj var væk. Fra den dag var Kaj ikke længere den samme. Han var drillesyg, fandt fejl ved alt og grinede af Gerda. "Se dén grimme rose!" sagde han, selvom det var deres yndlingsrose. Han ville hellere lege med snefnug end med Gerda, og kaldte hendes tårer "små, salte dråber". Gerda blev så ked af det, men Kaj forstod det ikke. Hans hjerte var iskoldt, og han syntes, at alt det onde var sjovt. Vinteren kom, og sneen dalede tæt ned. Kaj elskede at køre på sin kælk på byens torv. En dag så han en stor, hvid slæde komme kørende. Den var så smuk og skinnende, trukket af to hvide heste. På slæden sad en dame, klædt i sne og is. Hendes øjne var klare som den koldeste vinterhimmel. Det var Snedronningen. Hun vinkede til Kaj, og Kaj, helt betaget, bandt sin lille kælk fast til hendes store slæde. Slæden kørte hurtigere og hurtigere, lige ud af byen, op over marker og skove, højere og højere. Kulden bed, men Kaj frøs ikke. Snedronningen stoppede endelig og løftede Kaj op i sin slæde. Hun kiggede på ham med sine isblå øjne. "Fryser du ikke?" spurgte hun. Kaj rystede på hovedet. Snedronningen smilede. "Så skal du få et kys af mig," sagde hun. Hun bøjede sig ned og gav Kaj et kys på hans pande. Kysset var koldt som is, men Kaj følte ingen smerte, kun en dyb, mærkelig ro. Han glemte sin bedstemor, han glemte Gerda, og han glemte alt om sit hjem. Et øjeblik senere gav Snedronningen ham endnu et kys, denne gang på hans mund. Nu glemte han alt, hvad han havde lært, alle de varme minder. Han var nu helt og holdent Snedronningens dreng.
Gerdas Lange Rejse Begynder
Gerda ville ikke tro det. Dagen efter Kaj forsvandt, ledte hun overalt. Hun kaldte på ham med sin lille stemme, ”Kaj? Kaj, hvor er du?” men der var intet svar. Hendes bedstemor græd stille, og alle naboerne sagde, at Kaj nok var druknet i den kolde flod, eller at han var blevet taget af en snevejrsstorm. Men Gerda nægtede at tro det. Hendes hjerte fortalte hende, at Kaj stadig levede. Hun kunne mærke det dybt inde i sig. Han måtte være derude et sted, måske frøs han, måske var han sulten, men han var i live. Og hvis han var i live, så ville Gerda finde ham. Det var hun helt sikker på. En solskinsmorgen, da foråret var ved at pible frem og de første, små, grønne skud tittede op af jorden, besluttede Gerda sig for at tage sagen i egen hånd. Hun ville ikke vente længere. Hun kiggede på sin bedstemor, som sov tungt i sin stol, og uden at vække hende, sneg Gerda sig ud af huset. Hun tog sit fineste par røde sko på – dem som Kaj elskede så højt – og løb ned til floden. Floden, som altid havde været hendes og Kajs legeplads. Mon den vidste noget? ”Kære, kære flod,” sagde Gerda med tårer i øjnene, ”har du set min Kaj? Kan du fortælle mig, hvor han er?” Floden svarede ikke med ord, men med en lille, nynnende lyd, som om den forstod. Gerda så en lille, rød båd ligge og duve ved bredden. Det var en af de både, de store drenge nogle gange lavede. Gerda tænkte, at hvis hun gav floden sine elskede røde sko, så ville floden måske hjælpe hende. Så hun tog skoene af, stillede dem forsigtigt i den lille båd og skubbede den ud i vandet. Men båden sejlede væk fra hende, og tog skoene med. Gerda græd. Det var jo hendes fineste sko! Men så skete der noget mærkeligt. Floden skubbede båden tilbage mod bredden, som om den ville sige: ”Tag dine sko, lille Gerda! Du får brug for dem på din lange rejse.” Og da Gerda så på båden, fik hun en idé. Hun hoppede selv ombord i den lille, skrøbelige båd. Den var ikke meget større end hende selv. Med et lille puf fra flodens strøm drev båden udad, væk fra byen og ind i den store, ukendte verden. Gerda var på vej! Dagene blev til uger, og ugerne blev til måneder. Gerda sejlede ned ad floden, forbi grønne enge med køer, forbi tætte skove, hvor fuglene sang smukke sange. Hun spiste de bær, hun kunne finde på bredden, og drak det friske vand fra floden. Hver aften, når solen gik ned, kiggede hun op på stjernerne og hviskede: ”Hvor er du, Kaj?” En dag drev båden ind til en bred, hvor der voksede de smukkeste, farverige blomster, Gerda nogensinde havde set. Der var røde valmuer, gule solsikker, blå kornblomster og lilla lavendler. Midt i det hele stod et lille, skævt hus med et stråtag og en malet dør. Ud af huset kom en meget gammel kone med en rød hue på. Hun støttede sig til en kæp og havde en venlig, men også lidt mystisk, stemme. ”Velkommen, lille barn,” sagde hun. ”Du ser træt ud. Vil du ikke komme ind og hvile dig lidt i min smukke have?” Gerda var glad for at se et venligt ansigt. Hun hoppede ud af båden og fulgte den gamle kone ind i haven. Huset var fyldt med duften af blomster og gamle bøger. Den gamle kone strøg Gerdas hår og sagde: ”Så du ikke glemmer alt det triste, lille ven, vil jeg rede dit hår for dig.” Hun tog en stor, gylden kam og redte Gerdas lange, lyse hår. Og mens hun redte, forsvandt alle Gerdas bekymringer, alle hendes minder om Kaj, om sneen og om hendes mission. Den gamle kone var nemlig en slags troldkvinde, som ikke ville have, at nogen skulle forlade hendes fortryllede have. Hun ville, at Gerda skulle blive der for evigt.
Ravnen og Prinsessen
Den gamle kone var en troldkvinde, som ikke ville have, at nogen skulle forlade hendes fortryllede have. Hun ville, at Gerda skulle blive der for evigt. Men en dag, da solen skinnede, fik Gerda øje på en smuk, rød rose. Den mindede hende om roserne derhjemme med Kaj. Pludselig kom alle minderne tilbage! Kaj! Hvor var Kaj? Hvorfor var hun her? Hendes hjerte bankede hurtigt. Hun måtte af sted! Hun måtte finde Kaj! Gerda listede sig ud af huset, mens konen sov. Hun løb ud af den fortryllede have, og selvom hun var bange, var hun også fuld af fornyet energi. Hun skulle finde Kaj! Gerda vandrede længe. Skovene var store og fyldt med mærkelige lyde. Hun var sulten og træt, men gav ikke op. Tanken om Kaj gav hende styrke. Pludselig hørte hun en kras lyd lige over hovedet på sig. 'Kra, kra! Hvad laver du her, lille pige, helt alene?' sagde en stor, sort ravn, som sad på en gren. Gerda kiggede op. 'Åh, Rasmus Ravn,' sagde hun, 'jeg leder efter min ven Kaj. Han er forsvundet, og jeg tror Snedronningen har taget ham.' Rasmus Ravn rystede på hovedet. 'Snedronningen? Det er en farlig sag. Men jeg har måske hørt noget. Jeg flyver jo tit over det store slot derovre.' Han pegede med sit næb mod et højt tårn. 'De har lige fået en ny prins. Og han ligner... ja, han ligner den dreng, du beskriver.' Gerdas øjne lyste op. 'Tror du, det er Kaj? Min Kaj?' 'Tja, det kunne det måske være,' sagde Rasmus Ravn. 'Men han kalder sig Prins, og han er gift med Prinsessen.' Gerda blev forvirret. 'Gift? Men Kaj og jeg er jo bare børn!' 'Ja, ja,' kraxede Rasmus Ravn. 'Kom, jeg viser dig vejen. Det er en lang tur, men vi kan flyve lidt, og du kan løbe.' Og sådan startede Gerdas rejse mod slottet, med Rasmus Ravn flyvende foran hende. Efter lang tids rejse nåede de endelig frem til det store, smukke slot. Det var så stort, at Gerda næsten ikke kunne tro sine egne øjne. 'Vent her,' sagde Rasmus Ravn. 'Jeg vil prøve at se, om jeg kan liste mig indenfor.' Han fløj op og fandt en lille sprække i en mur. Gerda ventede tålmodigt udenfor. Var Kaj virkelig derinde? Efter et stykke tid kom Rasmus Ravn tilbage. 'Kra, kra! Kom med mig!' sagde han. 'Jeg har talt med køkkenpigen. Der er et stort selskab i aften, og jeg kan vise dig en hemmelig indgang.' Gerda fulgte Rasmus Ravn gennem bagdøren, ind i et stort køkken, og op ad smalle trapper, indtil de kom til en stor balsal. Gerda kiggede ind. Og der, midt i balsalen, dansede en ung mand og en ung kvinde. Den unge mand havde lyst hår og et venligt ansigt. Han lignede Kaj, syntes Gerda. Hans øjne var næsten de samme. 'Kaj!' hviskede Gerda. Hun ville løbe hen til ham, men Rasmus Ravn holdt hende tilbage med sit næb. 'Vent, lille ven,' sagde han. 'Se dig godt om.' Gerda kiggede igen. Den unge mand var meget større end Kaj. Og selvom han lignede ham lidt, var det ikke ham. Hans ansigt var ældre, hans smil var anderledes. Det var ikke hendes Kaj. Hendes hjerte sank. Tårerne pressede på, men Gerda ville ikke græde. Hun var stærk. 'Det er ikke ham,' sagde hun stille. Netop i det øjeblik fik prinsessen øje på den lille pige, som stod gemt bag et gardin. Prinsessen var en sød og venlig kvinde. Hun stoppede musikken og gik hen til Gerda. 'Hvem er du, lille ven?' spurgte prinsessen blidt. Gerda fortalte hele sin historie. Om Kaj, troldspejlet, Snedronningen, den gamle kone og hendes have, og hvordan hun havde ledt. Rasmus Ravn nikkede bekræftende. Prinsessen og Prinsen lyttede med stor medfølelse. 'Du er en utrolig pige,' sagde Prinsen. 'Og vi vil hjælpe dig. Hvis ikke din Kaj er her, så er han et andet sted, og vi skal nok finde ham.' Prinsessen smilede. 'Du er alt for træt til at lede videre i nat. Bliv hos os. Spis noget varm mad, få et bad og sov i en blød seng.' Gerda var så taknemmelig. Hun spiste et lækkert måltid, og lagde sig til at sove i den blødeste seng, hun nogensinde havde set. Hun drømte om Kaj hele natten. Næste morgen vågnede Gerda udhvilet og stærk. Prinsen og Prinsessen stod klar med nye gaver. 'Din rejse er lang og farlig,' sagde Prinsen. 'Du skal have varme klæder.' Prinsessen gav Gerda en smuk kjole af tykt uld, varme vanter, en pelskrave og støvler. 'Og så skal du have en vogn,' sagde Prinsen. 'Med plads til Rasmus Ravn, så han kan flyve med dig og vise vej.' De gav hende en forgyldt vogn, pyntet med sølv og guld, trukket af hvide heste. Rasmus Ravn ville være hendes guide på den næste del af rejsen. Gerda takkede dem igen og igen. 'Tak, mange tak! Jeg vil aldrig glemme jeres venlighed.' Prinsessen gav hende et kram. 'Held og lykke, lille Gerda. Må du finde din Kaj.' Og så kørte Gerda afsted i sin fine, forgyldte vogn, ud i den kolde verden igen, men nu med nye, varme klæder, en vogn og en trofast ven ved sin side. Hendes hjerte var fuldt af håb. Næste stop var... ja, hvor var det nu Rasmus Ravn sagde, de skulle hen?
Røverpigen og Rensdyret
Gerda og Rasmus Ravn kørte afsted i den gyldne vogn, som prinsessen så venligt havde foræret dem. Landskabet udenfor fløj forbi som et sløret maleri af vinterens farver, og de mærkede den kolde, friske vind mod kinderne, selvom de var godt pakket ind i varme tæpper. Gerda fortalte Rasmus Ravn om Kaj, om hvordan de legede sammen i den lille taghave, om roserne, og om den forfærdelige dag, Kaj forsvandt i Snedronningens vogn. Rasmus Ravn lyttede med sit kloge, sorte øje og nikkede forstående. Han var en god, stille lytter, der fik Gerda til at føle sig mindre alene. De havde rejst i timevis, og den korte vinterdag var ved at slutte, da mørket begyndte at falde på over den tætte skov. Pludselig, fra skovens dyb, sprang en flok vilde heste frem med et tordnende brag! Og på hestene sad... røvere! Store, skræmmende mænd og kvinder med snavsede ansigter, piskende hår og blinkende, skarpe knive i hænderne. De omringede vognen med et vildt brøl, der fik Gerda til at krympe sig sammen. De greb fat i hestene, og vognen stod stille. Rasmus Ravn skreg af forskrækkelse, et højt, gennemtrængende skrig, og fløj op mod den mørke himmel, hvor han forsvandt som en sort sky. Men Gerda var fanget. Røverne trak hende brutalt ud af vognen. De var vrede og larmende, og de rev og sled i hendes fine, varme klæder og den bløde pels, som prinsessen havde givet hende. Gerda var så bange, at hendes hjerte bankede som en tromme i hendes bryst, og hun næsten ikke kunne trække vejret. Hun tænkte på Kaj. Ville hun aldrig finde ham nu? Ville hun ende som en fange hos disse farlige mennesker? Men så, pludselig, fra den vilde flok, lød en skarp og gennemtrængende stemme: Men så, pludselig, fra den vilde flok, lød en skarp og gennemtrængende stemme: 'Slip pigen! Hun er min!' En lille pige, ikke meget ældre end Gerda selv, men med et ansigt dækket af sod og et stålfast blik, trådte frem. Hendes hår var filtret og rødligt, og hun bar en alt for stor skindvest. I hånden holdt hun en lang, tynd kniv, som hun svingede med en overraskende lethed. Det var røverpigen. Hendes øjne lynede, og selv de store, skræmmende røvere veg tilbage for hendes autoritet. 'Mor!' råbte hun til en stor, bred kvinde med et ansigt fuld af ar, som holdt fast i Gerdas arm. 'Jeg vil have den her! Hun skal være min legekammerat!' Røverkvinden, der åbenbart var røverpigen mor, løftede et øjenbryn. 'En legekammerat? Vi har nok af mund at mætte, Lille Røverpige. Hvad skal vi med en blød prinsesse-pige?' 'Hun er ikke blød!' svarede røverpigen prompte, hendes stemme fuld af trods. 'Hun er stærk! Og hun er spændende! Jeg vil have hende!' Hun trådte tættere på Gerda og stak ansigtet helt op i hendes. Gerdas hjerte bankede stadig hårdt, men hun mødte røverpigens blik. Der var noget vildt og utæmmeligt i de øjne, men også en nysgerrighed, der ikke var ondsindet. Røverpigens mor grublede et øjeblik, så trak hun på skuldrene. 'Fint. Tag hende så. Men hvis hun græder eller brokker sig, så smider vi hende ud i sneen!' Røverpigen jublede og rev Gerda fri fra sin mor. Hun trak hende med gennem den larmende flok af røvere, der alle grinede og råbte. Gerda blev ført ind i en hule, der var fyldt med bålrøg, skind og alverdens stjålne sager. Lugten var stærk af bålrøg, vildt og uvaskede kroppe. 'Jeg hedder Lille Røverpige,' sagde røverpigen og skubbede Gerda hen mod et bål. 'Hvad hedder du?' 'Gerda,' svarede Gerda forsigtigt, og forsøgte at ryste sin frygt af sig. 'Gerda,' gentog Lille Røverpige smagende på navnet. 'Du ser sulten ud. Her.' Hun rakte Gerda et stykke tørt brød og noget røget kød. 'Spis. Du skal være stærk, hvis du skal være min ven.' Gerda spiste, selvom hun var rystet. Hun studerede Lille Røverpige. Hun var vild og uforudsigelig, men der var også en slags ensomhed i hende. Som om hun manglede en rigtig ven. Pludselig, fra en mørk krog i hulen, lød en blød snøften. Gerda kiggede derhen og så et stort rensdyr. Det lå sammenkrøbet i et hjørne, dets mægtige gevirer lyste svagt i skæret fra bålet. Det havde store, kloge øjne, og det kiggede nysgerrigt på Gerda. Det var et magisk syn, midt i røvernes hule. 'Det er mit rensdyr,' sagde Lille Røverpige stolt. 'Han hedder Bae. Han er den hurtigste i hele skoven. Min mor siger, vi skal spise ham en dag, men det får hun aldrig lov til!' Gerda følte et stik af medlidenhed med rensdyret og en snert af håb. Måske kunne dette rensdyr være nøglen til at finde Kaj. Måske kunne Lille Røverpige, trods hendes rå ydre, hjælpe hende. Aftenen faldt på, og Gerda faldt i søvn ved bålets varme, omgivet af røvere, men med billedet af rensdyret og håbet i sit hjerte.
På Vej til Snedronningens Slot
Morgenen gryede kold og klar, og Gerda vågnede ved lyden af små pibende lyde fra røvernes fugle og suset fra vinden udenfor. Sneen glimtede som diamanter i det blege morgenlys. Lille Røverpige var allerede vågnet. Hun sad med sin kniv og pudsede den, men der var noget blidere i hendes øjne denne morgen. "Du er en mærkelig lille pige," sagde Lille Røverpige og kiggede på Gerda. "Du taler kun om din Kaj. Og du græder ikke længere, men du er så beslutsom." "Jeg skal finde ham," sagde Gerda med en fast stemme, der overraskede Lille Røverpige. "Jeg ved, at han venter på mig." Lille Røverpige sukkede. "Fint nok. Det rensdyr der, han har fortalt mig om Snedronningen. Det lyder ikke som et sted, jeg vil hen. Men jeg kan jo ikke beholde dig her for evigt." Hun rejste sig og råbte til sine røvere, "Slip rensdyret fri! Og giv ham en god slæde! Denne pige skal til Snedronningen!" Røverne var overraskede, men Lille Røverpigens ord var lov. De fandt den bedste slæde og bandt den foran rensdyret. Lille Røverpige gav Gerda en tyk, varm frakke og nogle luffer. "Her," sagde hun, "du får brug for dem. Og min mors brød her, det holder dig mæt et stykke tid. Pas på dig selv, Gerda." Hun gav Gerda et hurtigt kram, næsten et skub, før hun vendte sig væk, som om hun ikke ville vise, at hun måske var lidt ked af at sige farvel. Rensdyret bukkede for Gerda. "Hop op, lille ven!" sagde det. "Nu skal vi afsted! Til Lapland, og så videre mod Snedronningens palads!" Gerda hoppede op i slæden, viklet godt ind i frakken, og med brødet i lommen. Rensdyret satte i trav, og snart var de langt væk fra røvernes lejr. Sneen fløj om dem, og de susede gennem et landskab dækket af hvidt. Træerne stod som spøgelsesagtige skikkelser, og luften var så kold, at den prikkede på Gerdas kinder. De rejste dag og nat, kun med korte pauser for at rensdyret kunne hvile. Nordlyset dansede hen over himlen i grønne og lilla farver, som et magisk tæppe. Det var smukt, men også lidt skræmmende. Gerda sang små sange for sig selv for at holde modet oppe og tænkte på Kaj. Hun forestillede sig, hvordan han ville smile, når hun fandt ham. Hun mærkede kulden, men den nåede ikke helt ind til hendes hjerte, som var fuld af varme og håb. Endelig, efter mange dages rejse, kom de til et lille hus i Lapland. Det var en simpel hytte, dækket af sne, med røg, der snoede sig op fra skorstenen. Indenfor sad en gammel kone med en stor pelshue på, og hun kogte fisk i en stor gryde. Rensdyret bankede på med sine horn, og den gamle Laplandskone åbnede døren. "Goddag!" sagde hun. "Hvem er I, der vover jer så langt nordpå?" Rensdyret fortalte om Gerda og hendes søgen efter Kaj. Den gamle kone lyttede, og hendes øjne var fulde af visdom. "Ah, Snedronningen," sagde hun og rystede på hovedet. "Hun har en mægtig magi. Men denne lille pige, hun har en endnu stærkere magi. Den ligger i hendes hjerte." Den gamle Laplandskone skrev et par ord på et stykke tørret fiskeskind. "Her," sagde hun til rensdyret, "tag dette med til kvinden i Finmarken. Hun er endnu klogere end jeg og kan fortælle jer mere. Jeg kan give jer en god varm suppe og en varm soveplads for natten, men jeg kan ikke hjælpe jer videre på jeres færd." Gerda spiste den varme suppe, som varmede hende helt ind i knoglerne, og sov trygt i den lille hytte, drømmende om Kaj og Snedronningens slot. Næste morgen fortsatte deres rejse. Landskabet blev endnu mere barskt og øde. Sneen lå i meterhøje dynger, og vinden hylede som en uhyggelig sang. De så færre træer og mere is. Rensdyret løb afsted med fornyet energi, og Gerda holdt godt fast. Hun vidste, at de nærmede sig. Da de endelig nåede Finmarken, var det endnu koldere end i Lapland. De fandt kvinden i Finmarken, som sad og nød sit dampende bad i en træbalje. Rensdyret fortalte igen historien om Gerda og Kaj, og den kloge kvinde læste beskeden på fiskeskindet fra Laplandskonen. Hun smilede til Gerda, men der var et alvorligt udtryk i hendes øjne. "Du vil have, jeg skal give pigen kraft?" spurgte kvinden i Finmarken rensdyret. "En drik, der giver hende tolv mands styrke?" Rensdyret nikkede ivrigt. Men kvinden rystede på hovedet. "Jeg kan ikke give hende mere kraft, end hun allerede har. Ser du ikke, hvor mægtig hun er? Hendes styrke kommer ikke fra magi eller trylledrikke. Den kommer fra hendes hjerte, fra hendes uskyld og hendes kærlighed. Det er den, der har båret hende så langt gennem hele verden. Det er den, der gør, at mennesker og dyr hjælper hende." "Snedronningen kan intet stille op mod den kraft," fortsatte den kloge kvinde. "Gerda er hendes egen herre. Hvis hun ikke kan nå ind til Kaj med den kraft, hun allerede har, så kan ingen anden kraft hjælpe hende. Gå nu! I er lige ved Snedronningens slot. I skal selv klare det sidste stykke. Rensdyret kan ikke længere bære dig helt derhen. Du må gå de sidste skridt alene, Gerda." Gerda følte en bølge af mod strømme gennem sig. Hun var ikke alene, for hendes hjerte var fyldt med Kaj. Med et sidste tak hoppede Gerda ud af slæden. Sneen knirkede under hendes små fødder, da hun gik det sidste stykke, direkte mod Snedronningens iskrystallot, der glimtede truende i det iskolde mørke.
I Snedronningens Palads
Gerda stod nu foran det mægtige isslot. Det var højere end det højeste træ og skinnede som tusind diamanter i måneskinnet. Men det var også skræmmende koldt og stille. Hvor var Kaj? Hendes hjerte bankede hurtigt, men hun var fuld af mod. Hun skulle finde sin ven. Porten til slottet var af is, kæmpestor og skinnende. Den stod på klem, som om Snedronningen ventede på hende. Gerda trådte ind. Indenfor var luften så kold, at den prikkede i næsen. Gulvet var af glat, poleret is, og væggene var dækket af de smukkeste iskrystaller, der glimtede i alle regnbuens farver. Men der var ingen varme, ingen hygge, kun en isnende, rungende stilhed. Det var så stort og tomt. Gerda kaldte på Kaj, 'Kaj? Er du her?' Hendes stemme var kun en lille lyd i det enorme rum. Hun gik fra rum til rum. Hvert værelse var lavet af sne og is, med store issøjler, der lignede frosne træer, og krystallysekroner, der hang ned fra loftet. Ingen Kaj. Kun den kolde stilhed, der hviskede rundt om hende. Det føltes, som om kulden ville kravle helt ind i hendes knogler. Til sidst, i den allerstørste sal, som var mere åben og endnu mere imponerende end de andre, så Gerda ham. Der sad Kaj. Han var bleg, næsten blålig i ansigtet, og hans læber var frosne. Han sad helt stille på en isbænk, omgivet af tusindvis af små, skarpe isstykker. Han var dybt koncentreret, for han prøvede at samle isstykkerne til ét ord. Han ville skrive ordet 'evighed'. Snedronningen havde fortalt ham, at hvis han kunne forme dette ord, så ville han blive sin egen herre og få hele verden foræret. Men det var et umuligt puslespil, for isstykkerne var forvirrende og klistrede sig fast til hans fingre. Kajs øjne var tomme og triste. Han så ikke op, da Gerda kom ind. Han så hende slet ikke. Snedronningens kys havde gjort hans hjerte til et stykke is, og hans øjne kunne ikke længere se det smukke og det gode. 'Kaj!' råbte Gerda og løb hen imod ham. Hun faldt på knæ foran ham og forsøgte at omfavne ham. 'Kaj, det er mig, Gerda! Jeg er kommet for at hente dig hjem!' Men Kaj rystede bare på hovedet. Han så forbi hende, som om hun var en skygge, en del af den kolde luft. 'Evighed,' mumlede han og skubbede videre til isstykkerne med sine stivfrosne fingre. Han mærkede ikke Gerdas varme hænder, der forsigtigt greb hans. Han hørte ikke hendes stemme, der var fyldt med kærlighed og bekymring. Han var fanget. Gerdas hjerte knuste. Tårerne begyndte at trille ned ad hendes kinder, varme og salte, og de faldt på Kajs kolde bryst, og nogle af dem landede på hans øjne. Og et under skete! Gerdas varme tårer smeltede det lille stykke troldspejl, der sad fast i Kajs øje. Det smeltede, og en tåre trillede ud af Kajs øje, og med den forsvandt det skarpe stykke is, der havde siddet der så længe. Pludselig mærkede Kaj noget. En varme. En følelse, han ikke havde kendt i lang, lang tid. Han blinkede. Han så på Gerda. Han så de røde kinder, det glade ansigt, de varme øjne. Og han huskede. Han huskede sin Gerda, sin bedste veninde. 'Gerda!' hviskede han. Hans egen stemme var hæs og fremmed for ham. Men nu var det hans egen stemme igen. En tåre, en rigtig tåre fra Kaj, trillede ned ad hans kind. Og med den smeltede det andet stykke troldspejl, der havde siddet fast i hans hjerte. Isskårdet var væk! Kulden, der havde holdt ham fanget, begyndte at slippe sit tag. Han følte varmen vende tilbage til sine fingre og tæer. Han kiggede på Gerda, og nu var hans øjne klare. Han så sig omkring i den kolde, tomme sal, og den is, han før havde fundet så smuk, forekom ham nu kold og barsk. Gerda græd af glæde. Hun krammede ham så hårdt, at Kaj næsten faldt ned fra isbænken. 'Du er her! Du er her, Gerda! Jeg troede, jeg aldrig ville se dig igen!' råbte Kaj. Da Kajs hjerte var fyldt med varme igen, og hans øjne var fri for troldspejlets magi, skete der noget mærkeligt. Uden at tænke over det, uden at Snedronningen havde magt over ham mere, tog Kaj de små isstykker og flyttede dem. Og med lethed, som om det var det nemmeste i verden, formede han ordet 'evighed'. Perfekt og smukt. Snedronningen havde lovet ham frihed og verden, hvis han kunne forme ordet. Og nu havde han gjort det! Men ikke på grund af Snedronningens magi, men på grund af Gerdas kærlighed, der havde brudt forbandelsen. Lige i det øjeblik forsvandt den isnende tavshed fra paladset. Det føltes, som om en tryllestav havde rørt ved det hele. Snedronningen var ikke der. Hun var fløjet væk på sine isvinger, for hendes magt var brudt. Hendes slot begyndte at føles mindre truende. Den isnende magi var væk. Kaj og Gerda holdt hinanden i hånden. De kiggede rundt på de store, kolde isrum. Nu var de ikke længere skræmmende, men bare store og tomme. 'Lad os tage hjem, Gerda,' sagde Kaj. 'Jeg vil hjem til vores roser, til solen og til bedstemors historier.' Og så gik de. Hånd i hånd, ud af den store issal, ud gennem den skinnende isport. De trådte ud i sneen, der ikke længere føltes så kold og ubarmhjertig. Sneen knirkede under deres fødder, men nu var det en glad knirken. De var frie. De havde fundet hinanden igen. Og deres hjerter var fyldt med en varme, som ingen kulde i verden kunne slukke. De kiggede sig ikke tilbage. Paladset, der før havde glimtet så mægtigt, syntes nu at krympe lidt. Dets magi var forsvundet, som en drøm, der fordamper i morgensolen. De gik mod syd, mod varmen, mod deres hjem. De var ikke længere bange for kulden, for de bar varmen i deres hjerter. Og den varme var større og stærkere end Snedronningens hele rige. De havde lært, at den største skat ikke er guld eller magt, men kærlighed og venskab.
Afslutning
Og sådan endte vores eventyr om Snedronningen. Tak fordi du lyttede med! Vi håber, du nød historien og måske lærte lidt om, hvor vigtigt venskab og mod er. Husk, at eventyr findes overalt omkring os – måske kan du finde på dit helt eget, spændende eventyr nu? Lad Sonacasts vide, hvis du har en god idé eller bare vil sige hej. Vi elsker at høre fra dig og dine tanker. På gensyn i et nyt, magisk land!
