Historie
Historien om Peter Kanin
15 min7-9 år
Det her er begyndelsen af historien. Hele historien spiller i Sonacast-appen.
Historien
Introduktion
Velkommen til en verden, hvor kaniner bor i et sandhul og elsker gulerødder! Har du nogensinde mødt en lille kanin, der bare MÅTTE vide, hvad der gemte sig på den anden side af hegnet? I dag skal vi dykke ned i historien om Peter Kanin – en lille, nysgerrig fyr med en blå jakke, der trodser sin mors advarsler og begiver sig ud på et uforglemmeligt eventyr. Følg med, når vi opdager, hvad der sker, når Peter sniger sig ind i den farlige Hr. Gregersens have. Det bliver spændende!
Peter og Mor Kanin
Mor Kanin boede sammen med sine fire små kaninbørn under en stor, fin granrod. Kaninbørnene hed Flopsy, Mopsy, Bomuldshale og så selvfølgelig den lille, frække Peter. En morgen sagde Mor Kanin til dem, 'Mine kære børn, I må gå ud og lege, hvor I vil, men I må aldrig nogensinde gå ind i Hr. Gregersens have.' Hun kiggede alvorligt på dem. 'Jeres far kom nemlig ud for en ulykke derinde, og han endte i en tærte.' Flopsy, Mopsy og Bomuldshale var gode og artige kaniner. De løb straks ned ad vejen for at finde brombær, som deres mor havde bedt dem om. Men Peter, åh Peter! Han var anderledes. Han lyttede slet ikke til sin mors ord. Han tænkte kun på de lækre grøntsager, han vidste voksede i Hr. Gregersens have.
Peters Eventyr i Hr. Gregersens Have
Og så, uden at tøve, smuttede Peter lige ind under den gamle, grønne haveport. Den knirkede lidt, men Peter hørte det ikke. Hans øjne strålede af eventyrlyst! Han var endelig inde i den forbudte have! Luften duftede af jord og friske grøntsager, og overalt var der grønne blade og farverige blomster. Og så, uden at tøve, smuttede Peter lige ind under den gamle, grønne haveport. Den knirkede lidt, men Peter hørte det ikke. Hans øjne strålede af eventyrlyst! Han var endelig inde i den forbudte have! Luften duftede af jord og friske grøntsager, og overalt var der grønne blade og farverige blomster. Peter kiggede sig nysgerrigt omkring. Hvor skulle han starte? Han hoppede forsigtigt fremad, hans små poter landede let på den bløde jord. Han så høje, grønne buske fulde af modne ærter, der hang som små, grønne perler. Og der, i en lang række, strakte de smukkeste, orange gulerødder sig op mod solen, deres grønne toppe vinkede fristende. Peter mærkede sin mave rumle. En stor, saftig gulerod! Det var lige, hvad han drømte om! Han listede sig nærmere, snusede til den friske duft, og tog en lille, forsigtig bid. Knas! Den var sød og knasende sprød! Peter kunne næsten ikke tro sit held. Han tog endnu en bid, og endnu en, hans lille hale vrikkede glad. Pludselig hørte han en raslende lyd bag nogle store kålblade. Rasle-rasle! Peter frøs øjeblikkeligt. Hans ører spidsede sig, og hans lille næse bevægede sig hurtigt. Hvad var det? Var det Hr. Gregersen? Han gemte sig hurtigt bag en stor, rund græskarplante, der lå og puttede sig på jorden. Hans hjerte bankede hurtigt – dumpa-dumpa, dumpa-dumpa! Han turde næsten ikke trække vejret. Stilheden var tyk. Så, ud fra kålbladene, hoppede en lille, sort fugl frem, pik-pik-pik, og nippede til et lille frø. Bare en fugl! Peter lo stille for sig selv. Det var bare en lille misforståelse! Han hoppede frem igen, klar til at udforske mere af Hr. Gregersens vidunderlige, forbudte have.
Jagten og Flugten
Peter lo stille for sig selv. Det var bare en lille misforståelse! Han hoppede frem igen, klar til at udforske mere af Hr. Gregersens vidunderlige, forbudte have. Og sikke en have det var! Først fandt han et helt bed med sprøde, grønne salathoveder. Mums! Peter elskede salat. Han nippede til et blad her, et blad der, og snart havde han spist sig mæt og glad. Men så fik han øje på noget endnu mere fristende: nogle lange, grønne franske bønner, der hang fra en busk. Peter havde aldrig smagt franske bønner før, men de så så lækre ud. Han hoppede op og ned, nappede en, og den smagte himmelsk! Han spiste den ene efter den anden, indtil hans lille kaninmave begyndte at føles lidt spændt. "Måske skulle jeg ikke spise mere," tænkte han, men så så han en række med store, røde radiser, der stak op af jorden. De var jo slet ikke til at modstå! Han gravede en op, vaskede den i duggen på et kålblad, og knasede løs. Åh, hvor var de dog gode! Peter spiste og spiste, og før han vidste af det, var han blevet rigtig, rigtig mæt – måske endda en lille smule sløv. Han overvejede at tage en lille lur under et rabarberblad, da han pludselig hørte en lyd. Tap, tap, tap. Hvad var det? Lyden kom tættere på. Peter spidsede ører, hans hjerte begyndte at banke hurtigere. Tap, tap, tap! Og så, lige om hjørnet af gulerodsbedet, kom Hr. Gregersen til syne! Han havde en stor rive i den ene hånd og et par træsko på fødderne. Og det værste af alt – han fik øje på Peter! "Der er du, din frække kanin!" råbte Hr. Gregersen, og han svingede riven efter Peter. Peter fik et chok! Hans lille, runde mave sprang til side, og han hoppede af sted så hurtigt, hans korte ben kunne bære ham. Han løb over gulerodsbedet, forbi rosenbuskene, og Hr. Gregersen var lige i hælene på ham! "Kom her, din lille tyv!" råbte Hr. Gregersen, og han var slet ikke venlig nu. Peter løb og løb, hans pels flagrede i vinden. Han prøvede at gemme sig under en stor vandkande, men den var fuld af vand, og Peter ville ikke blive våd. Han pilede videre. Han så en række blomsterpotter, der stod tæt sammen. Måske kunne han gemme sig der? Han forsøgte at klemme sig ind imellem to potter, men han var for stor, og potterne væltede med et brag! Hr. Gregersen grinede ikke nu. Han var vred! Peter måtte væk. Han løb videre, hans små poter stampede i jorden. Han vidste ikke, hvor han skulle løbe hen. Haven var så stor og forvirrende. Han løb igennem et bed med stærkt duftende krydderurter, og videre ind i en tæt hæk af stikkende stikkelsbærbuske. De små grene kradsede i hans pels, men han kunne ikke stoppe. Han var bange. Han var meget, meget bange. Hvor var den låge, han var kommet ind ad? Han kunne slet ikke finde den. Peter var faret vild. Hans ører hang lidt, og han følte sig meget lille i den store, farlige have. Pludselig så han nogle små grå spurve, der fløj op fra en busk. De så Peters angst, og de fløj rundt om ham og kvidrede. "Pip, pip, Peter, find din vej! Pip, pip, løb den vej!" De prøvede at vise ham vejen, men Peter var så forvirret, at han ikke forstod, hvad de sagde. Han løb bare videre, væk fra Hr. Gregersens vrede råb. Han løb, til han så et lille skur i den fjerneste ende af haven. Måske kunne han gemme sig derinde? Han smuttede ind gennem den lille dør, lige da Hr. Gregersen kom løbende om hjørnet. Skuret var mørkt og fyldt med mærkelige ting. River, skovle, en trillebør og masser af tomme sække. Peter vidste, at han ikke måtte blive fanget her. Han hørte Hr. Gregersens tunge skridt lige uden for skuret. Hans hjerte bankede som en tromme. Peter kiggede sig desperat omkring. Hvor skulle han gemme sig? Han så en stor, tyk sivmåtte, der lå rullet sammen i et hjørne. Han dykkede ned bag den, så lille og stille han kunne gøre sig. Hr. Gregersen åbnede skurdøren. Han trådte ind, og Peter kunne høre hans vejrtrækning, så tæt på. "Hvor er du, din lille bandit?" mumlede Hr. Gregersen. Peter holdt vejret. Han var helt musestille. Han følte sig som en lille grå sten. Hr. Gregersen kiggede sig omkring, flyttede på en skovl, men han så ikke Peter. Så, med et suk, vendte Hr. Gregersen sig om og gik ud af skuret igen. Peter ventede. Han ventede længe. Da han var helt sikker på, at luften var ren, sneg han sig forsigtigt frem. Han måtte finde en udvej. En ny plan måtte smedes, og han måtte finde hjem, inden Mor Kanin blev alt for bekymret.
Hjem til Mor
Peter stod der helt stille, med små, dirrende poter og et hjerte, der bankede som en tromme. Solen begyndte langsomt at snige sig ned bag træerne, og lange skygger dansede på jorden. Haven, der før havde virket så spændende, føltes nu enorm og uhyggelig. Hvor var han? Og endnu vigtigere: hvordan skulle han komme hjem til sin varme hule og sin bløde mor? Han vidste, at Mor Kanin snart ville begynde at undre sig over, hvor han blev af. Hans mave rumlede, ikke af sult mere, men af nervøsitet. Han var så træt, så utroligt træt. Han havde løbet, gemt sig og listet rundt i timevis. Var der slet ingen vej ud? Han kiggede sig desperat omkring. Alt var grønt, stort og forvirrende. Han savnede sine søskende og Mor Kanins trøstende stemme. Han følte sig meget lille og alene i den store, farlige verden. Hvad skulle han dog gøre? En tåre sneg sig ned ad hans lille kind. Men han vidste også, at han ikke måtte give op. Han måtte finde en løsning. En ny plan måtte smedes, og han måtte finde hjem, inden Mor Kanin blev alt for bekymret. Han tog en dyb indånding, så dyb som en lille kanin kan, og kiggede op mod den nu mere mørke himmel. Måske var der nogen, der kunne hjælpe ham? Han håbede inderligt på det. Pludselig, lige over hans hoved, hørte han en lille, glad trille. Kvit-kvit-kvit! Det var en venlig rødkælk, der sad på en gren og kiggede nysgerrigt ned på ham med sine små, sorte øjne. Peter kiggede op, og for første gang den aften følte han en lille smule håb. Peter kiggede op, og for første gang den aften følte han en lille smule håb. "Åh, hej," pippede Peter forsigtigt, hans stemme var knapt en hvisken. "Kan du... kan du mon hjælpe mig? Jeg er faret vild, og jeg kan ikke finde hjem til Mor Kanin." Rødkælken vippede med hovedet. Kvit-kvit-kvit! Den hoppede en lille dans på grenen, som om den forstod hvert et ord. Dens små øjne glimtede. "Faret vild, siger du?" trillede den på sin fuglestemme, "det er en skam! Men bare rolig, lille ven. Jeg er Rikki Rødkælk, og jeg kender skoven ud og ind. Måske kan jeg hjælpe dig med at finde vejen hjem!" Peter følte et varmt gys af lettelse. "Åh, tusind tak, Rikki!" sagde han, og hans hjerte føltes pludselig meget lettere. "Min hule er under den store, gamle eg med de tykke rødder, lige ved den lille å." "Aha!" sagde Rikki, "Jeg ved præcis, hvor den er! Følg bare efter mig, lille kanin. Men vi skal skynde os, solen er næsten helt væk!" Rikki lettede fra grenen med et let flagren af vingerne. Peter måtte hoppe og springe for at følge med. Rikki fløj små stykker ad gangen, landede på lave grene eller store sten og ventede tålmodigt på Peter. Skoven så helt anderledes ud nu, ikke så skræmmende som før, når han havde en ven. De smattede blade på jorden knitrede under Peters poter. Han kunne dufte den fugtige muld og de søde vilde blomster, der gemte sig i skyggerne. En stor, rund måne begyndte at titte frem mellem trætoppene, og dens bløde, sølvfarvede lys faldt ned som et tæppe over skoven. "Vi skal forbi den store klynge bregner," pippede Rikki og pegede med sit lille næb. "Og så over den glatte sten, der ligger som en bro over vandpytten!" Peter hoppede forsigtigt, pas på, pas på! Bregnerne kildede ham på næsen, og den glatte sten var en udfordring. Men han var ikke alene længere, og det gjorde alting lettere. De listede forbi en stor, gammel træstub, der lignede et sovende monster i mørket. Peter holdt vejret et øjeblik, men Rikki trillede en beroligende melodi, og Peter vidste, at han var tryg. Pludselig stoppede Rikki. "Vent!" sagde han, "jeg kan lugte noget." Peter snuste også. En sød, jordagtig duft. Og så hørte han en blød snorken. Bag en bunke visne blade lå et lille pindsvin og sov trygt. Dens pigge var bløde at se på, når den var rullet sammen. "Det er Hr. Pindsvin," hviskede Rikki. "Han sover altid her om natten. Vi må være meget stille, så vi ikke vækker ham." Peter tiptoe'ede forbi, hans små poter næsten lydløse. Han så de små åndedrag, der fik pindsvinets pigge til at løfte sig og falde. Det var et magisk syn. De kom sikkert forbi den sovende ven. "Nu er vi tæt på," sagde Rikki, "kan du se den lille sti der? Den fører lige ned til åen!" Peter kiggede. Ja! En lille, oplyst sti, som han havde glemt. Han hoppede ned på den, og pludselig føltes jorden mere kendt under hans poter. De fulgte stien, der bugtede sig som en slange mellem træerne. Rikki fløj lige over ham, som en lille, lysende guide i mørket. Peter genkendte duften af våd jord fra åen, og han kunne høre vandets blide klukken. Kluk, kluk, kluk! Det var en trøstende lyd. Han følte, at hans ben var ved at være meget trætte, men tanken om Mor Kanin gav ham nye kræfter. Han vidste, at hun ville være så glad for at se ham. "Der!" pippede Rikki pludselig, og landede på en gren. "Kan du se den store eg? Med de tykke rødder, der strækker sig ud som arme?" Peter løftede sit hoved, og hans øjne blev store. Ja! Han kunne se den! Den stod der, majestætisk og tryg, præcis som han huskede den. Hans hule! Hans hjem! Han kunne næsten mærke Mor Kanins bløde pels og duften af friske gulerødder. Med et sidste, modigt spring løb Peter de sidste meter. Han var så tæt på! Han kunne høre en blød summen indefra hulen. Mor Kanin! Hans hjerte bankede af glæde, ikke af frygt denne gang. Han klemte sig gennem åbningen, og der var hun! Mor Kanin sad og nød en sen aften-snack, men da hun så Peter, lyste hendes ansigt op. "Peter, min lille skat!" udbrød hun, og rakte sine bløde poter ud. "Hvor har du dog været? Jeg har været så bekymret!" Peter kastede sig ind i hendes varme omfavnelse. "Jeg for vild, Mor! Men Rikki Rødkælk hjalp mig med at finde hjem!" Mor Kanin så ud i mørket, hvor Rikki sad på en gren og kvitrede en sidste, glad hilsen, inden han fløj videre. "Tak, kære Rikki," mumlede Mor Kanin. Hun krammede Peter endnu tættere. "Du er en modig lille kanin, Peter. Men nu er du hjemme. Og her bliver du resten af natten." Peter gned sit næsebor ind i Mor Kanins bløde pels. Han var hjemme, tryg og glad. Den store, skræmmende verden udenfor virkede pludselig meget langt væk. Han gispede af træthed og af lettelse. En lang, spændende dag var slut, og nu ventede en varm seng og søde drømme, drømme om en venlig rødkælk og en sikker vej hjem.
Afslutning
Tak fordi I lyttede med til 'Historien om Peter Kanin'. Vi håber, I nød Peters spændende dag og hans venlige rødkælk. Har I lyst til at høre flere eventyr, eller måske selv finde på jeres egne? Lad meget gerne Sonacasts vide, hvis I har feedback eller ideer til nye historier. Sov rigtig godt, og vi glæder os til at fortælle jer en ny historie snart!
