Historie
Hyrdinden og skorstensfejeren
15 min7-9 år
Det her er begyndelsen af historien. Hele historien spiller i Sonacast-appen.
Historien
Introduktion
Har du nogensinde tænkt over, hvad dine yndlingslegetøj laver, når du sover? Måske lever de deres helt eget, hemmelige liv! I dag skal vi høre om Hyrdinden og Skorstensfejeren, to smukke porcelænsfigurer, der stod side om side på et bord. De var så forelskede, men en gammel, sur kinesermand ville bestemme over dem. Hvad gør man så? Man stikker af! Følg med på et spændende eventyr, fyldt med mod, venskab og en lillebitte flugt gennem en stor verden.
Mødet med Kærligheden
Inde i det store, fine rum, hvor alle de smukke ting boede, stod den lille porcelænshyrdinde. Hun havde en yndig rose i hånden og kiggede ud mod verden med store, blå øjne. Lige overfor hende, på den anden side af bordet, stod den modige skorstensfejer. Hans ansigt var sort af sod, men hans øjne strålede af glæde, hver gang han så på hyrdinden. De var lavet af porcelæn begge to, men deres hjerter, de var fulde af ægte kærlighed. De drømte om at leve sammen for evigt. Men der var et problem. En meget gammel, meget sur kinesermand, som også var lavet af porcelæn, havde bestemt, at hyrdinden skulle gifte sig med en træbuk. En stiv, kedelig træbuk! Det ville hyrdinden slet ikke! Hun ville kun have sin skorstensfejer. Hvad skulle de gøre? De kiggede på hinanden, og med ét vidste de det. De måtte stikke af!
Flugten Begynder
Og stikke af ville de! Hyrdinden, med sin lille blomsterkrans i håret, rakte sin hånd ud mod den modige skorstensfejer. Han greb den, og sammen klatrede de ned fra det fine mahognibord. Det var et langt fald for så små figurer, men de var ikke bange. De var jo lavet af porcelæn! Lige da de nåede kanten, mærkede de en blød pust under sig. 'Må jeg hjælpe jer?' sagde en venlig stemme. Det var den gamle skrivebordslampe, der stod lige nedenunder. Den store, gamle lampe, der havde set så mange historier, bøjede forsigtigt sin hals. Dens skygge blev som en blød rutsjebane ned til gulvet. 'Hop bare herned!' viskede den. Hyrdinden og skorstensfejeren kiggede på hinanden og smilede. De tog hinanden i hånden og rutsjede ned ad lampens skygge. Whoosh! Nu stod de på det store, bløde gulvtæppe, der føltes som en varm, tyk skovbund under deres små fødder. 'Hvor skal vi hen?' spurgte Hyrdinden, mens hun kiggede sig omkring. Rummet var pludselig kæmpestort! Møblerne var som bjerge, og billederne på væggen var som høje, farverige slotte. Pludselig hørte de en lille piben. 'Psst! Herovre!' Det var musefamilien, der boede bag fodpanelet. Mor Mus kiggede ud. 'Skal I mon ud i den store verden?' spurgte hun. 'Den er fuld af eventyr, men også lidt farlig!' Skorstensfejeren trak Hyrdinden tættere på. 'Vi skal finde et sted, hvor vi kan være sammen,' sagde han. Mor Mus nikkede. 'Følg mig! Jeg kender en hemmelig vej gennem huset!' Og stikke af ville de! Hyrdinden, med sin lille blomsterkrans i håret, rakte sin hånd ud mod den modige skorstensfejer. Han greb den, og sammen klatrede de ned fra det fine mahognibord. Det var et langt fald for så små figurer, men de var ikke bange. De var jo lavet af porcelæn! Lige da de nåede kanten, mærkede de en blød pust under sig. 'Må jeg hjælpe jer?' sagde en venlig stemme. Det var den gamle skrivebordslampe, der stod lige nedenunder. Den store, gamle lampe, der havde set så mange historier, bøjede forsigtigt sin hals. Dens skygge blev som en blød rutsjebane ned til gulvet. 'Hop bare herned!' viskede den. Hyrdinden og skorstensfejeren kiggede på hinanden og smilede. De tog hinanden i hånden og rutsjede ned ad lampens skygge. Whoosh! Nu stod de på det store, bløde gulvtæppe, der føltes som en varm, tyk skovbund under deres små fødder. 'Hvor skal vi hen?' spurgte Hyrdinden, mens hun kiggede sig omkring. Rummet var pludselig kæmpestort! Møblerne var som bjerge, og billederne på væggen var som høje, farverige slotte. Pludselig hørte de en lille piben. 'Psst! Herovre!' Det var musefamilien, der boede bag fodpanelet. Mor Mus kiggede ud. 'Skal I mon ud i den store verden?' spurgte hun. 'Den er fuld af eventyr, men også lidt farlig!' Skorstensfejeren trak Hyrdinden tættere på. 'Vi skal finde et sted, hvor vi kan være sammen,' sagde han. Mor Mus nikkede. 'Følg mig! Jeg kender en hemmelig vej gennem huset!' Og med et lille hop forsvandt Mor Mus ind i en sprække i væggen. Hyrdinden og skorstensfejeren fulgte lige efter, ind i et mørkt, men spændende hul. Det lugtede af støv og gamle hemmeligheder. Deres små porcelænsfødder trippede forsigtigt afsted, klar til det ukendte eventyr, der ventede dem. Hvad mon de ville finde?
En Rejse Gennem Huset
Deres små porcelænsfødder trippede forsigtigt afsted, klar til det ukendte eventyr, der ventede dem. Hvad mon de ville finde? Mørket var tykt, luften kildede af støv. Skorstensfejeren, vant til snævre passager, gik forrest og holdt Hyrdindens hånd. ”Bare rolig, min kære Hyrdinde,” hviskede han. ”Jeg kender vejen, de hemmelige gange bag væggene og under gulvet.” Hyrdinden klemte hans hånd; nysgerrigheden overvandt frygten. De bevægede sig nedad, opad, gennem snoede tunneller, der lugtede af gammelt træ og kolde mursten – en helt anden verden end deres stue. Pludselig hørte de en lille, forsigtig piben. ”Hvem er der?” spurgte Hyrdinden. En grå musehale vrikkede frem, fulgt af en snude og blanke øjne. ”Goddag små rejsende!” sagde musen med en knirkende stemme. ”Er I løbet væk fra Kineseren?” Skorstensfejeren trak Hyrdinden tættere på. ”Ja, vi er på flugt. Vi vil se den store verden.” Musen pirrede til en krumme. ”Verden er stor og farlig for porcelænsfigurer, men også fuld af overraskelser. Jeg kan vise jer en genvej gennem huset. Men den går forbi køkkenet. Der er en kat, en meget doven kat.” Hyrdinden gispede. En kat! ”Vi er ikke bange,” sagde Skorstensfejeren modigt, selvom hans porcelænshjerte bankede. ”Vis os vejen, lille mus.” Musen førte dem ad skjulte sprækker og små huller. De klatrede op ad gamle aviser, der knitrede tørt, og ned ad en kold ledning. Nu og da kiggede de ud gennem bittesmå sprækker. De så glimt af et køkken! Store, skinnende kobbergryder glimtede. En varm, sød duft af bagværk sneg sig ind. Og så så de en stor, blød, orange kat, der lå og sov i en solstribe. Den spandt højt, og dens pels så så blød ud, at Hyrdinden næsten glemte faren. Hun måtte klemme Skorstensfejerens hånd for at huske advarslen. De fortsatte deres hemmelige rejse. Musen pegede med sin snude mod en smal, mørk skakt, der førte stejlt opad. ”Det er skorstenen,” sagde Skorstensfejeren. ”Min gamle ven. Her kan vi komme helt op til taget, og derfra kan vi se hele verden! Jeg har altid drømt om at vise dig den deroppe fra.” Hyrdinden var lidt bange for mørket og højderne, men Skorstensfejerens hånd var varm og tryg. Hun stolede på ham. De klatrede langsomt, men sikkert opad. Det var støvet, koldt, men også spændende. Vinden susede udenfor, som en stor, syngende stemme, der inviterede dem til eventyr. Hvert lille skridt opad bragte dem tættere på friheden, tættere på den ukendte verden. Endelig, efter hvad der føltes som en evighed, nåede de to små figurer toppen af skorstenen. En frisk, kold luft slog dem i møde. De kiggede ud. Oh, hvilken udsigt! Tage dækket af glitrende rim som diamanter i morgensolen. Små, tynde røgfaner steg op som hvide skyer mod den klare blå himmel. Bare træer som silhuetter mod horisonten, og et stort, åbent landskab, der strakte sig uendeligt. Det var en verden, de aldrig havde forestillet sig! Så meget større og mere vidunderligt, end de nogensinde havde drømt om, deroppe fra deres lille bord. Skorstensfejeren smilede til Hyrdinden. Hans ansigt var dækket af sod, men hans øjne strålede. ”Er det ikke fantastisk, min Hyrdinde?” spurgte han. ”Er det ikke mere, end du nogensinde kunne have forestillet dig?” Hyrdinden nikkede, hendes øjne skinnede af glæde og undren. En lille vindpust dansede let om hendes porcelænshår. Det var koldt, men føltes friskt og levende. De var frie! De havde klaret den lange rejse gennem husets skjulte gange og var nået helt op på taget, klar til at se, hvad den store verden havde at byde på. Men hvad mon der ventede dem heroppe, så langt væk fra deres trygge, lille stue? De stod der, to små porcelænsfigurer, mod den enorme himmel, og vidste, at deres rejse kun lige var begyndt. Hvad ville mon ske nu, på toppen af verden?
Den Store Verden og Vejen Hjem
Hyrdinden og Skorstensfejeren kiggede ud over en verden, de aldrig før havde set. En verden så stor, så åben og så fuld af farver! Tagene på alle de andre huse lignede små, røde og sorte klodser, der var drysset ud over jorden. De kunne se gader, der snoede sig som lange, grå slanger, og bittesmå mennesker, der gik og kørte nede på jorden. Skorstensfejeren strakte sine små arme ud og tog en dyb indånding af den friske luft. 'Se, Hyrdinde!' råbte han, 'Er det ikke vidunderligt? Her er så frit, så højt! Vi kan se hele verden!' Hans porcelænsansigt strålede af glæde. Han havde altid drømt om at flyve, og nu føltes det næsten sådan. Vinden ruskede lidt i hans lille hat, og han grinede højt. Men Hyrdinden, hun holdt sig tættere til ham. Hendes øjne var store og lidt bekymrede, selvom hun også følte et stik af spænding. 'Ja, Skorstensfejer,' sagde hun, hendes stemme næsten en hvisken mod vinden, 'Det er smukt... men også så stort. Alt er så anderledes heroppe. Hvor er vores hyggelige stue? Hvor er vores lille bord og blomsten i vinduet?' Hun kiggede op mod den enorme, blå himmel, hvor bløde, hvide skyer langsomt drev forbi. En stor, sort krage fløj forbi tæt på dem, og Hyrdinden hoppede en smule af forskrækkelse. Alt var så vildt og ukendt. Der var ingen malede blomster på hendes kjole her, ingen blide kruseduller som dem på hendes lille bord. Kun den rå vind og det uendelige rum. Skorstensfejeren mærkede hendes lille skælvende hånd i sin. Han kiggede på hende og så, at selvom eventyret var spændende for ham, så var det måske lidt for meget for hans kære Hyrdinde. Han elskede hende mere end noget andet, mere end selv det vildeste eventyr. Hvad var et eventyr, hvis man ikke kunne dele glæden med den, man elskede allermest? Han tog hendes hånd og klemte den blidt. 'Du har ret, min kære Hyrdinde,' sagde han. 'Verden er stor og spændende, men måske er den også lidt kold og ensom, når man ikke har sit hjem at vende tilbage til. Og... hvorfor skulle vi lede efter noget bedre, når vi allerede har det allerbedste sammen?' Hyrdinden løftede blikket, og et lille smil begyndte at vise sig på hendes læber. 'Virkelig, Skorstensfejer?' spurgte hun. 'Ville du vende tilbage? Til vores lille, trygge stue, selvom du elsker eventyr?' Skorstensfejeren smilede tilbage. 'Ja,' sagde han bestemt, 'Jeg ville vende tilbage. Med dig. Vores stue er måske lille, men den er vores, og der er ingen andre steder, jeg hellere vil være, end lige der, med dig.' Og så, med enighed i hjertet, besluttede de to små porcelænsfigurer sig for at vende om. Det var ikke helt så svært at finde vejen ned igen, som det havde været at klatre op. De kendte nu de små, skjulte gange og var ikke længere så bange for mørket. De kravlede ned ad skorstenen, hvor Skorstensfejeren var helt i sit es. Han var jo vant til at klatre i mørke og små rum! 'Her er slet ikke så slemt, som det ser ud,' sagde han og hjalp Hyrdinden sikkert ned ad de glatte sider. De mødte ingen skumle skabninger denne gang, ingen gamle, sure skattekister eller knirkende gulvbrædder, der ville fange dem. Det var som om, huset nu kendte dem og lod dem passere hurtigt og sikkert. De gled nedad, fra et loftrum til et andet, gennem små revner og sprækker. Hver gang de så et glimt af lys, vidste de, at de var tættere på. Forestil dig, hvor glad Hyrdinden var, da hun pludselig kunne mærke en velkendt duft! Duften af voks, af tørt træ og af den lille blomst, der stod i vinduet. Det var duften af hjem! Hendes porcelænshjerte bankede hurtigere af forventning. De kravlede det sidste stykke, og pludselig landede de blødt på det tæppe, der lå foran kaminen. De var tilbage! I deres egen stue! Alt var, som de havde forladt det. Den gamle Skabsgud var der stadig, med sit bekymrede ansigt. Og den kinesiske Lykkemand vinkede stadig venligt fra sin hylde. Hyrdinden kiggede sig omkring. Hendes lille stol stod klar, og Skorstensfejerens krog til hans værktøj hang lige ved siden af kaminen. Det lille bord med den malede blomst var der også. Og bedst af alt, solen skinnede ind ad vinduet og varmede den lille stue op. Det var ikke den store, kolde sol fra taget, men en venlig, varm sol, der lovede hygge og tryghed. Skorstensfejeren tog Hyrdindens hånd igen. 'Vi er hjemme,' sagde han, hans stemme fyldt med lettelse og glæde. 'Og det føles som det bedste sted i hele verden, gør det ikke?' Hyrdinden nikkede ivrigt. 'Ja, Skorstensfejer, ja!' sagde hun. 'Meget bedre end den store verden. Her kender vi alt, og alt kender os. Her kan vi være trygge sammen.' Og så satte de sig tæt sammen, lige foran kaminen, og nød stilheden og varmen fra deres eget lille hjem. Eventyret havde været spændende, men hjemme var bedst.
Afslutning
Tak fordi du lyttede med til Hyrdinden og Skorstensfejeren! Vi håber, du nød historien og måske lærte lidt om, at eventyr kan findes overalt – selv hjemme på hylden. Har du en idé eller et spørgsmål til historien, så lad Sonacasts vide det! De vil så gerne høre fra dig. Måske kan du selv tegne Hyrdinden og Skorstensfejeren, eller finde på jeres egne eventyr derhjemme? Vi ses snart igen til et nyt eventyr! Farvel og tak for denne gang.
