Historie
Rapunsel
15 min7-9 år
Det her er begyndelsen af historien. Hele historien spiller i Sonacast-appen.
Historien
Introduktion
Har du nogensinde drømt om et tårn, så højt at det næsten rørte skyerne? Og hvad nu hvis dette tårn gemte på en hemmelighed – en pige med hår, der var så langt og gyldent, at det kunne nå helt ned til jorden? I dag dykker vi ned i den magiske fortælling om Rapunsel, en historie fyldt med eventyr, sang og mod. Følg med os ind i en verden, hvor en heks, en prins og et utroligt hår venter på os.
Begyndelsen på historien
For længe, længe siden, i en lille landsby, boede der en gang en mand og en kone. De ønskede sig et barn mere end noget andet i hele verden. Deres hus lå lige op ad en stor, flot have – men det var ingen almindelig have. Den tilhørte en meget mægtig og mystisk heks, og ingen turde nogensinde sætte deres fod derinde. Haven var fyldt med de skønneste blomster og de lækreste, grønneste grøntsager. En dag blev konen meget syg, og hun fik en helt særlig, uimodståelig lyst til en bestemt salat fra heksens have. Den hed Rapunsel. Hun fortalte sin mand, at hvis hun ikke fik bare en smule af den friske Rapunsel, ville hun visne bort. Manden elskede sin kone så højt, at han en nat, da månen skinnede, sneg sig over den høje mur for at hente de grønne blade. Men lige da han plukkede den første Rapunsel, dukkede heksen op! Hun var meget, meget vred!
Rapunsel vokser op i tårnet
Heksen kiggede på manden med øjne, der gnistrede som glødende kul. "Du har stjålet fra min have!" råbte hun. "Det skal du bøde for!" Manden rystede af skræk, og selvom han tryglede og bad, var heksen ubønhørlig. Heksen, der hed Dame Gothel, var ikke bare vred, hun var også snedig. Hun sagde til ham: "Jeg vil skåne dig, men til gengæld skal du give mig det barn, som din kone snart skal føde." Manden var så bange, at han ikke turde sige nej. Han sagde ja. Og ganske rigtigt, da den lille pige kom til verden, kom Dame Gothel og tog hende med sig, lige fra forældrenes favn. Hun kaldte den lille pige Rapunsel, opkaldt efter den dejlige plante, der startede det hele. Rapunsel var en smuk lille pige, og Dame Gothel ville ikke have, at nogen anden skulle se hende. Derfor holdt hun hende skjult for verden. Da Rapunsel blev tolv år gammel, tog Dame Gothel hende med dybt ind i skoven til et højt, højt tårn. Tårnet havde hverken dør eller trappe, kun et lille, lille vindue helt oppe i toppen, hvor himlen kunne ses. Her skulle Rapunsel bo, helt alene. Hver dag blev Rapunsel mere og mere smuk, og hendes hår voksede og voksede. Det blev så langt, så langt, at det til sidst dækkede hende som en gylden kappe helt ned til fødderne. Når Dame Gothel ville besøge Rapunsel, stillede hun sig ved foden af tårnet og råbte med sin stemme: "Rapunsel, Rapunsel, lad dit hår falde ned!" Og så flettede Rapunsel sine lange, gyldne lokker sammen, kastede dem ud af vinduet, og Dame Gothel klatrede op, hånd over hånd. Rapunsel var ensom i tårnet, men hun havde en stemme, der var så smuk som den klareste klokke. Hun sang hver dag, og hendes stemme fløj ud over skoven som en lille fugl, der søgte efter frihed. Hun vidste ikke, at verden udenfor var stor, og fyldt med andre mennesker og spændende eventyr.
Prinsen opdager Rapunsel
En dag skete der noget helt særligt. En ung prins var ude at ride i skoven. Han elskede at ride og udforske, og han nød at lytte til fuglenes kvidren og træernes susen. Men denne dag hørte han noget, der var langt mere vidunderligt. Det var en sang. En stemme, så smuk, så lys og klar, at den fik skovens dyr til at stoppe op og lytte. Selv vinden syntes at holde vejret et øjeblik. Prinsen havde aldrig nogensinde hørt noget lignende. Det lød som englesang, eller som den smukkeste nattergal på en varm forårsdag. Han blev så betaget af lyden, at han helt glemte sin ridetur og den retning, han var på vej i. Hvor kom den dog fra? Han steg af sin hest, bandt den til et træ og begyndte forsigtigt at lede. Han gik rundt, mellem de høje, gamle træer, lyttende intenst efter hver eneste tone, der fløj ud i luften. Sangen ledte ham dybere og dybere ind i skoven, og pludselig stod han foran et meget højt tårn. Et tårn, der var bygget af sten, uden dør, uden trappe. Kun et lille, åbent vindue var der, helt oppe i toppen. Og derfra kom den smukke sang! Prinsen var dybt forundret. Hvem var det dog, der sang sådan et magisk sted? Han ville så gerne vide det, men han kunne ikke komme op. Tårnet var for højt, og der var intet at klatre op ad. Han vendte tilbage til slottet den dag, men sangen havde sat sig fast i hans hjerte og hans tanker. Han kunne simpelthen ikke glemme den vidunderlige stemme. Næste dag red han tilbage til tårnet. Og igen sang stemmen. Han gemte sig mellem træerne og lyttede, time efter time. Men ingen kom, og ingen gik. Han red hjem igen, men kom trofast tilbage hver eneste dag for at lytte til den hemmelige sangerinde. Han var fast besluttet på at finde ud af hemmeligheden bag den smukke sang. En dag, mens han gemte sig tålmodigt og næsten havde mistet modet, så han en gammel kvinde nærme sig tårnet. Det var Dame Gothel, og hun gik direkte hen til tårnet. Prinsen så, hvordan hun stod foran tårnet, løftede hovedet mod vinduet og råbte med sin raspende stemme: En dag skete der noget helt særligt. En ung prins var ude at ride i skoven. Han elskede at ride og udforske, og han nød at lytte til fuglenes kvidren og træernes susen. Men denne dag hørte han noget, der var langt mere vidunderligt. Det var en sang. En stemme, så smuk, så lys og klar, at den fik skovens dyr til at stoppe op og lytte. Selv vinden syntes at holde vejret et øjeblik. Prinsen havde aldrig nogensinde hørt noget lignende. Det lød som englesang, eller som den smukkeste nattergal på en varm forårsdag. Han blev så betaget af lyden, at han helt glemte sin ridetur og den retning, han var på vej i. Hvor kom den dog fra? Han steg af sin hest, bandt den til et træ og begyndte forsigtigt at lede. Han gik rundt, mellem de høje, gamle træer, lyttende intenst efter hver eneste tone, der fløj ud i luften. Sangen ledte ham dybere og dybere ind i skoven, og pludselig stod han foran et meget højt tårn. Et tårn, der var bygget af sten, uden dør, uden trappe. Kun et lille, åbent vindue var der, helt oppe i toppen. Og derfra kom den smukke sang! Prinsen var dybt forundret. Hvem var det dog, der sang sådan et magisk sted? Han ville så gerne vide det, men han kunne ikke komme op. Tårnet var for højt, og der var intet at klatre op ad. Han vendte tilbage til slottet den dag, men sangen havde sat sig fast i hans hjerte og hans tanker. Han kunne simpelthen ikke glemme den vidunderlige stemme. Næste dag red han tilbage til tårnet. Og igen sang stemmen. Han gemte sig mellem træerne og lyttede, time efter time. Men ingen kom, og ingen gik. Han red hjem igen, men kom trofast tilbage hver eneste dag for at lytte til den hemmelige sangerinde. Han var fast besluttet på at finde ud af hemmeligheden bag den smukke sang. En dag, mens han gemte sig tålmodigt og næsten havde mistet modet, så han en gammel kvinde nærme sig tårnet. Det var Dame Gothel, og hun gik direkte hen til tårnet. Prinsen så, hvordan hun stod foran tårnet, løftede hovedet mod vinduet og råbte med sin raspende stemme: "Rapunzel, Rapunzel, lad dit hår falde ned!" Prinsen holdt vejret. Han så op mod det lille vindue, og til hans store overraskelse, begyndte noget skinnende og gyldent at vælte ud. Det var ikke et reb, men en lang, smuk fletning af guldstrålende hår, der snoede sig ned langs tårnets kolde stenmur, helt ned til jorden. Prinsen kunne næsten ikke tro sine egne øjne. Han havde aldrig set noget så fantastisk! Dame Gothel greb fat i fletningen, slyngede den om en krog ved tårnets fod, og begyndte at klatre op ad håret, som om det var den nemmeste sag i verden. Snart var hun forsvundet ind ad vinduet i toppen af tårnet. Prinsen gemte sig bag træerne, helt stum af forundring. Så det var sådan, man kom op til den smukke sangerinde! Det var altså Rapunzel, hvis stemme havde fortryllet ham. Han ventede tålmodigt, indtil solen var gået ned, og Dame Gothel igen klatrede ned ad Rapunzels lange hår. Da heksen var væk, skyndte prinsen sig hjem til sit slot, men han sov ikke meget den nat. Han tænkte kun på den gyldne fletning og den smukke sang, der kom fra tårnet. Han var fast besluttet på at møde Rapunzel. Næste aften, så snart mørket faldt på, og han var sikker på, at Dame Gothel var langt væk, red prinsen tilbage til tårnet. Han stillede sig foran muren, kiggede op mod det høje vindue og efterlignede Dame Gothels stemme så godt han kunne: "Rapunzel, Rapunzel, lad dit hår falde ned!" Der var stille et øjeblik. Prinsen holdt vejret, hans hjerte bankede hurtigt. Var det mon rigtigt? Ville det virke? Og så, til hans store glæde, begyndte det gyldne hår igen at vælte ud af vinduet. Det faldt ned, blødt og skinnende, og landede forsigtigt på jorden foran ham. Med et modigt hjerte greb prinsen fat i den tykke, stærke fletning. Han slyngede den om en gren, ligesom Dame Gothel havde gjort, og begyndte at klatre op. Det var en lang og udmattende klatretur, men tanken om den smukke stemme gav ham styrke. Endelig nåede han vinduet og svingede sig ind i rummet. Der, midt i tårnværelset, stod Rapunzel. Hun var endnu smukkere, end han havde forestillet sig, med sit lange, gyldne hår, der skinnede som solskin, og store, klare øjne. Hun var først bange, for hun havde aldrig set et menneske ud over Dame Gothel. Men prinsen var så venlig og hans øjne så fulde af beundring, at hendes frygt hurtigt forsvandt. "Vær ikke bange, smukke pige," sagde prinsen. "Din sang har fortryllet mig, og jeg måtte simpelthen finde ud af, hvem der sang så vidunderligt. Jeg har lyttet til dig i dagevis, og jeg har forelsket mig i din stemme."
Heksens vrede og konsekvenserne
Rapunsel vidste ikke, hvad hun skulle sige. Hendes hjerte bankede hurtigt som en lille fugl. Det var den første gang, nogen havde talt så venligt til hende. Prinsen fortalte, at han gerne ville komme tilbage og besøge hende hver aften, når den gamle heks sov. Og det gjorde han! Hver aften, når solen gik ned, og stjernerne begyndte at titte frem på himlen, kom prinsen ridende på sin hvide hest. Han gemte sig bag de store træer og kaldte: "Rapunsel, Rapunsel, lad dit hår falde ned til mig!" Og Rapunsel lod sit lange, gyldne hår falde ned, og prinsen klatrede op til hende. De snakkede og lo og fortalte hinanden om deres dage. Prinsen fortalte om skoven og de sjove dyr, han så. Rapunsel fortalte om de smukke blomster, hun tegnede, og de drømme, hun havde om verden udenfor. Hver aften blev de mere og mere glade for hinanden. Prinsen ville så gerne have Rapunsel ud af tårnet, så hun kunne se den store, vidunderlige verden. "Jeg har en idé!" sagde Rapunsel en aften. "Hver gang du kommer, kan du tage en silketråd med? Hvis vi binder dem sammen, kan vi lave en lang stige. Når stigen er lang nok, kan jeg klatre ned og løbe væk med dig!" Prinsen syntes, det var en fantastisk idé! Så hver aften kom han med en lille, fin silketråd. Rapunsel gemte dem under sin seng, og om dagen flettede hun dem forsigtigt sammen. Dag efter dag blev silkesnoren længere og længere. Hendes hjerte var fyldt med håb og glæde. Hun kunne næsten mærke friheden! Men den onde heks var ikke dum. Hun var en snedig, gammel kone. En dag spurgte Rapunsel hende: "Sig mig, Mor Gothel, hvordan kan det være, at det er så meget sværere at trække Dem op end prinsen? Han er her på et øjeblik!" Heksen stirrede på Rapunsel. Hendes øjne blev smalle som katteøjne i mørket. "Prinsen?" hvæsede hun. "Hvad snakker du om, dit utaknemmelige barn? Har du haft besøg af nogen?" Rapunsel blev bleg. Åh nej! Hun havde sagt for meget! Hun havde afsløret sin hemmelighed. Hendes mund føltes helt tør, og hun kunne ikke sige et ord. "Jeg vidste det!" råbte heksen, hendes stemme rungede i tårnet. "Du har forrådt mig! Jeg har passet på dig, beskyttet dig fra den onde verden, og dette er takken? En prins fra den forbudte verden!?" Heksen var så rasende, at det så ud som om, der kom røg ud af hendes ører! Hendens ansigt blev helt rødt, og hun rev fat i Rapunsels lange, smukke hår. Klip! Klip! Klip! Med en stor saks, som hun tog frem fra sin kappe, klippede hun Rapunsels lange, gyldne fletning af. Håret faldt til jorden som en gylden regn, og Rapunsel græd. Hun græd og græd, mens heksen råbte. "Du skal aldrig mere se din prins!" skrattede heksen. "Du skal væk herfra, langt ud i den store, øde verden, hvor ingen kan finde dig!" Og så, med et trylleslag, åbnede heksen en hemmelig dør i tårnet, som Rapunsel aldrig havde set før. Hun skubbede Rapunsel ud, ned ad en mørk trappe, og pludselig stod Rapunsel helt alene i en skov, der var så mørk og uhyggelig, at hun rystede over hele kroppen. Hun var så bange og så ked af det. Hendes hjerte var knust. Hendes lange, smukke hår var væk, og hun var helt alene i den store, skræmmende verden. Samme aften kom prinsen igen, som han plejede. Han gemte sig bag de store træer og kaldte: "Rapunsel, Rapunsel, lad dit hår falde ned til mig!" Men denne gang var det ikke Rapunsel, der lod sit hår falde ned. Det var den onde heks! Hun havde bundet Rapunsels afklippede hår fast til en krog og sænkede det ned. Prinsen var glad og anede intet. Han klatrede op, fuld af glæde, for han troede, han skulle se sin Rapunsel. Men da han kom op, var det ikke Rapunsels venlige ansigt, der mødte ham. Det var heksens uhyggelige, rynkede ansigt! Heksen smilede et grimt smil. "Ha-ha-ha!" lo heksen ondskabsfuldt. "Din lille sangfugl er fløjet væk! Du vil aldrig mere se hende! Jeg har gemt hende langt, langt væk, hvor ingen kan finde hende!" Prinsen blev så forskrækket! Og så vred! Han var så ulykkelig, at han ikke vidste, hvad han skulle gøre. Han råbte og skreg, men heksen lo bare. I sin store fortvivlelse sprang prinsen ud fra tårnets vindue! Nedenunder voksede der nogle meget, meget tornefyldte buske. Prinsen landede lige i dem! De skar hans ansigt og hans øjne, og han blev øjeblikkeligt blind. Han kunne intet se. Alt var sort. Åh, hvor var prinsen ked af det nu. Han havde mistet sin Rapunsel, og nu kunne han ikke engang se den smukke verden, han elskede. Han vandrede rundt i skoven, helt alene og blind. Han spiste vilde bær og rødder, og han drak vand fra små bække. Hver dag, hver nat, tænkte han på Rapunsel. Han kaldte på hende, men der var intet svar. Han savnede hendes sang, hendes smil og hendes blide stemme. Han vandrede og vandrede, år efter år, altid søgende, altid håbende, men uden at kunne finde hende. Det var en meget trist tid for både Rapunsel og prinsen. Men mon de nogensinde ville finde hinanden igen? Det må vi vente og se.
Afslutning
Tak fordi du lyttede med til Rapunsels eventyr! Vi håber, at du havde en rigtig god tid og måske fik lyst til selv at finde på endnu flere magiske historier. Hvad mon dit eget eventyr ville handle om? Lad endelig Sonacasts vide, hvis du har nogle tanker eller feedback. Vi glæder os til at dele mange, mange flere fantastiske historier med dig. Indtil da, sov godt, og drøm de sødeste drømme!
