Historie
Rødhætte
15 min7-9 år
Det her er begyndelsen af historien. Hele historien spiller i Sonacast-appen.
Historien
Introduktion
Har du nogensinde hørt en historie, der er så gammel som skoven selv? En historie om en lille pige med en smuk, rød hætte, der elskede sin bedstemor så højt. Men pas på! I skoven lurer der farer, og ikke alle er, som de ser ud. Tag med os ind i eventyret om Rødhætte og find ud af, hvilke spændende ting der venter hende på vejen til bedstemor. Er du klar til at lytte?
Rødhætte og den farlige skov
Okay, så lad os dykke ned i eventyret! Rødhætte boede i en lille, hyggelig hytte lige ved kanten af den store, grønne skov. En solskinsmorgen sagde hendes mor: "Rødhætte, min skat, bedstemor er lidt syg. Vil du være sød at tage denne kurv med kage og vin med til hende?" Rødhætte elskede sin bedstemor og sagde straks ja! Kurven var fyldt med lækkerier, og Rødhætte glædede sig til at besøge hende. Hun tog sin lille røde kappe på – den, der havde givet hende navnet Rødhætte – og vinkede farvel til sin mor. Ind i skoven gik hun! Træerne var så høje, at de næsten rørte skyerne, og solen dansede i små pletter på skovbunden. Fuglene sang deres smukkeste sange, og de små egern hoppede legesygt fra gren til gren. Rødhætte elskede at gå i skoven, men hendes mor havde altid sagt, at hun skulle blive på stien og ikke tale med fremmede. Hun huskede det, mens hun sang en lille sang på vej gennem træerne.
Mødet med Ulven
Og mens Rødhætte sang sin lille sang, kom der pludselig en stor, lodden ulv frem bag et tykt grantræ. Ulven havde glimt i øjnene, men han så meget venlig ud, da han smilede til Rødhætte. 'Godmorgen, lille Rødhætte,' sagde ulven med en dyb stemme, der næsten lød som en gammel onkel. Rødhætte var slet ikke bange. Hun havde aldrig mødt en ulv før, og denne her så jo bare sød ud. 'Godmorgen, ulv,' svarede Rødhætte glad. 'Hvor skal du hen så tidligt på morgenen, lille ven?' spurgte ulven og lirkede med sin store hale. 'Jeg skal ud til min bedstemor,' fortalte Rødhætte, 'hun er syg, så jeg har en kurv med kage og vin med til hende, så hun kan blive rask igen.' 'Og hvor bor din bedstemor så?' spurgte ulven. Hans øjne glimtede igen, men Rødhætte lagde ikke mærke til det. 'Åh, hun bor et godt stykke inde i skoven,' forklarede Rødhætte. 'Lige under de tre store egetræer, ved siden af en lille dam. Man kan ikke tage fejl.' Ulven tænkte hurtigt. Han havde en lumsk plan. 'Se engang, lille Rødhætte,' sagde ulven, og pegede med sin pote på en smuk blomst lidt væk fra stien. 'Hvorfor plukker du ikke en dejlig buket til din bedstemor? Jeg er sikker på, at hun ville elske det. Det ville jo glæde hende at få både kage og smukke blomster.' Rødhætte syntes, det var en rigtig god idé. Hendes bedstemor var jo så glad for blomster! Hun glemte alt om sin mors advarsel om at blive på stien og ikke tale med fremmede. 'Ja, det vil jeg gøre!' udbrød Rødhætte. 'Det er en skøn idé!' Og så sprang hun glad ud i skovbunden for at plukke de smukkeste vilde blomster, hun kunne finde. Hun løb længere og længere væk fra stien, mens hun samlede blåklokker og vilde roser. Men ulven? Han havde slet ikke travlt med at plukke blomster. Han listede i stedet direkte hen ad stien, hurtigere end Rødhætte nogensinde kunne løbe. Han var på vej til bedstemors hus, og hans mave knurrede.
Ulven hos Bedstemor
Ulven løb, åh, hvor han løb! Hans store, tunge poter hamrede mod skovbunden, og hans buskede hale svingede som et pendul bag ham. Solens stråler forsøgte at fange ham mellem træerne, men ulven var hurtigere end nogen skygge. Han tænkte kun på én ting: mad. Og han smilede et grimt smil, for han vidste, at han allerede havde snydt den lille, naive Rødhætte. Hun plukkede stadig blomster et eller andet sted, mens han var på vej til den allerførste del af sin lækre middag. Han havde ikke travlt med at beundre de smukke træer eller lytte til fuglenes sang. Nej, ulven havde et klart mål. Og snart, bag en klynge tykke egetræer, fik hans skarpe øjne øje på et lille, charmerende hus. Det var bedstemors hus! Det lå så fredeligt der, med blomster klatrende op ad væggene og en lille, hyggelig røgstribe fra skorstenen. Det så trygt og rart ud – men ulven var slet ikke rar. Han listede hen til døren. Ikke med en let, lille Rødhætte-banken, men med en dyb, bestemt banken. *Bank, bank, bank!* Inde fra huset lød en svag, hostende stemme. 'Hvem er det, der banker så sent?' spurgte bedstemor. Hun lå i sin seng, pakket godt ind i dynen, for hun var slet ikke frisk. Hendes stemme var tynd som et spindelvæv, og hun var meget træt. Ulven spidsede ører. Han havde øvet sig lidt på vejen. Han tog en dyb indånding, og da han talte, gjorde han sin stemme så tynd og sød, som han overhovedet kunne. 'Det er mig, din lille Rødhætte,' sagde han. 'Jeg har en lækker kage og en flaske vin med til dig, bedstemor, for at du kan blive frisk igen!' Han måtte lige knibe sig selv i siden for ikke at grine højt. Bedstemor, der ikke kunne se, hvem der stod ude foran døren, og som troede fuldt og fast på sin kære Rødhætte, sagde: 'Åh, hvor er du sød, mit barn. Løft blot låsen og træk i dørvrideren. Jeg er desværre alt for svag til at rejse mig og åbne for dig.' Hendes stemme var fuld af kærlighed til sit lille barnebarn. Ulven gjorde præcis, hvad bedstemor sagde. Han løftede låsen. *Klik!* Og så trak han i dørvrideren. *Knirk!* Døren åbnede sig langsomt med et suk. Ulven gled stille og roligt ind i det lille, varme hus. Han så bedstemor ligge i sengen, med sin sovehætte på og et træt smil på læberne. Han sagde ikke et ord. Med et enkelt, hurtigt spring var han fremme ved sengen, og uden at tænke sig om, åbnede han sin store mund og slugte den stakkels bedstemor i én stor bid. Hun var væk. Men ulven var ikke færdig. Åh nej, slet ikke. Han var en rigtig snedig ræv – undskyld, ulv! Han tænkte: 'Nu kommer Rødhætte snart. Og jeg har en plan! Hun skal også falde i min fælde!' Så han begyndte at lede rundt i bedstemors skab. Han fandt en stor, stribet natkjole, der næsten var for lille til ham, og en spids sovehætte, der lige akkurat kunne dække hans lange, spidse ulveører. Han fandt også bedstemors store briller med tykke glas, som han skubbede op på sin ulvenæse. Med et tilfreds suk, kravlede han ned i sengen. Han trak dynen helt op til hagen, så man kun lige kunne se to små, glimtende ulveøjne bag de store briller og den spidse sovehætte. Han lukkede øjnene halvt i og lod som om han sov. Men indeni var han vågen og fuld af ondskab. Hans mave rumlede stadig lidt, men nu med en forventning om endnu et måltid. Udenfor bedstemors hus nynnede Rødhætte videre på sin vej. Hun havde travlt med at samle de sidste, smukkeste vilde blomster. Solen skinnede stadig varmt på hendes røde kappe, og hun glædede sig til at se sin bedstemor. Hun vidste ikke, at indenfor de hyggelige vægge, lå en farlig ulv, forklædt som hendes kære bedstemor, og ventede på hende. Tiden var ved at løbe ud for den lille Rødhætte... Hvad mon der ville ske, når hun endelig bankede på døren?
Den glade slutning
Rødhætte nåede endelig frem til bedstemors lille, hyggelige hus. Døren stod på klem, som den ofte gjorde, men Rødhætte var en høflig pige, så hun bankede forsigtigt. "Bank, bank!" lød det. "Hvem er der?" lød en stemme indefra. Den lød lidt hæs, syntes Rødhætte, men hun tænkte, at bedstemor sikkert var forkølet. "Det er mig, Rødhætte!" svarede hun glad. "Jeg har kage og vin med til dig." "Kom bare ind, mit kære barn," sagde stemmen. "Jeg er så svag, at jeg ikke kan rejse mig." Rødhætte trådte ind. Huset var mørkt og stille. Bedstemor lå i sengen med dynen trukket helt op til hagen, og en stor hue på hovedet. "Sæt dig herovre hos mig, min skat," sagde "bedstemor" og pegede på stolen ved siden af sengen. "Jeg kan næsten ikke se dig i det mørke." Rødhætte satte sig. Hun kiggede på bedstemor. Noget var underligt. Bedstemor så anderledes ud i dag. "Åh, bedstemor," sagde Rødhætte, "hvor har du store ører!" "Det er for bedre at kunne høre dig, mit barn," mumlede ulven med sin falske stemme. "Men bedstemor," fortsatte Rødhætte, "hvor har du store øjne!" "Det er for bedre at kunne se dig, mit barn," svarede ulven. "Og bedstemor," sagde Rødhætte, der begyndte at føle sig en lille smule urolig, "hvor har du store hænder!" "Det er for bedre at kunne gribe dig, mit barn," knurrede ulven. "Men bedstemor," udbrød Rødhætte, og hendes stemme var nu helt lille, "hvor har du dog en stor mund!" Ulven kunne ikke holde masken længere. "Det er for bedre at kunne æde dig!" brølede den, hev dynen væk og sprang ud af sengen. VUPTI! Før Rødhætte nåede at sige et pip, havde den slugt hende hel, lige ned i sin store mave! Ulven var meget mæt nu. Den sprang tilbage i sengen, gned sig på maven og faldt i søvn. Snart lød der en høj, dyb snorken fra huset. En snorken så høj, at den kunne høres helt ude i skoven. Lidt senere gik en venlig jæger forbi bedstemors hus. Han var på vej hjem fra sin jagt og kendte bedstemor godt. Han studsede, da han hørte den usædvanlige snorken. "Det lyder da underligt," tænkte jægeren. "Bedstemor snorker da aldrig så højt. Måske er der noget galt?" Jægeren listede forsigtigt hen til vinduet og kiggede ind. Han så ulven ligge i bedstemors seng. Den sov tungt, og dens mave var uhyggeligt tyk. "Aha!" tænkte jægeren. "Her har vi en gammel synder! Jeg har ledt efter dig længe, dumme ulv!" Jægeren ville først skyde ulven, men så tænkte han: "Måske har den slugt bedstemor, og måske endda Rødhætte også? Jeg må hellere se efter!" Jægeren tog sin skarpe jagtkniv frem. Han listede helt stille ind i huset, hvor ulven lå og snorkede så det rystede i væggene. Ulven sov så dybt, at den ikke mærkede noget. Jægeren skar forsigtigt hul i ulvens mave. Og hvad skete der så? Ud sprang Rødhætte! Frisk og glad, som om intet var hændt! "Åh, hvor blev jeg bange!" udbrød hun. Og lige efter Rødhætte, kom bedstemor ud! Hun var også uskadt, men lidt forpustet og meget, meget glad for at være ude. Jægeren sagde: "Nu skal vi give den her ulv en lærestreg, så den aldrig glemmer det!" Rødhætte, bedstemor og jægeren gik ud i skoven. De fandt en masse store, tunge sten. "Kom," sagde bedstemor, "vi fylder ulvens mave med disse sten." De fyldte ulvens mave med så mange sten, at den blev tung som et hus. Da ulven vågnede, forsøgte den at rejse sig, men stenene var alt for tunge. Den væltede og rullede ud af sengen. De tre tog fat i ulven og slæbte den hen til den dybe brønd udenfor huset. "Plask!" lød det, da ulven faldt ned i brøndens iskolde vand. Og der druknede den, og den fik aldrig mere spist en uskyldig bedstemor eller en lille, glad pige. Rødhætte var så glad og lettet. Hun omfavnede sin bedstemor og takkede jægeren mange gange. "Jeg vil aldrig mere gå alene ind i skoven," lovede Rødhætte sin bedstemor. "Og jeg vil altid lytte efter, hvad du siger, bedstemor." "Det er godt, mit barn," sagde bedstemor og krammede hende tilbage. "Man skal altid være forsigtig og lytte til de voksne." Jægeren fik ulvepelsen, og han gik glad hjem. Bedstemor spiste den dejlige kage og drak vinen, som Rødhætte havde medbragt. De sad sammen i det lille hus, nu fyldt med varme og tryghed. Rødhætte lærte en vigtig lektie den dag, en lektie om at lytte og passe på sig selv. Hun vidste nu, at selv de mest kendte stemmer kan skjule noget uventet. Og at man altid skal være på vagt over for fremmede, selvom de lyder bekendte. Fra den dag af, gik Rødhætte aldrig fra stien igen, og hun talte aldrig med fremmede. Hun huskede altid på sin mors gode råd. Og de levede alle lykkeligt til deres dages ende. Hvilken spændende og måske lidt skræmmende dag det havde været! Men den endte jo heldigvis godt. Bedstemor var i sikkerhed, og Rødhætte havde lært noget vigtigt. Og solens stråler fandt igen vej ind i det lille, hyggelige hus, og alt var godt. Men var det virkelig slut med Rødhættes eventyr? Det skal vi høre om næste gang.
Afslutning
Tusind tak fordi du lyttede med i dag! Vi håber, du havde det rigtig sjovt med Rødhætte og alle hendes venner i den fortryllede skov. Fortæl gerne Sonacasts, hvis du har nogle gode idéer til nye eventyr, eller hvad du syntes om denne historie. Måske har du selv lyst til at finde på et sjovt eventyr i dag, eller tegne et billede? Vi glæder os allerede til næste gang. På gensyn, kære lytter!
