Historie
Ole Lukøje
15 min7-9 år
Det her er begyndelsen af historien. Hele historien spiller i Sonacast-appen.
Historien
Introduktion
Har du nogensinde tænkt over, hvor dine drømme kommer fra? Forestil dig en lille mand, der sniger sig ind på dit værelse, når du sover. Han hedder Ole Lukøje. Han har to magiske paraplyer – en fyldt med de smukkeste billeder til de søde børn, og en anden, helt enkel, til dem, der bare skal sove trygt. Vi skal nu følge den lille dreng Hjalmar og opleve de vidunderlige eventyr, Ole Lukøje bringer ham hver nat. Er du klar til at drømme med os?
Hvem er Ole Lukøje?
Så hvem er mon denne Ole Lukøje, som besøger alle de søde børn? Jo, han er en meget, meget gammel mand, men lad dig ikke narre af det! Han er nemlig også den yndigste, sjoveste og sødeste drømmemand, du kan tænke dig. Han har ikke altid det samme tøj på. Nogle gange er hans jakke lavet af den blødeste silke, der skifter farve som en regnbue, og andre gange har han en varm, lun trøje på, der dufter af nybagte boller. Men uanset hvad han har på, så smiler han altid! Hans øjne glimter som stjernerne på nattehimlen, og når han sniger sig ind i børnenes værelser, er han så let som en fjer. Han er en mester i at kilde små øjenlåg, så de lukker sig blidt, og så tryller han alle de skønneste historier frem lige derinde bag børnenes lukkede øjne. Han har jo den magiske paraply, husker du? Den med de mange, mange billeder. Han folder den ud over de børn, der har været rigtig søde og artige, og så begynder drømmene at danse! Så hvad mon Hjalmar drømmer i nat?
Hjalmars Blomsterdrøm
Jo, nu skal du bare høre! Lille Hjalmar lå trygt i sin seng. Solen var gået ned, og månen kiggede frem som et venligt øje på himlen. Og hvem kom så snigende ind ad vinduet? Jo, det var Ole Lukøje! Han havde sin paraply med. Denne gang åbnede han den smukkeste af dem alle, den med de tusindvis af farverige blomster på. Han holdt den over Hjalmar, og pludselig begyndte en helt særlig drøm at folde sig ud for Hjalmars indre øje. Hjalmar befandt sig i en kæmpe, grøn have. Overalt var der blomster! Røde roser duftede sødt, gule solsikker lyste som små sole, og blå klokkeblomster klang 'ding-dong' i den blide vind. Men det var ikke bare almindelige blomster. Nej, disse blomster kunne tale! De hviskede hemmeligheder til hinanden og fortalte sjove historier om sommerfugle og travle bier. En stor, rød tulipan bøjede sin stilk ned mod Hjalmar og spurgte, 'Vil du være med til at danse?' Og lige foran ham begyndte alle blomsterne at bevæge sig i en munter dans. De svingede deres kronblade og grønne blade, som om de havde små ben. Hjalmar lo højt i sin drøm. En lille, lilla viol rakte en dråbe dug frem, som smagte af den sødeste honning. Og så fløj de farverige sommerfugle ind og landede på blomsternes hoveder som smukke hatte. Det var en fest! Hjalmar dansede med roserne og sang med klokkeblomsterne. Han følte sig let som en fjer og fuld af glæde. Ole Lukøje havde skabt en drøm så smuk, at Hjalmar ønskede, den aldrig ville ende. Han glemte alt om sin seng og sit værelse; han var nu en del af blomsterballetten. Men Ole Lukøje vidste, at der ventede mange flere eventyr i andre drømme. Og med et lille vink forsvandt han igen, mens Hjalmar fortsatte med at danse i sin magiske blomsterhave.
Dukkebrud og Skoleleg
Næste aften, da solen var kravlet ned bag bjergene og stjernerne begyndte at titte frem, kom Ole Lukøje igen. Han listede sig ind i Hjalmars værelse, så stille som en natsværmer. Denne gang havde han ikke travlt med at fjerne billeder fra væggen. Nej, han åbnede i stedet en af Hjalmars store billedbøger, som lå på natbordet. Og hvad tror I skete, da Ole Lukøje med en lillefinger strøg over de farverige sider? Pludselig sprang billederne ud af bogen! Ja, de sprang lige ud i rummet og blev til levende figurer. Hjalmar sov trygt i sin seng, men i drømmeland vågnede han op til en helt særlig begivenhed. Hans egne dukker, dem han legede med hver dag, var i fuld gang med at forberede et stort bryllup! Der var den fine porcelænsdukke, Lisbeth, som var bruden. Hendes kjole var af den fineste silke og glitrede som dugdråber i morgensolen. Og brudgommen? Det var den stærke soldaterdukke, Peter, med et flot, malet smil og et lille sværd ved sin side. Alle Hjalmars tøjdyr var gæster. Den gamle tøjbjørn sad forrest med en lille butterfly, og kaninerne dansede rundt med silkebånd på ørerne, fulde af forventning. Brylluppet blev holdt på skrivebordet, som var pyntet med små blomster, Hjalmar havde plukket dagen før. En lille mus, der normalt boede bag panelerne, var musikant og spillede de sødeste toner på sin miniatureviolin. Hjalmar, i sin drøm, var æresgæst og klappede begejstret, da Lisbeth og Peter sagde ja til hinanden. Efter vielsen var der en stor fest. De spiste kager lavet af vat og drak saft fra fingerbøl. Det var en fryd at se, hvordan alle de små figurer hyggede sig og dansede i den bløde skær fra månen, der lyste ind gennem vinduet. Ole Lukøje smilte. Han elskede at se børns drømme folde sig ud i ren glæde og fantasi. Men drømmene varer sjældent ved den samme scene. Pludselig skiftede scenen. Dukkebruddet forsvandt som dug for solen, og Hjalmar befandt sig nu i et helt andet eventyr. Han var i en skole! Men det var ikke en kedelig skole med sorte tavler og strenge lærere, sådan som Hjalmar kendte dem. Oh nej! Dette var Ole Lukøjes helt egen drømmeskole. Skolestuen var fyldt med regnbuefarver, og i stedet for borde og stole var der bløde, sky-lignende sæder, man kunne sidde på. Læreren var en stor, venlig ugle med briller på næbbet, og hun talte med en dyb, varm stemme om stjernerne og de hemmelige sprog, dyrene taler. Hjalmar sad ved siden af et lille egern, der ivrigt rystede sin hale, mens uglen fortalte om, hvordan man bager de lækreste agernkager til vinteren. De havde matematik med en frø, der lærte dem at tælle regndråber, og idræt med en hurtig hare, der lærte dem at hoppe over vandpytter uden at blive våde. Det var en skole, hvor man lærte at lege og at bruge sin fantasi. Der var ingen lektier, kun eventyr. Og når klokken ringede – en lille sølvklokke, der klingede som en fe – så var frikvarteret en tur på ryggen af en venlig drage rundt om skyerne højt på himlen. Hjalmar lo højt i sin drøm. Dette var den bedste skole, han nogensinde havde forestillet sig! Han lærte at male med farver, der duftede af slik, og at synge sange med fugle, der havde stemmer som små klokker. Ole Lukøje, der stod i baggrunden, sørgede for, at hver en detalje var perfekt. Han vidste, at selv i drømme kan man lære noget vigtigt – nemlig at glæde og fantasi er de bedste lærere. Han så, hvordan Hjalmars ansigt var fyldt med et smil, et smil, der fortalte om ren, uforfalsket lykke. Og så, lige så stille, lukkede Ole Lukøje paraplyen, der var fuld af skole-drømme. Hjalmar sank dybere ned i sin søvn, fuld af indtryk fra både dukkebruddet og den magiske skoledag. Hans små fingre krampede let om sengetøjet, som om han stadig holdt fast i dragehalens skæl. Ole Lukøje vidste, at Hjalmars hjerte var fyldt med gode minder fra natten. Og med et sidste, lille, usynligt vink forsvandt han ud i mørket, klar til at besøge andre børn og bringe dem deres egne, vidunderlige drømme.
Rejser på Skyer og Magiske Æbler
Hjalmar sov dybt, og nattens eventyr summede stadig i hans lille hoved. Lyset fra en usynlig måne sivede ind gennem gardinerne, og en kølig, blid brise kærtegnede hans kind. Pludselig, som et fjerlet fnug, gled Ole Lukøje ind igen. Han bar ikke en paraply denne gang, men holdt en lille, funklende stjerne i sin hånd. Stjernen pulserede blidt, og dens lys var ikke blændende, men varmt og indbydende. Hjalmar, uden at åbne øjnene, følte en prikkende fornemmelse, som om han begyndte at svæve. Ole Lukøje bukkede sig ned. "Godnat, lille ven," hviskede han, "er du klar til at flyve?" Og før Hjalmar kunne svare – og han var jo dybt i drømmeland – fandt han sig selv løftet. Ikke med arme, men af en usynlig, blid kraft. Hans seng, værelset, ja, hele huset forsvandt. Han var ikke længere i sin seng, men sad blødt på en stor, hvid sky, lige så blød som den blødeste bomuld. Ole Lukøje sad ved siden af ham, og stjernen, han bar, lyste nu op som en lille lommelygte i det mørke, men venlige nattehimmelrum. "Se dig omkring, Hjalmar," sagde Ole Lukøje, hans stemme lød som en mild brise. "Velkommen til Skyernes Have! Her rejser vi, når sjælen er let og drømmene store." Hjalmar gned sig i øjnene, som om han kunne vågne, men han vidste, at dette var en drøm, en vidunderlig en. Under dem strakte en uendelig verden sig ud. Byernes lys glimtede som bittesmå diamanter på en sort velourdug. Havene lå som store, blanke spejle, og skovene lignede tæpper af mørkegrøn mos. "Kan vi flyve over alt det, Ole Lukøje?" spurgte Hjalmar med store øjne. "Ja, min kære dreng," svarede Ole Lukøje med et smil, der fik hans små øjne til at funkle. "Vi kan flyve hvorhen vi vil. Men i aften skal vi til et helt særligt sted. Et sted, hvor magien gror på træer." Skyen bevægede sig langsomt, som et blidt sejlskib på et hav af luft. De passerede forbi andre skyer, der lignede alt fra gigantiske, bløde kaniner til sovende drager. Én sky var formet som en stor, smilende kage, og en anden lignede en bunke farvede balloner. Hjalmar rakte en lille hånd ud og lod den glide gennem skyens bløde kanter. Det føltes koldt og let, som at røre ved dugvådt spindelvæv. Efter et stykke tid begyndte luften at dufte sødt. En duft af blomster og noget ubestemmeligt frugtagtigt. De fløj lavere, og Hjalmar kunne nu se, at de nærmede sig en ø, der flød midt i det store, mørke himmelrum. Men det var ingen almindelig ø. Træerne på øen var ikke grønne, men glimtede i alle regnbuens farver. Og det var ikke blade, der hang på grenene, men store, runde, skinnende æbler! "Velkommen til De Magiske Æblers Ø!" proklamerede Ole Lukøje stolt. "Hvert æble her har en historie, en drøm eller en hemmelighed indeni. Vil du smage?" Hjalmar nikkede ivrigt. Han havde aldrig set noget lignende. Ole Lukøje strakte en hånd ud, og med et lille puf faldt et lille, gyldent æble ned i Hjalmars hånd. Æblet var varmt og glat og glitrede som poleret guld. "Hvad sker der, når jeg spiser det?" spurgte Hjalmar nysgerrigt. "Det kommer an på æblet," sagde Ole Lukøje. "Nogle giver dig evnen til at forstå dyrenes sprog for en stund. Andre lader dig se verden gennem en sommerfugls øjne. Og nogle… ja, nogle viser dig de smukkeste eventyr, du kan tænke dig." Hjalmar tog en lille bid. Smagen var som solskin og honning og alle de sødeste bær på én gang. Og i det øjeblik han tyggede, skete der noget fantastisk! Han følte sig ikke længere som en lille dreng. Han var nu så let som en fjer, og hans arme bredte sig ud, ikke som arme, men som vinger! Han fløj! Han fløj rundt om træerne, op over skyerne, og dykkede ned mod øen igen. Han kunne se de bittesmå, glimtende feer, der vandede de magiske æbletræer med dug fra stjernerne. Han kunne høre træernes hvisken, når vinden strøg gennem deres regnbuefarvede blade. Det var en følelse af frihed, så stor og overvældende, at han lo højt. "Jeg flyver, Ole Lukøje! Jeg flyver!" råbte han, mens han dansede i luften. Ole Lukøje smilede fra sin sky. "Det var Flyveæblet, Hjalmar. En sjælden godbid, der giver dig vinger for et øjeblik." Hjalmar fløj rundt, indtil hans lille mave rumlede. Han landede blødt tilbage på skyen ved siden af Ole Lukøje. "Jeg er lidt sulten nu," sagde han. "Så skal vi prøve et andet æble," svarede Ole Lukøje. Han rakte ud og plukkede et stort, rødt æble, der glimtede som en rubin. "Dette er Drømmeæblet. Det viser dig de mest vidunderlige historier." Hjalmar tog et stort bid af det røde æble. Denne gang var smagen som varm chokolade og jordbær. Og da han tyggede, forsvandt øen, skyen og Ole Lukøje. Han befandt sig pludselig i en frodig jungle, fuld af farverige fugle og bløde lyde. En venlig abe med store, brune øjne klatrede ned fra et træ og rakte ham en moden banan. Hjalmar delte bananen med aben, og de sad side om side og spiste, mens en blid vind hviskede historier gennem lianerne. Pludselig skiftede scenen. Han var nu i et dybt, blåt hav, svømmende side om side med en flok legesyge delfiner. Solens stråler dannede et smukt mønster på havbunden, og farverige fisk svømmede forbi. Han kunne trække vejret under vandet, og vandet føltes varmt og kærtegnende. Delfinerne kommunikerede med ham gennem glade kliklyde, som han nu forstod. De viste ham skjulte skatte i korallerne og legede fangeleg blandt vandplanterne. Hjalmar lo. Det var som at læse en bog, men meget, meget bedre, for han var selv en del af historien! Da han vågnede op på skyen igen, sad Ole Lukøje tålmodigt og kiggede på ham. "Det var et godt æble, ikke?" spurgte han. Hjalmar nikkede ivrigt. "Ja! Det var som tusind eventyr på én gang!" "De Magiske Æbler har mange gaver at give," sagde Ole Lukøje. "De minder os om, hvor mange vidunderlige ting der findes i verden, og hvor stor din fantasi er, Hjalmar." De sad et øjeblik i stilhed og kiggede ud over den glitrende verden under dem. Skyen begyndte langsomt at falde, ikke hurtigt, men som et løvblad, der blidt daler mod jorden. Himlen begyndte at skifte farve fra mørkeblå til lyserød, og små, gyldne stråler af sollys begyndte at danse i horisonten. "Morgenen nærmer sig," sagde Ole Lukøje, "og med den kommer tiden til at vende tilbage." Hjalmar følte en lille snert af vemod. Han ville så gerne blive på De Magiske Æblers Ø, flyve med vinger og dele bananer med aber. Men han vidste også, at Ole Lukøje altid kom tilbage. Skyen sank langsomt ned, og snart kunne Hjalmar genkende sit eget værelse. Sengen stod der, dynerne var bløde og varme. Han følte sig let og udhvilet, som om hans krop havde været på en lang, vidunderlig rejse, selvom den havde ligget stille i sengen hele natten. Ole Lukøje lagde forsigtigt den lille, funklende stjerne tilbage i sin lomme. Han dækkede Hjalmar til med dyne, og strøg ham let over håret. "Husk æblerne, Hjalmar," hviskede han. "Drømmene er altid med dig, selv når du er vågen. De gemmer sig i din fantasi, klar til at blive plukket, når du har brug for dem." Og med et sidste, lille, usynligt vink forsvandt han ud i daggryets første lys, klar til at besøge andre børn og bringe dem deres egne, vidunderlige drømme. Hjalmar sank dybere ned i sin søvn, et svagt smil på læberne, og duften af magiske æbler hang stadig svagt i luften omkring ham. Han var spændt på, hvilke nye eventyr morgendagen og næste nat ville bringe.
Afslutning
Han var spændt på, hvilke nye eventyr morgendagen og næste nat ville bringe. Og sådan slutter fortællingen om Ole Lukøje for denne gang. Tak fordi I lyttede med! Vi håber, I nød de magiske drømme. Lad Sonacasts vide, hvis I har feedback. Måske kan I selv finde på jeres egne, fantastiske drømmeeventyr i nat, når Ole Lukøje kigger forbi? Sov rigtig dejligt, og husk at drømme søde og store drømme!
