Historie
Nissen på Hesselbjerg
15 min7-9 år
Det her er begyndelsen af historien. Hele historien spiller i Sonacast-appen.
Historien
Introduktion
Har du nogensinde tænkt over, om der findes små, usynlige venner, der bor lige i nærheden af os? Måske i skoven, eller endda i en gammel lade? I dag skal vi høre en rigtig gammel historie fra Danmark om en sådan ven. Det er fortællingen om 'Nissen på Hesselbjerg'! En lille, nysgerrig nisse med en rød hue, der boede på en gård og elskede grød. Men hvad sker der, når man glemmer at være sød ved sin lille hjælper? Følg med, når vi dykker ned i en magisk verden fuld af drillerier, venskab og en meget vigtig skål grød.
Mød Nissen og Bondemanden
Højt oppe på loftet, mellem gamle kasser og spindelvæv, boede en lille, lille nisse. Han hed Nissefar Hesselbjerg. Nissefar var ikke større end en vaskebjørn, men han havde en lang, hvidt skæg og en rød spids hue, der altid sad skævt på hans hoved. Han elskede at drille – lige fra at gemme bondemandens strømper til at binde haler på kattene! Bondemanden på gården, han hed Ole, vidste godt, at Nissefar var der. Nissen var nemlig en god hjælper! Han passede på dyrene i stalden, sørgede for, at kornet voksede sig stort, og hvis der var mus, så jagede Nissefar dem væk. Men der var én ting, der var VIGTIGERE end alt andet for Nissefar: En stor skål risengrød hver juleaften. Med en smørklat i midten, selvfølgelig! Det var hans belønning for et helt års hårdt arbejde.
Kone, Grød og Drillerier
Nissefar elskede risengrød. Det var uden tvivl hans livret, og han glædede sig til den hvert år. Men hvem mon lavede den lækre, varme grød til Nissefar? Jo, det gjorde bondens kone! Hun var en klog og omhyggelig kvinde, der vidste, hvor vigtig denne tradition var for gårdens trivsel. Derfor tog hun sin opgave meget alvorligt. Hvert år, når juleaften nærmede sig, stod hun tidligt op, længe før solen kiggede frem. Hun fandt den største, blankeste gryde frem fra skabet, hældte den fede staldmælk i og lagde risene ned i gryden. Så rørte hun og rørte, helt tålmodigt, så grøden ikke brændte på i bunden. Duften spredte sig i hele huset, en sød og varm duft af jul, der fortalte alle, at nu var det snart en særlig aften! Når grøden endelig var perfekt – dejlig cremet, blød og lige tilpas varm – puttede hun en stor, fed smørklat lige ned i midten. Hun pyntede den måske endda med et lille drys kanel, bare for at gøre den ekstra festlig. Så bar hun forsigtigt skålen ud i stalden. Ikke ind i stuen, for Nissefar ville jo ikke ses af mennesker! Hun stillede den lige uden for stalddøren, på et sted hvor Nissefar nemt kunne finde den, og hvor ingen ville forstyrre hans private julefest. Det var et hemmeligt ritual, som kun de to kendte til. Nissefar var en ordentlig karl, og han forventede, at alt var i orden med hans grød. Hvis der manglede smørklatten, eller hvis grøden var for kold eller måske endda lidt for tynd, så kunne han godt blive utilfreds. Og en utilfreds nisse var en drillesyg nisse! Han kunne finde på at binde koens haler sammen i en lang fletning, gemme bondemandens træsko, så han måtte lede hele dagen, eller endda lave de fineste små knuder på hestenes manker, så de lignede, de havde været til frisør. Bare små, frække drillerier, der viste, at Nissefar var utilfreds. Men når grøden var præcis, som den skulle være, så var Nissefar glad. Og når Nissefar var glad, så var alle på Hesselbjerg-gården glade, og de sov trygt og godt i deres senge. Han passede stadig på dem, og der var ingen drillerier – kun glade nisse-tanker, der svævede rundt i luften.
Nissens Vrede og Afrejse
Ja, når Nissefar var glad, så var alle på Hesselbjerg-gården glade, og de sov trygt og godt i deres senge. Han passede stadig på dem, og der var ingen drillerier – kun glade nisse-tanker, der svævede rundt i luften. Men som tiden gik, skete der noget nyt på gården. Den gamle bonde, han var blevet ældre, og hans kone, den der så flittigt havde husket grøden, hun var desværre gået bort. Bonden følte sig meget alene, og en dag kom der en ny kone til gården. Hun var sød og venlig, men hun kendte ikke til alle Hesselbjergs gamle traditioner, og slet ikke til Nissefar. Den nye kone var en travl kvinde, som mente, at alt skulle gøres på en ny og bedre måde. Hun ryddede op og ændrede på tingene. Nissefar, der boede trygt og godt under gulvet, mærkede med det samme, at noget var anderledes. Han kunne ikke rigtig sætte en finger på det, men den der særlige, hyggelige duft af en gammel gård, den var som om, den var blevet vasket lidt væk. En aften, da mørket faldt på, og stjernerne begyndte at titte frem, listede Nissefar op til spisekammeret. Hans lille mave rumlede forventningsfuldt. Han glædede sig til den store skål med risengrød, som altid stod klar til ham. Han havde hjulpet bonden med at finde en forsvunden skruenøgle den dag, og havde passet ekstra godt på hønsene, så ingen ræv listede sig ind. Han havde fortjent sin grød! Men da han kom til sin sædvanlige plads, var der ingenting. Ingen grød. Ikke engang en lille rest. Nissefar blinkede med sine små nisseøjne. Han troede først, han havde taget fejl af dagen, eller måske at bonden havde glemt det. Han ventede tålmodigt. Hele natten listede han rundt, snusede og spejdede, men der kom ingen grød. Morgenen kom, og solen stod op, og Nissefar måtte gå sulten i seng – eller rettere, i sin lille seng under gulvet. Den næste aften gentog det sig. Og aftenen efter igen. Den nye kone mente, at det var spild af god mad at sætte grød ud hver aften. "Hvem skulle spise det?" spurgte hun bonden. "Det er nok bare mus eller katten, der spiser det. Nonsens!" sagde hun. Bonden forsøgte at forklare om Nissefar, og hvor vigtigt det var, men konen rystede bare på hovedet. "Nisser? Det er gamle overtroiske fjollerier," sagde hun bestemt. Nissefar blev først ked af det. Så blev han forvirret. Og så, langsomt, blev han vred. Hans lille nissehjerte, som før havde været fyldt med varme og glæde, begyndte at koge af irritation. Han havde passet på gården i så mange år, og nu var der ingen, der værdsatte ham længere. Han fik ikke engang en skefuld grød! De små drillerier, som han før havde lavet for sjov, begyndte at ændre sig. Mælken i spisekammeret blev sur. Redskaberne på værkstedet forsvandt på de mest mystiske måder. Hestene, der før var så rolige, blev pludselig urolige i stalden om natten. Han trak halm ud af høloftet, så det faldt ned over bondens hoved, når han kom ind. Han bandt snorene på halmballerne løst, så de faldt fra hinanden. Han gemte konens sytråd, så hun aldrig kunne finde den, hun skulle bruge. Bondemanden, han vidste godt, hvad klokken var slået. Han vidste, at Nissefar var sur. Han forsøgte at tale med sin kone igen. "Du skal give Nissefar hans grød," sagde han. "Ellers går det galt for os." Men konen ville ikke lytte. "Det er bare uheld," sagde hun. "Eller også er du bare blevet glemsom, gamle mand." Nissefar, der lyttede fra sit skjul, følte sig dybt ulykkelig. Han var ikke bare en mus, der spiste rester. Han var Nissefar! Gårdens beskytter! Han var vant til at blive behandlet med respekt og kærlighed. Nu var han bare en irritation, en gammel vane, som den nye kone ville af med. Han tilbragte en hel nat med at tænke. Skulle han blive og fortsætte med at drille? Skulle han prøve at lære den nye kone en lektie? Nej, tænkte han. Han ville ikke være et sted, hvor han ikke var ønsket. Hvor hans arbejde ikke blev værdsat. Hvor han ikke fik sin grød! Med tungt hjerte begyndte Nissefar at pakke sine få ejendele. Hans lille lommelygte lavet af en glødorm, hans lille notesbog med alle gårdens hemmeligheder, og hans fine, røde nissehue, som han altid børstede så omhyggeligt. Han pakkede det hele ned i en lille, hjemmelavet sæk. Den nat, mens alle sov tungt i Hesselbjergs senge, og kun månen lyste ind ad vinduerne, listede Nissefar ud fra sit skjulested. Han gik gennem stalden og strøg forsigtigt de sovende heste over mulen. Han kiggede på køerne, der gumlede i søvne. Han standsede ved katten, der lå krøllet sammen i en kurv, og klappede den blødt. Han tog afsked med hvert et dyr, hver en krog af gården, som han havde kendt og beskyttet i så mange, mange år. Han kom til sidst ud på gårdspladsen. Han kiggede sig tilbage mod det gamle stuehus, hvor han havde boet så længe. Det var et sidste, vemodigt blik. Så vendte han sig om, strammede sækken på ryggen og gik. Hans små fødder lavede ingen lyd på den frosne jord. Han gik ud ad porten, ud på landevejen, og forsvandt ind i den mørke skov. Nissefar var rejst. Og med ham forsvandt en del af Hesselbjerg-gårdens gamle sjæl.
Livet Uden Nissen
På Hesselbjerg-gården blev der meget stille. En ny slags stilhed. Ikke den rare, trygge stilhed, man kender om natten, men en tom stilhed, der summede af fravær. Lige siden den lille nissefar med sin røde hue var gået sin vej, havde gården føltes... anderledes. Som om en vigtig del manglede. På Hesselbjerg-gården blev der meget stille. En ny slags stilhed. Ikke den rare, trygge stilhed, man kender om natten, men en tom stilhed, der summede af fravær. Lige siden den lille nissefar med sin røde hue var gået sin vej, havde gården føltes... anderledes. Som om en vigtig del manglede. De første dage var ændringerne små, næsten umærkelige. En gaffel lå pludselig på gulvet i stedet for i skuffen, en skovl stod i laden, hvor den plejede at være udenfor. Peder, bonden på Hesselbjerg, rystede på hovedet og mumlede noget om glemsomhed. Ane, hans hustru, fandt mælken var sur, selvom hun vidste, den var frisk om morgenen. Børnene, Lise og Mads, beklagede sig over, at deres yndlingslegetøj, træhesten og dukken med fletninger, var væk fra deres hemmelige gemmested bag brændeskuret. De ledte i timevis, men fandt intet. Før i tiden, når ting forsvandt, dukkede de altid op igen et par dage senere, ofte på de mærkeligste steder, som om de havde været på en lille eventyrrejse. Nu forblev de væk. Denne nye, snigende uorden begyndte at lægge sig som en tung dyne over gården. Høet i laden virkede mindre fyldigt, selvom Peder havde knoklet for at få det i hus. Kornmarken gav ikke det udbytte, den plejede, og dyrene, der før havde været så livlige, stod nu ofte stille i stalden med sænkede hoveder. Især den gamle malkeko, Rosa, der altid havde givet den sødeste mælk, var begyndt at skrante. Hendes øjne var triste, som om hun savnede en usynlig ven, der plejede at nusse hende bag øret. Ane bemærkede, hvordan lyset om aftenen syntes at falde anderledes. Mørket føltes tungere, og ilden i pejsen knitrede ikke med den samme glæde som før. De hyggelige aftener, hvor familien samledes og fortalte historier, var blevet afløst af en tavs, næsten anspændt atmosfære. Ingen turde sige det højt, men alle tænkte på den lille nissefar, der havde boet på Hesselbjerg i generationer. Han, der altid havde sikret, at kvæget var sundt, at høsten var rigelig, og at der altid var et strejf af magi i hverdagen. Peders frustration voksede for hver dag. Værktøjet forsvandt, hegnspæle rådnede hurtigere end normalt, og den gamle trækvogn brød sammen midt på marken. Hver gang noget gik galt, mindedes han de små, usynlige reparationer og den lethed, der før havde præget hans arbejde. Han savnede ikke nissens drillerier – for dem var der da sandelig nok af – men han savnede den usynlige hånd, der ordnede, beskyttede og passede på gården. Han tænkte tilbage på den sidste jul, da de havde glemt at sætte en skål grød ud til nissen. En lille, tilsyneladende ubetydelig forglemmelse, begravet i julens travlhed. Kunne det virkelig være derfor, han var gået? En gammel historie, hans far havde fortalt, lød, at hvis man glemte sin nisse, ville han forlade gården, og så ville ulykken følge efter. Dengang havde Peder blot grinet af det som en børnehistorie. Nu føltes det alt for virkeligt. Lise og Mads, der var mere opmærksomme på de små ting, havde forsøgt at lokke nissen tilbage. De havde sat skåle med grød ud i stalden, lagt små gaver ved roden af det gamle egetræ og endda hvisket undskyldninger ind i nattemørket. Men der var intet svar, ingen spor af små fodspor i sneen eller et enkelt, muntert *snøft* fra et gemmested. Gården, der før havde været et levende, åndende væsen fuld af hemmeligheder og latter, var nu bare en samling af bygninger og marker. Stilheden var ikke længere tom, den var fyldt med et tungt fravær. En tavs sorg. Familien vidste, at de måtte handle. De kunne ikke lade Hesselbjerg forfalde mere. De måtte finde en måde at råde bod på deres forglemmelse, at genvinde den ånd, der var forsvundet med den lille nissefar og hans røde hue. Om det så betød at lede efter ham, eller at finde en måde at lokke ham hjem igen, vidste de ikke endnu. Men én ting var sikkert: Livet uden nissen var ikke et liv, de ønskede at leve. Gården led, og det gjorde de også.
Afslutning
Og sådan gik det til på Hesselbjerg. Tak fordi du lyttede med til dette lille eventyr. Vi hos Sonacasts vil meget gerne høre, hvad du synes! Måske har du selv en god idé til et nyt eventyr, eller en historie om en nisse tæt på dig? Lad din fantasi flyve frit! Vi håber, du har nydt historien om Nissen på Hesselbjerg og glæder os til næste gang. Pas godt på dig selv!
