Historie
Robin Hoods lystige bedrifter
30 min7-9 år
Det her er begyndelsen af historien. Hele historien spiller i Sonacast-appen.
Historien
Introduktion
Forestil dig en skov. En stor, grøn skov, hvor træerne hvisker hemmeligheder til hinanden. Dyrene løber frit, og solen danser mellem bladene. Men i denne skov bor der en helt særlig mand. En mand, der er kendt for sit grønne tøj, sin bue og pil, og sit store hjerte. Han er venner med skovens dyr og hjælper alle, der har brug for det. Hans navn er Robin Hood! Er du klar til at høre om hans lystige eventyr i Sherwoodskoven? Så lyt godt med, for nu begynder historien om Robin Hood og hans modige venner!
Mød Robin Hood
Ja, Robin Hood er en helt særlig mand. Han bor dybt inde i den store Sherwoodskov, hvor de gamle egetræer rækker deres grene mod himlen som kæmpearme. Han har altid grønne klæder på, så han let kan gemme sig mellem bladene. Hans hat er pyntet med en fin, lille fjer, og på ryggen bærer han altid sin trofaste bue og sit kogger fyldt med pile. Men Robin Hood er ikke bare en almindelig skovmand. Åh nej! Han er den bedste bueskytte, du nogensinde har set! Han kan ramme selv den mindste solbær fra lang afstand. Og ved du hvad? Han bruger ikke sine evner til at gøre dårlige ting. Tværtimod! Robin Hood og hans glade venner, der også bor i skoven, de hjælper de fattige og dem, der er i nød. De tager fra de rige og giver til de, der ingenting har. Han er en rigtig ven for alle dyr og mennesker i skoven.
Lille John og den sjove kamp
Og en dag, mens Robin Hood gik og nød den friske luft i den dybe, grønne skov, stødte han på noget helt uventet. Han var på vej over en lille bæk, da en kæmpestor mand pludselig stod der. Denne mand var så høj, at han næsten nåede trætoppene! Han havde en lang, tyk kæp i hånden, og han så meget bestemt ud. "Hov, hov, min ven," sagde den store mand med en dyb stemme. "Hvor skal du hen så hurtigt?" Robin Hood smilede. "Jeg skal lige over bækken," svarede han venligt. "Måske kunne du flytte dig lidt?" "Åh nej da," sagde den store mand, der var mindst dobbelt så høj som Robin Hood. "Denne her bæk er ikke stor nok til os begge. En af os må vige!" Robin Hood havde kun sin vandrestav, men den store mand havde en kæmpestor gren. Det her kunne blive sjovt! "Godt," sagde Robin Hood, "så lad os se, hvem der er den stærkeste!" De begyndte at daske til hinanden med deres kæppe, ikke for at gøre ondt, men mere for at skubbe den anden ned i vandet. Splask! Splask! Vandet sprøjtede op omkring dem, og de grinede begge. Den store mand var utrolig stærk, men Robin Hood var hurtig som en kat. Til sidst – plask! – mistede Robin Hood balancen og landede med et stort plask midt i bækken! Han kom op, fuldstændig gennemblødt, men med et stort smil. "Du vandt!" råbte Robin Hood og grinede. "Du er den stærkeste mand, jeg nogensinde har mødt!" Den store mand rakte ham en hånd og hjalp ham op. De grinede begge højt. "Hvad er dit navn, store ven?" spurgte Robin Hood. "Man kalder mig John," svarede han. "John?" sagde Robin Hood, "Du er så stor, at jeg vil kalde dig Lille John!" Og sådan blev den kæmpestore mand til Lille John, Robins bedste ven, og en af de mest loyale af alle de glade mænd i Sherwoodskoven. De havde lige haft en vaskeægte, sjov kamp!
Munk Tuck og den skjulte skovkirke
Efter den sjove kamp ved broen, vandrede Robin Hood og Lille John dybere ind i den gamle, grønne Sherwoodskov. Solens stråler dansede gennem trækronerne og malede smukke mønstre på skovbunden. Fuglene sang deres sødeste sange, og egern piskede op og ned ad træstammerne med nødder i poterne. Det var en helt perfekt dag til eventyr! "Lille John," sagde Robin, mens han smilede, "vi er nu to gode venner. Men forestil dig, hvor mange flere vi kan finde, som vil hjælpe de fattige og svage, og som vil grine og synge med os under skovens tag!" Lille John nikkede ivrigt. Han var så glad for sin nye ven Robin Hood. De gik og gik, og pludselig hørte de en underlig lyd. Det var ikke en fugl, og det var ikke vinden. Det lød som… en mand, der sang! Men ikke en helt almindelig sang. Det var en dyb, rungende stemme, der sang glade sange om mad og godt humør, og det hele lød lidt skævt, men meget muntert. "Hvad mon det er for en lyd?" hviskede Lille John. Robin Hood, som var fuld af nysgerrighed, sneg sig forsigtigt frem mellem de tykke træer, med Lille John lige efter sig. Lyden blev højere og højere, og snart nåede de en lille, hemmelig lysning. Og der, midt i lysningen, stod den mest fortryllende lille kirke, de nogensinde havde set! Den var bygget af gamle træstammer og dækket af mos og vildvin, som om skoven selv havde bygget den. Klokketårnet var lavet af en stor, hul træstamme, og fra skorstenen steg en hyggelig, tynd røg op mod himlen. Udenfor kirken sad en stor, rund mand i en munkekutte. Han havde et bredt, venligt ansigt og et skælmsk smil. Han var i gang med at tænde et lille bål, og ved siden af ham stod en stor fiskestang. Det var Munk Tuck! Han sang sin lystige sang og nynnede, mens han gjorde klar til at stege en fisk, han lige havde fanget i den nærliggende å. Robin Hood trådte frem fra træerne, "God dag, ærværdige munk! Hvad er dette for et dejligt, skjult sted?" Munk Tuck sprang forskrækket op, men da han så Robins venlige ansigt, begyndte han at grine. "God dag til dig også, unge mand! Dette er min lille, hemmelige kirke, hvor jeg kan bede, synge og stege mine fisk i fred! Men hvem er du, der har fundet min hemmelighed?" Robin Hood præsenterede sig og Lille John. "Vi er på vej gennem skoven og søger venner. Vil du måske være med os, Munk Tuck?" Munk Tuck tænkte sig om. Han elskede sit rolige liv i skoven, men tanken om at få nye venner og hjælpe andre lød også spændende. Han kiggede på Robins og Lille Johns venlige ansigter. "Jeg vil gerne være med jer," sagde Munk Tuck til sidst, "men kun hvis I kan bære mig over åen først! Jeg er en tung mand, og mine ben er trætte efter al min bøn og sang!" Robin Hood smilede. En ny ven, en ny leg! Robin Hood og Lille John forsøgte at bære Munk Tuck over åen. Men Munk Tuck var meget tung, tungere end de havde regnet med! De snublede og faldt næsten. "Haha!" grinede Munk Tuck. "I må være stærkere end som så, hvis I skal bære en munk!" Til sidst lykkedes det dem, og da de var kommet over, løftede Munk Tuck et øjenbryn. "Men nu er det min tur!" sagde han. Og med en overraskende styrke løftede den glade munk først Robin Hood og bar ham tilbage over åen, og derefter løftede han Lille John og bar også ham over! De to venner var meget imponerede. Munk Tuck var ikke bare venlig og glad, han var også utrolig stærk! Fra den dag blev Munk Tuck en vigtig del af Robins lystige mænd. Hans skjulte skovkirke blev et hemmeligt mødested, hvor de kunne planlægge deres eventyr, synge sange og dele historier. Munk Tuck var altid klar med en god historie, en munter sang eller en varm fisk fra sit bål. Med Munk Tuck ved deres side var Robins gruppe nu endnu stærkere og fyldt med endnu mere glæde og munterhed. De var klar til mange flere eventyr i Sherwoodskoven, altid med et smil og et hjerte fuldt af godhed for dem, der havde brug for hjælp.
Hjælp til den fattige enke
Med Munk Tuck i flokken var Robin Hood og hans lystige bande nu endnu mere fyldt med glæde og munterhed. De vandrede gennem den dybe, grønne Sherwoodskov, deres hjerter lette, altid på udkig efter en mulighed for at sprede glæde eller hjælpe dem, der havde det svært. Skoven var ikke kun deres hjem; det var et magisk sted, hvor retfærdighed altid fandt sin vej, takket være Robin og hans venner. Deres dage var fulde af sang, bueskydningsøvelser og historier fortalt rundt om Munk Tucks knitrende bål. Men de glemte aldrig, hvorfor de var der – for at hjælpe de svage og fattige, som de grådige rigmænd ofte glemte alt om. En solskinsmorgen, da duggen stadig glimtede på edderkoppespindene som små diamanter, hørte Robin Hood en sørgelig, lille gråd. Det var ikke en fugls kvidder eller en rævs hyl, men en menneskestemme, fuld af tristhed og fortvivlelse. Robin Hood, der altid var opmærksom, lyttede efter. Lyden kom fra en lille, skæv hytte i skovbrynet, hvor en bæk rislede forbi. Han vinkede til Lille John og Munk Tuck, og med lette fødder listede de sig nærmere. Da de kiggede ind i haven, så de en fattig enke sidde på en træstub. Hendes ansigt var vådt af tårer, og hendes skuldre rystede af gråd. Ved siden af hende stod hendes to små børn og klamrede sig til hendes skørt, deres øjne store og bange. På gårdspladsen stod en stor, grov mand med et stift, sort skæg og en klirrende læderpung ved sin side. Det var den grådige skatteopkræver, hr. Grisk. Han pegede på enkens eneste ko og et par magre høns, som om han ville tage dem med sig. Han var en mand, der tog fra de fattige og gav til sig selv, og han var ligeglad med, om folk sultede. Robin Hoods hjerte sank. Han vidste, at koen og hønsene var alt, enken og hendes børn havde for at overleve. Uden dem ville de sulte! Det her kunne han ikke lade ske. Han trådte frem fra træernes skygger, hans grønne klæder faldt i ét med skoven. Med Munk Tuck i flokken var Robin Hood og hans lystige bande nu endnu mere fyldt med glæde og munterhed. De vandrede gennem den dybe, grønne Sherwoodskov, deres hjerter lette, altid på udkig efter en mulighed for at sprede glæde eller hjælpe dem, der havde det svært. Skoven var ikke kun deres hjem; det var et magisk sted, hvor retfærdighed altid fandt sin vej, takket være Robin og hans venner. Deres dage var fulde af sang, bueskydningsøvelser og historier fortalt rundt om Munk Tucks knitrende bål. Men de glemte aldrig, hvorfor de var der – for at hjælpe de svage og fattige, som de grådige rigmænd ofte glemte alt om. En solskinsmorgen, da duggen stadig glimtede på edderkoppespindene som små diamanter, hørte Robin Hood en sørgelig, lille gråd. Det var ikke en fugls kvidder eller en rævs hyl, men en menneskestemme, fuld af tristhed og fortvivlelse. Robin Hood, der altid var opmærksom, lyttede efter. Lyden kom fra en lille, skæv hytte i skovbrynet, hvor en bæk rislede forbi. Han vinkede til Lille John og Munk Tuck, og med lette fødder listede de sig nærmere. Da de kiggede ind i haven, så de en fattig enke sidde på en træstub. Hendes ansigt var vådt af tårer, og hendes skuldre rystede af gråd. Ved siden af hende stod hendes to små børn og klamrede sig til hendes skørt, deres øjne store og bange. På gårdspladsen stod en stor, grov mand med et stift, sort skæg og en klirrende læderpung ved sin side. Det var den grådige skatteopkræver, hr. Grisk. Han pegede på enkens eneste ko og et par magre høns, som om han ville tage dem med sig. Han var en mand, der tog fra de fattige og gav til sig selv, og han var ligeglad med, om folk sultede. Robin Hoods hjerte sank. Han vidste, at koen og hønsene var alt, enken og hendes børn havde for at overleve. Uden dem ville de sulte! Det her kunne han ikke lade ske. Han trådte frem fra træernes skygger, hans grønne klæder faldt i ét med skoven. "Godmorgen, Hr. Grisk," sagde Robin Hood med en stemme, der var rolig, men fast. Skatteopkræveren, der var vant til at skræmme folk til tavshed, spidsede ører. Han vendte sig om og så Robin Hood stå der, høj og rank, med sin bue hvile i hånden. Et udtryk af overraskelse, blandet med irritation, bredte sig over hans ansigt. "Hvem dælen er du, og hvad vil du her?" snerrede Hr. Grisk og lagde en beskyttende hånd på sin klirrende pung. Robin Hood smilede køligt. "Jeg er her for at sikre, at retfærdigheden sker fyldest, Hr. Grisk. Og det lader ikke til, at du er særlig god til det. At tage den sidste ko og hønsene fra en fattig enke og hendes små børn... det er ikke retfærdigt. Det er grusomt!" Enken stoppede med at græde og kiggede op, hendes øjne fulde af håb. Hendes børn kiggede frygtsomt på Robin Hood, derefter på den store mand. Hr. Grisk lo hånligt. "Retfærdighed? Vrøvl! Disse dyr er betaling for ubetalt skat! Loven er på min side, landstryger! Bland dig udenom, ellers får du selv lov at mærke lovens lange arm!" Han rakte ud efter koens reb. Men før han nåede at gribe det, trådte Lille John frem, hans kæmpestore skikkelse tårnede sig op bag Robin Hood. Bag ham igen stod Munk Tuck, der med et alvorligt blik holdt sin store stav klar. Hr. Grisk stoppede brat. Han havde måske nok været grisk, men han var ikke dum. Tre mænd, to af dem store og muskuløse, den tredje med en bue, der så faretruende ud. Han slikkede sig om munden. "Hvad... hvad vil I da?" stammede han. "Vi vil, at du forlader dette sted," sagde Robin Hood, hans stemme blødere nu, men stadig med en umiskendelig autoritet. "Og at du lover, at du aldrig mere vil plage denne enke eller nogen anden fattig sjæl i Sherwoodskoven. Desuden skal du give hende en pose sølvmønter som erstatning for din uforskammethed." Hr. Grisk rystede på hovedet. "Aldrig!" "Så skal vi nok sørge for, at du husker det," sagde Lille John med en dyb, rungende stemme. Han tog et skridt frem, og jorden syntes at ryste en smule. Hr. Grisk blegnede. Med en dyb suk trak han en tung pose op af sin egen pung og kastede den mod enken. "Her! Tag det, og lad mig være!" Han vendte sig om og skyndte sig væk, hans skridt ekkoede hurtigt ind i skoven, og han kiggede sig ikke tilbage. Enken rejste sig langsomt, hendes ansigt lyst af taknemmelighed. "Åh, tak, min herre! Du har reddet os fra hungersnød!" Robin Hood nikkede venligt. "Det er kun, hvad der er ret og rimeligt, frue. Husk, I er aldrig alene, når retfærdigheden er truet." Munk Tuck gik hen og rakte hende posen med mønter. "Dette skal nok hjælpe jer godt på vej," sagde han blidt. Børnene, der nu var mere nysgerrige end bange, kiggede op på Robin Hood, som om han var en superhelt fra en historie. Enken holdt om sine børn, hendes smil var lige så strålende som morgensolen. Robin Hood og hans mænd forlod hytten, deres hjerter fyldt med tilfredshed over endnu en god gerning. Skoven føltes pludselig endnu grønnere, og fuglene sang endnu smukkere.
Den snedige Sheriff af Nottingham
Mens solens varme stråler kiggede ned gennem de grønne blade i Sherwoodskoven, og Robin Hoods hjerte var fyldt med glæde over at have hjulpet enken, var der et sted, hvor glæden ikke trivedes så godt. Langt væk, i den store by Nottingham, i et mørkt og lidt kedeligt slot, sad en mand, der sjældent smilede. Denne mand var den sure Sheriff af Nottingham. Hvor Robin Hood var en mester i at sprede smil og glæde, var Sheriffen en mester i at rynke på brynene og finde på nye måder at være... ja, lidt ubehagelig på. Han elskede at samle penge ind fra de fattige bønder, der knap havde nok til sig selv, og han hadede Robin Hood mere end noget andet i hele verden. Hvorfor? Fordi Robin Hood altid hjalp dem, Sheriffen prøvede at genere. Det var jo ikke retfærdigt, syntes Sheriffen. Han ville jo være den vigtigste! En dag sad Sheriffen ved sit store, tunge egetræsbord. Han skrabede sin lange, spidse finger hen over bordpladen og tænkte dybt. Hans øjne var små, som to sorte knapper, og han mumlede for sig selv: "Robin Hood! Robin Hood! Hvorfor skal han altid være så god? Jeg må fange ham! Jeg må fange den irriterende grønklædte skovtyv!" Han trommede med fingrene og smilede så et lille, snedigt smil, der slet ikke nåede op til hans øjne. "Jeg har en idé!" udbrød han pludselig, så hans vagter, der stod og døsede i hjørnerne, skvattede sammen. "Jeg vil holde en stor, offentlig auktion! Vi vil sælge de fineste heste og de blødeste tæpper fra en fattig gammel bonde, der ikke kunne betale sin skat. Jeg ved, at Robin Hood vil dukke op for at hjælpe den bonde. Og så... så fanger vi ham!" Han klappede i hænderne med en lyd, der næsten lød som to klodser, der støder sammen. Vagterne så på hinanden. De vidste godt, at det var en farlig plan, for Robin Hood var jo så kløgtig. Men ingen turde sige Sheriffen imod. Så de begyndte straks at sprede budskabet om den store auktion i Nottingham. De fortalte om de dyre ting, der skulle sælges, og hvorfor de skulle sælges. Og præcis som Sheriffen havde regnet med, nåede historien hurtigt ud til skovens dyb. Robin Hood og Lille John sad netop og spiste friskbagt brød og honning under et gammelt egetræ, da en lille mus kom pilende hen og fløjtede historien om auktionen. Musen havde hørt det fra en krage, der havde hørt det fra en spætte, der havde hørt det fra en markedsgænger. Skovens dyr var jo de bedste budbringere! "En auktion?" sagde Lille John og rynkede brynene. "Og de sælger en fattig bondes ting? Det lyder slet ikke som noget, Sheriffen ville gøre, medmindre..." Han kiggede på Robin Hood, som allerede havde en tankefuld mine. Robin Hood lagde sin honningmad ned. "Præcis, Lille John. Det lyder som en fælde. Sheriffen ved, at vi altid hjælper de svage. Han prøver at lokke os ud i det åbne. Men vi er klogere end som så." Han smilede sit kendte, listige Robin Hood-smil. "Vi tager ikke direkte til auktionen," fortsatte Robin Hood. "Men vi vil holde øje. Vi vil gemme os i skyggerne og se, hvad Sheriffen har tænkt sig. Man skal være meget forsigtig, når man har med en så snedig ræv at gøre som Sheriffen af Nottingham." Han vidste, at selvom Sheriffen var sur, var han også utrolig opfindsom, når det kom til at lave ballade. Så mens byens folk stimlede sammen på torvet for at se den store auktion, gemte Robin Hood og hans mænd sig dybt inde i skovens udkant. De kiggede gennem blade og grene, deres øjne skarpe som en høgs. Sheriffen stod på et lille podium, strålede af selvtilfredshed og spejdede ud over menneskemængden. Han ventede. Han ventede på at se en mand i grønt. Men Robin Hood var ingen steder at se. Sheriffen blev mere og mere sur, for hans plan virkede ikke. Han havde spildt sin tid! Robin Hood og hans mænd trak sig tilbage, smilende. Sheriffen var måske snedig, men Robin Hood var snedigere. Og det var en god dag at være Robin Hood i Sherwoodskoven.
Den store bueskydningskonkurrence
Ah, ja, sheriffen af Nottingham var snedig, men Robin Hood var endnu snedigere! Han og hans muntre mænd kluklo ofte over deres narrestreger. De levede frit i Sherwoodskoven, hjalp de fattige og passede på hinanden. Men sheriffen? Åh, han kunne slet ikke glemme Robin Hood. Han gik rundt i sit slot med en dyb panderynke og et surt ansigt. Han tænkte og tænkte. ”Hvordan fanger jeg denne irriterende Robin Hood?” mumlede han. En dag fik sheriffen en idé! En rigtig snedig, uhyggelig idé, syntes han. ”Jeg ved det!” råbte han. ”Jeg vil holde en stor bueskydningskonkurrence! Præmien er en gylden pil! Alle vil komme for at vinde den, og _især_ Robin Hood, der er så stolt af sine evner, at han ikke kan modstå en udfordring!” Sheriffen gned sig i hænderne. Nyheden om konkurrencen spredte sig hurtigt, og snart nåede rygtet Sherwoodskoven. Lille John fortalte Robin Hood om konkurrencen. ”Robin, de siger, den gyldne pil er lavet af rent guld!” Robin Hoods øjne glimtede. ”En bueskydningskonkurrence? Med en gylden pil? Det lyder spændende!” Will Scarlet, der var forsigtig, rystede på hovedet. ”Men Robin, kan du ikke se, det er en fælde? Sheriffen kender dig alt for godt!” Munk Tuck mumlede: ”Måske en fælde, men også en chance for at vise sheriffen, at hans planer ikke fanger dig!” Robin Hood smilede sit listige smil. ”Jeg _vil_ deltage! Men på min egen måde.” Han begyndte at lægge en plan. ”Jeg klæder mig ud. Ingen skal genkende mig. Jeg bliver en gammel, gråhåret mand med et stort, busket skæg, der halter lidt. Og min stemme bliver dyb og knirkende!” Lille John lo. ”Du, en gammel mand? Det bliver sjovt at se!” Og sådan blev det. Robin Hood og hans betroede mænd forberedte forklædninger: gamle klude, falske skæg, og øvede sig på gang og stemme. På konkurrencedagen var Nottinghams mark fyldt med mennesker. Midt på pladsen sad sheriffen, strålende i sine fine klæder med et ondt smil. Han spejdede ud over mængden efter Robin Hood. En efter en trådte bueskytterne frem. De skød pile afsted, nogle ramte bullseye, andre slet ikke. Folkemængden jublede. Så, trådte en skikkelse frem: en gammel mand med langt, gråt skæg, krum ryg og en haltende gang. Han bar en slidt bue. ”Hvem er dog det?” mumlede folk. Sheriffen rynkede brynene. Den gamle mand, Robin Hood i forklædning, stillede sig ved skydestregen. Han løftede sin bue, trak strengen tilbage, og pling! Pilen ramte plet! Lige i midten! Folk brød ud i jubel, og sheriffen blev bleg. En ny runde begyndte. Robin Hood skød igen. Denne gang var målet et lille, rødt æble, endnu længere væk. Bueskytterne rystede på hovedet. ”Det er umuligt!” Men Robin Hood tog sig god tid. Han trak vejret dybt, sigtede meget forsigtigt. Så slap han pilen. Svup! Pilen ramte æblet lige i midten, så det splittede i to! Jubel brød løs. Sheriffen var rasende! Han vidste, at kun én mand kunne skyde sådan. Han så vredt på den gamle mand, men Robin Hood lod som ingenting. Han gik roligt hen og tog sin gyldne pil. ”Tak skal du have, ærede sheriff,” sagde han med knirkende stemme. I det øjeblik, Robin Hood vendte sig for at forlade pladsen, blæste vinden i hans skæg. Et lille stykke løsnede sig, og sheriffen fik et glimt af Robins friske, grønne øjne. ”Robin Hood!” hvæsede sheriffen. Men det var for sent! Robin Hood var allerede forsvundet ind i folkemængden med den gyldne pil. Han løb tilbage til Sherwoodskoven, hvor hans muntre mænd ventede ham med jubel. Endnu en gang havde Robin Hood narret sheriffen og bevist sin overlegenhed! Den gyldne pil fik en æresplads i Sherwoodskoven, et bevis på Robins snedighed.
Redning af den unge forelskede
Den gyldne pil fik en æresplads i Sherwoodskoven, et bevis på Robins snedighed. Dagene gik i Sherwoodskoven, fyldt med munterhed og leg. Robin Hood og hans mænd øvede sig i bueskydning, fortalte historier og grinede højt, mens de delte deres mad med skovens dyr. Egern dansede rundt om deres fødder, og små fugle sang med på deres sange. Men en dag, mens solen skinnede mildt ned gennem træernes blade, kom der en fremmed til skoven. Han var en ung mand med triste øjne og et knust hjerte. Hans navn var Alan-a-Dale. Alan-a-Dale fortalte Robin Hood en sørgelig historie. Han var forelsket i den smukkeste pige i hele egnen, Ellen, men hun var blevet lovet væk til en gammel, rig ridder – en mand, hun slet ikke holdt af. Brylluppet skulle finde sted allerede næste morgen i den lille kirke ved landsbyen. Alan-a-Dale vidste ikke, hvad han skulle gøre. Han elskede Ellen så højt, og tanken om at miste hende gjorde ham dybt ulykkelig. Han havde hørt om Robin Hoods venlighed og mod og var kommet for at bede om hjælp. Robin Hood lyttede med stor opmærksomhed. Han så på den unge mands tårevædede øjne og vidste, at han måtte hjælpe. For Robin Hood var det vigtigste i verden, at mennesker fik lov til at elske hinanden. ”Vær ikke bange, unge ven,” sagde Robin med et venligt smil. ”Robin Hood og hans muntre mænd vil hjælpe dig! Ingen skal tvinges til at gifte sig mod sin vilje, så længe jeg er i Sherwoodskoven.” Robin kaldte straks Lille John, Munk Tuck og nogle af de andre mænd til sig. Sammen lagde de en snedig plan. ”Her er, hvad vi gør,” sagde Robin. ”Vi tager til kirken i morgen tidlig. Jeg vil klæde mig ud som en rejsende musiker, en minstrel. Munk Tuck, du tager dine munkeklæder på, men gemmer din bue godt. Lille John og de andre vil gemme sig tæt på, klar til at gribe ind, hvis det bliver nødvendigt.” Næste morgen, da solen lige var stået op og duggen glimtede på græsset, drog Robin Hood og hans mænd afsted. Robin Hood var klædt i simple klæder og bar en lille harpe. Han listede sig ind i kirken, som allerede var fyldt med gæster. Den gamle ridder stod ved alteret og så meget vigtig ud, og stakkels Ellen stod der med bøjede skuldre og tårer i øjnene. Bryllupspræsten var klar til at starte ceremonien. Lige da præsten åbnede munden for at begynde, trådte Robin Hood frem. Han stemte sin harpe og begyndte at synge en smuk, men sørgelig sang om en ung kærlighed, der var blevet forhindret. Alle i kirken blev stille og lyttede. Sangen rørte alles hjerter, især Ellens. Den gamle ridder blev vred og beordrede Robin til at tie stille. Men Robin fortsatte med at synge, hans stemme fyldt med overbevisning. ”Vent!” råbte Robin Hood pludselig, da sangen sluttede. ”Før denne pige gifter sig, må jeg spørge: er der ingen her, der kan synge en glad sang om ægte kærlighed?” I det samme øjeblik trådte Alan-a-Dale frem fra sit skjul, hans øjne strålende af håb. Han rakte sin hånd ud mod Ellen, og hun sprang straks hen til ham. Den gamle ridder og hans mænd var rasende og ville gribe dem, men i samme sekund sprang Lille John og Munk Tuck frem fra deres skjul, buer i hånden. Pludselig var kirken fyldt med Robins mænd, der med glade råb omringede den gamle ridder og hans forvirrede følge. Munk Tuck trådte frem, klar til at vie parret. Den gamle ridder var hjælpeløs. Ingen turde udfordre Robin Hood og hans mænd. Og sådan blev Alan-a-Dale og hans elskede Ellen gift i kirken, omgivet af Robins muntre mænd, der sang og jublede. Deres ansigter lyste af lykke. Robin Hood havde igen bevist, at retfærdighed og kærlighed altid sejrer i Sherwoodskoven. Og de levede lykkeligt til deres dages ende.
Afslutning
Tak fordi du lyttede med til Robin Hoods lystige eventyr i dag! Vi håber, du havde det sjovt, og måske drømmer du nu om skove og spændende skatte? Hvis du har lyst til at fortælle os, hvad du synes, så send en besked til Sonacasts. Måske kan du selv finde på et nyt eventyr med Robin Hood og hans venner, eller tegne en tegning af Sherwood-skoven? Vi glæder os til at dele mange flere historier med dig en anden gang. Pas godt på dig selv!
