Historie
Peter Pan
30 min7-9 år
Det her er begyndelsen af historien. Hele historien spiller i Sonacast-appen.
Historien
Introduktion
Har du nogensinde drømt om at flyve højt over tagene og lande i et magisk land? Hvor ingen nogensinde bliver voksne? Tag med Wendy, John og Michael Darling, når de møder en dreng, der kan flyve, og som har mistet sin skygge. En nat kommer Peter Pan til deres vindue, og pludselig er de på vej mod et utroligt eventyr. Hvad venter dem på den hemmelighedsfulde Ønskeø? Fyldt med havfruer, fortabte drenge, og en meget farlig piratkaptajn! Lyt med og opdag Peters vidunderlige verden.
Et Besøg fra Peter Pan
Og hvem var så denne Peter Pan? Han var en dreng, der nægtede at vokse op, klædt i blade og med et frækt smil. Den aften fløj han ind gennem vinduet til Darling-børnene – Wendy, John og Michael – fordi han havde mistet sin skygge! Wendy, en smart og omsorgsfuld pige, hjalp ham med at sy den fast igen. Men Peter var ikke alene. Med sig havde han en lille, gnistrende fe ved navn Klokkeblomst, der fløj rundt som en lysende prik. Peter Pan ville tage børnene med til et helt særligt sted, Ønskeøen! Men først skulle de lære at flyve. Han lærte dem at tænke på de mest vidunderlige og glade tanker, og Klokkeblomst pustede eventyrstøv på dem. 'Tænk på glade tanker, tænk på glade tanker,' sagde Peter, og pludselig følte de sig lette som fjer, klar til at svæve op mod stjernerne. En uforglemmelig rejse var lige begyndt.
Flyv til Ønskeøen!
Og så skete det! Med et lille puf fra Klokkeblomsts magiske støv og Peter Pans muntre råb, svævede Michael, John og Wendy op fra gulvet. De fløj! Først lidt usikkert, som små fugleunger der prøver deres vinger for første gang, men hurtigt fandt de rytmen. De kiggede ud ad vinduet, og London lå under dem som et funklende tæppe af lys. Husene blev til små æsker, og gaderne til tynde, snoede bånd. Peter Pan lo, mens de steg højere og højere op mod den mørke nathimmel, der var drysset med tusindvis af glitrende stjerner. Det føltes som at dykke ned i et hav af diamanter. De fløj forbi sovende skyer, der lignede bløde, hvide vatklatter, og månen skinnede som en stor, venlig pandekage på himlen. Michael rakte sin lille hånd ud, som om han ville fange en stjerne. "Lige ud til den anden stjerne, og så til højre til solopgang!" råbte Peter Pan. De fulgte ham, over byer der sov, over store, mørke have og forbi mærkelige, svævende isbjerge, der glimtede i månelyset. Rejsen var lang, men den føltes som et eventyr hvert eneste sekund. De glemte alt om deres senge og deres kedelige regnemaskiner. Pludselig, langt, langt nede, spottede Wendy noget. En lille, grøn plet i det store, blå hav. "Se!" hviskede hun. Peter Pan smilte. "Det er Ønskeøen!" råbte han. Ønskeøen voksede sig større og større for deres øjne. De kunne se høje bjerge, der nåede helt op til skyerne, dybe dale, der gemte på hemmeligheder, og en glitrende sø, der lignede et kæmpe spejl. Luften duftede anderledes her. Den duftede af vilde blomster, af eventyr og af en smule magi. De kunne allerede skimte små hytter, der lignede svampe, og en stor, grøn skov, der vinkede til dem. Hvor mon de mon skulle lande? Og hvilke spændende ting ventede dem på denne helt nye og vidunderlige ø?
De Fortabte Drenge og Havfruerne
Pludselig, med et lille 'swish' og en blød duns, landede de midt på en grøn, blomstrende eng. Duften af vilde blomster var endnu stærkere her, fyldte næsen med en sød og frisk lugt, og solen kiggede nu helt frem mellem de høje, gamle træer, der stod som kæmper rundt omkring dem. 'Velkommen til Ønskeøen!' råbte Peter Pan med en glad stemme, mens han landede let på fødderne. 'Se, derovre! Der bor mine drenge!' De kiggede derhen, hvor Peter Pan pegede, og de så et kæmpe, hult træ! Det var så stort, at det lignede et lille hus. Fra træets top hang en lang, flettet rebstige, der forsvandt ned i et mørkt hul i jorden. Fra hullet hørte man fnis, små råb og lyden af noget, der tumlede rundt. 'Kom med!' sagde Peter, og uden at tøve gled han ned ad rebstigen. Wendy, John og Michael fulgte efter, først lidt usikre, men så grinede de, mens de tumlede ned i mørket, inden de landede blødt på en bunke tørre blade og mos. Indenfor var der varmt og hyggeligt. Små senge var lavet af blade og mos, farverige tæpper dækkede gulvet, og der var masser af legetøj spredt ud overalt – træsværd, fjerhatte, bue og pil, og endda et par gamle skattekort, der lå krøllede på en lille træstub. Midt i det hele var der en stor, knitrende ild, der sendte hyggelige, dansende skygger rundt på de skæve vægge. Fem små drenge hoppede rundt, da de så Peter Pan. De var klædt i dyreskind og blade, og deres øjne strålede af nysgerrighed, da de så de nye gæster. 'Det her er Mine Drenge!' sagde Peter stolt. 'Og det her er Wendy, John og Michael!' De Fortabte Drenge – så blev de kaldt, fordi de engang var faldet ud af deres barnevogne, da de var helt små, og havde boet på Ønskeøen lige siden. De havde ingen mødre, men det generede dem ikke, for de havde jo Peter Pan, og nu havde de fået nye venner! Wendy fik hurtigt en vigtig rolle. 'En mor, der kan læse historier og putte os om aftenen?' spurgte en af drengene med store, håbefulde øjne. 'Præcis!' svarede Wendy og smilede. De næste dage var fyldt med eventyr og leg. De legede røvere og indianere i skoven, de byggede huler af grene og blade, og de fandt på de mest fantastiske historier om drager og skatte. En solrig eftermiddag, efter en lang og sjov leg, sagde Peter Pan: 'Kom, jeg vil vise jer noget magisk! Noget I aldrig har set før. Noget der glitrer og synger!' De fløj over en tæt skov, over høje bjerge, der lignede grønne kæmper, og landede ved en glitrende, turkisblå lagune, der var omgivet af hvide, bløde sandstrande. Vandet var så klart, at man kunne se de farverige sten og små fisk på bunden. Og så, lige dér i vandet, sad de! Smukke havfruer med skinnende haler i alle regnbuens farver. Nogle havde lysegrønne haler, der lignede havets egen farve, andre var dybblå som nattehimlen, og nogle glimtede som sølv i solen. Deres hår var langt og flagrende, pyntet med muslingeskaller og perler, og de havde små, funklende øjne. Havfruerne sang blidt, melodier der lød som havets hvisken, og de lo, så det klang som små klokker. De var nysgerrige, men også lidt sky. Når drengene kom for tæt på, dykkede de ned under vandet med et plask! og var væk, kun for at dukke op igen et andet sted, og kigge med deres store, nysgerrige øjne, inden de forsvandt igen. Wendy var helt fascineret. 'Er de ikke smukke?' hviskede hun til Peter. 'Jo,' svarede han med et lille, 'men pas på! De er drillesyge, og de kan godt lide at trække folk i håret, hvis de keder sig!' John og Michael prøvede at vinke til dem, men havfruerne ville kun lege deres egne, hemmelige lege. De elskede at plaske, hoppe og sprøjte vand, og de var utroligt elegante i vandet. Dagen gled forbi ved lagunen, fyldt med solskin, leg og havfruesang. Det var en vidunderlig verden, en verden, hvor fantasien ingen grænser havde, og hvor hvert eneste hjørne gemte på et nyt eventyr. Men Ønskeøen var ikke kun fuld af sjov og leg. Langt ude på havet, bag en tågebanke, lå der et mørkt, skummelt skib. Et skib, der gemte på en stor fare, og en skurk, som Peter Pan kendte alt for godt. Men det er en historie til en anden gang, en historie om en uhyggelig kaptajn og en tikkende lyd...
Kaptajn Klo og Den Tikkende Krokodille
Den uhyggelige kaptajn, vi talte om, var ingen ringere end Kaptajn Klo selv! Han var den mest frygtede pirat på hele Ønskeøen. Forestil dig en mand med et stort, sort, krøllet skæg, der lignede en busk, og øjne der skinnede som to små, onde perler. Men det mest bemærkelsesværdige ved Kaptajn Klo var... ja, hans klo! I stedet for en hånd havde han en skinnende, kold jernklo. Den brugte han til at klø sig i skægget, til at pege med, og til at give ordrer til sine pirater. Kaptajn Klo var en temmelig sur og tvær mand. Han elskede ikke andet end at planlægge onde tricks og at jage Peter Pan. Hans skib, 'Jolly Roger', var altid fyldt med hans piratbesætning. De var en broget flok af skæggede mænd med bandager for øjet og store støvler. De lød farlige, men de var faktisk mest bange for Kaptajn Klo selv, og Kaptajn Klo var mest bange for én bestemt ting... Og hvad var så det, der kunne få den store, skræmmende Kaptajn Klo til at ryste i bukserne? Jo, det var en meget stor krokodille! En gang for længe siden, da Kaptajn Klo var endnu mere sur og endnu mere ond, havde han en skæbnesvanger kamp med Peter Pan. Under kampen, var der sket et uheld! Kaptajn Klo havde mistet sin ene hånd, og hvem tror I spiste den? Netop! En kæmpestor krokodille! Fra den dag af havde den krokodille fået en meget særlig smag for Kaptajn Klo. Men det var ikke det værste. Før krokodillen spiste Kaptajn Klos hånd, havde den også slugt et vækkeur! Så nu, hver gang krokodillen svømmede rundt i vandet, kunne man høre en 'tik-tak, tik-tak, tik-tak' lyd. Det var lyden af uret inde i dens mave, der fortalte alle, at krokodillen var på vej! Kaptajn Klo hadede den lyd mere end noget andet i hele verden. Når han hørte det der 'tik-tak, tik-tak', så løb han så hurtigt han kunne! Han sprang op i masterne på sit skib, eller gemte sig under dæk, bare for at slippe væk fra den sultne krokodille. Den krokodille var en rigtig sjov gut. Den fulgte efter Kaptajn Klo overalt, håbende på at få den anden hånd også! Eller måske endnu mere af Kaptajn Klo selv! Peter Pan derimod, syntes det var ret morsomt med krokodillen. Han vidste, at Kaptajn Klo var bange, og Peter Pan var jo kendt for at være en drillepind! Kaptajn Klo hadede Peter Pan, ikke kun for at have forårsaget, at han mistede sin hånd, men også fordi Peter Pan altid ødelagde hans onde planer. Hver eneste gang Kaptajn Klo tænkte en snedig fælde ud, kom Peter Pan og vendte det hele på hovedet! På 'Jolly Roger' sad Kaptajn Klo ofte og surmulede. Han bandede og svor over Peter Pan og den tikkende krokodille. 'Arrrgh!' brølede han til sine pirater. 'Den flyvende dreng skal fanges! Han skal betale for min manglende hånd! Og den grønne kryster med uret i maven skal også fanges!' Piraterne rystede på hovedet, de vidste, det var en næsten umulig opgave. Kaptajn Klo ville fange Peter Pan, han ville have hævn, og han ville især gerne have fred for den irriterende 'tik-tak' lyd. Han forestillede sig, hvordan han en dag ville være den eneste konge på Ønskeøen, uden Peter Pan til at drille ham, og uden krokodillen til at jagte ham. Men Peter Pan var jo den hurtigste og klogeste dreng på øen. Det ville ikke blive let for Klo. En dag sad Kaptajn Klo på dækket af sit skib, mens solen skinnede ned på hans skinnende klo. Han holdt et hemmeligt møde med sin næstkommanderende, Smisk. 'Smisk,' hviskede Klo, 'jeg har en ny plan! En snedig plan, der vil fange den lille flyvende nar, Peter Pan, og hans venner! Vi må lokke dem til os, og så... så er de vores!' Smisk smilede skummelt, og gnubbede sig i sit skæg. Hvad mon Kaptajn Klo havde fundet på nu? Og ville det lykkes ham at fange Peter Pan og de andre? Det må vi finde ud af en anden gang!
Venskab og Eventyr på Ønskeøen
Men imens Kaptajn Klo og Smisk sad og smed onde planer, fløj Peter Pan, Klokkeblomst og de tre Darling-børn sikkert tilbage til trætophuset, højt oppe i Ønskeøens grønne blade. Hvor var det dog et dejligt gensyn! De Fortabte Drenge jublede af glæde, da de så Peter, og de blev så glade for at få nye venner i Wendy, John og Michael. Især da de hørte, at Wendy ville være deres mor. 'En mor!' råbte de alle i kor, og hoppede op og ned. 'Vi har aldrig haft en mor før!' Wendy smilede og foldede armene om dem. Hun begyndte med det samme at sætte huset i stand og sørge for, at alle havde det godt. Hun syede huller i deres tøj med nål og tråd, fandt på sjove måder at rydde op på, og ved sengetid fortalte hun de mest fantastiske historier. Hun sørgede også for, at de vilde drenge fik rene ansigter og redt hår – selvom det var lidt af en udfordring med Peter Pan, som syntes, det var en mærkelig voksenting. Han foretrak at have sit hår så vildt som junglen selv. Livet på Ønskeøen var fuld af eventyr fra morgen til aften. Hver dag var en ny opdagelsesrejse, og Peter Pan var den bedste leder, man kunne ønske sig. Han kendte alle de hemmelige steder, de skjulte stier og de sjoveste lege. Hans øjne strålede altid af skælmske ideer, og han var aldrig træt. En dag tog han dem med på en spændende skattejagt dybt inde i skoven. 'Følg mig!' råbte Peter, og fløj foran, mens de andre løb efter ham, deres små fødder plaskede gennem blødt mos. De kravlede over mosbegroede sten, listede sig forbi sovende, farverige fugle, og kiggede ind i hule træstammer, hvor små, nysgerrige egern tittede frem og vinkede med deres haler. Skatten? Det var ikke guld eller diamanter, men en kæmpe, saftig vandmelon, der hang i en hemmelig lianhule, beskyttet af smukke, selvlysende blomster, der glimtede i halvmørket. De skar den i store stykker med et skarpt blad og spiste den med fingrene, mens sød saft dryppede ned ad deres hager. Hvor smagte det dog vidunderligt, som om solen selv var fanget inde i frugten! En anden dag lærte Peter dem at tale med dyrene. 'Du skal bare lytte rigtig godt,' forklarede han. 'Og så skal du svare med dit hjerte. Dyrene forstår, hvis du taler venligt til dem.' Snart sad John og Michael og grinede, mens en lille frø hoppede i takt med deres sang, og Wendy fortalte en historie til en flok lyttende sommerfugle, der dansede omkring hendes hoved som farverige slør. En nysgerrig abe hoppede ned fra træet for at få en bid af Michaels kiks. Klokkeblomst fløj også rundt og drillede dem lidt, strøede tryllestøv over deres hoveder, så de fniste, og hjalp dem med at finde de sødeste bær i buskene. Hun var en lille, hurtig gnist af glæde, der elskede at se børnene have det sjovt, og hun blinkede altid med sin lille lanterne. Men de mest magiske øjeblikke fandt sted ved Havfruernes Lagune. Om dagen svømmede de og legede i det krystalklare vand, mens solstrålerne dannede funklende mønstre på bunden, og små, farverige fisk svømmede forbi deres tæer. De Fortabte Drenge og Darling-børnene lærte at holde vejret længe, og Peter Pan dykkede ned og fandt de smukkeste konkylier, som de lyttede til for at høre havets hemmeligheder og de blide bølgers sang. Og når solen begyndte at gå ned, malede himlen i tusind farver – fra gylden orange til dyb lilla – kom havfruerne op af vandet. De havde lange, glinsende haler i alle regnbuens farver og sang de smukkeste sange, som fik alle til at drømme sig væk. Wendy sad ofte på klipperne med dem, og lyttede til deres historier om havets dybder og de eventyrlige skabninger, der boede dernede. 'Pas på Kaptajn Klo,' sagde en af havfruerne en aften med en melodiøs stemme, hendes øjne glimtede alvorligt. 'Han kan lide at fange os og stjæle vores perler. Han er ond.' Peter Pan grinede. 'Han tør ikke komme her, når jeg er i nærheden!' sagde han selvsikkert, og puffede sit bryst frem. Men alligevel vidste de alle, at Ønskeøen ikke altid var helt uden fare. En skygge af pirattruslen hang altid et sted ude i horisonten. Om aftenen, når stjernerne tændte på den mørke himmel som tusind små diamanter, samledes alle omkring et knitrende bål. Wendy fortalte historier om eventyr fra den 'rigtige' verden, om modige riddere og smukke prinsesser, og om de store byer, der lå langt, langt borte. De Fortabte Drenge lyttede med store øjne, for de havde aldrig hørt om sådanne ting før. Peter Pan lyttede også, selvom han nogle gange faldt i staver og kiggede op på månen, som om han talte med den. John og Michael elskede deres nye liv. De løb og legede uden sko, deres hår blev vildere og vildere, og deres kinder blev solbrændte. De glemte næsten, hvordan det var at bo i et hus med rigtige senge og spise med kniv og gaffel. Her var det hele en leg, en konstant fejring af at være barn. De byggede huler, lærte at svinge i lianer, og Peter lærte dem de bedste steder at finde modne kokosnødder og søde mangoer. De havde mudderkampe, fangede de mest farverige sommerfugle og slap dem fri igen, og kiggede på de små, glitrende feer, der sommetider fløj forbi i tusmørket som levende stjernestøv. Wendy var glad for at se dem så lykkelige. Hun nød også at være en mor for de syv Fortabte Drenge og for sine brødre. Men nogle gange, når hun sad alene ved bålet, tænkte hun på sin rigtige mor og far, og om de mon savnede hende. Ønskeøen var magisk og vidunderlig, men den var også langt væk hjemmefra. Men disse tanker forsvandt hurtigt, når Peter Pan dukkede op med et nyt, sjovt forslag. 'Kom med!' råbte han, 'vi skal ud og udforske de dansende svampe, der lyser i mørket!' Og så glemte alle alt andet og fulgte ham ind i det næste eventyr, deres hjerter fyldt med forventning. Selvom Kaptajn Klo og hans pirater lurer i skyggerne, var Peter Pan og hans venner mest optaget af at nyde hvert eneste sekund af deres magiske tilværelse på Ønskeøen. Venskabet blomstrede, og eventyrene stod i kø. De vidste, at farerne var der, men de var ikke bange, for med Peter Pan ved roret, var alt muligt. Og de havde masser af grin og glæde til at jage de mørke tanker væk, dag efter dag.
En Farlig Fælde
Men selvom dagene var fyldt med leg og latter, var der én, der absolut ikke lo. Kaptajn Klo. Han var træt af at Peter Pan altid vandt, narrede ham og undslap. Klo ville have hævn, en endelig hævn, og han havde fundet Peter Pans svaghed: hans venner! Hans kære Fortabte Drenge, og nu også Wendy, John og Michael. "Hah! Jeg har den!" hviskede han til sin førsteofficer, Smee. "Vi skal fange Peter Pan! Vi lægger en fælde, så snedig, at selv han ikke kan se den komme! En fælde, der vil lokke hans venner i armene på os, og så kommer han flyvende lige ind i min magt!" Klo og hans pirater vidste, at Peter Pan altid ville hjælpe sine venner, så de besluttede sig for at bruge netop det imod ham. De fandt en solrig lysning i skoven med usædvanlige, sødtduftende blomster. Det så uskyldigt og indbydende ud. Men under overfladen, gemt bag buske, spændte de et stort, stærkt net ud, flettet af mørke reb, næsten umuligt at se i skovbunden. For at gøre fælden endnu mere fristende, lagde de en skattekiste midt i lysningen. Ikke en rigtig skattekiste, men én der lignede en million – af gammelt træ, med skinnende messingbeslag og en rusten lås. Fyldt med skinnende sten, farvede glasstykker og blanke mønter; alt sammen noget, der ville lokke nysgerrige børn nærmere. En solrig morgen, mens Peter Pan var ude at flyve, tog Wendy John, Michael og De Fortabte Drenge med på udflugt. De ville samle bær og fjer. De sang og legede, da Michael pludselig råbte: "Se, Wendy! En skattekiste!" John og drengene glemte alt og styrtede mod kisten, deres små hjerter bankede. "Vent!" sagde Wendy, "Det ser... for godt ud." Men drengene var allerede for tæt på. I samme øjeblik, med et stort 'SWOOSH' og 'KLASK!', faldt nettet ned over dem! Skrig og råb fyldte luften. De Fortabte Drenge, John, Michael og Wendy var fanget! Piraterne sprang frem, deres ansigter smilende ondt, og deres latter fyldte skoven. "Hah-hah-hah! Fanget!" råbte Smee med en skinger stemme. Højt oppe i luften hørte Peter Pan de svage råb. Først tænkte han, det var leg, men så hørte han Wendys stemme – og den lød rigtigt bange. Peters hjerte sank. Han kendte den lyd. Han dykkede ned med lynets hast, spejdende over trætoppene, og fløj så hurtigt, at luften fløjtede om ham. Han fandt dem. Fanget i nettet. Omringet af pirater. Kaptajn Klo stod der med et stort, ondt grin, hans krog glimtede i sollyset. "Så, Peter Pan!" råbte Klo. "Nu har jeg dine venner, og du kan intet gøre! Dette er enden!" Peter Pan landede let, hans ansigt alvorligt, hans øjne flammende af vrede. Han vidste, at dette ikke var en leg. Wendy holdt om Michael og John, hendes øjne fyldt med tårer, men hun forsøgte at være modig. Tinker Bell, rasende, summede vredt rundt om Peters hoved. Hendes vinger blinkede hurtigere, og hun skød små, gule gnister af sig. Hun ville gerne flyve ind og stikke piraterne, men hun vidste, det var for farligt. Peter Pan krakilerede sit hoved. Han måtte tænke. Han kunne ikke bare storme ind; Klo havde for mange mænd, nettet var stærkt, og piraterne var bevæbnede. Han måtte være klogere. Han kiggede op mod trætoppene, så på de leende pirater og sine bange venner. En plan begyndte langsomt at forme sig i hans hoved. "Jeg får jer ud!" råbte Peter Pan til dem, hans stemme fuld af beslutsomhed. Klo lo igen. "Det tror jeg næppe, lille dreng! Nu er spillet forbi for dig og dine venner!" Peter Pan vidste, at han måtte handle hurtigt. Han måtte finde en snedig vej. Med pirater overalt og hans venner fanget, hvordan ville Peter Pan nogensinde befri dem fra Klos farlige fælde?
Den Store Kamp og Hjemrejsen
Peter Pan tænkte sig godt om. Han måtte bruge et hemmeligt trick. Han fløj lydløst over vandet, usynlig i mørket, lige hen til Kaptajn Klos skib, "Den Glade Roger". Det store, sorte skib vuggede på bølgerne. Peter sneg sig ned til dækket, hvor han hørte Klos grusomme plan: at tvinge børnene til at blive pirater! "Aldrig!" tænkte Peter med et fast blik. Han fandt fængslet under dækket, hvor Wendy, John, Michael og De Fortabte Drenge var låst inde. Da de så Peters glimtende øjne gennem tremmerne, fik de håbet tilbage. Peter brugte sin magi til at åbne låsen. "Kom," hviskede han. "Men vi må være helt stille, som mus." De listede op på dækket, en efter en, med hjerterne bankende som trommer. Men Kaptajn Klo var ikke dum. Han hørte en lille lyd og brølede: "Hvem er der?" Lige i det øjeblik sprang Peter Pan frem fra skyggerne. "Det er mig, Kaptajn Klo! Og jeg er kommet for at befri mine venner! Din tid på Ønskeøen er forbi!" En vild kamp brød ud! Piraterne greb deres sværd, men Peter Pan var som en hvirvelvind. Han fløj rundt, undveg hug og stik, et glimt af grønt i kampens hede. Wendy og drengene hjalp til ved at skabe forvirring. Peter Pan og Kaptajn Klo stod nu ansigt til ansigt i en duel. Klo svingede sit sværd med rasende kraft, men Peter var for hurtig, drillede ham, indtil Klo var helt rasende. Pludselig, midt i kampens larm, hørte man en velkendt *tik-tak* lyd. Krokodillen var kommet tilbage! Kaptajn Klo glemte alt om Peter Pan. Hans øjne blev store af rædsel, og han løb desperat over dækket, snublede og faldt pladask ned i havet! Krokodillen lukkede munden med et stort *SNAP*! Peter Pan lo højt. Kaptajn Klo blev aldrig set igen. Piraterne, uden deres leder, overgav sig straks. Nu var Ønskeøen sikker igen. Peter Pan, Wendy, John, Michael og De Fortabte Drenge stod på dækket af "Den Glade Roger". Solen var lige begyndt at stå op. "Jeg savner mor og far," sagde Wendy. "Jeg tror, vi skal hjem. Til London." De Fortabte Drenge var kede af det, de havde aldrig haft et rigtigt hjem. "I kan komme med os," sagde Wendy varmt. "Vores hus er stort nok til jer alle." Peter Pan så lidt trist ud, men han vidste, at Wendy havde ret. Så, med Peters magiske fe-støv og hans glade latter, lærte han dem at flyve igen. De Fortabte Drenge var lidt klodsede i starten, men snart svævede de alle side om side. De fløj over Ønskeøens palmer, forbi de sovende havfruer og højt op mod stjernerne. De fulgte "Den Anden Stjerne til Højre, og Ligeud til Morgen." London dukkede frem under dem, et tæppe af glimtende lys. De fløj ned mod deres hus, vinduet stod heldigvis stadig åbent. De listede ind, helt stille, og krøb ned i deres egne senge, hvor de faldt i søvn med det samme. Næste morgen, da deres mor og far kom ind i børneværelset, kunne de næsten ikke tro deres egne øjne. "Wendy? John? Michael?" sagde deres mor. "I er hjemme!" De gav dem de største kram, man kan forestille sig. Børnene fortalte om Ønskeøen, om Peter Pan og piraterne. Deres forældre lyttede, men tænkte, at det nok bare var en vidunderlig drøm. Men så så de noget. På gulvet lå der en lille, grøn hat, som kun Peter Pan kunne have tabt. Og i sengen, der havde stået tom, lå der nu en lille, fortabt dreng og sov. Og i en anden seng endnu en! Deres forældre forstod, at det hele havde været virkeligt. De besluttede med det samme, at De Fortabte Drenge skulle bo hos dem. Peter Pan, som havde set det hele fra vinduet, smilede. Han var glad for, at hans venner havde fundet et hjem. Han vinkede farvel og fløj ud i natten, klar til sit næste eventyr. Han ville altid være drengen, der aldrig blev voksen. Men nogle gange, når alle sov trygt i London, kunne man stadig høre en lille, let latter danse forbi måneskinnet. Måske var det Peter Pan, der tjekkede til sine venner. Eller måske var det bare vinden.
Farvel til Ønskeøen
Og hvem ved, måske er magien stadig derude, lige rundt om hjørnet? Tusind tak fordi du lyttede med til vores historie i dag. Vi håber, den har fyldt dit hoved med sjove tanker og drømme. Lad endelig Sonacasts vide, hvis du har feedback – vi elsker at høre fra jer! Husk, du kan altid finde på din egen historie eller et helt nyt eventyr. Vi glæder os til at flyve afsted med dig igen. På gensyn!
