Historie
Peter Plys: Eventyr i Hundredemeterskoven
30 min7-9 år
Det her er begyndelsen af historien. Hele historien spiller i Sonacast-appen.
Historien
Introduktion
Har du nogensinde tænkt på, hvad din yndlingsbamse laver, når du sover? Eller når du er i børnehave? Måske tager den ud på små eventyr! I dag skal vi møde en helt særlig bamse – Peter Plys. Han bor dybt inde i Hundredemeterskoven sammen med sin bedste ven, Jakob, og alle deres vidunderlige venner. Gør dig klar til en magisk rejse fyldt med honning, sjov og masser af kram. Kom med os ind i Peter Plys' fortryllende verden!
Mød Peter Plys og Jakob
Og hvem er så denne Peter Plys? Jo, han er en lille, blød bamse, med en stor, gul trøje, der altid sidder lidt for stramt. Og ved I hvad han elsker allermest i hele verden? Honning! Masser af honning! Han drømmer om honning, han spiser honning, og hans lille mave rumler ofte af forventning. Peter Plys er måske ikke den klogeste bamse, men han er den venligste, og han har et hjerte af guld. Men Peter Plys er aldrig alene. Hans allerbedste ven er en lille dreng, der hedder Jakob. Jakob er en klog og venlig dreng, som elsker at tilbringe sine dage i Hundredemeterskoven. Han forstår Peter Plys' tanker, selv når de handler om honning, og han er altid klar på et eventyr. De to er uadskillelige, og uanset hvad der sker, ved de, at de altid har hinanden. Er det ikke dejligt at have en bedste ven?
Peter Plys og Kanins Hjem
Peter Plys havde mange skønne venner i Hundredemeterskoven. En af dem var den travle, men venlige Kanin. Kanin boede i et hyggeligt, rent hus under jorden, omgivet af sin smukke have med sprøde gulerødder og kål. Han elskede orden, og hans hjem var altid pænt og ryddeligt. En solrig morgen vågnede Peter Plys med en rumlende mave. 'Åh, honning!' tænkte han, men krukkerne var tomme. Han huskede Kanin, der ofte havde noget lækkert. Måske en lille rest? Peter Plys traskede langsomt gennem skoven, nynnende en glad melodi. 'Tra-la-la...' Han nåede Kanins velplejede have, hvor Kanin vandede sine gulerødder. 'Godmorgen, Kanin!' sagde Peter Plys. 'Jeg håber, jeg ikke forstyrrer midt i dit havearbejde.' Kanin så op, overrasket, men høflig. 'Godmorgen, Peter Plys! Kom ind, kom ind!' Kanin elskede besøg, især når hans hjem blev beundret. Peter Plys gik forsigtigt ind – døråbningen var ikke stor for en bjørn af hans størrelse – og satte sig på en robust stol. 'Ville du have en lille smule honning, Peter Plys?' spurgte Kanin. 'Jeg deler gerne.' Peter Plys’s øjne lyste op. 'Åh, ja tak! Helt vidunderligt!' Kanin hentede en lille krukke. Peter Plys spiste med stor fornøjelse, og Kanin var glad for at kunne dele. Men Peter Plys spiste ikke bare en lille smule. Han spiste det hele! Kanin blev en anelse bekymret. 'Har du spist nok, Peter Plys?' Peter Plys nikkede, med munden fuld og et saligt smil. 'Jeg tror det, Kanin. Mange tak!' Men da han skulle rejse sig for at gå, sad han fast! Hans mave var blevet alt for stor til Kanins lille dør! 'Åh nej!' udbrød Kanin. 'Peter Plys, du sidder fast i min døråbning!' Dette var et problem, Kanin ikke havde forudset.
Honningtræet og Bierne
Kanin kiggede bekymret på Peter Plys. "Du skal trække vejret ind," sagde han. Peter Plys forsøgte, men hans mave var stadig meget rund. "Måske skulle du puste ud i stedet?" tænkte Kanin. Peter Plys pustede, og puf! Med et lille svuptj klemte han sig ud af døråbningen og landede i en blød bunke udenfor. "Tak, Kanin," mumlede han forpustet. "Det var en klemme!" Kanin smilede. "Det var så lidt, Peter Plys. Men næste gang, kun *én* skefuld honning." Efter eventyret følte Peter Plys sig meget tom indeni igen. "Åh, honning..." tænkte han, mens hans mave rumlede let. Han vandrede rundt i Hundredemeterskoven, nynnende en glad sang. Solen skinnede, fuglene sang. Skoven var fuld af vidunderlige lyde. Pludselig stoppede Peter Plys op. Hvad var det for en lyd? En sagte summen. Zzzzzz! Han kiggede op. Højt oppe i et stort egetræ var der et hul. Ud og ind fløj hundredvis af travle bier! "Bier!" udbrød Peter Plys. "Og hvor der er bier, er der... honning!" Hans øjne strålede. Men træet var alt for højt at klatre i. Peter Plys satte sig ned og tænkte en meget vigtig tanke. "Hvis jeg nu bare kunne flyve..." Så fik han en strålende idé! "Jeg ved det!" mumlede han. "Jeg vil lade som om, jeg er en lille, sort sky!" Han rullede sig i en mudderpøl, indtil han var helt dækket. "Nu ligner jeg en sky," sagde han til sig selv. "En meget mudret sky." Men skyer flyver ikke alene. "Jeg har brug for en ballon," tænkte Peter Plys. "En blå ballon!" Han vidste præcis, hvem der havde en. Hans bedste ven, Jakob. Peter Plys skyndte sig afsted. "Jakob! Jakob!" råbte han. Jakob sad og læste under et træ. "Goddag, Peter Plys. Hvad er der galt?" "Jeg har fundet et honningtræ!" sagde Peter Plys ivrigt. "Men jeg kan ikke nå honningen. Jeg har brug for din hjælp og din blå ballon." Han forklarede sin plan om at være en sky. Jakob lyttede opmærksomt til den mudrede bjørn. "En sky, siger du?" "Ja! Så jeg kan svæve op og narre bierne." Jakob tænkte sig om. "Okay," sagde han. "Men du skal være forsigtig." Han hentede sin store, blå ballon. Tilbage ved egetræet holdt Peter Plys fast i ballonsnoren. Langsomt begyndte han at svæve opad. Han følte sig let, tættere og tættere på bihullet. Jakob gik rundt nede på jorden med sin paraply og råbte op: "Det er bare en lille sky! En ganske almindelig sky!" Bierne summede rundt om ham, og Peter Plys strakte sin pote ud. "Pst, Jakob," hviskede Peter Plys ned. "Hvad siger bierne?" Jakob lyttede. "De spørger, hvad du laver deroppe." "Jeg er en sky!" svarede Peter Plys. "En mørk stormsky på vej til et honningtræ!" Men bierne var ikke overbeviste. Deres summen blev højere og mere vred. Zzzzzzzzz! "Åh nej, Jakob," råbte Peter Plys. "Bierne ved, jeg ikke er en sky! De bliver meget vrede!" Han mærkede små stik. "Jakob! Jakob!" råbte Peter Plys igen. "Du må skyde ballonen! Hurtigt!" Jakob løftede sin paraply. Sigtede forsigtigt. Og med et 'prik' ramte han den blå ballon. Puf! sagde ballonen. Og langsomt dalede Peter Plys ned. Han landede blødt på en bunke blade. Ingen honning denne gang. Men det havde været et meget spændende eventyr! Han rystede mudder af sig og smilede til Jakob. "Tak, Jakob," sagde han. "Du er en god ven." Han havde haft en sjov dag med sin ven og en blå ballon. Måske ville der være honning en anden dag.
Tigeren Kommer til Skoven
Peter Plys vågnede til en almindelig dag. Solen skinnede blidt ind, og han tænkte på honning. Han strakte sig dovent, gabte en lillebitte bjørne-gab og overvejede, hvad dagen skulle bringe. Men lige pludselig hørte han en underlig lyd. En lyd han aldrig havde hørt før i Hundredemeterskoven. Det lød som en stor, hoppende bold, der kom tættere på. Lige da han ville tænke på honning igen, var der BANG! En stor, orange og sortstribet skikkelse hoppede lige ind gennem hans dør! "Hvem er du?" spurgte Peter Plys forskrækket, men også nysgerrigt. Den stribede skikkelse stoppede med at hoppe og kiggede på Peter Plys med store, glade øjne. "Jeg er Tigeren!" sagde den med en meget livlig stemme. "Og jeg er den eneste af min slags! Buh-boing!" Og så hoppede Tigeren igen, denne gang lige op i Peter Plys's krukke med honning, som heldigvis var tom. "Du hoppede lige ind," sagde Peter Plys, stadig forbløffet. "Jeg har aldrig set nogen hoppe så højt. Er du mon en stor bi i forklædning?" Tigeren lo, et dybt og muntert brøl. "Jeg er en tiger! Og det, jeg gør, er at hoppe! Jeg hopper på mine halefjedre! Se bare!" Og så hoppede Tigeren rundt i Peter Plys's lille hus, buh-boing, buh-boing, så alle møblerne rystede. "Måske skulle vi gå ud og finde dine halefjedre?" foreslog Peter Plys, da Tigeren endelig stoppede med at hoppe. "For jeg kan se en hale, men den ser ikke ud til at have fjedre på." "Alle rigtige tigere har halefjedre!" sagde Tigeren. "Det er sådan, vi hopper! Måske har jeg tabt dem på vejen? Jeg kom en lang vej!" Peter Plys og Tigeren gik sammen ud i Hundredemeterskoven. Tigeren hoppede overalt. "Buh-boing! Jeg er en Tiger! Den eneste af min slags!" råbte han. Snart mødte de Kanin, som plantede gulerødder i sin have. Kanin var meget pertentlig med sine gulerødder. "Godmorgen, Kanin!" sagde Peter Plys. "Buh-boing!" råbte Tigeren og hoppede lige ind i Kanins gulerodsbed. Jorden fløj til alle sider, og gulerødder blev revet op. "Åh nej!" udbrød Kanin, mens han børstede jord af sine ører. "Hvem er den hoppende tingest, Peter Plys?" "Det er Tigeren," sagde Peter Plys. "Han er den eneste af sin slags, og han hopper på sine halefjedre." "Halefjedre?" Kanin rynkede på næsen. "Jeg ser ingen fjedre, kun ødelagte gulerødder! Kan han ikke bare hoppe et andet sted?" Tigeren stoppede med at hoppe og kiggede på Kanin. "Jeg er en Tiger! Og tigere hopper! Buh-boing!" Og så hoppede han videre. De fortsatte, og snart kom de til Æsels mørke og triste hjørne af skoven. Æsel stod som sædvanligt og kiggede ned i floden. "Buh-boing!" råbte Tigeren og landede lige bag Æsel, så den stakkels Æsel spjættede og næsten faldt i vandet. "Nå," sagde Æsel, da han havde fundet balancen igen. "Det var en oplevelse. En usædvanlig måde at sige goddag på." "Jeg er Tigeren!" sagde Tigeren. "Og jeg hopper!" "Det havde jeg bemærket," svarede Æsel. "Skal vi nu alle hoppe? Jeg tror ikke, mine ben er bygget til den slags morskab. Har du fundet en ny ven, Plys? En der tilfører en vis... dynamik?" Peter Plys smilede. "Han er meget energisk, ikke sandt?" Snart begyndte Tigeren at føle sig sulten. "Jeg er sulten!" råbte han. "Hvad spiser man her i Hundredemeterskoven?" Peter Plys foreslog: "Honning? Jeg har måske en lille rest derhjemme." Tigeren tog en bid af Peter Plys's honningkrukke. Men hans ansigt trak sig sammen. "Ad! Tiger kan ikke lide honning! Det er klistret! Buh-boing!" "Nå," sagde Peter Plys. "Det er da underligt." Så gik de til Kanin. "Kanin," sagde Peter Plys, "hvad spiser tigere?" Kanin, stadig sur over sine gulerødder, sagde: "Tigere spiser hvad som helst, der ødelægger en gulerodshave! Måske tidsler? Æsel elsker tidsler." Så Tigeren prøvede en tidsel. Han tog en bid og spyttede den straks ud med en stor grimasse. "Føj! Tiger kan ikke lide tidsler! De er stikkende! Buh-boing!" Æsel, som havde set det hele, sagde: "Jeg kunne have fortalt dig, det var en dårlig idé." "Hvad med hø?" foreslog Grisling, som var kommet til. Tigeren smagte på høet, men rystede på hovedet. "Nej! Tiger kan ikke lide hø! Det er tørt og kedeligt! Buh-boing!" Alle vennerne begyndte at blive bekymrede. Hvad skulle Tigeren dog spise? Han hoppede rundt og blev mere og mere sulten. "Jeg er en tiger! Og tigere spiser noget lækkert! Men hvad?" Lillemand og Kængu kom forbi. Kængu var altid god til at vide, hvad små venner skulle spise. "Hvad er der galt?" spurgte Kængu. Peter Plys forklarede om Tigeren, der ikke kunne lide honning, tidsler eller hø. Kængu smilede. "Åh, jeg ved præcis, hvad tigere spiser! Tigere spiser maltekstrakt!" Alle kiggede forundret på Kængu. Maltekstrakt? Hvad var det? "Det er det, jeg giver Lillemand, når han har været god," forklarede Kængu. "Kom, Tiger! Jeg har en hel krukke derhjemme!" Tigeren sprang af glæde. "Maltekstrakt? Buh-boing! Lyder spændende!" Og ganske rigtigt! Da Tigeren fik en stor skefuld maltekstrakt, lyste hans ansigt op. "Mmmm! Dette er det bedste, Tiger nogensinde har smagt! Jeg elsker maltekstrakt! Det er det, tigere spiser!" Sådan fandt Tigeren endelig sin yndlingsmad, og alle vennerne i Hundredemeterskoven var glade. Tigeren blev boende og bragte masser af sjov og hop med sig. Han var måske den eneste af sin slags, men han var en meget velkommen ven. Og Peter Plys, han tænkte, at selvom Tigeren ikke kunne lide honning, så var det da meget hyggeligt at have en ven, der hoppede så meget. Måske kunne han lære at hoppe lidt selv en dag. Men nok ikke lige så højt som Tigeren.
Æsels Hale Forsvinder
En dag i Hundredemeterskoven, hvor solen skinnede blidt, skete der noget ret usædvanligt. Peter Plys gik en tur, håbende på honning eller en ven at snakke med. Han kom forbi Æsels yndlingssted ved floden, hvor Æsel stod og tænkte. Men i dag var Æsel endnu mere trist end normalt; hans skuldre hang, og ørerne dinglede kun halvhjertet. Og det var usædvanligt, selv for Æsel, der sjældent var munter. "Godmorgen, Æsel," sagde Peter Plys. Æsel svarede med et dybt, beklagende suk. "Godmorgen, Plys... hvis man da kan kalde den det." "Er der noget galt, min kære Æsel?" spurgte Peter Plys. "Jeg har mistet det mest uvurderlige af alt," sagde Æsel. Peter Plys kiggede sig omkring. "Er det din... pandekage?" spurgte Plys. "Nej, Plys," svarede Æsel. "Det er meget værre end en pandekage. Det er min hale." Peter Plys blinkede. Han kiggede bag på Æsel. Og rigtig nok! Hvor der normalt hang en grå hale med en yndig pink sløjfe, var der nu ingenting. "Åh, Æsel!" udbrød Peter Plys. "Din hale! Hvor er den blevet af?" "Ja, det er jo det, der er spørgsmålet," sagde Æsel. "Den var der i går. Jeg svingede den. Og i morges var den væk." Peter Plys vidste, at Æsel holdt meget af sin hale. "Vi må finde den!" sagde Peter Plys bestemt. "Kom, vi leder!" Æsel sukker dybt igen. "Det er nok umuligt, Plys. Haler forsvinder ikke bare. De bliver væk for evigt." Men Peter Plys var ikke enig. De begyndte at lede. De kiggede under buske, bag sten, og i små pytter. De spurgte sommerfuglene og bierne. Men ingen havde set Æsels hale. Det var som om den bare var forsvundet ud i den blå luft. Efter et stykke tid kom Ugle flyvende. Ugle var jo den klogeste i hele Hundredemeterskoven, mente han selv. "Hvad foregår der her?" spurgte Ugle og landede på en gren. "Er der opstået et filosofisk dilemma, der kræver min intellektuelle indsats?" "Min hale er væk, Ugle," sagde Æsel. "Fuldstændig forsvundet." Ugle spærrede sine store øjne op. "Et organisk tab! Dette er en sag af største betydning!" Han hoppede ned og begyndte at gå rundt om Æsel. "Lad os analysere situationen. Hvor var halen sidst set? Var der vidner? Var der tegn på tvangsfjernelse?" Æsel så bare opgivende ud. Ugle fortsatte med at tænke højt. "Vi må oprette en eftersøgningskomité! Udsende notifikationer! Gennemgå skovens topografi centimeter for centimeter!" Pludselig stoppede Peter Plys, og hans øjne blev store og runde. Han havde kigget på Ugle, og så på det, som Ugle sad på – nemlig Ugles hus. Han havde set noget meget mærkeligt, der dinglende ved siden af hoveddøren. "Ugle," sagde Peter Plys. Ugle viftede en vinge. "Ikke nu, Plys! Jeg er midt i en dybtgående deduktion!" "Men Ugle," fortsatte Peter Plys. "Det der dingler fra din dørklokke... det er Æsels hale, er det ikke?" Ugle stoppede brat. Han kiggede ned. Og rigtigt nok! Fra den lille snor ved siden af hans dørklokke, dinglende en velkendt grå hale med en yndig pink sløjfe, som en helt almindelig dørklokkesnor. "Ved jøsses!" udbrød Ugle. "Den er jo her! Jeg har fundet den! Jeg vidste, at min intellektuelle overlegenhed ville føre til succes!" Æsel kiggede op. "Min hale! Min dejlige hale!" Det viste sig, at vinden havde revet Æsels hale af, mens han stod ved floden. Halen var fløjet gennem skoven og landet uden for Ugles hus. Ugle, der var lidt fraværende, troede det var en dørklokkesnor, der var faldet ned, og havde hængt den op ved sin dør. Han havde slet ikke genkendt den som en hale! Peter Plys hjalp forsigtigt Ugle med at tage halen ned. Æsel skinnede. "Tak, Peter Plys," sagde Æsel. "Du er en sand ven. Og du er også klogere, end du ser ud til." Peter Plys smilede genert. "Jeg er bare god til at kigge," sagde han. Og sådan fik Æsel sin hale tilbage. Peter Plys hjalp ham med at sætte den forsigtigt fast igen med en tegnestift. Æsel svingede den frem og tilbage, og selvom han stadig var en Æsel, var der nu en lillebitte smule mere glæde i hans grå øjne. Og den pink sløjfe så smukkere ud end nogensinde før.
Kængu og Lillemand Flytter Ind
Livet i Hundredemeterskoven gik videre, efter Æsel havde fået sin hale tilbage. Solen skinnede, fuglene sang, og Peter Plys spiste honning, når han kunne komme til det. Grisling var stadig en smule nervøs af natur, Kanin havde travlt med sine gulerødder, og Ugle fortalte lange, kloge historier. Alt var, som det plejede at være. Eller var det? En morgen, lige da skoven var ved at vågne, og solen lige havde sendt sine første gyldne stråler gennem trækronerne, skete der noget. Noget helt, helt nyt. Kanin, som altid var den første til at opdage alt i skoven, sprang pludselig op fra sin gulerodsmark. Han spidsede ørerne, snusede i luften, og hans næse vrikkede hurtigt frem og tilbage. Han havde set noget! Noget fremmed! Der var en ny lyd, en blød, hoppende lyd, der kom nærmere. Og så, lige der mellem træerne, dukkede to nye skabninger op. Den ene var stor og venlig med blød, brun pels. Og inden i en pung på maven af den store, sad en lille, nysgerrig baby. Det var Kængu og hendes lille søn, Lillemand. De var flyttet ind i Hundredemeterskoven, og ingen vidste det! Kanin skyndte sig afsted for at finde Peter Plys og Grisling. Han var meget oprevet. ”Vi har nye dyr i skoven!” sagde Kanin, og hans ører dinglede af bekymring. ”De er aldrig set her før! Hvem er de? Og hvad vil de?” Peter Plys tænkte sig om. ”Måske,” sagde han, ”har de honning med?” Grisling gispede. ”Måske er de farlige?” Kanin rystede på hovedet. ”Vi må finde ud af det. Og vi må være kloge. Jeg har en plan!” Han trak Plys og Grisling tættere på og forklarede sin geniale idé. Planen var enkel: De skulle liste sig tæt på Kængu og Lillemand. Så skulle Plys snakke med Kængu, distrahere hende. Og når Kængu ikke kiggede, skulle Grisling snuppe Lillemand! Så ville de gemme Lillemand et sikkert sted, og Kængu ville blive så ulykkelig, at hun ville flytte væk fra skoven igen. Plys var ikke helt sikker. Han brød sig ikke om at gøre nogen ulykkelige. Men Kanin var så overbevisende. Og Grisling var så bange for at sige nej. Så de gik med til planen. De fandt Kængu og Lillemand ved et træ. Lillemand var ved at øve sig i at hoppe. Han tog små, ivrige spring og landede altid lige tilbage i Kængus bløde pung. Kængu smilede. Peter Plys gik frem. ”Godmorgen, Kængu,” sagde han venligt. ”Spiser du også honning?” Kængu så op. ”Godmorgen, Peter Plys,” svarede hun. ”Nej, jeg spiser mest grønne blade og frugter. Men Lillemand elsker mælk.” Mens Plys snakkede løs om honning, sneg Grisling sig rundt bag Kængu. Hans hjerte bankede hurtigt, dundrede som en tromme i brystet. Han skulle snuppe Lillemand! Han lukkede øjnene, strakte armene ud og… hop! Men Grisling var så nervøs og så lille, at han sprang direkte ind i Kængus pung i stedet for at snuppe Lillemand! Lillemand, der var hurtig som et lyn, hoppede ud af pungen lige idet Grisling sprang ind. Og da Kængu vendte sig om, havde hun Grisling siddende i sin pung! Kængu, der var meget klog og venlig, bemærkede det hele. Hun smilede forsigtigt. Hun vidste, at Kanin og de andre måske var lidt bange for hende, men hun var slet ikke farlig. Hun lukkede lynlåsen på sin pung, så Grisling ikke kunne komme ud. Kanin kom nu hen til Kængu med et stort smil på læben. Han troede, at planen var lykkedes. ”Hvor er din lillemand, Kængu?” spurgte han. ”Jeg kan da ikke se ham!” Kængu kiggede på ham. ”Min lillemand?” sagde hun. ”Han er lige her. Skal du se?” Hun åbnede sin pung en lille smule. Kanin kiggede ind, og derinde sad Grisling! Han kiggede forskræmt ud på Kanin. ”Åh, er det lille Grisling?” sagde Kængu med en stemme fuld af. ”Jeg troede, det var Lillemand, der var blevet lidt grå og bange i ansigtet. Men du ser ud til at trænge til en god, stærk medicin, Grisling. Jeg har lige lavet noget.” Grisling vidste, hvad det betød. Kængu var god til at give medicin, men den smagte ikke godt. Og efter medicinen fulgte der altid et bad! Grisling rystede af skræk. Han brød sig slet ikke om at komme i bad. Han pivede og prøvede at gemme sig endnu dykkee ned i pungen. Kængu løftede ham forsigtigt ud. ”Du skal ikke være bange, lille Grisling,” sagde hun. ”Jeg vidste hele tiden, at det var dig. Og jeg vidste også, at Kanin havde lavet en lille plan. Men du skal vide, at Lillemand og jeg er søde og venlige. Vi vil bare gerne bo i skoven og være venner med jer alle sammen.” Lillemand hoppede frem fra bag et træ, hvor han havde gemt sig, og smilede til dem alle. Han rakte en lille blomst frem til Grisling. Kanin blev helt flov. Hans ører blev røde, og han kiggede ned i jorden. Han havde taget fejl. Kængu og Lillemand var slet ikke farlige. De var søde og rare og kloge. Og Kængu var endda god til at bage kager! Sådan lærte alle i Hundredemeterskoven, at man ikke skal dømme nye venner, før man kender dem. Kængu og Lillemand blev hurtigt en elsket del af skoven. Lillemand var altid klar på leg og eventyr, og Kængu var den bedste til at give kram, når man havde slået sig, eller bage de lækreste honningkager til Peter Plys. Og Kanin lærte, at selv den klogeste kan tage fejl. Fra den dag af var Hundredemeterskoven et endnu bedre sted, fyldt med nye venskaber og mange, mange flere glade eventyr.
En Blæsende Dag og Oversvømmelsen
En morgen vågnede Peter Plys til en vild vindfest i Hundredemeterskoven. Vinden susede og hylede omkring hans hus, fik træerne til at svinge og bladene til at hvirvle vildt. Plys kiggede ud; hans honningkrukke skælvede. Han måtte spise den, før den blæste væk! Han besluttede at besøge vennerne, men det var svært. Vinden puffede og trak i ham, så han følte sig som en lille, rund honningbold på eventyr. Hos Jakob, der krampagtigt holdt fast i sin ballon, lød det: 'Sikken en dag! Vinden prøver at stjæle alle mine tanker!' Plys svarede: 'Og min hat, hvis jeg ikke passer på!' De to venner gik sammen. De fandt Grisling, bange bag sit hus, og Plys råbte: 'Bare rolig, vi holder fast!' Ordene forsvandt næsten i vinden. Æsel stod, som altid, med ryggen til blæsten: 'Vinden er ligeglad med en gammel æsel som mig. Den blæser bare, og jeg står her.' Pludselig fik vinden fat i noget usædvanligt. En pind, der lignede en bro! 'Se, Jakob!' råbte Plys. 'Vinden leger med en bro!' Jakob så til sin overraskelse, at det var Æsels hus! 'Plys, det er Æsels hus! Vinden har blæst det fra hinanden!' De skyndte sig til Æsel. 'Dit hus er blæst fra hinanden!' råbte Jakob. Æsel vendte sig langsomt om: 'Mit hus? Nå ja. Jeg tænkte nok, at der manglede noget.' Plys og Jakob måtte hjælpe. De samlede alle de spredte pinde, og med Jakobs klogskab og Plys's styrke, byggede de Æsels hus op igen. 'Tak,' sagde Æsel, da huset stod der. 'Det er rart at have et hus. Selvom det måske blæser fra hinanden igen i morgen.' Men vinden var kun begyndelsen på et større eventyr. For efter blæsten kom... regnen. Det startede med små dryp, men snart væltede vandet ned. Hundredemeterskoven blev våd, og små vandpytter blev til store søer. Vandet steg og steg. Peter Plys sad i sit hus og så vandet komme nærmere. Han spiste sin sidste honningkrukke, for man ved aldrig, hvornår man får brug for energi i en oversvømmelse. Vandet nåede snart vindueskarmen! 'Åh, hvad skal jeg gøre?' tænkte Plys. Han skrev et brev til Jakob: 'HJÆLP! Plys er oversvømmet! Send en båd!' Han lagde brevet i en krukke, skruede låget på og kastede den ud af vinduet. Imens, ovre hos Grisling, var det endnu værre. Grislings lille hus var omringet af vand, og det steg hurtigere, end han forestillede sig. Han klatrede op på sin højeste stol, men vandet kom stadig. Han ønskede brændende, at vennerne ville redde ham. Og Jakob? Han sad derhjemme. Pludselig så han en krukke drive forbi. Han fiskede den op, åbnede den og læste Plys's brev. 'Plys er oversvømmet! Og Grisling! Åh nej, jeg må gøre noget!' Jakob var klog. Han vidste, hvad man skulle gøre. Han skyndte sig ud i sin store paraply. Han brugte den som en lille båd! Med den sejlede han ud for at finde Plys og Grisling. Han fandt først Peter Plys, der sad på sin vindueskarm. 'Hej Jakob!' råbte Plys. 'Jeg er så glad for at se dig! Har du mad med?' Jakob smilede. 'Først skal vi redde Grisling, Plys! Han er sikkert meget bange.' Sammen sejlede de to venner i paraplyen mod Grislings hus. Det var ikke let, for vandet strømmede. Da de nåede Grislings hus, sad den lille gris oppe på en vaklende træstub. 'Åh, Jakob! Åh, Plys!' jamrede Grisling. 'Jeg troede aldrig, I ville komme!' 'Bare rolig, Grisling,' sagde Jakob roligt. 'Vi er her nu. Hop ned i paraplyen.' Grisling hoppede forsigtigt ned, og paraplyen føltes nu meget fuld. Men de var alle tre i sikkerhed. Mens de sejlede tilbage mod Jakobs hus, begyndte vandet at falde. Regnen var stoppet, og solen tittede frem. De kom sikkert hjem til Jakob, hvor de tørrede sig og drak varm kakao. 'Det var et eventyr, vi sent vil glemme,' sagde Plys. 'Jeg er glad for, at vi har dig, Jakob.' Grisling nikkede. 'Ja, du er den bedste til at redde os.' Og Jakob? Han smilede. Han var glad for sine venner og for, at han kunne hjælpe dem. Hundredemeterskoven havde overlevet, og vennerne vidste, at så længe de havde hinanden, kunne de klare hvad som helst.
Afslutning
Og sådan endte endnu et skønt eventyr i den magiske skov. Tak fordi I lyttede med, små venner! Vi håber, I nød historien om venskab og mod. Husk, I kan altid finde på jeres egne fantastiske historier og eventyr, lige der, hvor I er. Hvem ved, hvilke nye venner I kan møde, eller hvilke sjove ting I kan opdage, hvis I bare bruger jeres fantasi? Vi glæder os allerede til næste gang. Og hvis I har noget at sige, så fortæl det endelig til Sonacasts. På gensyn, og sov rigtig godt!
