Historie
Skatteøen
30 min7-9 år
Det her er begyndelsen af historien. Hele historien spiller i Sonacast-appen.
Historien
Velkommen til Skatteøen!
Forestil dig en verden hvor bølgerne hvisker hemmeligheder til dig, og gamle skattekort gemmer på glitrende guld. Har du nogensinde drømt om at finde en ø fuld af mystiske skatte? En ø, hvor palmerne vinker, og et stort, rødt X viser vej til et bjerg af juveler? Tag med Jim Hawkins på hans største eventyr! Hør om en sejlbåd fyldt med modige venner og måske en talende papegøje, der kan afsløre en skurk. Er du klar til at sejle mod Skatteøen?
Den Gamle Kro og Den Mystiske Sømand
Godt, så er vi klar til at dykke ned i Jims eventyr! Vores historie starter på en hyggelig, lille kro ved havet, der hed Admiral Benbow. Her boede en ung dreng ved navn Jim, sammen med sin mor og far. En dag kom der en gammel sømand ind. Han var stor og barsk, med et dybt ar i ansigtet og øjne, der havde set hele verden. Han sang gamle sømandssange med en dyb stemme, og hans store, tunge kiste fulgte ham overalt. 'Jeg vil bare have et stille hjørne,' sagde han, 'hvor ingen kan finde mig.' Jim undrede sig over, hvorfor han var så hemmelighedsfuld. Hvad mon der var i den kiste? Var det glitrende juveler, eller måske kortet til en skjult ø? Og hvorfor holdt den gamle sømand altid udkig efter andre sejlere? Måske vidste hans papegøje mere, end han selv gjorde!
Kortet bliver Fundet
Jim og hans mor var stadig lidt rystede efter alt det med piraterne og den gamle sømands pludselige fald. Men nysgerrigheden kildede i Jims mave. Hvad var det for en kiste, den gamle mand havde passet så godt på? Med hjertet bankende, og mor ved sin side, listede Jim ind i sømandens værelse. Kisten var stor og mørk, dækket af gamle klistermærker fra fjerne havne. Jim skubbede låget op. Indeni var der ikke glitrende diamanter eller funklende guld ved første øjekast. Nej, der var gamle tæpper, en støvet kaptajnskåbe og et par tunge, mørke kikkert. Mor hjalp med at løfte de tunge sager ud, og pludselig opdagede Jim noget. Dybt nede i kisten, under en sammenrullet sejl, lå en lille, indbundet pakke. Den var pakket stramt ind i voksdug, så den var helt vandtæt. Jim pillede forsigtigt ved pakken, hans små fingre var fulde af spænding. Hvad gemte den mon? Da voksdugen endelig kom af, lå der en gammel, slidt bog frem. Men det var ikke en almindelig bog! Imellem siderne fandt Jim noget endnu mere utroligt. Det var et kort! Et gammelt, gulnet kort, som var tegnet på tykt papir. Overalt på kortet var der små skibe, farlige søuhyrer og bjerge, der lignede dragehoveder. Og et sted, midt på en lille, ukendt ø, var der et stort, rødt X! Jim og hans mor var stadig lidt rystede efter alt det med piraterne og den gamle sømands pludselige fald. Men nysgerrigheden kildede i Jims mave. Hvad var det for en kiste, den gamle mand havde passet så godt på? Med hjertet bankende, og mor ved sin side, listede Jim ind i sømandens værelse. Kisten var stor og mørk, dækket af gamle klistermærker fra fjerne havne. Jim skubbede låget op. Indeni var der ikke glitrende diamanter eller funklende guld ved første øjekast. Nej, der var gamle tæpper, en støvet kaptajnskåbe og et par tunge, mørke kikkert. Mor hjalp med at løfte de tunge sager ud, og pludselig opdagede Jim noget. Dybt nede i kisten, under en sammenrullet sejl, lå en lille, indbundet pakke. Den var pakket stramt ind i voksdug, så den var helt vandtæt. Jim pillede forsigtigt ved pakken, hans små fingre var fulde af spænding. Hvad gemte den mon? Da voksdugen endelig kom af, lå der en gammel, slidt bog frem. Men det var ikke en almindelig bog! Imellem siderne fandt Jim noget endnu mere utroligt. Det var et kort! Et gammelt, gulnet kort, som var tegnet på tykt papir. Overalt på kortet var der små skibe, farlige søuhyrer og bjerge, der lignede dragehoveder. Og et sted, midt på en lille, ukendt ø, var der et stort, rødt X! Jims øjne lyste op. “Mor! Se! Et skattekort!” Mor bøjede sig ned, hendes ansigt fuld af lige så stor forbløffelse. “Det er utroligt, Jim,” mumlede hun. Kortet føltes gammelt og mystisk i Jims små hænder. Han forestillede sig allerede piratskibe, farlige rejser og skjulte, grønne øer. Hvert lille symbol på kortet fortalte en historie, og det store, røde X... det måtte helt sikkert betyde en skjult skat! Deres eventyr var nu lige begyndt.
Skibet og Den Nye Besætning
Jim kunne næsten ikke sove den nat. Tankerne snurrede rundt i hans hoved som små, vilde bier. Et skattekort! Pirater! Eventyr! Han forestillede sig, hvordan et rigtigt piratskib så ud, og hvordan en skattejagt ville føles. Det var meget mere spændende end at hjælpe til på kroen. Næste morgen, tidligt og med en lille smule søvn i øjnene, mødtes Jim igen med Doktor Livesey og den altid så ivrige Godsejer Trelawney. Godsejeren var en stor, venlig mand, der elskede at snakke højt og drømte om store eventyr ligesom Jim. Han var så begejstret for skattekortet, at han næsten ikke kunne sidde stille. "Vi skal have et skib!" råbte han. "Et stort, stærkt skib, der kan sejle os hele vejen til Skatteøen!" Og Godsejer Trelawney var ikke en mand, der bare snakkede. Han var en mand, der gjorde ting! Han rejste hurtigt til den nærmeste store havneby. Der fandt han det mest vidunderlige skib, man kunne tænke sig. Det hed Hispaniola! Det var et smukt skib med høje master, der rakte op mod skyerne, og sejl så hvide som sne, der bare ventede på at blive fyldt med vind. Det så stærkt og eventyrlystent ud, som om det allerede vidste, at det skulle ud på en lang og spændende rejse. Men et skib kan ikke sejle af sig selv, vel? Det skal have en besætning! Og Godsejer Trelawney var lige så god til at finde folk som til at finde skibe. Han var så stolt, da han vendte tilbage og fortalte om alle de mænd, han havde fundet. "Og det bedste af det hele," sagde han med en stor stemme, "jeg har fundet en kok! En rigtig gammel søulk, der kun har ét ben!" Jims øjne blev store. En kok med ét ben! Det lød som noget lige ud af en eventyrbog. Denne kok hed John Silver. Han var en stor, bredskuldret mand med et venligt ansigt, der altid smilede. Og han havde noget helt særligt med sig: en stor, grøn papegøje, der sad på hans skulder! Papegøjen var utroligt flot med fjer i alle regnbuens farver. Den skreg ofte "Stykker af otte! Stykker af otte!" og så grinede John Silver sin dybe, venlige latter. Papegøjen hed Kaptajn Flint, sagde John Silver, og den havde rejst mere på havet end de fleste mennesker. Jim var fuldstændig fortryllet af papegøjen og dens sjove ord. John Silver fortalte også, at han havde hjulpet med at finde en stor del af resten af besætningen. Han kendte mange gode sømænd, sagde han. De var alle erfarne og klar til at sejle over de store have. Godsejer Trelawney var meget glad. Han tænkte, at han havde fundet de bedste folk til turen. Jim mødte mange af disse nye sømænd. De var store og stærke mænd med vejrbidte ansigter. Nogle af dem havde ar, og nogle havde lange skæg, der fik dem til at ligne rigtige pirater – men venlige pirater, selvfølgelig! De snakkede om fremmede lande og om at finde guld, og Jim lyttede med store ører til hver en historie. Han kunne næsten ikke vente med at komme afsted! Doktor Livesey var dog lidt mere forsigtig. Han så på Godsejer Trelawney med et lille suk. Han syntes, Godsejeren havde fortalt lidt for mange mennesker om skattekortet og deres store plan. Men Godsejeren grinede bare. "Slap af, Doktor!" sagde han. "Det er kun gode folk, jeg har fundet. Vi skal nok finde skatten og komme hjem igen!" Jim tænkte ikke på farer. Han tænkte kun på eventyr. Han så for sig, hvordan Hispaniola sejlede ud på det store, blå hav, og hvordan Kaptajn Flint papegøjen fløj rundt om masterne. Han forestillede sig, hvordan han selv klatrede op i riggen, højt oppe, og kiggede ud over bølgerne. Med et helt skib fyldt med nye venner, og en spændende kok med et papegøje, føltes det som om intet kunne gå galt. Deres store eventyr var nu kun et par dage væk fra at begynde. Spændingen boblede i Jims mave, som små, glade bobler.
Rejsen Begynder og Hemmelige Planer
Endelig kom den store dag! Solen skinnede på den lille havn, og luften duftede af salt og eventyr. Skibet, som hed 'Hispaniola', var det smukkeste, Jim nogensinde havde set! Det havde høje master, hvide sejl, der var klar til at fange vinden, og en skinnende, mørk træskibskrop, der lignede poleret chokolade. Ombord var alle glade og travle. Kaptajn Smollett stod stolt på dækket, godsejer Trelawney grinede højt, og Doktor Livesey kiggede efter, at alt var i orden med forsyningerne. Og Long John Silver, med sit venlige smil, hilste på alle, som om de var hans bedste venner. Hans papegøje, Kaptajn Flint, sad på hans skulder og sagde 'Stykker af otte! Stykker af otte!', hvilket fik alle til at grine. Jim følte en varm kildren i maven. Nu begyndte eventyret for alvor! Snart lettede ankeret, og med et stort sug af vind i sejlene gled Hispaniola ud af havnen. Jim stod ved rælingen og vinkede farvel til land. Han mærkede den friske, salte vind i sit ansigt og lyttede til lyden af vandet, der slog blidt mod skibssiden. Dagene på havet var som en drøm. Jim løb rundt på dækket, kiggede på de store bølger og lærte at binde knuder af de rare sømænd. Long John Silver var stadig Jims yndlingsven. Han fortalte de mest spændende historier om skibe og fjerne øer. Kaptajn Flint var også en sjov ven. Den fløj ofte rundt og landede på Jims skulder, mens den gentog sjove ord eller spiste små bidder af Jims kiks. 'Skat! Skat!' skreg den tit, og Jim tænkte, at den nok bare var glad for, at de var på vej. Men som dagene gik, begyndte Jim at lægge mærke til små, underlige ting. Nogle af de nye sømænd, dem Silver havde hyret, hviskede tit sammen i hjørnerne af skibet. De kiggede sig omkring, som om de havde en hemmelighed, de ikke ville dele. Deres øjne flakkede, og de stoppede med at snakke, når Kaptajn Smollett eller Doktor Livesey kom forbi. Jims mave begyndte at kildre på en mærkelig måde – ikke af spænding, men af en lille smule bekymring. Silver var stadig sød, men nogle gange, når han troede, Jim ikke kiggede, fik hans øjne et mørkt, listigt udtryk. Jim vidste ikke rigtig, hvad det betød, men det fik ham til at føle sig en lille smule utryg. En aften, da solen var ved at gå ned, og skibet gyngede blidt, fik Jim lyst til en frisk, rød æble. Han gik hen til den store tønde, hvor æblerne blev opbevaret nede i skibets indre. Den var næsten tom, så Jim kravlede ned i den for at finde det allerbedste, saftigste æble i bunden. Mens han sad derinde, gemt væk og hyggelig, hørte han pludselig stemmer. De kom tættere på. Jims hjerte hoppede. Det var Long John Silver! Og sammen med ham var to af de andre sømænd, dem der altid hviskede. Jim holdt vejret og lyttede. Han kunne høre Silvers stemme, lav og farlig. 'Når vi finder skatten,' sagde Silver, 'så er den *vores*! Kaptajn Smollett og de andre narre kan ikke stoppe os. Vi venter, til skatten er fundet, og så tager vi det hele! Vi deler ikke med nogen, forstår I? Og så... så er det slut med dem, der tror, de skal bestemme!' De andre sømænd grinede lavt og uhyggeligt. 'Skat! Skat!' skreg Kaptajn Flint fra Silvers skulder, som om den forstod hvert et ord. 'Penge, penge, penge!' gentog den. Jims øjne blev store som tekopper. Hans mund var tør. Han forstod det nu. Silver og hans venner var ikke søde. De var... pirater! De ville stjæle skatten og snyde Kaptajn Smollett, Doktor Livesey og godsejer Trelawney! Jims hjerte bankede som en tromme, og hans hænder rystede. Han var bange, så bange, men han vidste også, at han var nødt til at gøre noget. Han måtte advare sine venner. Hurtigt! Men hvordan skulle han komme ud af tønden og fortælle dem, hvad han havde hørt, uden at Silver opdagede ham?
Ankomst til Øen og En Farlig Leg
Jim lå krøllet sammen i æbletønden, hans hjerte hamrede som en lille tromme mod hans ribben. Han måtte advare kaptajnen og de andre! Men hvordan? Pludselig, lige da panikken næsten tog over, lød der et råb fra en af sømændene: "Land i sigte! Land i sigte!" Alle ombord, selv de hemmelige pirater, sprang op og løb til rælingen. Jim listede sig forsigtigt ud af tønden. Ingen lagde mærke til ham. Alle øjne var rettet mod horisonten. Og der var den! En stor, grøn ø, der lå og flød på det blå hav, som en gigantisk pandekage med træer. Høje palmer vinkede i vinden, og i det fjerne kunne man se bjerge, der nåede helt op til skyerne. Det var Skatteøen! Jim løb straks op på dækket, hvor kaptajn Smollett, Doktor Livesey og godsejer Trelawney stod. Hans små ben bar ham så hurtigt, de kunne. Han hviskede alt, hvad han havde hørt om Silvers onde planer, om den skjulte besætning af pirater, og om hvordan de ville stjæle skatten og efterlade dem på øen. Kaptajnen lyttede alvorligt, hans ansigt blev mere og mere bekymret for hvert ord. Doktor Livesey og godsejeren udvekslede blikke, og Jim kunne se, at de troede på ham. De vidste, at Jim altid talte sandt. "Tak, Jim," sagde kaptajnen med en dyb stemme. "Du har reddet os. Nu må vi være snedige. Vi må lade, som om vi intet ved, men vi skal være klar til at kæmpe." De tre mænd lavede en hurtig plan. De vidste, at de var i undertal, men de var kloge og modige. Og de havde Jim, den lille helt, der havde opdaget plottet. Skibet ankrede op i en lille bugt. Vandet var så klart, at man kunne se fisk svømme under overfladen. Kaptajn Smollett råbte, at alle måtte komme i land for at strække benene, men i virkeligheden var det en del af deres plan. Han ville have de loyale mænd i sikkerhed og de uvidende pirater væk fra skibet. De fleste af piraterne, med Long John Silver i spidsen, sprang ned i små joller og roede mod kysten. Jim var så nysgerrig, at han hoppede med i en af jollerne. Han ville udforske øen, finde eventyr – og måske holde øje med Silver. Da de nåede stranden, var øen endnu mere spændende, end den så ud til fra skibet. Luften duftede af salt og eksotiske blomster. Store, grønne bregner voksede overalt, og i sandet kravlede små, farverige krabber. Jim løb lidt væk fra de voksne. Han fulgte efter en flok glitrende sommerfugle, der fløj ind mellem træerne. Han var så optaget af at kigge på en sjov, blå fugl, der sad på en palme, at han pludselig opdagede, at han var helt alene. Han kunne ikke længere høre de andres stemmer. Jim havde forvildet sig ind i den tætte jungle. Han prøvede at finde tilbage, men alle træer lignede hinanden. Og så hørte han stemmer. Ikke de stemmer, han kendte, men dybe, mørke stemmer. Han kiggede forsigtigt frem mellem de store blade. Og der, under et kæmpe træ, stod Long John Silver og to af hans piratvenner. Jim gemte sig bag en busk, så godt han kunne. Han holdt vejret. Silver talte med en stemme, der var meget anderledes end den rare stemme, Jim kendte. Den var hård og vred. De andre pirater så også farlige ud. De var ikke længere de glade sømænd, Jim havde sejlet med. De var grumme mænd med skarpe øjne. Pludselig tog en af piraterne, en mand med et ar over øjet, sin store kniv frem. Han svingede den truende mod en anden af sømændene, som Jim kendte – en af dem, der ikke var en pirat. Sømandens ansigt var fyldt med skræk. Silver sagde noget om, at manden ikke ville være med i deres onde plan. Og så skete det. Piraten med arret stak sømanden ned med sin kniv. Det var en frygtelig, farlig leg, og den var meget, meget virkelig. Jim følte en kold isklump i maven. Han måtte flygte! Men hvordan? Han måtte ikke blive opdaget. Han vidste, at hvis Silver eller de andre pirater fandt ham nu, ville han også være i stor, stor fare. Jim krøb forsigtigt væk, blad for blad, træ for træ. Hans hjerte bankede så højt, at han var sikker på, piraterne måtte kunne høre det. Han måtte finde en vej ud af junglen og tilbage til sine venner. Men hvordan skulle en lille dreng klare sig alene på en ø fuld af farlige pirater? Eventyret var nu blevet farligere, end Jim nogensinde havde forestillet sig.
Kampen om Skatten og Ben Gunns Hemmelighed
Jim var virkelig bange. Han klemte sig ind under et stort blad fra en kæmpebregne, mens han lyttede. Han kunne høre lyde overalt – raslen i buske, fjerne fuglekald og noget, der lød som stemmer. Var det piraterne? Han turde næsten ikke trække vejret. Solen begyndte langsomt at forsvinde bag de høje træer, og junglen blev mørkere og mere mystisk. Pludselig hørte Jim en raslen tæt på. Han frøs helt. Var det en slange? Eller endnu værre, en pirat? Men så kom der en stemme, der ikke lignede nogen, han havde hørt før. Den var skør og lidt kvidrende, som en fugl, der havde glemt, hvordan man sang rent. "Hvem er du der?" hviskede stemmen. Jim kiggede frem. Og der, gemt bag et træ, stod en mærkelig mand. Hans tøj var laset, hans ansigt var solbrændt og strittet med skæg, og hans øjne... de glimtede vildt, men ikke ondt. Han lignede en, der havde boet alene i lang tid. "Jeg hedder Jim," sagde Jim forsigtigt. "Hvem er du?" Manden grinede en mærkelig, fnisende latter. "Jeg er Ben Gunn, jeg er!" sagde han. "Og jeg har været alene her på denne ø i tre år. Helt alene! Har du noget ost? Jeg elsker ost!" Jim rystede på hovedet. "Jeg har ingen ost, Ben Gunn. Jeg er... jeg er faret vild. Jeg leder efter mine venner, Dr. Livesey og Kaptajn Smollett." Ben Gunns øjne blev pludselig store. "Kaptajn Smollett, siger du? Og en doktor? Er de her for at finde skatten?" Han lænede sig tættere på Jim, og Jim kunne lugte jorden og havet på ham. "Jeg ved noget om skatten, Jim. Noget meget vigtigt. Har du et skib? Et rigtigt skib?" Jim forklarede hurtigt, hvordan de var kommet til øen, og om piraterne, der nu havde overtaget deres skib. Ben Gunn lyttede med store øjne, gned sig i skægget og nikkede indimellem. "Pirater, ja," mumlede han. "Jeg kender dem. Farlige folk. Men jeg er klogere end dem! Og jeg har en hemmelighed. En stor hemmelighed, Jim." Han blinkede til Jim, og selvom han var mærkelig, følte Jim sig pludselig lidt tryggere. Måske kunne Ben Gunn hjælpe dem. Mens Jim og Ben Gunn talte, var der sket meget oppe ved blokhuset, hvor Dr. Livesey, Kaptajn Smollett og de loyale besætningsmedlemmer havde forskanset sig. De havde arbejdet hårdt for at gøre stedet klar til kamp. De havde stablet tønder op, så de dannede en mur, og de havde fyldt vandspande og fundet deres våben frem. De vidste, at piraterne ville komme. Og ganske rigtigt, næste morgen, da solen sendte sine første stråler ned gennem trætoppene, kunne de høre det. Piraternes råb! De kom gennem junglen, mange af dem, anført af den frygtindgydende Lang John Silver. "Til våben, mænd!" råbte Kaptajn Smollett. Hans stemme var fast og modig, selvom Jims venner inde i blokhuset kunne mærke deres hjerter banke. Det var en hård kamp. Piraterne forsøgte at klatre over muren, og Dr. Livesey og de andre måtte kæmpe for at holde dem væk. Pile fløj gennem luften, og pistoler smældede. Det var en skræmmende larm. Heldigvis var Dr. Livesey meget klog. Han havde sørget for, at de havde god dækning, og de var færre, men mere organiserede end piraterne. Flere pirater blev såret, og til sidst måtte de trække sig tilbage, hylende af raseri. Det var en sejr for Kaptajn Smollett og hans mænd, men de vidste, at piraterne ville komme igen. De var ikke klar til at give op på skatten. Jim, der stadig var med Ben Gunn, havde hørt lyden af kampen på afstand. Han ville så gerne tilbage til sine venner, men Ben Gunn holdt ham tilbage. "Ikke endnu, lille ven," sagde han. "Vi har en plan. En meget smart plan, der kan hjælpe dine venner. Men først skal jeg fortælle dig min hemmelighed." Ben Gunn førte Jim til en lille, skjult hule. Indenfor var der mørkt og køligt. "For tre år siden," begyndte Ben Gunn, "var jeg med et andet skib. Vi fandt skatten! Kaptajn Flint havde gemt den her på øen. Men mine kammerater ville have det hele selv. De efterlod mig her. Helt alene!" Han rystede på hovedet. "Men jeg er ikke dum," fortsatte han. "Jeg vidste, at de ville komme tilbage efter den. Og jeg har haft masser af tid til at tænke." "Jeg har haft så meget tid, at jeg har... flyttet skatten." Jim stirrede på ham med åben mund. "Du har flyttet skatten? Kaptajn Flints skat?" "Jep!" sagde Ben Gunn stolt. "Jeg har flyttet den. Og jeg ved præcis, hvor den er nu. Den er i sikkerhed. Væk fra piraterne. Men jeg vil have ost. Masser af ost, når vi kommer hjem!" Jim kunne næsten ikke tro sine egne ører. Det var en utrolig nyhed! Pludselig var deres situation måske ikke så håbløs, som den havde set ud. Hvis Ben Gunn virkelig havde flyttet skatten, så havde piraterne intet at kæmpe for på det sted, de troede, den lå. Det ville ændre alt! Men Jim vidste også, at han skulle tilbage til sine venner og fortælle dem den gode nyhed. Han skulle også fortælle dem, at Ben Gunn, den mærkelige, men venlige mand, kunne hjælpe dem. "Vi skal tilbage til blokhuset," sagde Jim beslutsomt. "Vi skal fortælle Dr. Livesey om din hemmelighed!" Ben Gunn nikkede ivrigt. "Jamen, lad os så komme af sted, min lille skattejæger! Men husk nu osten! En hel vognfuld ost!" Han lo sin skøre latter igen. Og sådan begav Jim og Ben Gunn sig på vej gennem junglen. Piraterne troede, at de kæmpede om en skat, der stadig lå gemt et sted på øen, markeret med et kryds på kortet. Men de vidste ikke, at skatten for længst var blevet flyttet af den mærkelige mand, Ben Gunn, der nu var deres ven. Kampen om skatten var langt fra slut, men nu havde Jim og hans venner en hemmelighed. En hemmelighed, der kunne vende hele eventyret på hovedet. De måtte være snedige, og de måtte være modige. Men med Ben Gunns hjælp, hvem vidste, hvad de kunne opnå? Eventyret blev mere spændende for hvert skridt de tog.
Skatten er Fundet!
Med Ben Gunns hemmelighed i baghånden følte Jim, Doktor Livesey og Godsejer Trelawney et nyt håb. De vidste, at denne mærkelige, men venlige mand, der havde boet alene på øen i så mange år, holdt nøglen til noget stort. Men skatten lå ikke bare frit fremme. Oh nej! Det ville være alt for nemt. Morgenen efter, mens solen begyndte at male himlen i lyserøde og orange farver, begav de sig afsted. Jim gik forrest, hans lille hjerte bankede af spænding. Ben Gunn trippede ved siden af, ivrig og en smule nervøs, som en lille fugl. Doktor Livesey og Godsejer Trelawney fulgte efter, deres ansigter alvorlige, men med et glimt af forventning i øjnene. De fulgte kortet, som Flint havde tegnet – over klipper, gennem tæt jungle, hvor farverige blomster duftede sødt, og store, bløde sommerfugle flagrede forbi som levende smykker. Lyden af eksotiske fugle fyldte luften, og de følte sig som ægte opdagelsesrejsende i et ukendt land. Pludselig stoppede Ben Gunn. Han lyttede. 'Pirat-fodspor,' hviskede han. 'De er tæt på.' Jim klemte på sin lille lommelygte, som om den kunne give ham mod. Men de var kloge. De listede sig udenom, som små mus der sniger sig forbi en sovende kat. Ingen pirater skulle stjæle deres eventyr nu! Efter en lang og anstrengende tur, hvor solen stod højt på himlen og sveden piblede frem, nåede de endelig frem til det sted, kortet tydeligt markerede. Der, hvor et gammelt, kroget træ med grene så tykke som elefantsnabler strakte sig mod himlen, der skulle den være. Jim, med et kæmpe smil, begyndte at grave med sin lille skovl, mens de voksne brugte deres større spader. De gravede og gravede, jorden fløj omkring dem. Minut efter minut gik. Fem minutter. Ti minutter. En time. Men der var ingenting. Ingen skat. Ingen kiste. Kun jord og sten. Skuffelsen bredte sig som en grå sky. Hvad nu? Var de kommet hele vejen for ingenting? Godsejer Trelawney tørrede sveden af panden. 'Nå,' sagde han, hans stemme lød træt. 'Det ser ud til, at den gamle Flint har spillet os et puds.' Doktor Livesey rystede opgivende på hovedet. Men Ben Gunn begyndte pludselig at smile. Et stort, bredt smil, der afslørede hans hvide tænder. 'Ha ha ha!' grinede han. 'Flint er ikke den eneste, der kan spille puds! Flint er ikke den eneste, der er klog!' Jim kiggede undrende på ham. 'Hvad mener du, Ben Gunn?' spurgte han. Ben Gunn klappede Jim på skulderen. 'Jeg har boet her så længe, kære Jim. Jeg har set mange ting. Jeg har tænkt mange tanker. Og jeg har haft masser af tid til at lede efter skatte. Og ved I hvad?' Han sænkede stemmen til en spændt hvisken. 'Jeg fandt skatten! For længe, længe siden!' Jim, Doktor Livesey og Godsejer Trelawney stirrede på ham med åben mund. Ben Gunn havde fundet skatten? Og han havde ikke sagt noget? 'Jep!' sagde Ben Gunn stolt. 'Jeg var træt af piraternes dumme skænderier om den. Så jeg flyttede den. Gemte den et sted, hvor kun jeg kender den. Et sted, hvor den er sikker.' Og så førte han dem væk fra det tomme hul. De gik ikke tilbage til stranden. Nej, de gik dybere ind i øen, ad små, hemmelige stier, som kun Ben Gunn kendte. Stier, hvor bløde mosser og sjældne orkideer voksede vildt. Stier, der førte dem til en skjult del af øen, ingen andre nogensinde havde fundet. De kom til sidst frem til en stor, åben hule. Luften herinde var kølig og lugtede af salt og jord. Og så, der var den. Midt i hulen, badet i solens stråler, der sneg sig ind gennem en sprække i taget, stod den. Ikke én kiste, men mange! Store, trækister, pyntet med rustne metalbånd. Ben Gunn skubbede låget op på den største af dem. Og derinde... Åh, derinde var en verden af glans og farver! Guldmønter glimtede som små sole. Diamanter strålede som frosne stjerner. Perler lå i bunker som hvide snebolde. Halskæder med rubiner, der var røde som jordbær, og smaragder, der var grønne som friske blade. Der var guldbægre, der funklede, og sølvfade, der skinnede. Det var en skat så stor, så smuk, så BLING-BLING-BLING, at Jim næsten faldt bagover af bare forundring! Det var mere, end han nogensinde havde drømt om! Det var piratskat, lige fra en historie, men nu var den ægte! Den var lige foran dem! Imens de stod der og beundrede skatten, hørte de pludselig lyde udenfor hulen. Det var piraterne! Kaptajn Flints gamle besætning! De havde fulgt efter dem, fulde af grådighed. Men Ben Gunn var snedig. Han havde allerede en plan. Han og Doktor Livesey havde gemt sig ved indgangen til hulen. Da piraterne kom løbende, råbte Ben Gunn med en stemme, der lød som et uhyggeligt spøgelse: 'BUH! Gå væk! Denne skat er fortryllet! Den er min! Flint er vred!' Piraterne, der var meget overtroiske, skreg af forskrækkelse. De troede, det var Kaptajn Flints spøgelse, der vogtede over skatten. De løb væk, så hurtigt deres ben kunne bære dem, og man så dem aldrig igen på øen. Skatten var sikker! Og de var sikre! Jim kunne slet ikke holde op med at smile. Han dansede rundt i hulen, mens guldmønterne klirrede i hans fantasihoved. Doktor Livesey og Godsejer Trelawney grinede og klappede Ben Gunn på ryggen. De havde fundet skatten! Takket være Jims mod, Doktor Liveseys klogskab, Godsejer Trelawneys beslutsomhed og ikke mindst Ben Gunns hemmelighed og hans gode hjerte. De brugte de næste dage på at pakke skatten ned i sække og bære den ombord på deres skib, Hispaniola. Det var tungt arbejde, men hver en mønt, hver en juvel, var et bevis på deres fantastiske eventyr. Snart ville de sejle hjemad, tilbage til England, rige og fulde af historier, der ville vare et helt liv. Men først skulle skibet gøres klar. Og Jim vidste, at selvom eventyret om skatten snart var slut, ville minderne vare evigt. Hvilken rejse! Hvilken skat!
På gensyn fra Skatteøen!
Tak fordi I var med på vores eventyr til Skatteøen! Var det ikke spændende at finde den magiske skat sammen med Vaske Bjørn og Fru Egern? Vi håber, I nød hvert et øjeblik. Husk at fortælle Sonacasts, hvad I syntes om historien! Måske har I selv en skattekiste fuld af fantasi derhjemme? Gå på opdagelse, skab jeres egne fantastiske eventyr, lige der hvor I er! Vi glæder os allerede til næste gang. På gensyn, kære eventyrere!
