Historie
Prinsessen på ærten
15 min7-9 år
Det her er begyndelsen af historien. Hele historien spiller i Sonacast-appen.
Historien
Introduktion
Velkommen til en magisk verden fyldt med royale eventyr! Har du nogensinde tænkt over, hvordan man finder en ægte prinsesse? Det er slet ikke så let, som man skulle tro. Vores historie handler om en prins, der rejser verden rundt for at finde sin udkårne. Men alle de prinsesser han møder, er der altid noget galt med. Lige indtil en regnfuld nat banker en mystisk pige på slottets port. Kan en lillebitte ært afsløre den store sandhed? Lyt med og find ud af, hvad der sker i 'Prinsessen på ærten'!
En Prins på Jagt
For længe, længe siden boede der en rigtig sød prins på et stort, flot slot. Denne prins drømte om én ting mere end noget andet: Han ville finde sin helt egen, ægte prinsesse! En, der var rigtig, rigtig prinsesse inderst inde. Han ville så gerne gifte sig, men åh, hvor var det svært at finde den rigtige! Så prinsen rejste ud i verden. Han red over høje bjerge og sejlede over store have. Han besøgte kongeriger med glitrende slotte og haver fyldt med de smukkeste blomster. Overalt mødte han mange prinsesser. Den ene var smukkere end den anden! De havde de fineste kjoler, kunne danse som vindens hvisken, og var meget, meget velopdragne. Men ak! Hver gang fandt prinsen noget, der var lidt forkert. Måske var deres stemmer for høje, eller også grinede de en sjov lyd. Måske var de bange for små, hoppende frøer. Han ville have en *rigtig* prinsesse, men hvor var hun dog?
Den Uventede Gæst
En aften, da stormen rasede udenfor, åh, hvilken storm det var! Regnen plaskede ned, lynene glimtede som store, vilde øjne på himlen, og tordenen brummede som en kæmpe bjørn. Inde på slottet var alt varmt og trygt. Kongen, dronningen og prinsen sad ved den knitrende pejs og drak varm kakao. Pludselig… bankede det på porten! Ikke bare et lille bank, men et kæmpe, vådt bank, der fik ruderne til at ryste. Hvem mon det var? Midt i den vilde nat? Kongen kiggede på dronningen, og dronningen kiggede på prinsen. Ingen forstod det. En gammel tjener, med et venligt smil, gik ud for at se. Da han åbnede den store, tunge port, stod der en pige. Hendes hår var pjaltet og fuld af vand, som om hun lige var faldet i en vandpyt. Hendes kjole var våd og snavset, og hendes små sko… ja, de var helt mudrede. Vand dryppede fra hendes tøj og dannede små vandpytter på gulvet. Hun frøs og rystede. 'Jeg er en prinsesse,' sagde hun, og hendes stemme var en smule hæs af kulde. 'En *rigtig* prinsesse, der har mistet vejen i den mørke skov.' Prinsen lyttede. Han havde ledt efter en prinsesse så længe! Men denne pige… hun lignede slet ikke dem, han havde mødt. Dronningen, som var meget klog, kiggede på pigen fra top til tå. En prinsesse? Hun så mere ud som en lille vildkat, der var fanget i regnen. Men man skal altid være venlig mod gæster, især dem der fryser. 'Kom indenfor, lille ven,' sagde dronningen, 'du skal da ikke stå derude i kulden.' Sådan kom den uventede gæst ind på slottet. Ingen vidste endnu, om hun var en *rigtig* prinsesse, men dronningen havde en idé. En rigtig god idé om, hvordan man kunne finde ud af det…
En Særlig Prøve
Dronningen var en klog dame. Denne prinsesse var våd og pjusket, slet ikke som de fine, hun kendte. Men kunne hun være den rigtige for hendes søn? "Jeg skal nok finde ud af det," mumlede dronningen med et smil. Hun kaldte på sine tjenere for hjælp til sin hemmelige plan. Om aftenen havde dronningen forberedt den mest usædvanlige seng til den unge pige. Dronningen gik ind i soveværelset. Hun tog en lille, grøn ært, som dem man spiser, og lagde den midt på sengerammen. Det var hemmeligheden! Derefter slæbte tjenerne tyve madrasser ind. De stablede dem, den ene ovenpå den anden, direkte over den lille ært. Tyve tykke, bløde madrasser! Sengen voksede sig højere og højere, næsten op til loftet, som et blødt bjerg. "Er det nok?" spurgte en pustende tjener. "Næsten," svarede dronningen med et smil. "Vi mangler noget." Så kom turen til dynerne. Ikke almindelige, men de fineste, blødeste dundyner. Tyve dundyner! De blev lagt ovenpå madrasserne. Hver dyne blev lagt forsigtigt, så sengen blev endnu højere og blødere. Sengen var nu så høj, at man næsten skulle bruge en stige. En seng for en *rigtig* prinsesse, tænkte dronningen. En seng, hvor selv den mindste ting ville kunne mærkes. Da den unge pige blev vist ind, spærrede hun øjnene op. "Sikke en seng!" udbrød hun. Aldrig havde hun set noget lignende. Den var så høj og blød. Hun fik en lille trappe til at kravle op. Hun forestillede sig at synke ned i alle de bløde lag. Hvor kunne det være skønt efter den lange, kolde rejse. Hun lagde sig ned, omgivet af bløde dyner og madrasser. Først føltes det som at ligge på en stor, varm sky. Hun sukkede af lettelse. Men dronningen vidste, at en ægte prinsesse har meget sarte sanser. Efter et stykke tid begyndte hun at mærke noget. Noget under hende. Det var som en lille, hård klump, der trykkede op gennem alle de bløde lag. "Hvad er det dog?" tænkte hun. Hun flyttede sig, vendte og drejede sig. Men lige meget hvad hun gjorde, fulgte den lille, hårde ting med hende. Den stak og gnavede. Det var umuligt at finde en behagelig stilling. Timerne gik, og prinsessen kunne slet ikke sove. Den lille klump generede hende hele natten. Næste morgen, da solen kiggede ind, gik dronningen hen til den unge pige. "Hvordan har De sovet, min kære?" spurgte dronningen, spændt på svaret. Hendes hemmelighed ville snart blive afsløret. Den unge pige gned sig i øjnene og sukkede. "Åh, Deres Majestæt," sagde hun. "Jeg har slet ikke sovet godt. Jeg har næsten ikke lukket et øje hele natten." Dronningen lyttede. "Der har ligget noget hårdt nede i sengen. Jeg er helt øm over det hele. Det var ganske forfærdeligt!" Hendes stemme var træt. Dronningen kunne næsten ikke tro sine egne ører. Tyve madrasser og tyve dundyner! Og alligevel havde den lille ært generet hende så meget, at hun ikke havde sovet. Det var jo helt utroligt! Kun en ægte prinsesse kunne være så sart, så finfølende, at hun kunne mærke en lille ært gennem tyve madrasser og tyve dundyner. Ingen andre ville have bemærket det mindste. En almindelig pige ville have sovet sødt. Men ikke denne pige. Dronningen kiggede på den unge pige. Hendes hår var pjusket, hendes ansigt blegt af søvnmangel. Men i dronningens øjne strålede hun nu som en ægte prinsesse. "Ja," sagde dronningen med et stort smil. "Nu ved jeg det! Du er en rigtig prinsesse!" Prinsessen forstod ikke helt, hvad dronningen mente. Hun var bare glad for, at natten var ovre. Dronningen var så glad. Hendes søn havde endelig fundet sin prinsesse! Det var ikke en, der kom i en fin karet, men en, der kom lige fra regnvejret, våd og pjusket, men med en følsomhed, der kun en ægte prinsesse kunne have. "Min kære," sagde dronningen, "Du er den rigtige! Du er den prinsesse, min søn har ledt efter!" Den unge pige kiggede undrende på dronningen. Men dronningen vidste det med sikkerhed. Den lille ært havde afsløret sandheden. En sand prinsesse har en så fin og sart hud, at selv den mindste ubehagelighed kan mærkes, uanset hvor mange bløde lag der er imellem. Denne test var dronningens hemmelige måde at finde ud af, om gæsten virkelig var af kongelig byrd. Og det var hun! Prinsen hørte nyheden og kunne næsten ikke tro det. Hans mor havde fundet en rigtig prinsesse, lige her, på deres slot! Han skyndte sig at hilse på hende igen, og denne gang så han hende med helt nye øjne. Hun var måske ikke den smukkeste eller mest velklædte, men hun var ægte. Og det var det vigtigste. Dronningen var lettet, og prinsen var glad. De havde endelig fundet den, de ledte efter.
Sandheden om Ærten
Okay, så prinsen og dronningen var glade. De troede, de havde fundet deres prinsesse. Men en ægte prinsesse skal jo være… ja, ægte! Og hvordan finder man ud af det? Dronningen havde en snedig plan. En hemmelig plan, som kun hun kendte til. Om aftenen, da det var tid for den unge dame at gå til ro, tog dronningen en lille, bitte, rund ært. Forestil jer en helt almindelig, lille grøn ært, sådan en man spiser i salaten. Den ært lagde hun midt på sengen. Men ikke bare på lagnet. Åh nej, det ville være for nemt! Over den lille ært lagde dronningen så… tyve madrasser! Kan I forestille jer det? Tyve store, bløde madrasser, stablet ovenpå hinanden. Den seng blev så høj som et lille tårn! Som et bjerg af blødhed! Men det var ikke nok. Over de tyve madrasser, lagde hun tyve edderdunsdyner. Tyve store, hvide, lette dyner, fyldt med de blødeste fjer, så bløde som skyer, så lette som faldende sne. Sengen blev helt utrolig høj, og så blød, at man næsten forsvandt i den. Når den unge dame skulle op i sengen, måtte hun have hjælp af en lille trappestige, sådan en man bruger til at nå de øverste hylder i et skab. Hun kravlede op, et trin ad gangen, og endelig lå hun der, omgivet af blødhed og dun. Natten faldt på, og stjernerne tittede frem. Alle i slottet sov trygt. Men den unge dame, hun kunne ikke sove. Hun vendte og drejede sig. Hun forsøgte at finde en god stilling, men lige meget hvad hun gjorde, så føltes det forkert. Der var noget hårdt under hende. En lille, irriterende ting, der trykkede ind i hendes ryg. Hun puffede til puderne, hun rykkede på dynerne, men intet hjalp. Det var som om, der lå en sten under alle de bløde madrasser og dyner. Hun lå vågen næsten hele natten, og da morgenen endelig kom, var hun bleg og træt. Næste morgen, da solen skinnede ind ad vinduerne, og fuglene sang deres morgensang, kom dronningen ind til den unge dame. Dronningen spurgte hende venligt: "Nå, min kære pige, har du sovet godt i nat?" Den unge dame gned sig i øjnene. Hun så meget træt ud. "Åh, Deres Majestæt," sagde hun med et lille suk, "jeg har sovet helt forfærdeligt! Det var den værste nat, jeg nogensinde har haft." Dronningen løftede et øjenbryn. "Nå da, hvad var der galt, min ven?" "Jeg ved det næsten ikke," fortsatte den unge dame. "Men jeg lå på noget hårdt. Noget bittesmåt, men som alligevel trykkede og irriterede mig hele natten. Jeg har mærker på ryggen, og jeg er så øm og træt, at jeg næsten ikke kan stå op." Hun gned sig igen i øjnene og gabte stort. Dronningen smilede. Først et lille smil, så et større smil, og til sidst et kæmpe, strålende smil! Hendes øjne lyste af glæde. "Men, min kære pige," sagde dronningen, "hvis du kunne mærke en lille ært gennem tyve madrasser og tyve edderdunsdyner, så er du en ægte prinsesse! Ingen anden end en ægte prinsesse kunne mærke noget så lille og hårdt gennem SÅ mange bløde ting!" Forestil jer dronningens glæde! Hun krammede den unge dame og fortalte hende, at hun havde bestået prøven. "Nu skal jeg straks fortælle prinsen den gode nyhed!" sagde dronningen og skyndte sig ud af værelset. Prinsen var lige stået op og var ved at spise sin morgenmad. Han var lidt trist, for han troede stadig ikke, han ville finde sin rigtige prinsesse. Men da dronningen fortalte ham, hvad der var sket, sprang han op af glæde! "Hun er det! Hun er min prinsesse!" råbte prinsen, og hans ansigt lyste op. Prinsen skyndte sig hen til den unge dame. Han så på hendes trætte, men smukke ansigt og vidste med det samme, at hun var den, han havde ventet på. "Vil du være min prinsesse og gifte dig med mig?" spurgte han og holdt hendes hånd. Den unge dame, selvom hun var træt, smilede. "Ja, det vil jeg meget gerne!" Og sådan blev det! Snart efter var der en kæmpe fest på slottet. Alle var inviteret! Kokkene bagte de største kager, musikerne spillede den gladeste musik, og hele slottet var pyntet med blomster og farverige bånd. Prinsen og den unge dame, som nu var en ægte prinsesse, blev gift. De lovede at elske og ære hinanden altid. Og de levede lykkeligt til deres dages ende i det store, smukke slot. Men hvad skete der så med den lille, bittelille ært? Åh, den ært! Den var jo en meget, meget vigtig ært! Den lille ært blev lagt på et museum, så alle kunne komme og se den. Og hvis I nogensinde besøger det museum, kan I måske finde den. Den lille grønne ært, der hjalp en prins med at finde sin ægte prinsesse. Og det er hele den sande historie om prinsessen på ærten. Er det ikke en fantastisk historie?
Afslutning
Tak fordi I lyttede med til eventyret om Prinsessen på ærten! Vi håber, I har hygget jer. Fortæl endelig Sonacasts, hvis I har gode idéer eller feedback – vi elsker at høre fra jer! Måske kan I selv digte videre på eventyret, eller finde på et helt nyt et med magiske ting og talende dyr? Husk, at fantasien kan skabe de mest vidunderlige verdener. På gensyn, kære venner!
