Historie
Klods-Hans
15 min7-9 år
Det her er begyndelsen af historien. Hele historien spiller i Sonacast-appen.
Historien
Introduktion
Har du nogensinde hørt om en prinsesse, der ledte efter en helt særlig mand? En mand, der var klog, men på en helt uventet måde? I dag skal vi dykke ned i historien om Klods-Hans, en dreng der måske ikke lignede en helt ved første øjekast, men som gemte på en utrolig charme og en uovertruffen evne til at se det sjove i alt. Følg med os, når vi finder ud af, hvordan en død krage og en træsko kan vinde en prinsesses hjerte!
Prinsesserne på Slottet
Langt, langt borte, i et strålende kongerige, lå der et slot. Ikke bare et almindeligt slot, men et med funklende tårne og en have fyldt med de smukkeste blomster, man kan forestille sig! Der boede kongen og dronningen, og deres tre dejlige døtre. De to ældste prinsesser var så kloge og fine, at alle beundrede dem. De talte altid pænt og vidste alt om bøger og kongeriger. Men det var den yngste prinsesse, åh, hun var noget helt særligt! Hun var ikke interesseret i de almindelige prinser, der altid kom forbi med deres skinnende rustninger og kedelige taler. Nej, hun ville have en mand, der kunne få hende til at grine! En mand, der var fuld af sjove idéer og kunne se verden på en ny måde. Derfor havde kongen lavet en udfordring: Den mand, der kunne sige de sjoveste og mest overraskende ting til prinsessen, ville vinde hendes hånd. Og alle unge mænd fra nær og fjern strømmede til slottet, for hvem ville ikke gerne giftes med sådan en skøn og sjov prinsesse?
Klods-Hans og hans Mærkelige Gaver
Ikke langt fra slottet boede der en gammel godsejer, som havde tre sønner. De to ældste var utrolig kloge og flotte at se på. Da de hørte om prinsessens udfordring, tænkte de straks, at de måtte vinde hende. De brugte timer på at lære lange, fremmede ord udenad og øvede sig foran et stort spejl, så de kunne se meget vigtige ud. De pudsede deres støvler og strøg deres fineste tøj. For hvem ville ikke gerne være prins og bo på et slot? Men godsejerens tredje søn, som de kaldte Klods-Hans, var noget for sig selv. Han var ikke dum, slet ikke, men han tænkte bare på en helt anden måde. Han sad tit og kiggede ud ad vinduet og drømte. Da hans brødre gjorde sig klar til den store tur, tænkte Klods-Hans: "Jeg vil også være med!" Hans far rystede på hovedet med et lille smil. "Du, Klods-Hans? Du har jo ingen fine heste eller kloge ord at byde på!" "Jo, jo, far!" sagde Klods-Hans og løb ud i den grønne have. Først fandt han en død krage, der lå midt på stien. "Den tager jeg med!" sagde han glad og puttede den forsigtigt i sin lomme. Så fandt han en gammel træsko, som var faldet af en hest. "Den kan man altid bruge!" råbte han, mens han samlede den op. Og til sidst, lige ved gærdet, fandt han en klat mudder. "Perfekt!" udbrød Klods-Hans, mens han forsigtigt skrabede det op i sin anden lomme. Hans brødre kiggede på ham med store øjne. "Hvad vil du dog med de mærkelige ting?" spurgte de hånligt. "De er mine gaver til prinsessen!" svarede Klods-Hans stolt og holdt dem frem. "En død krage, en gammel træsko og en klat mudder? Det er da det dummeste, vi nogensinde har hørt!" sagde den ene bror og grinede højt. Men Klods-Hans var fuldstændig ligeglad. Han vidste, at hans gaver var noget helt særligt. Han sprang op på sin ged – for han havde ingen hest – og red afsted, lige efter sine brødre. Klar til at møde den sjove prinsesse!
Rejsen til Slottet og de Sjove Svar
Klods-Hans red afsted på sin ged, 'Bukke-Bruse' kaldte han den, selvom den bare var en helt almindelig ged. Solen skinnede, og fuglene sang. Han tænkte ikke så meget over prinsessen endnu. Han tænkte mere over, hvor sjovt det var at ride på en ged! Men så, mens han red, så han noget i grøften. Hvad var det mon? Det var en død krage! 'Hov!' tænkte Klods-Hans. 'Den kan jeg da bruge!' Han tog kragen og puttede den i sin store lomme. Lidt længere fremme, lige midt på vejen, lå der en gammel træsko. En helt almindelig, slidt træsko. 'Den er også god at have!' sagde Klods-Hans til sin ged. Han samlede træskoen op og puttede den i den anden lomme. Og så, lige inden han nåede slottet, faldt han af sin ged! Bum! Han landede lige midt i en stor, våd vandpyt. Over det hele var der mudder! 'Åh nej!' tænkte geden, men Klods-Hans grinede bare. Han tog en stor skefuld mudder og puttede det i sin kasket. 'Man kan aldrig vide, hvad man får brug for!' sagde han. Hans brødre havde set det hele. 'Hahaha!' grinede de. 'Klods-Hans er så dum! Han samler på skrammel!' Men Klods-Hans sagde ingenting. Han red bare videre mod slottet. Slottet var kæmpestort og funklende. Der var hundredevis af prinser og konger, alle sammen i deres fineste tøj. De stod i en lang kø, helt op til tårnet, hvor prinsessen sad. Alle ville de giftes med hende. Klods-Hans's brødre var der også. De rettede på deres fløjlsjakker og pudsede deres støvler. De så meget vigtige ud. 'Bare vent og se,' sagde den ene bror. 'Jeg vil svare klogere end nogen anden.' 'Nej, det vil jeg!' sagde den anden bror. 'Jeg har læst alle bøgerne om, hvordan man taler med prinsesser!' Men prinsessen, hun kedede sig. Hun havde talt med den ene prins efter den anden. Alle svarede de det samme. 'Jeg er rig,' sagde den ene. 'Jeg er stærk,' sagde den anden. 'Jeg har et stort kongerige,' sagde den tredje. 'Gaaab!' tænkte prinsessen. 'Er der slet ingen, der kan få mig til at grine?' Så kom Klods-Hans's tur. Hans brødre grinede. 'Han er en nar!' hviskede de. Prinsessen kiggede på Klods-Hans, der stadig havde lidt mudder på kinden. 'Nå, lille mand,' sagde hun. 'Hvad siger du til mig?' Klods-Hans kiggede på hende med sine venlige øjne. 'Jeg kommer flyvende!' sagde han. 'Flyvende?' sagde prinsessen. 'Jamen, jeg ser dig da sidde på en ged!' 'Jo, men det er fordi jeg havde en krage i lommen,' sagde Klods-Hans. 'Og når man har en krage i lommen, så flyver man!' Han tog den døde krage frem. Prinsessen trak på smilebåndet. Det var da et mærkeligt svar! Det var i hvert fald ikke et kedeligt svar. 'Hmm,' sagde prinsessen. 'Det var... anderledes. Men sig mig, hvad har du så at sige om en træsko?' Klods-Hans tog den gamle træsko frem. 'Denne træsko,' sagde han, 'er en meget vigtig træsko. Den er min hemmelige tegn til at starte min flyvemaskine!' Prinsessen lo nu højt. En flyvemaskine? Og en gammel træsko som knap? Det var da det sjoveste, hun havde hørt hele dagen! 'Og hvad så med det mudder, du har i kasketten?' spurgte prinsessen, stadig grinende. Klods-Hans holdt sin kasket frem. 'Åh, det her?' sagde han. 'Det er den fineste mudder fra en hemmelig kilde! Det er magisk mudder, der kan gøre alt, hvad man ønsker sig, til virkelighed!' Prinsessen kunne ikke stoppe med at grine. De andre prinser stod og så sure ud. De forstod ingenting. Men prinsessen, hun følte sig pludselig meget glad! Klods-Hans var ikke som de andre. Han var sjov! Han var opfindsom! Han var... anderledes! Hun bankede let på bordet. 'Næste!' sagde hun. Men hun kiggede længe efter Klods-Hans, mens han trådte til side. Hun vidste, at hun skulle træffe en meget stor beslutning. Og måske, bare måske, ville Klods-Hans have noget mere at sige, der kunne gøre hendes hjerte endnu gladere. For i eventyr er det ofte de mest uventede ting, der viser sig at være de bedste. Og Klods-Hans havde jo lige vist, at selv en død krage, en gammel træsko og en kasket fuld af mudder kunne være fuld af magi!
Prinsessen Vælger
Prinsessen stod der midt i den store sal, omgivet af fine herrer og prinser fra nabokongeriger, men hendes tanker fløj som små sommerfugle rundt om Klods-Hans. De andre prinser havde talt om bøger og videnskab og kongeriger, der var store og mægtige. De havde brugt lange, vanskelige ord, som næsten gjorde hende søvnig. Men Klods-Hans? Han havde talt om en død krage, en gammel træsko og en kasket fuld af mudder! Og det havde på en eller anden måde været meget mere spændende. Det var slet ikke som noget, de andre prinser havde fundet på. Det var frisk og anderledes. En helt ny slags visdom. Og hun kunne ikke lade være med at smile, når hun tænkte på hans sjove svar. De havde varmet hendes hjerte på en måde, som alle de kloge ord ikke kunne. Hun følte sig let og glad. Og det var en følelse, hun elskede. Hun ville have mere af den følelse i sit liv. Meget mere. Ikke bare kloge ord, men kloge grin. Og sjove tanker. Og det fik hun af Klods-Hans. For han var ikke bange for at være anderledes. Og det var en sjælden ting. Og en god ting, tænkte prinsessen. En rigtig god ting. Hun var så træt af alle de tunge tanker. Alle de forventninger. Alle de 'burde'. Klods-Hans var et friskt pust. En brise fra mosen. Og den duftede dejligt. Af eventyr og sjov. Af frihed. Og af at være lige præcis den, man var. Det var en god ting. En meget god ting. For prinsessen ville ikke længere bare være en prinsesse. Hun ville være en glad prinsesse. Og Klods-Hans fik hende til at føle sig glad. Rigtig glad. Og det var det vigtigste. Hun kiggede på de andre prinser igen. Den første prins rettede på sin kappe og så meget alvorlig ud. Han talte om økonomi og magt. Den anden prins pudsede sine sko og smilede et stivt smil. Han talte om filosofi og gamle digte. De var så... pæne. Så forudsigelige. De ville sikkert altid gøre, hvad man forventede, og tale om det, der var 'passende'. Og det var prinsessen faktisk lidt træt af. Hun drømte om eventyr og sjov, om at grine højt og ikke altid skulle tænke på, hvad der var 'passende'. Hun ville gerne springe i vandpytter. Ligesom Klods-Hans. Og finde skatte i mosen. Ligesom Klods-Hans. Og have en ged. Og en krage. For hun vidste nu, at det var de små, sjove ting, der gjorde livet dejligt. Ikke de store, alvorlige ting. Og det var det, Klods-Hans viste hende. At verden var fuld af magi, hvis man bare kiggede godt efter. Og at man ikke skulle være bange for at være anderledes. For det var ofte det, der gjorde en til noget helt særligt. Og så var der Klods-Hans. Han stod der med sin mudderkasket, der stadig lugtede lidt af mose, og hans krage lå pænt i lommen. Hans hår stritede til alle sider, og han smilede et stort, varmt smil. Han lignede en, der var klar til at hoppe i vandpytter og fange frøer, og det fik prinsessens hjerte til at danse en lille polka. Han lignede en, der var fuld af sjove ideer og skøre påfund. En, der ikke tog sig selv så højtideligt. En, der ville give hende et liv fuld af grin. Og det var præcis, hvad hun ønskede sig. Mere end alt andet i verden. Hun ville ikke bare have en prins. Hun ville have en ven. En partner i sjov og ballade. Og det var Klods-Hans. Helt sikkert. Kongen, prinsessens far, hostede. Kongen, prinsessens far, hostede. Det var tegnet. Øjeblikket var kommet til at vælge. Alle øjne var rettet mod prinsessen. En stilhed faldt over salen, så dyb, at man kunne høre en knappenål falde. Prinsessen tog en dyb indånding, og da hun løftede blikket, var der en ny glød i hendes øjne. Ikke af nervøsitet, men af en uventet, modig klarhed. Hun så først på den første prins, der stod ret med en arrogant mine, og derefter på den anden, der forsøgte at se klog ud, mens han gned sig på hagen. Så vendte hun sig mod Klods-Hans, der stadig smilte sit uhøjtidelige smil, med kragen puttet ned i lommen og en lille smule mudder på kinden. 'Min kære far,' begyndte hun, hendes stemme rungede overraskende stærkt i den tavse sal, 'jeg har tænkt mig om, og mit valg er truffet.' Hun pausede et øjeblik, lod spændingen bygge sig op. De andre prinser strammede kæberne. Kongen holdt vejret. 'Jeg vælger ikke den, der lover mig den største rigdom eller den dybeste visdom, der er nedskrevet i bøger. Jeg vælger den, der lover mig et liv fyldt med ægte glæde, med latter, med eventyr i det små, og med modet til at være sig selv.' Hun rakte sin hånd ud mod Klods-Hans. Et kollektivt gisp lød fra de forsamlede gæster. De fine prinser blegnede af raseri og forbløffelse. 'Umuligt!' udbrød den første prins, hans stemme rystede af foragt. 'En sådan simpel bondeknold?' Den anden prins fnyste, vendte sig bort i afsky. Men prinsessen tog sig ikke af dem. Hendes øjne var kun rettet mod Klods-Hans, hvis smil nu bredte sig til hele ansigtet og fik hans øjne til at funkle som stjerner. Han tog forsigtigt hendes udstrakte hånd, og i det øjeblik var der ingen tvivl om, at de begge havde fundet deres lykke. Kongen, der først havde set ud, som om han havde slugt en hel citron, begyndte langsomt at smile. Han så sin datters strålende ansigt og forstod. Hendes hjerte havde talt, og det var det vigtigste. Fra nu af ville slottet ikke kun genlyde af vigtige diskussioner, men også af hjertelig latter og kvidrende krager. Og det var, tænkte kongen, måske det allermest royale af alt.
Afslutning
Og sådan endte fortællingen om Klods-Hans! Tak fordi du lyttede med på dette eventyr. Måske har du nu lyst til at finde på dine helt egne historier, eller opleve endnu flere spændende rejser med os? Husk, du kan altid fortælle Sonacasts, hvad du synes. Vi elsker at høre fra jer! Hvem ved, hvilke magiske verdener vi kan udforske sammen næste gang? På gensyn, og tak for en hyggelig stund.
