Historie
Kejserens nye klæder
15 min7-9 år
Det her er begyndelsen af historien. Hele historien spiller i Sonacast-appen.
Historien
Introduktion
Forestil dig en verden, hvor dit tøj var det allervigtigste. En verden hvor en kejser elskede nye, flotte klæder så højt, at han brugte alle sine penge på dem! Men hvad nu, hvis nogen fortalte ham, at de kunne lave tøj, som kun de klogeste mennesker kunne se? Ville du turde sige din mening, hvis alle andre var enige? Lyt med, når vi dykker ned i H.C. Andersens vidunderlige fortælling om Kejserens nye klæder.
Den forfængelige kejser
Lige midt i en travl, hyggelig by boede der engang en kejser. Men ikke en helt almindelig kejser, nej! Denne kejser tænkte kun på én ting: Tøj! Han elskede sit tøj mere end noget andet i verden. Han var så vild med flotte, nye klæder, at han brugte alle sine penge på dem. Hver eneste dag skulle han have noget nyt på. Han havde skabe fyldt med glitrende silke og blødt fløjl. Han gik slet ikke ud i naturen for at lege. Nej, han ville bare vise sine nye bukser, sin nye jakke og sin nye hat frem. Han havde et nyt sæt tøj til hver time af dagen! Han spejlede sig i timevis og mumlede: "Er jeg ikke den flotteste kejser i verden?" Hans tjenere måtte altid nikke og smile. Han troede, at et land kun var godt, hvis kejseren var klædt på den smarteste måde. Mon ikke der snart skete noget, der for alvor ville teste hans kærlighed til tøj? Følg med og find ud af det.
De smarte svindlere
Men en dag dukkede to fremmede mænd op i byen. De var ikke som alle andre. De havde glimt i øjet og var fulde af store historier! De sagde, at de var vævere, de allerbedste i hele verden, og at de kunne væve det mest fantastiske stof, man nogensinde havde set. Ikke bare fantastisk smukt, men også magisk! Deres stof, sagde den ene med et skælmsk smil, er så utroligt, at det er usynligt for alle, der er dumme, eller som ikke passer til deres embede! Forestil jer det! Et stof, der kunne afsløre, hvem der var klog, og hvem der var... knap så klog! Nyheden om disse to mænd og deres vidunderlige stof spredte sig som ringe i vandet. Snart nåede den helt ind til kejserens overdådige slot. Åh, kejseren blev begejstret! Han elskede jo nye klæder mere end noget andet, og dette var jo ikke bare klæder, men magiske klæder! Det er en fantastisk opfindelse! tænkte kejseren. Hvis jeg får sådan et sæt tøj, kan jeg finde ud af, hvilke mænd i mit rige der er uduelige. Jeg kan skelne de kloge fra de dumme! Jeg skal have det stof straks! Så han sendte bud efter de to svindlere – for det var, hvad de var, de to smarte mænd. De kom ind i en sal fyldt med glitrende lysekroner og bløde tæpper. Mine herrer, sagde kejseren, jeg har hørt om jeres utrolige evner. Kan I virkelig væve stof, der er usynligt for de uduelige? Ja, Deres Majestæt! svarede den ene svindler, og den anden nikkede ivrigt. Det er den rene sandhed. Men det er et meget vanskeligt arbejde, og det kræver den fineste silke og det pureste guld. Og selvfølgelig, en hel masse penge! Kejseren var ligeglad med prisen. Han ville se det magiske stof. Han gav dem store summer penge og sagde, at de skulle begynde at væve med det samme i et stort, tomt værelse på slottet.
Det usynlige stof
Så der stod de to smarte svindlere i det store, tomme værelse, som kejseren havde givet dem. De havde fået en hel kiste fuld af skinnende guldmønter og glitrende silkegarn, selvom de slet ikke brugte det! De stillede to store væve op midt i rummet. Forestil dig det! Tomme væve, der slet ikke havde noget garn på sig. Men svindlerne, de lod som om, de havde travlt. Svisch, svisch! sagde de, mens de flyttede deres hænder frem og tilbage, som om de kastede skyttelen med garnet fra side til side. De sad der fra morgen til aften og gjorde, som om de vævede på det mest vidunderlige stof, man nogensinde havde set. Men der var ingenting! Absolut ingenting på vævene. Det var bare ren luft! De bad hele tiden kejseren om mere silke og mere guld, og forklarede, at de skulle bruge det allermest fineste materiale til at lave dette magiske tøj. Og kejseren, han sendte gladeligt mere og mere. Han ville jo så gerne have det nye, usynlige tøj. “Husk nu,” sagde svindlerne til hinanden, “at dette stof er usynligt for alle, der er dumme eller ikke passer til deres embede!” De gentog det ofte, så de selv huskede på den kloge plan, de havde lavet. Tiden gik, og kejseren begyndte at blive utålmodig. Han ville så gerne vide, hvordan det gik med det nye, vidunderlige stof. Men han var også en lille smule nervøs. For hvad nu hvis *han* ikke kunne se det? Det ville jo betyde, at *han* var dum eller ikke god nok til at være kejser! Åh nej, det måtte han ikke tænke på! Han besluttede sig for at sende en anden ud først. “Jeg vil sende min gamle minister ind for at se, hvordan det går,” tænkte kejseren. “Han er en meget ærlig og klog mand. Han vil helt sikkert kunne se stoffet, og han vil vide, om det er så vidunderligt, som svindlerne siger.” Så den gamle minister, med sine briller på næsen og sine kloge rynker i panden, gik ind i det store værelse. Han vidste godt, hvad der var det særlige ved stoffet. Han ville jo ikke risikere at blive kaldt dum! Han åbnede døren forsigtigt og trådte ind. Svindlerne sad der og "vævede" med stor iver. “Åh, se dog, hr. minister!” sagde de, “er det ikke et pragtfuldt mønster? Og farverne! Er de ikke bare fantastiske?” De pegede ud i luften med deres fingre, som om de viste noget helt utroligt. Men den gamle minister kiggede og kiggede. Han åbnede sine øjne så stort, han kunne. Han tog sine briller af, tørrede dem på sit ærme og satte dem på igen. Han lænede sig helt tæt på vævene. Men han kunne absolut ingenting se! Luften var helt tom. Der var ingen tråde, ingen farver, ingen mønstre. Bare intet! “Åh nej,” tænkte den gamle minister. “Kan det virkelig passe, at jeg er dum? Eller endnu værre, at jeg ikke er god nok til mit embede? Det må ingen vide! Jeg må lade som om, jeg ser det.” Så han strøg sig over hagen og sagde, “Ja, ja! Hvor er det smukt! Hvilke farver! Og et pragtfuldt mønster! Jeg vil sige til kejseren, at jeg er meget tilfreds med arbejdet.” Svindlerne smilede til hinanden. De vidste, at deres plan virkede! De bad ministeren om at komme endnu tættere på, så han kunne se alle de fine detaljer, som slet ikke var der. De snakkede løs om alle de vidunderlige farver, som de selv havde fundet på, og som ministeren lukkede øjnene og nikkede med til. Da ministeren kom ud til kejseren igen, fortalte han med begejstring om det smukke stof. “Deres Majestæt! Det er det mest fantastiske stof, jeg nogensinde har set! Farverne er så levende, og mønstrene er så fine. Det vil klæde Dem utroligt godt!” Kejseren var meget glad for at høre det. “Så jeg er altså ikke dum! Og jeg er god nok til at være kejser!” tænkte han. Men han ville stadig gerne have en anden mening. Så han sendte en anden af sine ærlige embedsmænd ind i værelset. Og præcis det samme skete igen! Den ærlige embedsmand kiggede og kiggede, men så ingenting. Han tænkte, “Hvis jeg ikke kan se det, så er jeg jo dum! Og hvad vil folk så tænke om mig?” Så han lod også som om, han så det vidunderlige stof. Han roste det op til skyerne og fortalte svindlerne, hvor dygtige de var. Snart begyndte alle i byen at snakke om det vidunderlige stof, som svindlerne vævede. Alle havde hørt historien om, at det var usynligt for dem, der var dumme eller ikke passede til deres arbejde. Og ingen ville indraske at sige, at de intet så! Så alle talte om, hvor smukt stoffet var, og hvor flot det ville se ud på kejseren. De ville jo ikke have, at nogen skulle tro, at de var dumme. Det var en klog plan, svindlerne havde lagt. En meget klog plan, indeed.
Den store parade
Og så kom dagen for den store parade! Solen skinnede, fuglene sang, og overalt i byen summede det af spænding. Men inde på slottet var svindlerne i fuld gang med deres 'arbejde'. De lod, som om de klippede i luften med store sakse og syede med tråd, ingen kunne se. De fremviste 'klæderne' for kejseren: "Se her, kære kejser! Denne kappe er så let som en fjer, og disse bukser sidder perfekt!" De rakte ud i luften, som om de holdt de smukkeste, mest farverige klæder frem. Alle troede på det, især kejseren selv. Kejseren stod der med sine hofmænd. Han kunne intet se, men frygtede at virke dum eller uduelig. Så han sagde med sin dybe, vigtige stemme: "Åh, de er jo helt vidunderlige! Hvilke pragtfulde farver! Hvilke fantastiske mønstre! Et sandt mesterværk!" Hofmændene bukkede dybt og sagde i kor: "Ja, Deres Majestæt! Helt fantastiske! Det smukkeste stof, vi nogensinde har set!" Selvom de tænkte præcis det samme som kejseren, turde ingen sige sandheden, af frygt for at blive stemplet som dumme. Svindlerne smilede. Deres plan virkede. Med en stemme fuld af vigtighed sagde de: "Nu skal Deres Majestæt prøve tøjet på! Vi hjælper gerne. Det er meget sart tøj." De lod, som om de tog kejserens gamle tøj af og hjalp ham med at 'tage på' det nye. De løftede hans arme og ben med stor forsigtighed, mens de 'trak' bukser og skjorte på ham. Til sidst lagde de en usynlig kappe over hans skuldre. Kejseren drejede rundt foran et stort spejl. Han kunne stadig intet se! Men han lukkede øjnene et øjeblik og forestillede sig de smukke farver og mønstre. Han nikkede tilfreds. "Ja, det sidder perfekt! Det er så let, at jeg næsten ikke kan mærke det!" Og det var jo sandt nok – han kunne ikke mærke det, for det var der jo slet ikke! Han var nøgen! Alle i salen klappede og jublede. "Bravo, Deres Majestæt! Hvor er de smukke! Hvor ser de stilfuld ud!" råbte de. De ville alle sammen gerne være kloge og gode til deres arbejde. Udenfor på gaderne stod folk tæt pakket. De havde hørt om kejserens nye klæder, der var så særlige, at kun kloge mennesker kunne se dem. "Mon jeg er klog nok?" tænkte mange. Fanfarerne lød! Trommerne rullede! Ud fra slottet kom den store parade! Først vagterne, så de fornemme herrer og damer. Lige efter dem, helt alene, kom… Kejseren! Han gik stolt under en smuk baldakin, bar hovedet højt, strakte brystet frem og vinkede til folket. Men der var noget… anderledes. Han gik jo… helt nøgen! Han havde ingenting på! Folket kiggede. De åbnede munden, men lukkede den hurtigt igen. "Åh, hvor er det smukt!" sagde en gammel dame til sin mand, men tænkte: "Hjælp mig! Jeg kan jo ikke se noget tøj! Er jeg blevet dum?" En forretningsmand nikkede hurtigt. "Ja, det er det fineste!" sagde han med et smil, men tænkte: "Hvis jeg siger, jeg intet ser, mister jeg måske mine kunder!" Sådan fortsatte det. Folk hviskede: "Hvor er det pragtfuldt!" Ingen ville indrømme, at de intet så, af frygt for at blive set som dumme eller uduelige. Kejseren nød opmærksomheden. Han tænkte, han aldrig havde set så flot ud før. Han var den klogeste kejser i hele verden, for han kunne jo se sit smukke, usynlige tøj! Men så, midt i al jubelen, var der en lille stemme. En meget lille stemme fra en fireårig pige på sin fars skuldre. Hun pegede med en lille finger og råbte, så alle kunne høre det: "Men far! Han har jo slet ikke noget på! Han er nøgen!" Først blev der helt stille. Så hviskede en voksen: "Lyt til den uskyldige stemme..." Og så begyndte et par stykker at hviske det videre. "Han har jo slet ikke noget på!" sagde en anden. "Hun har ret!" råbte en tredje. Pludselig var det, som om en forbandelse blev brudt. Folk kiggede på hinanden. De kiggede på kejseren. Og så begyndte de at grine. Først en lille fnisen, så en kælken, og snart buldrede latteren igennem hele gaden. Kejseren stivnede. Han hørte, hvad pigen sagde. Og han hørte, hvad folk nu råbte. Han vidste, at de havde ret. Han havde jo slet ikke noget på. Han var blevet snydt. Men hvad skulle han gøre? Paraden var jo i gang! Han kunne ikke bare stoppe midt på gaden. Så han fortsatte. Han strakte sig endnu mere op, og hofmændene bagved gik endnu mere stolt med baldakinen. Som om ingenting var hændt. Men alle vidste det nu. Hele byen vidste det. Og han vidste, at alle vidste det.
Afslutning
Sådan gik det til med kejserens nye klæder. Tak fordi I lyttede med på dette eventyr. Vi håber, I har hygget jer og måske endda har fået lyst til at finde på jeres helt egne historier. Eller tænk, hvilke andre spændende eventyr der venter på at blive fortalt! Hvis I har lyst til at fortælle os, hvad I syntes om historien, så giv endelig Sonacasts besked. Vi elsker at høre fra jer. Indtil næste gang, pas rigtig godt på jer selv, og lad fantasien flyve frit.
