Historie
Nattergalen og rosen
15 min7-9 år
Det her er begyndelsen af historien. Hele historien spiller i Sonacast-appen.
Historien
Introduktion
Har du nogensinde ønsket dig noget helt, helt særligt? Noget så smukt, at det kun findes i drømme? I dag skal vi møde en lille fugl med et hjerte så stort som himlen, og en ung mand med et stort ønske. Lyt med, for vi skal på en rejse til en have fuld af mystik, hvor en nattergal synger en meget, meget speciel sang for at hjælpe en ven. Det er en historie om en magisk rose og den største gave af alle: venlighed.
Den triste student
I en hyggelig, grøn have, fyldt med duftende blomster og glade fugle, boede der engang en ung student. Han var en sød og venlig dreng, men lige nu var han meget, meget ulykkelig. Han sad under et stort egetræ, med ansigtet gemt i sine hænder, og hulkede stille. Hvorfor var han så ked af det, tænker du? Jo, han var forelsket i en smuk prinsesse! Og prinsessen havde sagt, at hun kun ville danse med ham til den store ballade, hvis han bragte hende en rød rose. En rød rose, der var lige så rød som kærligheden selv! Men ak, der var ingen røde roser i haven. Alle buskene var fulde af gule og hvide blomster, men ingen, ingen røde. Og uden en rød rose ville prinsessen ikke danse med ham. Han troede, at hans hjerte ville briste af sorg. Han drømte om at danse med hende, men det virkede helt umuligt. Han sukkede dybt.
Nattergalens store hjerte
Men studenten var ikke alene i den store, måneskinsbelyste have. Højt oppe i et gammelt egetræ, lige over hans hoved, sad en lille, smuk nattergal. Hun havde lyttet til hans triste suk og set hans tårer falde ned på det dugvåde græs som små, glitrende perler. Nattergalen havde et hjerte så stort som hele verden, et hjerte der forstod sig på kærlighed og dens smerte, på den dybeste og ægte slags. Hun vidste, at kærlighed kunne gøre én både glad og meget ked af det. "Åh, hvor er han dog ulykkelig," tænkte nattergalen med sin klare stemme. "Han græder over en rød rose. For ham er den rose nok det vigtigste i hele hans liv lige nu! Han må være så forelsket, så dybt forelsket, at han slet ikke kan leve uden den ene, særlige, røde blomst." Hun troede, at studentens kærlighed var så stærk, så urokkelig, at den simpelthen krævede den smukkeste, mest strålende, røde rose, der nogensinde havde blomstret i kongeriget. Hun så hans sorg og følte den i sit eget lille bryst. Nattergalen vidste godt, at en ægte rød rose ikke bare voksede på træer eller buske i den kolde vintertid. De smukkeste roser blomstrede om sommeren, når solen var varm. Men hendes lille hjerte var fyldt med medfølelse for den triste student. Hun ville så gerne hjælpe ham. "Jeg vil finde ham en rød rose," sang hun pludselig, hendes stemme lille, men stærk. "Ligegyldigt hvad det koster mig. Ingen skal være så ked af det, hvis jeg kan gøre noget for at bringe glæde tilbage." Så, med et lille og et hurtigt vingeslag, fløj den modige nattergal ud i den mørke nat. Hun fløj over den store have, forbi de gamle, knudrede ege og de sødt duftende jasminbuske. Hendes små, skarpe øjne spejdede ivrigt efter noget rødt, noget smukt, noget der kunne gøre den grædende student glad igen. Hun tænkte på hans triste ansigt og hans dybe, hjerteskærende suk, og det gav hende mod til at fortsætte. Hun var fast besluttet på at finde den helt perfekte rose, selvom det virkede næsten umuligt i den kolde vinternat.
En sang fra hjertet
Hun fløj og fløj, og den kolde vind ruskede i hendes små fjer. Men Nattergalen var modig! Hendes hjerte var fyldt med tanken om den triste student og den smukke pige, han elskede. Hun ville finde en rød rose, uanset hvad. Først kom hun til en stor, gammel rosenbusk, der stod og dirrede i den kolde nat. Dens grene var fulde af smukke, hvide roser, der lignede små, bløde skyer. "Åh, smukke rosenbusk," kvidrede Nattergalen, "vil du give mig en rød rose? En rød rose til en student, der er så forelsket, at hans hjerte er ved at briste?" Rosenbusken rystede på sine grene. "Mine roser er hvide, lille Nattergal. Hvide som skummet på havet, og hvide som sneen på bjergets top. Vil du have en af mine hvide roser?" "Nej, nej," svarede Nattergalen, "jeg skal bruge en rød rose. En rød rose fuld af lidenskab, som studentens kærlighed." "Så må du tage til min bror," sagde den hvide rosenbusk, "han vokser rundt om soluret i den anden ende af haven, og han bærer gule roser. Måske kan han hjælpe dig." Så fløj Nattergalen videre, hurtigere end vinden, over de store græsplæner og forbi de sovende blomsterbede. Hun fandt den gule rosenbusk, der strålede som små sole i mørket. "Åh, strålende rosenbusk," sang Nattergalen, "vil du give mig en rød rose? En rød rose til en student, der er så forelsket, at hans hjerte er ved at briste?" Den gule rosenbusk sukkede. "Mine roser er gule, lille Nattergal. Gule som rav og gule som honning. Men jeg kan ikke give dig en rød rose." Den gule rosenbusk fortsatte, "De røde roser, dem får man kun, hvis man trykker sit hjerte mod en torn, og synger under månens skær, så dit hjertes blod farver rosen rød." Nattergalen blev helt stille. Blod? Hendes eget blod? Det lød som en meget, meget svær pris at betale. Men hun tænkte på studenten og hans grædende øjne. Hun måtte ikke give op! "Så må du tage til min bror," sagde den gule rosenbusk, "han vokser nede under studentens vindue. Han har aldrig båret roser, men måske kender han hemmeligheden." Nattergalen fløj videre, hendes små vinger var ved at være trætte, men hendes hjerte var fyldt med mod. Hun fløj ned til studentens vindue, og der, gemt bag et par vildtvoksende kaprifolier, fandt hun en lille, spinkel rosenbusk. Den så trist og ked ud, uden en eneste blomst. "Åh, lille rosenbusk," kvidrede Nattergalen, "kan du give mig en rød rose? En rød rose til en student, der er så forelsket, at hans hjerte er ved at briste?" Rosenbusken rystede på sine bare grene. "Mine roser er røde, Nattergal," hviskede den, "røde som duens fødder og rødere end koralrev under havet. Men vinteren har frosset mine blodårer, og jeg kan ikke bære en eneste rose." "Men jeg skal have en rød rose!" udbrød Nattergalen. "Der må være en måde!" "Hvis du skal have en rød rose i vinterkulden," sagde rosenbusken, "må du bygge den af måneskin til en tone, og farve den med dit eget hjertes blod. Du skal synge for mig med dit hjerte mod en torn, og dit blod skal strømme ind i mine årer og blive til min rose. Men det er en forfærdelig pris." Nattergalen lyttede. Hendes små øjne blev store. "En forfærdelig pris," gentog hun. "Men kærlighed er dyrere end livet, og hvad er en fugls hjerte mod et menneskes hjerte?" Hun vidste, hvad hun måtte gøre. Hun så op på den kolde, blege måne og ned på den spinkle rosenbusk. Hun tænkte på den forelskede student, der græd under egetræet. Han var så trist, og hun ville så gerne gøre ham glad. Hendes sang ville være en gave, en gave fra hendes eget lille, modige hjerte. "Sig mig, hvor skal jeg lægge mit hjerte?" spurgte Nattergalen. "Du skal lægge dit bryst mod en af mine torne," svarede rosenbusken, "og du skal synge din sødeste sang hele natten igennem. Tornen skal gå lige ind i dit hjerte, og dit livsblod skal strømme ind i mig og farve min rose rød. Kun sådan kan jeg skabe en rød rose til dig i denne kolde vinter." Nattergalen kiggede på tornen. Den så skarp ud. Hun vidste, at det ville gøre ondt. Meget ondt. Men hun tænkte på kærligheden, som studenten følte, og hvor vigtigt det var for ham at danse med den pige, han elskede. Hun ville gøre alt for den kærlighed, selvom det betød, at hun måtte give sit eget liv. Så hun tog en dyb indånding. Månen var begyndt at stige højere på himlen, og de små stjerner blinkede som små diamanter. Nattergalen rettede sig op. Hun var klar. Hun ville synge sin allerbedste sang, den smukkeste sang, verden nogensinde havde hørt. Og den sang skulle skabe den rødeste rose.
Den røde rose og den sande gave
Nattergalen begyndte at synge. Hendes stemme var som en lille bæk, der rislede stille gennem skoven om foråret. Den var så klar og ren, at selv stjernerne stoppede op et øjeblik på himlen for at lytte. Først var det en blid, søvnig melodi, som en vuggevise til de små blomster. Men snart blev sangen stærkere, fyldt med varme og håb, som solens første stråler, der kilder morgenduggen. Hun fløj hen til den hvide rosenbusk, den der voksede lige under studentens vindue. Og så pressede hun sit lille bryst mod en af de skarpeste torne. Åh, det gjorde ondt, en lille, skarp smerte! Men Nattergalen lukkede øjnene og sang videre. Hun sang om den smukkeste kærlighed, den reneste og stærkeste kærlighed, der findes i hele verden. Rosenbusken lyttede. Og lige så stille, som et magisk trylleslag, begyndte en lille, hvid roseknop at vokse. Den var helt ny, helt frisk, og den duftede allerede sødt. Men den var hvid som sne, og studenten havde jo brug for en rød rose! Nattergalen sang endnu højere. Hendes stemme lød nu som en lille klokke, der ringede i natten, og hendes lille hjerte bankede hurtigt, hurtigt. Tornen pressede dybere ind i hendes bryst, og en lille, lille dråbe rød farve flød ud. Og kan I gætte, hvad der skete? Den lille roseknop begyndte at få en svag, lyserød farve. Lige som når solen står op og maler himlen lyserød. Det var sangens magi, der farvede rosen! Men Nattergalen vidste, at det ikke var rødt nok. Ikke den dybe, mørke røde farve, som studenten ønskede. Så hun pressede sig endnu hårdere mod tornen. Smerten var stor nu, men hendes sang blev kun smukkere og mere fuld af længsel. Hun sang om kærlighed, der aldrig giver op, om at give alt for den, man holder af. Studenten lå i sin seng og kiggede ud ad vinduet. Han hørte Nattergalens sang, men han forstod ikke, hvad der skete derude i haven. Han tænkte: "Nattergalen synger smukt, det må jeg indrømme. Men hendes sang har ingen rigtig betydning. Hun synger bare for kunstens skyld, og det er jo ikke så praktisk." Han vidste ikke, at Nattergalen sang for ham, for hans store kærlighed. Han var så optaget af sin egen sorg, at han ikke kunne se den magiske gave, der blev skabt lige foran hans øjne. Men Nattergalen fortsatte. Hun sang om den første forelskelse, om den første kys, om to hjerter, der finder hinanden. Og for hver tone, hun sang, for hver gang tornen trykkede dybere, blev rosenknop mere og mere rød. Fra lyserød til kirsebærrød, så til hindbærrød, og så dybere, dybere, som rødvin, som den dybeste solnedgang. Til sidst, lige da den allersidste, dybeste, mørkeste røde farve fyldte rosens blade, og den var helt perfekt, helt blodrød og silkeblød, gav Nattergalen fra sig et lille, sidste suk. Hendes lille hjerte kunne ikke mere. Hendes stemme stilnede af, og hun faldt ned fra rosenbusken. Død. Hendes sang var slut, men hendes gave var fuldendt. Den smukkeste røde rose var nu sprunget ud. Den var så rød, som man aldrig før havde set en rose. Den var rød som rubiner, rød som den fineste fløjl, og den duftede vidunderligt. Den var fyldt med den kærlighed, Nattergalen havde sunget om. Næste morgen vågnede studenten. Han gned søvnen ud af øjnene og kiggede ud ad vinduet. Og hvad så han? Der, på rosenbusken, hvor den lille Nattergal havde sunget hele natten, hang den. Den røde rose! Helt perfekt! Så utrolig smuk! Han havde aldrig set noget lignende. Det var præcis den rose, han havde drømt om. Han sprang op af sengen, som om han havde fået fjeder i fødderne, og løb ud i haven. Han skyndte sig hen til rosenbusken. Der lå den lille Nattergal under busken. Hun var helt stille, hendes små vinger var foldet sammen. Studenten så hende ikke engang. Han var alt for glad for rosen. Han rakte forsigtigt hånden ud og plukkede den. Tornene var skarpe, men han mærkede det ikke. Han holdt den forsigtigt i sin hånd. Den var så smuk, så perfekt. "Endelig!" råbte han glad. "Jeg har fundet min røde rose! Nu kan jeg give den til professorens datter, og så vil hun elske mig!" Hans hjerte var fyldt med glæde, og han glemte alt om sin sorg. Han glemte også den lille Nattergal, der havde givet sit liv for hans lykke. Men det vidste han jo heller ikke. Han løb gennem haven, op ad trapperne til sit værelse, og derefter videre ud af huset. Med den røde rose i hånden var han den gladeste student i hele verden. Han var så stolt, for nu ville alt blive godt. Professorens datter ville se rosen, og hun ville forstå, hvor meget han elskede hende. Han forestillede sig, hvordan hun ville smile, når hun så den dybrøde farve, hvordan hun ville trække vejret dybt ind og nyde duften. Han skyndte sig hen til professorens hus. Han bankede på døren, og da tjenestepigen åbnede, sagde han med en stemme, der dirrede af forventning: "Jeg skal tale med professorens datter! Jeg har en gave til hende!" Han holdt rosen frem, så smuk og strålende, som et lille stykke magi. Han var sikker på, at hans glæde ville smitte af på hende, og at den røde rose ville åbne hendes hjerte. Han vidste, at hans kærlighed nu endelig ville blive gengældt. Eller ville den?
Farvel
Og sådan slutter historien om den lille nattergal og den smukke rose for denne gang. Tak fordi du lyttede med på dette eventyr! Vi håber, du nød det lige så meget, som vi gjorde med at fortælle det. Lad endelig Sonacasts vide, hvad du synes, eller hvis du har en god idé til en ny historie. Måske har du allerede nu en hel ny, fantastisk verden i dit eget hoved, klar til at blive udforsket? Vi ses snart igen til endnu et magisk eventyr!
