Historie
Lille Claus og store Claus
15 min7-9 år
Det her er begyndelsen af historien. Hele historien spiller i Sonacast-appen.
Historien
Introduktion
Har du nogensinde hørt om en lille mand, der var fattig, men smart, og en stor mand, der var rig, men dum? I dag skal vi dykke ned i et klassisk eventyr om Lille Claus og Store Claus. En historie fyldt med finurlige planer, overraskende vendinger og en god portion eventyrlig magi. Hør hvordan den lille, men kloge Claus gang på gang overliste den store, grådige Claus. Hvem tror du vinder til sidst? Lyt med, og find ud af det!
Lille Claus's Liv og den Enlige Hest
I en lille landsby boede der to mænd, der begge hed Claus. Men de var slet ikke ens! Den ene var stor og stærk og havde masser af marker og syv pragtfulde heste. Han blev kaldt Store Claus. Den anden var lille og fattig og havde kun en lille bitte pløkkejord og kun én hest. Han blev kaldte Lille Claus. Lille Claus måtte slide og slæbe hele ugen for Store Claus. Han arbejdede så hårdt fra morgen til aften, mens Store Claus ofte bare sad og gloede. Men så kom søndagen! Ah, søndagen var noget særligt. For hver søndag måtte Lille Claus nemlig låne alle Store Claus's heste til at pløje sin egen lille mark. Det var en aftale, de havde. Forestil dig det! Syv heste til én lille mand! Men selvom Lille Claus var glad for hjælpen, så elskede han sin egen, lille hest allermest. Hver søndag, når han var færdig med at pløje, striglede han sin egen hest, og så red han en tur gennem landsbyen. Han var så stolt, og råbte 'Hip-hip-hurra for min hest!' til alle, han mødte. Og det irriterede Store Claus grusomt...
Hesteskinds-trylleriet
Og det irriterede Store Claus grusomt. Så grusomt, at han en dag listede sig ud til Lille Claus's mark og dræbte den stakkels hest. Den eneste hest, Lille Claus ejede! Lille Claus blev så ked af det, da han fandt sin hest. 'Åh, min kære hest,' hulkede han. 'Hvad skal jeg nu gøre?' Men Lille Claus var ikke kun godhjertet, han var også klog. Han fik en idé! Han tog forsigtigt skindet af sin hest, tørrede det og puttede det så i en stor sæk. Med sækken over skulderen gik Lille Claus ud i verden. Han kom til et stort hus, en rig bondemand boede der. Bondemanden spurgte nysgerrigt: 'Hvad har du der i din sæk, lille mand?' 'Åh, dette?' svarede Lille Claus med et lunt smil. 'Dette er et magisk hesteskind! Det kan tale og fortælle hemmeligheder!' Bondemanden lo. 'Det tror jeg ikke på!' sagde han. 'Men det er sandt!' insisterede Lille Claus. 'Det kan endda fortælle, hvad der gemmer sig i dit eget hus!' Bondemanden var lidt skeptisk, men også meget nysgerrig. Han lod Lille Claus komme ind. Lille Claus gik ind i køkkenet, hvor bondemandens kone sad. Han så alle de lækre pølser og al den gode mad, hun havde gemt væk, så hendes mand ikke skulle spise det hele. Lille Claus hviskede til skindet i sækken, som om det fortalte ham noget vigtigt. Så kiggede han op på bondemanden og sagde: 'Hesteskindet fortæller, at din kone har gemt en stor skål grød og mange pølser væk under sengen!' Bondemanden var målløs! Han skyndte sig ind og fandt det hele! Han troede nu fuldt og fast på, at Lille Claus's hesteskind var magisk. Han gav Lille Claus en hel pung fuld af skinnende mønter for at have fortalt ham denne hemmelighed. Lille Claus var glad! Han fortsatte sin rejse og besøgte mange huse. Hver gang brugte han sit kloge hoved og sit 'magiske' hesteskind til at gætte hemmeligheder, som folk havde, og hver gang fik han penge for det. Snart var Lille Claus ikke længere fattig, men en rig mand, alt takket være hans snilde og det 'magiske' hesteskind!
Store Claus's Grådighed og Fald
Lille Claus var nu en rig mand. Hans hyggelige hus var fyldt med guld og sølv, og hver aften delte han lækker mad med sin bedstemor. Men Store Claus, der boede lige ved siden af, blev meget misundelig. Lille Claus’s pludselige rigdom stred mod hans egne heste, der blot spiste græs. Han krævede at vide hemmeligheden: 'Hvor har du fået alle de penge fra, Lille Claus?' spurgte han uvenligt. 'Før var du fattig, nu har du mere end kongen selv!' Lille Claus smilte klogt, vidende at Store Claus kun tænkte på mere. 'Åh,' sagde Lille Claus, 'det er mit magiske hesteskind!' Han forklarede: 'Jeg slagter mine gamle heste, flår skindet, tørrer det i solen, og når jeg sælger det, trylleviser det masser af penge frem!' Store Claus’s øjne lyste af grådighed. Magiske hesteskind! Han havde jo fire stærke heste – fire gange så mange som Lille Claus! Tanken om firedobbelt rigdom fik hans hjerte til at banke. Uden et øjebliks tøven skyndte han sig hjem. Med sin økse gik han ud i stalden. En efter en slog han sine fire trofaste heste ihjel, kun tænkende på guld. Han flåede skindene af dem, et hårdt og klistret arbejde, men han forestillede sig allerede slotte og kroner. Da skindene var tørre og hårde, bandt Store Claus dem i en tung bylt. 'Nu skal I bare se!' mumlede han, 'jeg bliver den rigeste mand!' Med byltet på ryggen begav han sig mod den travle by. På torvet råbte han: 'Hesteskind! Køb magiske hesteskind! Fire stykker! Jeg sælger dem billigt i dag!' Folk kiggede underligt på ham. En bager rørte ved et skind: 'Det er jo bare almindelige, døde hesteskind. Hvorfor har du slagtet fire gode trækheste? Du må være skør!' Andre begyndte at grine. 'Hvad skal vi med almindelige hesteskind?' råbte en dame. 'Du har ødelagt dine egne dyr for ingenting!' Store Claus forstod ingenting. Han havde dræbt sine eneste heste, og ingen ville købe skindene! Folk gjorde grin med ham. Han forsøgte at forklare, at de var magiske, at Lille Claus havde sagt det, men ingen troede ham. Han måtte opgive, ingen ville købe. Ikke en øre fik han. Store Claus var rasende. Lille Claus havde narret ham! Han havde dræbt sine heste for ingenting! Det var en stor, ond løgn! Han måtte have hævn! Med den tunge bylt af værdiløse skind på ryggen stampede Store Claus hjem. Hans ansigt var rødt af raseri. Han stormede ind i Lille Claus's hus, hvor Lille Claus spiste aftensmad med sin bedstemor. 'Du har narret mig!' råbte Store Claus, så bedstemoderen skreg. 'Jeg har dræbt alle mine heste, og ingen ville købe skindene! Du skal betale for det!' Lille Claus blev forskrækket, men hans kloge hoved tænkte hurtigt. Han så Store Claus’s rasende ansigt og bedstemoderens bange øjne. Store Claus greb den lille, svage bedstemor og proppede hende brutalt ned i en sæk. 'Jeg vil drukne hende!' råbte Store Claus, 'Dette er din straf!'
Sækken og Fårehyrden
Lille Claus så med store øjne, hvordan Store Claus slæbte den tunge sæk afsted mod åen. Han vidste, han måtte gøre noget! Han løb efter i skjul, hans hjerte hamrede. Store Claus var stærk og vred, og Lille Claus vidste, at han ikke kunne stoppe ham direkte. Men Lille Claus var klog – rigtig klog, når det gjaldt om at finde på snedige løsninger. Store Claus gik et langt stykke, og sækken var tung. Han svedte og prustede. Da han kom forbi en smuk, gammel kirke med en frisk kilde lige udenfor, tænkte han: "Jeg trænger til en kold tår vand!" Han smed sækken ned ved kirkevæggen, lige der hvor en flok får græssede, og gik ind for at drikke. Han tænkte ikke over, at sækken stod åben. Lille Claus, der havde fulgt efter, listede sig nu forsigtigt frem. Han kiggede ned i sækken. Der lå bedstemoderen, bange, men uskadt. "Pst! Bedstemor!" hviskede Lille Claus. "Skynd dig ud! Jeg har en idé!" Bedstemoderen var hurtig som en mus, og smuttende ud af sækken, løb hun hjem så hurtigt, hendes gamle ben kunne bære hende. Nu var sækken tom! Lille Claus kiggede sig omkring. Han så en stor, fed stud, der græssede fredeligt i nærheden. Studen var en del af en stor flok, der tilhørte en rig fårehyrde, som boede i nærheden. Lille Claus tænkte sig om et øjeblik, og så fik han den sjoveste idé! Han hoppede selv ned i sækken! Kort efter kom en venlig fårehyrde forbi. Han var på vej hjem med sine mange dyr. Han så sækken ved kirken og undrede sig. Hvad mon der var i den? Pludselig hørte han en stemme indefra sækken. "Åh, hvor er her dejligt!" råbte Lille Claus inde fra sækken. "Her er så mørkt og rart, og jeg lærer så mange hemmeligheder! Jeg skal blive den rigeste mand i hele landet!" Fårehyrden spidsede ører. "Hvad er det for noget?" mumlede han. "Hvem er der i sækken, og hvad snakker han om?" "De har proppet mig herind," fortsatte Lille Claus, "fordi jeg skal lære at finde skatte og guld! Men det er hårdt arbejde at blive så rig!" Fårehyrden var en simpel mand. Han troede på det meste, og tanken om at blive klog og rig lokkede ham meget. Fårehyrden gik nærmere. "Hør, du derinde," sagde han. "Kan jeg også lære de hemmeligheder? Kan jeg også blive rig og finde skatte?" Lille Claus svarede: "Ja, men det kræver, at du kommer herind! Og det er kun de heldigste, der får lov!" Fårehyrden var ivrig. Han tænkte på al den rigdom. "Jeg vil gerne!" råbte han. "Jeg vil gerne være den heldige! Jeg vil gerne lære at finde guld!" "Jamen," sagde Lille Claus, "jeg skal jo have noget at bytte med. Jeg skal have alle dine får og stude! Og alt dit sølv, hvis du vil have min plads!" Fårehyrden tøvede ikke et øjeblik. Han var så betaget af tanken om at blive klog og rig. "Tag dem! Tag dem alle sammen!" Han bandt sine mange får og stude til kirkelågen og rakte Lille Claus sin pung med skinnende sølvmønter. Lille Claus hoppede hurtigt ud af sækken. "Sådan," sagde han, "nu er det din tur! God fornøjelse med at lære de vigtige hemmeligheder!" Han hjalp fårehyrden med at kravle ned i sækken og bandt den omhyggeligt til. Så samlede Lille Claus alle fårene og studene, og med fårehyrdens tykke pung i lommen, drev han dem hjemad, lykkelig som aldrig før. Han var nu en rig mand! Kort efter kom Store Claus tilbage fra kilden. Han var frisk og tilfreds. Han så sækken stå der, lige som han havde efterladt den. Han løftede den op. "Nå, nu skal vi have dig ned til åen, din gamle kælling!" mumlede han. Han vidste ikke, at det ikke var bedstemoderen, der var i sækken. Han slæbte sækken det sidste stykke ned til den dybe å. "Nu skal du lære det!" råbte Store Claus og med et kæmpe plask kastede han sækken ud i vandet. Sækken sank til bunds med det samme. Store Claus stod og grinede ondt. "Sådan! Nu har Lille Claus ingen til at hjælpe sig!" Han vendte sig om og gik hjemad, glad for at have fået hævn. Men da Store Claus kom hjem, så han et utroligt syn! Udenfor Lille Claus's hus græssede der en kæmpe flok får og stude! Og Lille Claus stod der, glad og smilende, med en tyk pung i hånden. "Hvad i alverden...?" mumlede Store Claus. "Hvor har du fået alle de dyr fra? Og alt det guld?" Lille Claus smilede klogt. "Åh, det er takket være den magiske å!" sagde han. "Da du smed bedstemoderen i sækken og ville drukne hende, fortalte hun mig, at vandet nede i åen er fyldt med magiske skatte! Og hvis man dykker ned, kan man bytte sig til alle de dyr, man ønsker sig!" Han viste Store Claus pungen. "Se, dette er bare en lille del af det, jeg fik byttet mig til!"
Afslutning
Tak fordi I lyttede med til historien om Lille Claus og store Claus. Vi håber, I har hygget jer, og måske har I nu lyst til at finde på jeres helt egne fantastiske eventyr. Husk, at der altid er masser af historier at opleve og selv skabe! Hvis I vil fortælle Sonacasts, hvad I syntes om historien, så gør endelig det. Pas rigtig godt på jer selv, og på gensyn en anden god gang!
