Historie
Jorden rundt på firs dage
30 min7-9 år
Det her er begyndelsen af historien. Hele historien spiller i Sonacast-appen.
Historien
Introduktion
Har du nogensinde drømt om at rejse hele vejen rundt om jorden? Forestil dig at se alle de spændende steder, møde sjove dyr og opleve fantastiske eventyr. I dag skal vi med en helt særlig herre og hans sjove ven på et utroligt kapløb mod tiden! Kan man virkelig rejse jorden rundt på bare firs dage? Med damp, skibe, elefanter og måske lidt magi? Læn dig tilbage, luk øjnene og lad os tage afsted på den vildeste rejse i fortællingen om 'Jorden rundt på firs dage'!
Væddemålet og den magiske taske
I London boede den meget ordentlige Phileas Fogg, der altid var til tiden. En dag i Reformklubben snakkede vennerne om, hvor hurtigt man kunne rejse Jorden rundt. 'Jeg vædder en formue,' sagde Phileas Fogg, 'på at jeg kan gøre det på firs dage!' Vennerne var lamslåede! Firs dage? Det lød umuligt! Men Fogg havde tænkt sig om. Han havde en hemmelig ting: en lille taske, der kunne rumme alt til den lange rejse! Hans nye tjener, Passepartout, var slet ikke forberedt! Han troede, det ville blive en stille dag. Men pludselig var de på vej ud på verdens største rejse, kun med den lille magiske taske!
Fra London til Egypten
Og så begyndte rejsen! Hr. Fogg og Passepartout hoppede ombord på et lynhurtigt tog, der susede ud af London, forbi grønne marker og små byer. Passepartout havde aldrig rejst så hurtigt før! Han kiggede ud ad vinduet, og træerne forvandlede sig til grønne streger. Hvor var det spændende! De skulle med tog helt til Brindisi i Italien, hvor et stort skib ventede på dem. Fra Brindisi sejlede de ud på det store, blå hav, som hr. Fogg sagde, hed Middelhavet. De sejlede i flere dage, og Passepartout elskede at stå på dækket og se på de legesyge delfiner, der sprang op af vandet og legede kapløb med skibet. Om aftenen kiggede han på stjernerne, der lignede små diamanter strøet ud over en mørkeblå dug. Det var som et magisk tæppe over dem. Endelig nåede de Egypten, det land hvor pyramiderne og de mægtige faraoer engang boede. Solen skinnede varmt, og luften duftede af noget fremmed og spændende. Passepartout så de store sandørkener, der strakte sig så langt øjet rakte, og han så endda nogle kameler, der gik langsomt afsted med deres ryttere på ryggen. 'Se, hr. Fogg!' udbrød han, 'En kamel med en hat på!' Hr. Fogg smilede kun lidt. De var i havnebyen Suez, og selvom de ikke havde tid til at se pyramiderne, som var meget, meget langt væk, kunne Passepartout mærke historiens vingesus overalt omkring dem. Han følte sig som en rigtig eventyrer. Her skulle de skifte skib igen, for at sejle over et endnu større hav, helt til Indien. Hvad mon ventede dem der? Ville de møde talende tigre eller flyvende tæpper? Med den lille magiske taske var alt muligt! Og deres utrolige rejse fortsatte...
Elefanten og den indiske jungle
Deres utrolige rejse fortsatte… Nu var hr. Fogg, Passepartout og den lille magiske taske ankommet til et helt nyt land: Indien! Luften duftede af varme krydderier og søde blomster, og farverige fugle sang. Solen var varm, og nye lyde var overalt. Da de hoppede ud af toget, udbrød Passepartout, "Togskinnerne stopper her! Hvordan skal vi komme videre?" Hr. Fogg kiggede på sit kort. "Jernbanen er ikke færdigbygget her," sagde han roligt. "Vi skal krydse en stor, grøn jungle for at komme til næste by, hvor toget venter." En jungle! Høje træer med slyngplanter og sjove dyr, der kiggede frem. Men hvordan skulle de krydse den? Pludselig, fra dybt inde i junglen, lød der en blød trutten. En meget, meget stor skygge bevægede sig langsomt frem. Det var en elefant! En gammel elefant med de venligste øjne. "Goddag, rejsende," sagde elefanten med en dyb, rungende stemme. "Jeg er Elara, junglens vogter. Ser ud til, I har brug for en vejviser?" Passepartout tabte næsten sin hat af forbavselse. "En talende elefant! Det er jo fantastisk!" Elara bøjede sit store hoved. "Jeg kan bære jer over junglen," tilbød hun, "hvis I vil love at passe på min skov." "Det vil vi meget gerne!" sagde Passepartout. Hr. Fogg nikkede alvorligt. Med hjælp fra den lille magiske taske, som glimtede og gjorde, at Elara forstod præcis, hvor de skulle hen, klatrede de op på hendes brede ryg. Deres eventyr gennem den indiske jungle begyndte! Elara gik langsomt og bestemt. Lyden af junglen var overalt. Passepartout kiggede sig begejstret omkring. "Se, hr. Fogg!" råbte han. "En abe, der spiser en banan! Og den vinker til os!" En lille abe med et frækt smil sad i et træ og "Uh-uh-uh-aaaaah!" til dem. Elara forklarede, "Junglen er fuld af liv, hvis man bare lytter godt efter. Her bor mine venner." Snart kom de forbi farverige papegøjer, der råbte, "Velkommen til junglen!" Pludselig stoppede Elara. "Vent lidt," sagde hun. "Jeg kan høre noget." En lille, forsigtig stemme kom fra en tyk busk. "Hjælp! Jeg er faret vild!" Passepartout kiggede ned. Der sad en lille tigerunge, med store, uskyldige øjne. Den så meget trist ud. "Åh, lille ven," sagde Passepartout, "hvad laver du her alene?" "Jeg legede gemmeleg med min mor," forklarede tigerungen, "men jeg faldt i søvn og kan ikke finde hjem." Elara løftede forsigtigt den lille tigerunge op på ryggen. "Fortvivl ikke, lille ven," sagde hun. "Vi skal nok hjælpe dig med at finde din mor." Og så fortsatte de deres rejse, med den lille tigerunge puttet sikkert mellem Passepartouts ben. Dag blev til aften, og de sov under stjernerne, mens Elara stod vagt. Næste morgen, lige da solen tittede frem, nåede de ud af junglen. Ved kanten af skoven stod en stor tigermor og kaldte på sin unge. "Mor!" råbte tigerungen og hoppede ned fra Elaras ryg, løb lige ind i sin mors varme kram. Tigermoren gned sin kind mod Elaras ben som tak. "Tak, Elara," sagde hr. Fogg. "Du har været en sand ven." "Og en fantastisk taxa!" tilføjede Passepartout. Elara smilede med sine dybe øjne. "Rejs godt," sagde hun. "Og husk: Junglen passer på dem, der passer på den." De vinkede farvel til Elara og tigermoderen, der nu spandt af glæde. Foran dem lå den næste by med et tog, der ventede på at bringe dem videre på deres utrolige rejse jorden rundt på firs dage! Hvad mon der ville ske næste gang?
Rejsen over havet til Asien
Toget dampede ind på stationen, og vore venner, Phileas Fogg, den snurrige Passepartout og den modige Aouda, hoppede ud. Luften var fuld af duften af hav og eventyr! 'Se, Passepartout,' sagde Fogg roligt, 'vores næste skib venter.' Og dér, ved kajen, lå et mægtigt, smukt skib, der glitrede i solen. Det lignede en stor, hvid svane, der var klar til at danse hen over bølgerne. Skibet havde en hemmelighed: En gammel, venlig skibskaptajn ved navn Kaptajn Bølgehjerte fortalte dem, at hans skib, 'Havets Hjerte', kunne tale med vinden. 'Når vinden synger, synger skibet med,' sagde han med et glimt i øjet. Passepartout var så begejstret, at han næsten faldt i vandet! Han hjalp med at bære Aoudas lille taske ombord og fandt deres kahyt, som var så hyggelig, at den lignede et lillebitte hjem på vandet. Fogg tog sit magiske lommeur frem og tjekkede tiden. 'Præcis som planlagt,' mumlede han. Snart løftede ankeret sig, og skibet begyndte at glide ud af havnen. Land blev mindre og mindre, indtil kun den store, blå himmel og det endeløse hav var tilbage. Bølgerne vuggede skibet blidt, som en kæmpe vugge. 'Se, Aouda!' råbte Passepartout. 'Havets Hjerte synger!' Og sandelig, man kunne høre en dyb, blid summen fra skibet, som om det nød at sejle. Hver morgen vågnede de til lyden af måger, der skreg højt oppe, og duften af frisk havluft. Passepartout elskede at stå i stævnen og lade vinden blæse i sit hår. En dag så han noget sjovt. En stor, grøn havskildpadde med skinnende øjne svømmede lige ved siden af skibet. 'Goddag, hr. Skildpadde!' råbte Passepartout. Og til hans store overraskelse kiggede skildpadden op og sagde med en dyb, gurglede stemme: 'Goddag, unge mand! Er I på vej til det vidunderlige Asien?' Passepartout var så forbavset, at han mistede mælet. Fogg kom til syne og sagde med sin rolige stemme: 'Det ser ud til, at hr. Skildpadde er en venlig sjæl, Passepartout.' Aouda smilede og vinkede til skildpadden. 'Ja, hr. Skildpadde,' sagde hun, 'vi rejser jorden rundt!' Skildpadden grinede. 'Det er en lang rejse. Jeg har set mange mænd rejse forbi. Men I er særlige. Havets Hjerte bærer jer godt. Pas på jer selv, og husk: Havet gemmer på mange overraskelser!' Med de ord dykkede skildpadden ned under bølgerne og var væk. Passepartout rystede på hovedet. 'En talende skildpadde! Hvad mon mere vi møder?' Dagene fløj afsted på Havets Hjerte. De legede gemmeleg på dækket, lyttede til Kaptajn Bølgehjertes historier om mærkelige fisk og syngende havfruer, og om aftenen kiggede de på de tusindvis af stjerner, der blinkede som små diamanter på himlen. Nogle gange dansede delfiner i bølgerne omkring skibet, og en aften så Aouda en stor, venlig hval, der pustede vand op i en stor bue mod månen. Phileas Fogg sad ofte i sit stille hjørne og studerede sine kort. Han havde et særligt, magisk kompas, der altid pegede mod den næste destination, selv når skyerne dækkede solen. Det glødede svagt i forskellige farver – grønt for land, blåt for hav, og en varm, gylden farve, når de nærmede sig deres mål. Passepartout elskede at se på kompasset, når det skiftede farve. 'Hvornår bliver det guld, hr. Fogg?' spurgte han hver morgen. Fogg smilede og sagde: 'Tålmodighed, min ven. Snart.' Og så kom dagen! En morgen, da solen stod op som en stor, orange appelsin på himlen, råbte en sømand fra masten: 'Land i sigte!' Passepartout løb op på dækket, og Aouda fulgte efter. Der, i horisonten, var der noget nyt! Det var ikke som Indien eller London. Det var et land med grønne bjerge, der lignede gigantiske soppende drager, og små huse med buede tage, der strakte sig op mod himlen. Luften duftede af noget helt nyt – af søde krydderier og af noget, der lignede blomster og te på samme tid. 'Vi er i Asien!' råbte Passepartout. Fogg tjekkede sit ur. 'Vi er præcis til tiden i Hong Kong,' sagde han. Det magiske kompas lyste nu en strålende gylden farve. Havets Hjerte gled langsomt ind i en travl havn, fuld af farverige både med sejl, der lignede sommerfuglevinger. Lyden af nye sprog fyldte luften, og overalt var der spændende ting at se. Hvilke nye eventyr mon ventede dem i dette mystiske og smukke land? Hvem ville de møde, og ville de finde en vej til deres næste rejse, så de kunne fortsætte deres utrolige eventyr jorden rundt på firs dage?
De vilde vesten og de talende bisoner
Og se! Skibet havde bragt dem hele vejen til et helt nyt kontinent – Amerika! Her var alt anderledes. Høje bygninger strakte sig mod himlen, og biler susede afsted som farverige biller. Phileas Fogg, den rolige og altid præcise herre, fandt hurtigt ud af, at den hurtigste måde at rejse tværs over dette kæmpe land på, var med et tog. Men ikke et hvilket som helst tog! Nej, dette var et fantastisk tog, der kunne køre igennem enorme sletter og over mægtige bjerge. Dette tog, et sandt mesterværk af ingeniørkunst, var en dampende, brølende kolos af stål og træ. Det trak elegante vogne, hvorfra man kunne betragte det foranderlige landskab. Hver morgen vågnede Fogg og hans trofaste tjener, Passepartout, til synet af uendelige horisonter. Prærien strakte sig foran dem som et grønt, bølgende hav, kun afbrudt af floder, der snoede sig som sølvbånd i sollyset. Luften var frisk og fyldt med duften af vilde blomster og tørret græs. Dagene fløj afsted i en rytmisk dundren, og de to rejsende oplevede en verden, der var vildere og mere uforudsigelig, end selv Fogg havde forventet. De så flokke af vilde heste galopere sideløbende med toget, deres manker flagrende i vinden. Og så var der bisonerne. Tusindvis af dem! De sorte, muskuløse dyr græssede roligt, indtil togets ankomst fik dem til at løfte deres tunge hoveder og stirre med dybe, gamle øjne. En aften, da solen farvede himlen orange og lilla, og toget puffede sig langsomt gennem en tæt tåge, der var steget op fra en nærliggende flod, skete der noget uventet. Passepartout, der altid var den mest nysgerrige af de to, havde lænet sig ud af vinduet for at få et bedre kig på de majestætiske dyr, der pludselig virkede tættere på end nogensinde. "Monsieur Fogg," hviskede han, hans stemme dirrende af ærefrygt, "se der! Er det... er det muligt?" Fogg, der sad og studerede sit kort med sin sædvanlige uforstyrrelige ro, løftede blikket. Udenfor, lige ved siden af toget, stod en stor, ældgammel bison. Dens pels var farvet med aftenens glød, og dens horn var polerede af utallige vintre. Men det var dens øjne, der fangede Foggs opmærksomhed. De var ikke bare dyriske; de var intelligente, nærmest menneskelige. Og så, til deres fuldstændige overraskelse, åbnede bisonen sin mund, og en dyb, resonerende stemme, der syntes at komme fra selve jorden, lød: "Rejsende fra den gamle verden," sagde den. "I skynder jer mod vest, men glem ikke den visdom, der ligger i det, der er langsomt. Naturens sande rytme er tålmodighed. Se med jeres hjerter, ikke kun jeres øjne." Fogg blinkede en enkelt gang, hans hjerne arbejdede på højtryk for at behandle den umulige information. Passepartout derimod, udstødte et lille, pibende glædesråb. "En talende bison! Har De hørt det, Monsieur Fogg? En talende bison!" Fogg rettede sine briller. "Jeg har hørt det, Passepartout. Det er... bemærkelsesværdigt. Og statistisk set, yderst usandsynligt." Bisonen så dem dybt i øjnene et øjeblik mere, som om den søgte en forståelse, der overgik ord. Derefter vendte den sig langsomt om og forsvandt lydløst ind i tågen, så kun den svage duft af vådt græs og vildskab var tilbage. Toget fortsatte sin rejse, men for de to mænd var prærien ikke længere blot et vidtstrakt landskab. Den var blevet et sted fuld af magi og uforklarlige møder. Fogg tilbragte resten af aftenen med at genberegne sandsynligheden for, at et pattedyr kunne artikulere menneskeligt sprog, mens Passepartout ivrigt nedfældede hvert eneste ord fra den vise bison i sin dagbog. Mødet med den talende bison havde givet Foggs rejse et nyt lag af mystik, en påmindelse om, at selv i den mest præcise planlægning kunne det uventede opstå. Da toget begyndte sin opstigning mod de mægtige Rocky Mountains, lod Fogg for en sjælden gangs skyld sine tanker vandre væk fra tidsplanen og overvejede, hvad mere dette nye kontinent mon gemte på af ufortalte historier og umulige sandheder. Bjergene tårnede sig op foran dem, massive og imponerende, og lovede nye udfordringer og endnu mere storslåede udsigter.
Ballonen og den drillesyge detektiv
Toget snørklede sig som en lang, grøn slange gennem de majestætiske Rocky Mountains. Fogg sad med sit kort, mens Passepartout kiggede ud på de vilde landskaber. Han forestillede sig, at hver en bjergtop gemte på en ny historie.
Hjemrejsen og den magiske drejning
Efter bjergene, hvor togene klatrede og snørklede sig, fortsatte rejsen over de store, åbne sletter. Toget susede nu fremad som en glad hvirvelvind, der drømte om at nå kysten. Hver dag tog de dem et skridt tættere på hjemmet. Fogg, som altid, sad roligt med sit ur og sit kort. Tiden var vigtig, ja, uhyre vigtig! Endelig, efter mange dage og nætter, nåede de New York! En kæmpe by, der summede som en bikube. Fogg vidste, at de skulle finde et skib – et meget hurtigt skib – der kunne sejle dem over det store Atlanterhav. Men da de kom ned til havnen, så det sort ud. Alle de store, hurtige dampskibe var allerede sejlet, og de få, der lå tilbage, var for langsomme. Passepartout blev helt tung i hjertet. Ville de ikke nå det? Men Fogg gav aldrig op! Han ledte, indtil han fandt et lille, lidt skævt skib, der hed 'Henrietta'. Skibets kaptajn var en sjov, gammel mand med et langt, hvidt skæg. 'Jeg skal til Frankrig,' sagde kaptajnen knirkende, 'ikke til England.' Fogg tænkte sig om. 'Jeg køber dit skib!' sagde han. Kaptajnen var målløs! Fogg betalte en stor sum penge, og så var Henrietta deres. Kaptajnen besluttede at blive ombord og styre skibet for Fogg. Så sejlede de ud på Atlanterhavet. Henrietta stampede og bakkede lidt i bølgerne, men den bevægede sig fremad. Fogg ville simpelthen ikke tabe væddemålet! Men efter et par dage begyndte de at løbe tør for kul. Skibet havde ikke mere mad til sin store, brummende motor. 'Hvad skal vi gøre?' udbrød Passepartout. 'Vi har ikke mere kul!' Fogg kiggede på skibet og alt det træ, det var lavet af. 'Vi bruger skibet selv som brændstof,' sagde han. Kaptajnen og Passepartout var målløse! De begyndte at save og hugge i træet – først en kahyt, så et dæk, så masterne! Skibet blev mindre og mindre, men dampen brølede i kedlerne, og Henrietta suste over bølgerne! Endelig, efter en utrolig sejlads, nåede de Liverpool i England. Hjemme! De var næsten hjemme! Men netop som de troede, at alt var i orden, og de var ved at stige i land, skete der noget uventet. En lille mand med et surt ansigt, der lignede en slem nisse, sprang frem. Det var detektiv Fix! Han havde fulgt efter dem hele vejen rundt om jorden. 'Phileas Fogg!' råbte han. 'Jeg arresterer Dem i dronningens navn!' Fogg, Passepartout og Aouda stod. Fogg var anklaget for at have stjålet penge fra en bank i London! Detektiv Fix trak Fogg med sig til en politistation. Tiden tikkede, og hver eneste time var kostbar. Uret på væggen sagde, at de var kun få timer fra at miste væddemålet. Passepartout var så vred, at han næsten sprængtes. Men Fogg stoppede ham. Timerne sneg sig afsted, langsomt som snegle. Ville de nå det i tide? Var alle deres eventyr til ingen nytte? Det føltes som en evighed. Men så, lige pludselig, stormede Fix ind igen. 'Frigiv hr. Fogg!' råbte han. 'Den rigtige tyv er fanget! Det var ikke ham!' Fogg var fri! Men han kiggede på sit ur. De var for sent. De havde tabt væddemålet. De skyndte sig alligevel hjem til London, til Reformklubben. Det var lørdag aften. Klokken var mange. Passepartout, der altid var så god til at opdage små ting, kiggede på sin egen kalender. Han havde slet ikke tænkt over det, men da han talte dagene, opdagede han noget helt magisk! 'Min herre!' råbte han, 'Det er ikke lørdag! Det er fredag! Vi har vundet en hel dag!' Fogg kiggede på ham. 'Hvad siger du?' spurgte han. Passepartout forklarede, med store armbevægelser, at når man rejser mod øst hele vejen rundt om jorden, så vinder man en dag! Solen leger et lille puds med os. De havde rejst så hurtigt, at de havde overhalet tiden! Alle de dage, de troede, var gået, var der en af dem, der bare var sneget sig ind som en ekstra gave! Med et brøl af glæde og håb, sprang Fogg op. Han havde stadig en chance! Sammen med Passepartout og Aouda styrtede de afsted gennem Londons gader. Klokken var næsten ni. De løb og løb, deres hjerter bankede som trommer. Reformklubben! Den lå lige foran dem! Fogg sprang ind ad døren, præcis idet klokken slog ni minutter over otte. Han var der! På det helt rigtige tidspunkt! Han havde vundet væddemålet, takket være den magiske drejning, som jorden havde givet dem på deres fantastiske rejse! Klubmedlemmerne var målløse! De havde aldrig troet, det var muligt. Fogg havde vundet den kæmpe sum penge. Han havde brugt meget af den på rejsens uforudsete udgifter, men det, der var tilbage, var nok til et lykkeligt liv. Og vigtigst af alt, Aouda var ved hans side. Hun havde forelsket sig i den stille, modige Fogg. De blev gift, og Passepartout var den gladeste mand i hele London. Phileas Fogg havde bevist, at man kan rejse jorden rundt på firs dage, men han havde også opdaget, at de største skatte ikke er guld eller klokkeslæt, men venner, kærlighed og de fantastiske eventyr, man oplever undervejs. En sand helt!
Afslutning
Tak fordi I lyttede med til vores spændende rejse Jorden rundt på firs dage! Vi håber, I har nydt hvert et skridt og hver en ny ven, vi mødte undervejs. Fortæl endelig Sonacasts, hvad I syntes – vi elsker at høre fra jer! Måske har I selv lyst til at rejse jorden rundt – måske i jeres fantasi, eller bare rundt i stuen? Hvilke eventyr venter der mon på jer? Husk, verden er fuld af vidunderlige steder. På gensyn næste gang!
