Historie
Pollyanna
30 min7-9 år
Det her er begyndelsen af historien. Hele historien spiller i Sonacast-appen.
Historien
Introduktion
Har du nogensinde mødt en pige, der altid kan finde noget at være glad for? Selv når det regner, eller hvis hun får broccoli til aftensmad? Mød Pollyanna! Hun er en lille pige med det største hjerte og en hemmelig ven: en lille, magisk snakkende fugl ved navn Pip. Sammen tager de os med på et fortryllende eventyr, hvor de opdager glæden i selv de mindste ting. Er du klar til at lære deres magiske "glædesspil"? Så lyt med, og lad os sammen finde solen, selv på de gråeste dage! Velkommen til Pollyanna.
Mød Pollyanna og Pip
Mød Pollyanna! Hun er en lille pige med et stort smil og et hjerte fyldt med solskin. Selvom hun ikke har mange ting, finder hun altid glæde i det mindste. Hendes øjne stråler, når hun leder efter noget godt. Pollyanna er aldrig alene, for hun har sin allerbedste ven, en lille, fræk fugl ved navn Pip. Pip er en helt særlig fugl – han kan nemlig tale! Han elsker at sidde på Pollyannas skulder og kvidre sjove historier. Pip har fjer så blå som himlen og et lille næb, der blidt prikker til Pollyannas hår. Sammen spiller de 'glædesspillet'. Det er et hemmeligt spil, hvor man altid finder noget at være glad for, uanset hvad der sker. De er mestre i det! De to er et umage par, men deres glæde smitter alle. Snart skal I høre, hvordan deres magiske spil kan forvandle en hel by!
Tante Pollys Store Hus
Efter en lang, lang rejse med tog, hvor Pollyanna og Pip havde spillet glædesspillet med alle de forbikørende træer og skyer, kom de endelig frem til et meget, meget stort hus. Det var Tante Pollys hus. Det var så stort, at Pollyanna måtte lægge hovedet helt tilbage for at se taget. Det havde mange vinduer, der lignede små, strenge øjne, og en stor, mørk dør, der virkede som en sur mund. Pip klemte sig lidt tættere ind til Pollyanna. "Puha," mumlede han, "det ser lidt... alvorligt ud." Han puffede til hendes hånd. "Mon der er nogen, der smiler herinde?" Pollyanna klemte hans pote. "Det finder vi ud af, Pip!" sagde hun modigt. "Der er altid noget at være glad for!" Efter en lang, lang rejse med tog, hvor Pollyanna og Pip havde spillet glædesspillet med alle de forbikørende træer og skyer, kom de endelig frem til et meget, meget stort hus. Det var Tante Pollys hus. Det var så stort, at Pollyanna måtte lægge hovedet helt tilbage for at se taget. Det havde mange vinduer, der lignede små, strenge øjne, og en stor, mørk dør, der virkede som en sur mund. Pip klemte sig lidt tættere ind til Pollyanna. "Puha," mumlede han, "det ser lidt... alvorligt ud." Han puffede til hendes hånd. "Mon der er nogen, der smiler herinde?" Pollyanna klemte hans pote. "Det finder vi ud af, Pip!" sagde hun modigt. "Der er altid noget at være glad for!" Med et lille, fast nik tog Pollyanna en dyb indånding. Hun løftede sin lille hånd og bankede forsigtigt på den enorme, mørke dør. Bum-bum-bum. Lyden var overraskende hul og ekkoede lidt i den stille eftermiddagsluft. Efter et øjebliks spændt venten, hvor selv vinden syntes at holde vejret, knirkede døren langsomt op. En sprække af mørke åbnede sig, og Pip gispede næsten usynligt. Indenfor var der køligt og duftede af gamle bøger og poleret træ. Ingen smilende ansigt dukkede op, kun en lang, skyggefuld gang med et skinnende gulv. Pollyanna trådte forsigtigt ind, hendes små sko lavede en lille klap-klap lyd. Pip fulgte lige efter, hans hale hang lidt lavere end normalt. "Måske er glædesspillet sværere herinde," hviskede han, mens han listede sig tættere på hendes ben. Pollyanna kiggede sig omkring med vide øjne. Højt over dem svævede et kæmpestort loft med udskæringer, der lignede dansende skyer. Og selvom alt var mørkt og lidt skræmmende, fandt hun et lille solstråle, der sneg sig gennem et højt vindue og landede som en gylden plet på gulvet. "Se, Pip!" sagde hun. "Solskin! Det er en god start, ikke?"
Mister Grumple og den Sure Hat
Pollyanna og Pip hoppede videre ud i den varme morgensol, glade for at starte en ny dag. De gik rundt i tante Pollys store have, hvor blomsterne duftede så sødt, og sommerfuglene dansede i luften. Pip hoppede let fra den ene rose til den anden, og Pollyanna nynnede en lille, glad melodi. Pludselig, bag et højt, grønt buskads, så Pollyanna noget mørkt og … meget surt. Det var en mand. En rigtig, rigtig sur mand. Han stod helt stille, med armene over kors og kiggede ned i jorden. På hans hoved sad en stor, mørk hat, der ligesom hang lidt ned i siderne, som om den også var sur. Pollyanna havde aldrig set en hat, der så så sur ud før! Hun prikkede let til Pip. "Se, Pip!" hviskede hun. "Der er en mand, og han har en sur hat på! Tror du, den nogensinde er glad?" Pip kvidrede et lille, spørgende spørgsmål, som om den også var nysgerrig på den sure hat. Pollyanna syntes, det var en rigtig god udfordring for glædesspillet. Man måtte jo finde noget at være glad for, selv hos en sur mand med en sur hat! Så Pollyanna tog en dyb indånding, og hun gik mod manden, der lignede en skygge midt i det lyse solskin. "Goddag, hr. Mand!" sagde Pollyanna med sin klare, lyse stemme. Manden løftede langsomt hovedet. Han havde buskede øjenbryn, der næsten dækkede hans øjne, og hans mund var en lige, hård streg. "Hvad vil du?" brummede han. Hans stemme var lige så sur som hans hat. Pollyanna lod sig ikke skræmme. "Jeg ville bare sige goddag," sagde hun. "Og spørge til Deres hat. Er den altid så sur?" Manden blinkede. Han havde vist aldrig hørt sådan et spørgsmål før. "Det er bare en hat," sagde han med et suk. "Den er sort, ligesom alle andre hattedage." "Nåh, men sorte hatte kan jo også være glade!" udbrød Pollyanna. "Man kan være glad for, at den holder solen fra øjnene! Eller glad for, at den passer så godt til Deres sure øjenbryn!" Manden, hvis navn var Mr. Grumple, gispede. Han havde aldrig tænkt på sin hat som noget, man kunne være glad for. Faktisk havde han aldrig rigtig tænkt på sin hat overhovedet, udover at den var praktisk. "Måske er den ked af det," fortsatte Pollyanna, "fordi den ikke har nogen at lege med. Hattespil?" Mr. Grumple rystede på hovedet. "Der findes ikke hattespil," sagde han. "Og jeg er ikke ked af det. Jeg er bare… Mr. Grumple." "Men selv Mr. Grumple kan finde noget at være glad for," sagde Pollyanna. "Jeg er glad for, at De står her i solskin! Det må da være bedre end at stå i regnvejr, ikke?" Mr. Grumple kiggede op på den blå himmel. Solen varmede hans gamle ansigt en lille smule. Han sagde ingenting, men Pollyanna så en lille, lille bitte krølle i den ene mundvig, som om den næsten ville smile. Det var ikke et rigtigt smil, men det var mere end ingenting! "Og jeg er glad for, at jeg mødte Dem," sagde Pollyanna, inden hun og Pip hoppede videre. "Fordi nu ved jeg, at selv en sur hat kan have en god dag, hvis den får lidt solskin!" Mr. Grumple stod tilbage, og han kløede sig i sit grå skæg. En sur hat… havde han nogensinde tænkt over det på den måde? Måske ikke. Pollyanna og Pip fortsatte deres vej, glade for at have plantet et lille bitte frø af glæde hos Mr. Grumple og hans sure hat.
Fru Hvisken og det Ensomme Tæppe
Efter mødet med Mr. Grumple og hans sure hat, fortsatte Pollyanna og Pip deres vej ned ad den snoede sti. Solen glitrede gennem træernes blade, og fuglene sang deres mest muntre sange. "Pip," sagde Pollyanna, "var det ikke dejligt at se Mr. Grumples hat smile bare en lille smule?" Pip kvitterede med et glad piip, og hans små vinger baskede af fryd. De kom snart forbi et lille, gammelt hus, der gemte sig bag høje buske. Huset så en smule ensomt ud, som om det savnede et godt grin eller en munter sang. Der var ingen blomster i vinduerne, og vejen til døren var dækket af visne blade. "Hvem mon bor der?" hviskede Pollyanna til Pip. Pip rystede på hovedet. "Måske en, der har brug for et spil glæde," foreslog Pollyanna. Pollyanna bankede forsigtigt på døren. Der gik lang tid, før døren knirkede op på klem, og et lille, venligt ansigt tittede ud. Det var Fru Hvisken. Hendes hår var som gråt spindelvæv, og hendes øjne var fulde af en slags stille, forsigtig undren. "Goddag," sagde Pollyanna med sin klareste stemme. "Jeg hedder Pollyanna, og det her er min ven Pip. Vi er lige kommet forbi og tænkte, at dit hus så lidt… stille ud." Fru Hvisken åbnede døren lidt mere og kiggede på Pollyanna og Pip med sine store øjne. Hun talte så lavt, at Pollyanna næsten ikke kunne høre det. "Jeg hedder Fru Hvisken. Jeg… jeg får ikke så tit besøg." Pollyanna trådte ind i den lille stue, som var fyldt med gamle møbler og duften af tørrede blomster. Midt på gulvet lå det smukkeste tæppe, Pollyanna nogensinde havde set. Det var vævet med alle regnbuens farver og havde små billeder af blomster, sommerfugle og en venlig bjørn, der vinkede. Men tæppet så… ked af det ud. "Åh, Fru Hvisken," udbrød Pollyanna. "Det her tæppe! Det er jo vidunderligt! Men… hvorfor ser det så trist ud?" Fru Hvisken trak på skuldrene. "Det er et gammelt tæppe. Min bedstemor vævede det. Men jeg går aldrig rigtig på det. Jeg er bange for at slide det op." "Og så… så føler det sig måske lidt ensomt. Som om det ikke bliver brugt til det, det er skabt til," sagde Fru Hvisken, hendes stemme næsten uhørlig. Pollyanna fik en idé. "Fru Hvisken, har du nogensinde spillet glad-spillet?" Fru Hvisken rystede langsomt på hovedet. "Det går ud på at finde noget at være glad for, lige meget hvad der sker," forklarede Pollyanna. "Og lige nu, Fru Hvisken, kan vi være glade for, at dit tæppe er så smukt, at det kan gøre en hel stue glad! Og vi kan være glade for, at det har ventet så længe på at blive brugt!" Pip fløj ned og landede forsigtigt på tæppet. Han hoppede lidt, og pludselig virkede tæppets farver lidt mere levende. "Se!" udbrød Pollyanna. "Pip er glad for tæppet!" "Men det er jo for at beskytte det," sagde Fru Hvisken. "Men et tæppe, der aldrig bliver gået på, er som en bog, der aldrig bliver læst," sagde Pollyanna. "Det har en historie at fortælle, men ingen lytter. Hvad nu hvis vi kunne være glade for, at tæppet er stærkt nok til at blive brugt? Og at det kan bringe glæde til dine fødder hver dag?" Fru Hvisken tænkte sig om. Hun kiggede på det farverige tæppe, der lå så stille på gulvet. Så kiggede hun på Pollyanna, hvis øjne strålede af venlighed. "Hvad nu hvis," sagde Pollyanna, "vi holdt en lille tæppe-fest? Bare os tre! Og så kunne vi gå på tæppet, danse på tæppet, og fortælle det, hvor smukt og elsket det er!" Fru Hvisken begyndte at smile. Det var et lille, forsigtigt smil, men det var der. "En tæppe-fest?" hviskede hun. "Jeg har aldrig holdt en fest før." "Så er det på tide!" sagde Pollyanna muntert. Hun tog Fru Hviskens hånd, der var blød og rynket, og ledte hende hen til tæppet. Først trådte Fru Hvisken bare med én fod på tæppet. Så med den anden. En lille glæde begyndte at sprede sig i stuen. Pip hoppede og daskede rundt på tæppet, som om han var en lille, fjerlet fe. Pollyanna begyndte at nynne en lille melodi, og hun svingede forsigtigt rundt på tæppet. "Se, Fru Hvisken!" sagde Pollyanna. "Tæppet smiler! Jeg kan se det i farverne! Det er glad for, at du bruger det!" Fru Hvisken kiggede ned på tæppet. Og sandelig! Det virkede som om, de vævede blomster og den venlige bjørn lyste lidt mere op. Hun begyndte også at svinge lidt med hofterne, og snart dansede de alle tre – den lille pige, den lille fugl og den gamle dame – forsigtigt rundt på det farverige tæppe. Latter fyldte det lille hus, en lyd som Fru Hvisken ikke havde hørt i årevis. Da solen begyndte at dykke ned mod horisonten, var det tid for Pollyanna og Pip at tage afsted. Fru Hvisken stod i døren og vinkede. Hendes smil var nu meget større og varmere. "Tak, Pollyanna," sagde hun. "Jeg tror, mit tæppe aldrig har været så glad. Og jeg… jeg tror, jeg er glad for, at jeg har dig." Pollyanna krammede Fru Hvisken blidt. "Husk at spille glad-spillet, Fru Hvisken," sagde hun. "Og hils tæppet fra os!" Pip pippede farvel, og de gik videre, efterladende et hus, der nu var fyldt med mere end bare stilhed. Det var fyldt med et smilende tæppe og en Fru Hvisken, der vidste, at selv de ensomste ting kan finde glæde.
Jimmy Bønnes eventyr
Pollyanna og Pip vinkede farvel til Fru Hvisken. Solen skinnede, og Pip pippede "Hvor er det bare skønt at hjælpe folk med at finde glæde, Pollyanna." Pollyanna smilede. "Ja, Pip! Der er så mange glæder at finde, hvis man bare leder efter dem!" De gik langs en grusvej, da de pludselig hørte en trist lyd. Et lille, ensomt suk. Bag et stort egetræ sad en dreng. Hans tøj var lappet, hans hår filtret, og hans øjne lignede to små regndråber. "Hej," sagde Pollyanna. "Hvorfor sidder du her alene og ser så ked ud?" Drengen kiggede op. "Jeg hedder Jimmy Bønne," mumlede han. "Jeg er bare... alene." "Alene?" spurgte Pollyanna. "Men du har da dig selv! Og os!" Jimmy Bønne trak på skuldrene. "Jeg har ingen familie, ingen venner, og ikke et rigtigt hjem. Jeg har ikke engang noget legetøj." Hans stemme var et suk. Pip landede på Pollyannas skulder. "Det lyder som en god grund til at spille glad-spillet!" pippede han. Pollyanna nikkede ivrigt. "Lige præcis! Hvad kan du være glad for, selvom du er alene og ikke har et rigtigt hjem?" Jimmy Bønne rynkede brynene. "Ingenting," sagde han bestemt. "Jo!" sagde Pollyanna. "Fordi du ikke har et rigtigt hjem, kan du forestille dig, at hele verden er dit hjem! Hvert et træ, hver en mark! Du er en eventyrer, Jimmy Bønne!" Jimmy Bønne kiggede på træet. "Jeg har aldrig tænkt på det sådan," sagde han langsomt. "At træet var mit." "Og fordi du ikke har legetøj," fortsatte Pollyanna, "kan du selv finde på alt dit legetøj! Den der sten ligner en sovende bjørn! Og den her pind er et magisk sværd, der kan forvandle sure skyer til candyfloss!" Pip fløj ned og puffede til en sten. "Bjørnen er meget blød!" pippede han. Jimmy Bønne smilede en lille smule. "Et magisk sværd?" gentog han. "Ja!" sagde Pollyanna. "Og fordi du ikke har en familie nu, har du en hel verden fuld af nye familier, du kan finde! Måske en familie af egern, der vil dele nødder! Eller syngende frøer, der vil lære dig deres sange!" Jimmy Bønne lo nu, en lille, skælvende latter. "Syngende frøer?" "Ja!" sagde Pollyanna. "Og fordi du er så god til at være alene, er du ekstra god til at finde på ting selv! Du er en opfinder af glæde! Hvad kan du mere finde på at være glad for?" Jimmy Bønne tænkte dybt. "Jeg kan være glad for, at jeg kan løbe stærkt!" sagde han pludselig. "Og klatre i træer! Og finde de bedste bær!" "Fantastisk!" udbrød Pollyanna. "Og du kan være glad for, at du har øjne til at se smukke ting, og ører til at høre fuglene synge!" Pip landede på hans hoved. "Og du kan være glad for, at du har mig til at pippe glade tanker til dig!" Jimmy Bønne grinede højt. Han rejste sig. "Jeg har aldrig spillet det spil før," sagde han. "Det er sjovt!" "Det er det bedste spil!" sagde Pollyanna. "Og ved du hvad, Jimmy Bønne? Du er ikke alene lige nu. Du har os!" "Og du har nu en hel verden som dit hjem," pippede Pip. "Og et magisk sværd, der kan forvandle sure skyer!" Jimmy Bønne tog pinden op. Han svingede den. "Whoosh!" sagde han. "Bum! Væk med de sure skyer!" De tilbragte resten af eftermiddagen sammen. De legede, at træerne var slotte, og marken et hav af eventyrskibe. De fandt en bæk, hvor fiskene var magiske nøgler til skattekister. Jimmy Bønne fortalte om alle de ting, han nu var glad for: at solen var varm, at han havde gode ben at løbe på, og at han havde mødt Pollyanna og Pip. Han havde aldrig haft det så sjovt før. Da solen begyndte at dyppe sig ned bag bakkerne, vidste Pollyanna, at det var tid til at tage hjem. "Vi må videre nu, Jimmy Bønne," sagde hun. "Men husk glad-spillet! Du har en hel verden at være glad for!" Jimmy Bønne nikkede, hans øjne skinnede af glæde. "Tak, Pollyanna! Tak, Pip! Jeg vil spille det hver dag!" Han løftede sit magiske sværd. "Og jeg vil finde de syngende frøer!" Pollyanna og Pip vinkede igen farvel, denne gang til en dreng, der ikke længere var alene, men en eventyrer i sit eget store hjem. De efterlod en sti af glade tanker og et hjerte, der nu vidste, at selv den mindste pind kan være et magisk sværd, når man bare tør drømme og spille glad-spillet.
Den Magiske Blomst og et Lille Fald
Pollyanna og Pip fortsatte deres vej, hjertet let. Solen skinnede, og fuglene sang. De udforskede en hidtil ukendt del af tante Pollys have, fyldt med høje buske og krogede træer, der dannede hemmelige gange. Pollyannas øjne glitrede af nysgerrighed. "Åh, Pip," sagde Pollyanna, "se der!" Hun stoppede brat, mund åben af forundring. Mellem to gamle stene voksede en blomst, som Pollyanna aldrig havde set magen til. Dens blade glimtede i alle regnbuens farver, som om den havde fanget en stjernes lys. Og det mest vidunderlige – den sang! Ikke højt, men en sagte, klirrende lyd, som små, usynlige klokker. Det var den smukkeste lyd, Pollyanna nogensinde havde hørt fra en blomst. Pip hoppede op og ned. "Kvitter, kvitter!" kvidrede han, "en syngende blomst!" Pollyanna rørte forsigtigt et glitrende blad. "Den føles som fløjl og solskin," hviskede hun. Hver sang fyldte hendes hjerte med en varm boble af glæde. De kaldte den Glædesblomsten. "Jeg har aldrig spillet glad-spillet med en blomst før," grinede Pollyanna. "Men jeg er så glad for, at vi fandt den! Det er den gladeste blomst i hele verden!" Lidt længere oppe så Pollyanna flere Glædesblomster på toppen af en lav stenvæg, der snoede sig gennem haven. "Vi må derop, Pip," sagde Pollyanna. "Tænk, hvis der er en hel hemmelig have fuld af syngende Glædesblomster!" Hendes fantasi løb løbsk. Stenvæggen var dækket af mos og klatrende planter, der gjorde den glat. Pollyanna satte en fod på en fremspringende sten og trak sig op. Pip var hurtigere, hoppede let fra sten til sten, foran Pollyanna, fuld af eventyrlyst. Han kvidrede, ivrig efter at nå toppen. Pollyanna nåede næsten toppen, duftede de søde blomster. Hendes hjerte bankede af spænding. Men lige da hun skulle til at sætte den sidste fod op, gled en sten under hendes hånd. Den var løs, og pludselig mistede hun balancen. Hendes øjne blev store af overraskelse. Hun faldt ikke langt, bare en lille tumletur ned ad den korte skråning dækket af blødt mos. Det var mere en rutsjetur end et rigtigt fald, men hendes ben snoede sig mærkeligt. "Åh," sagde hun, stemmen tynd og forpustet. "Min fod..." Hun prøvede at bevæge den, men det gjorde ondt. Pip var straks ved hendes side, fuld af bekymring. "Kvit-kvitter?" sagde han og puffede forsigtigt til hendes hånd. Han kiggede på hendes ben, der lå lidt skævt, og på Pollyannas blege ansigt. Han forstod, at noget var galt. Pollyanna prøvede at grine, men det var et lille, rystende grin. "Jeg er glad for," sagde hun, "at jeg ikke faldt helt ned i åen! Og jeg er glad for, at du er her, Pip! Og jeg er glad for, at blomsterne stadig synger. De lyder som en trøstesang, ikke?" Hun kiggede op mod Glædesblomsterne, som stadig glimtede smukt og udsendte deres blide melodi. Hun forsøgte at rejse sig, men en skarp smerte løb gennem hendes ben. Hendes fod ville ikke bære hende. "Uhm," sagde hun. "Jeg tror, min fod er lidt sur på mig i dag. Den vil ikke lytte." Hun trak vejret dybt. "Det er ikke så sjovt at spille glad-spillet lige nu, men jeg må finde noget at være glad for." Pip løb rundt om hende, forvirret. Han havde aldrig set Pollyanna så stille. Han vidste, at dette var mere end bare en lille skramme. "Kvit-kvitter, kvit-kvitter?" sagde han igen, som om han spurgte, hvad han skulle gøre. Pollyanna kiggede på ham. "Jeg tror," sagde hun, "du skal løbe efter hjælp, Pip. Til Nancy. Eller tante Polly. Bare løb mod huset, så hurtigt du kan! De ved sikkert, hvad man gør ved en sur fod." Hun prøvede at smile for at berolige ham. Pip forstod. Med et lille "kvit!" sprang han afsted, hans lille hale viftede som et flag. Han forsvandt hurtigt mellem buskene, på vej mod det store hus, hans små ben bevægede sig hurtigere end nogensinde før. Pollyanna lå der alene, men Glædesblomsterne sang stadig deres stille sang, og solens stråler dansede på hendes ansigt. Hun lukkede øjnene. "Hvad kan jeg være glad for lige nu?" tænkte hun. "Jeg er glad for, at det ikke regner. Jeg er glad for, at Pip er så god en ven og løb efter hjælp. Og jeg er glad for, at jeg fik lov til at se Glædesblomsterne, selvom det betød et lille fald. De er så smukke." Hendes ben gjorde ondt, men hun prøvede at tænke på alt det gode. Det var svært, den sværeste gang hun havde spillet glad-spillet. Men hun vidste, at man altid kunne finde noget, hvis man bare ledte grundigt nok, selv i de mest ubehagelige situationer. Tiden sneg sig afsted. Fuglene sang, og vinden hviskede i trætoppene. Pollyanna lå stille og lyttede. Pludselig hørte hun en lyd. Ikke Pips små poter, men lyden af skridt. Hurtige skridt, der kom tættere på. Og så en stemme, der kaldte hendes navn. "Pollyanna! Er du der?" Det var Nancy! Og efter hende kom den strenge tante Polly, men med et bekymret udtryk. Og Pip, der pivede glad og hoppede op og ned. Han havde fundet dem! Han havde gjort, hvad han skulle! Pollyanna smilede. "Jeg er så glad for at se jer," hviskede hun. Hendes eventyr med Glædesblomsten havde taget en uventet drejning, men selv i smerten fandt hun en lillebitte glæde. For nu vidste hun, at selv når man falder, er der altid nogen, der kommer og hjælper én op igen, og at glad-spillet kan hjælpe med at finde glæden, selv når det er allersværest.
Hele Byen Spiller Glædesspillet
Pollyanna lå blødt i sin seng. Hendes lille krop var træt efter faldet, men hendes hjerte, åh, hendes hjerte var stadig fyldt med små glimt af solskin. Hun huskede Pip, der kom farende, og Tante Polly, der holdt hendes hånd. Selv midt i det ømme ben fandt hun en lille glæde: alle var så søde ved hende. At føle sig elsket var en vidunderlig glæde. Hendes smil var lille, men ægte. Hun vidste, at selv i mørket kan man finde et lys, hvis man leder godt efter det. Og det var præcis, hvad hun gjorde. Hun ledte efter glæden. Og hun fandt den. Hun fandt den i tankerne om de venner, hun havde fået, og i den omsorg, de viste hende. Hendes glædesblomster blomstrede stadig, selvom hun ikke kunne løbe og plukke dem. De blomstrede inde i hende. Udenfor Pollyannas vindue begyndte byen at hviske. Ikke de samme, sure hvisken som før, men en ny slags hvisken. 'Hvordan har Pollyanna det?' spurgte folk hinanden med en ægte bekymring i stemmen. 'Er hun okay? Håber hun snart er på benene igen,' mumlede en grønthandler til sin nabo. Byens hjerte, der før havde været lidt koldt og gråt, begyndte at tø op, ligesom sne, der smelter i forårssolen. Alle tænkte på den lille pige, der altid fandt noget at være glad for, uanset hvad der skete. Hendes ulykke havde mindet dem om, hvor skrøbeligt livet kan være, og hvor vigtig glæden er. De tænkte på hendes ord, på hendes smil, på hendes leg. Og så begyndte de at tænke. Pollyanna lå blødt i sin seng. Hendes lille krop var træt efter faldet, men hendes hjerte, åh, hendes hjerte var stadig fyldt med små glimt af solskin. Hun huskede Pip, der kom farende, og Tante Polly, der holdt hendes hånd. Selv midt i det ømme ben fandt hun en lille glæde: alle var så søde ved hende. At føle sig elsket var en vidunderlig glæde. Hendes smil var lille, men ægte. Hun vidste, at selv i mørket kan man finde et lys, hvis man leder godt efter det. Og det var præcis, hvad hun gjorde. Hun ledte efter glæden. Og hun fandt den. Hun fandt den i tankerne om de venner, hun havde fået, og i den omsorg, de viste hende. Hendes glædesblomster blomstrede stadig, selvom hun ikke kunne løbe og plukke dem. De blomstrede inde i hende. Udenfor Pollyannas vindue begyndte byen at hviske. Ikke de samme, sure hvisken som før, men en ny slags hvisken. 'Hvordan har Pollyanna det?' spurgte folk hinanden med en ægte bekymring i stemmen. 'Er hun okay? Håber hun snart er på benene igen,' mumlede en grønthandler til sin nabo. Byens hjerte, der før havde været lidt koldt og gråt, begyndte at tø op, ligesom sne, der smelter i forårssolen. Alle tænkte på den lille pige, der altid fandt noget at være glad for, uanset hvad der skete. Hendes ulykke havde mindet dem om, hvor skrøbeligt livet kan være, og hvor vigtig glæden er. De tænkte på hendes ord, på hendes smil, på hendes leg. Og så begyndte de at tænke. De tænkte på de gange, Pollyanna havde fundet noget at være glad for, selv når det regnede. 'Jeg er glad for, at regnen vander blomsterne!' havde hun sagt med et lyst smil. De mindedes, hvordan hun havde fundet glæde i at have to ben, selvom hun ønskede sig en dukke. Hver en lille ting, hun havde vendt til noget positivt, begyndte at danse i deres sind. Fru Doolittle, der altid havde brokket sig over sine gigtplagede fingre, stoppede pludselig op midt i æltningen af brøddejen. 'Jeg er glad for, at jeg overhovedet HAR fingre at ælte med,' mumlede hun, og et lille smil trak sig om hendes mund, noget hendes naboer sjældent havde set. Det var, som om en lille, varm følelse bredte sig i hendes bryst. Byens bager, Hr. Schmidt, der altid var sur over at skulle stå tidligt op, kiggede ud ad vinduet en tidlig morgen. I stedet for at bande over mørket, sagde han, 'Jeg er glad for, at jeg kan bage friskt brød, så byens folk får en god start på dagen.' Han følte en uventet stolthed over sit arbejde. Og sådan spredte det sig. Først var det forsigtigt, næsten hemmeligt. Folk begyndte at lede efter de små glæder i deres egen hverdag. En ung mand, der havde mistet sit arbejde, fandt glæde i, at han nu havde tid til at læse bøger, han længe havde ønsket at læse. En gammel dame, der savnede sine børn, fandt glæde i at se de små fugle synge i hendes have. Det var ikke altid nemt. Nogle gange føltes det fjollet, næsten kunstigt. Men hver gang de prøvede, opdagede de en lille gnist af varme. Det startede med små, private tanker, men snart begyndte det at manifestere sig i små handlinger. 'Godmorgen!' lød det lidt oftere på gaden. 'Tak for hjælpen!' blev sagt med mere oprigtighed. Byens torv, der før havde været et sted for korte, nødvendige udvekslinger, blev nu et sted, hvor folk udvekslede smil og små historier. Børnene, der altid havde været hurtige til at efterligne, begyndte at lege 'glædesspillet' på legepladsen. 'Jeg er glad for solskin!' råbte en lille pige. 'Jeg er glad for min røde bold!' svarede en dreng. Deres leg var fyldt med den samme umiddelbare glæde, som Pollyanna havde vist dem. Tante Polly, der stadig vågede over Pollyanna, mærkede også forandringen. Da hun gik gennem byen for at købe ind, lagde hun mærke til den forandrede stemning. Købmanden spurgte med ægte medfølelse til Pollyannas velbefindende, og naboer nikkede ikke længere blot, men smilede og ønskede hende en god dag. En dag, da Tante Polly var ved at købe æbler, sagde hun til købmanden, 'Jeg er glad for, at Pollyanna har lært os at se verden på en ny måde.' Købmanden smilede og svarede, 'Ja, vi skylder den lille pige meget. Hun har mindet os om, hvad der virkelig betyder noget.' Tilbage i huset, ved Pollyannas seng, fortalte Tante Polly om de små ændringer, hun havde observeret. Pollyanna lyttede med store øjne. Hendes bryst svulmede af glæde. 'Se, Tante Polly!' sagde hun. 'Glædesspillet virker! Hele byen spiller glædesspillet!' Hendes stemme var svag, men fyldt med en dyb tilfredshed. Selvom hendes ben stadig var ømt og hun ikke kunne rejse sig, følte Pollyanna sig mere forbundet med byen end nogensinde før. Hvert lille smil, hver venlig gestus, der nu florerede i byen, var som en lille blomst, der sprang ud fra hendes egen glæde. Byen var begyndt at danse i en ny rytme, en rytme af venlighed og anerkendelse. En eftermiddag kom en gruppe børn og sang sange uden for hendes vindue. De sang sange om solen og glæden. Pollyanna smilede og tænkte: 'Jeg er glad for, at jeg kan høre dem synge. Jeg er glad for, at de har det sjovt.' Hendes egen bedring føltes pludselig mindre tung. Hun vidste, at uanset hvad der skete med hendes ben, ville glæden altid være der. Den var blevet en del af byen, en del af dem alle.
Afslutning
Og sådan endte eventyret om Pollyanna, der lærte os at finde glæde selv i de små ting. Tusind tak fordi du lyttede med! Vi håber, du havde det lige så sjovt som os. Måske har du din egen fantastiske historie, der venter på at blive fortalt? Eller måske vil du lytte til et nyt eventyr? Du kan finde mange flere magiske fortællinger, lige her hvor du er. Lad os endelig vide hos Sonacasts, hvis du har lyst til at dele dine tanker. Vi glæder os allerede til næste gang vi høres!
