Historie
Historien om Jemima Andedam
15 min7-9 år
Det her er begyndelsen af historien. Hele historien spiller i Sonacast-appen.
Historien
Velkommen til Andedammen!
Har du nogensinde drømt om at gøre noget helt alene, selvom alle andre sagde nej? Vores ven Jemima Andedam kender præcis den følelse! Hun var en smuk and med en stor hat, men også en and med et stort ønske: at udruge sine egne æg. Men landmandens kone ville bare ikke lade hende. Hvad gør en modig and så? Hun tager på eventyr for at finde det perfekte, hemmelige sted. Følg med, når vi dykker ned i Jemimas spændende historie, fyldt med nye venskaber og måske en lille smule fare!
Jemimas Store Ønske
Jemima Andedam var en meget, meget bestemt and. Hvert år lagde hun en masse fine, hvide æg, og hvert år glædede hun sig så meget til at blive andemor. Men der var et problem, som gjorde hende rigtig trist. Landmandens kone stolede nemlig ikke rigtig på Jemima. Hun syntes, Jemima var for skødesløs og glemte sine æg. Så hver gang Jemima havde lagt en hel rede fuld, tog landmandens kone dem, og gav dem til de flittige høns at ruge ud. Åh, hvor var Jemima ked af det! Hendes andehjerte længtes efter at ruge sine egne æg, at se de små, gule ællinger klække og svømme efter hende i dammen. Det var hendes allerstørste ønske. Hun ville bare så inderligt gerne være en rigtig mor. Så en solskinsmorgen, da landmandens kone lige havde taget hendes seneste kuld væk, tog Jemima en stor og modig beslutning. Hun ville finde et helt hemmeligt sted, langt væk, hvor ingen kunne finde hendes æg!
På Jagt Efter Det Perfekte Sted
Jemima Andedam pakkede en lille, fin hat på hovedet og tog en praktisk sjal om skuldrene. Hun var klar til sit store eventyr! Med et optimistisk kvæk og en vrikkende gang travede hun ud af andedammen, forbi landmandens hus og ind på den snoede sti, der førte op mod skoven. Skoven, det var et spændende sted, syntes hun. Fuld af høje træer og skjulte kroge. Hun kiggede sig om med sine små, kloge andeøjne. 'Et perfekt sted,' tænkte hun, 'skal være varmt, tørt og usynligt!' Hun gik forbi tætte buske, hvor små spurve kvidrede hemmeligheder. Hun kiggede ind under store bregner, der lignede grønne paraplyer. Men nej, det var ikke rigtigt. For åbent. For vådt. Solen skinnede varmt på hendes fjer, og hun vrikkede videre, længere og længere ind i skoven. Træerne blev tættere, og skyggerne dansede på jorden. Hun følte sig en lille smule alene, men hendes ønske om at ruge sine egne æg var stærkere end enhver frygt. Pludselig så hun noget. Mellem et par gamle egetræer, hvor rødderne snoede sig som tykke slanger, var der et lille mørkt hul. Det lignede en hyggelig hule! Jemima kravlede forsigtigt tættere på. Hullerne i jorden kunne være farlige, men dette her så anderledes ud. Det var tørt indeni, og der var endda blødt mos på siderne. 'Åh, måske er dette stedet!' kvækkede hun glad. Hun kiggede sig omkring. Ingen mennesker, ingen hunde, ingen larm. Kun træerne, vinden, og en lille, nysgerrig mus, der kiggede frem. Det var så hemmeligt, så hemmeligt, at selv vinden næsten hviskede, når den passerede. Jemima følte en spænding i maven. Men var det virkelig helt perfekt? Kunne det blive bedre?
Den Venlige Ræv og de Nye Æg
Jemima Andedam daskede forsigtigt gennem skoven. Selvom hun havde fundet et gemmested, nagede en bekymring hende. 'Det er så vådt og koldt,' tænkte hun. 'Mine æg ville aldrig blive varme nok her. Åh, hvor ville jeg ønske, jeg havde et tørt, lunt hus.' Hun sukkede dybt. Pludselig, bag en stor sten, trådte en ræv frem. Han var usædvanligt pæn i tøjet, med en lilla frakke og en rød næse. Han bukkede dybt for Jemima. 'Godmorgen, kære frue!' sagde han. 'De ser ud til at være i dybe tanker. Må jeg spørge, hvad der bekymrer Dem?' Jemima, der aldrig før havde talt med en ræv, blev overrasket. Hun havde lært, at ræve var snedige. Men denne ræv var så høflig og velklædt, han lignede mere en venlig herre. 'Åh, godmorgen, hr. Ræv,' svarede Jemima. 'Jeg er så ulykkelig. Jeg ønsker at lægge mine æg et trygt og varmt sted, men kan ikke finde det. Hjemme tager bondens kone dem, og herude er der så koldt og fugtigt.' Ræven lyttede tålmodigt, nikkede. 'Men det er jo en forfærdelig historie!' udbrød han. 'En andemor skal da ruge sine æg i fred! Jeg forstår. Jeg har et lille, pænt hus, lige her i skoven. Det er tørt, varmt, og ingen ville forstyrre Dem der. Den perfekte rugestue for en sød andemor som Dem.' Jemima's øjne lyste op. 'Et hus? Et rigtigt hus?' spurgte hun. Tanken om et tørt, lunt hus var lige præcis det, hun havde drømt om. Det var langt bedre end kold, våd jord. Denne ræv var jo slet ikke uhyggelig – tværtimod utrolig venlig! 'Ja, et lille hus,' sagde ræven med et smil, der viste lige nok af hans skarpe tænder, men Jemima lagde ikke mærke til det. 'Jeg viser Dem gerne vejen. Jeg har endda tænkt på at gøre det ekstra behageligt.' Han åbnede sin kurv, og indeni lå der et bundt urter. 'Disse duftende urter vil gøre redekassen blød og velduftende.' Jemima var overvældet. 'Åh, hr. Ræv, De er alt for god!' udbrød hun. 'Hvordan kan jeg nogensinde takke Dem?' 'Ingen tak nødvendig, min kære,' sagde ræven. 'Følg blot med mig.' Så fulgte Jemima Andedam den pæne ræv dybere ind i skoven. De gik forbi træer og bække. Jemima følte sig tryg, tænkende på de varme, tørre æg. Dette var meget bedre end noget, hun havde forestillet sig! Efter et stykke tid kom de til en lille, tætomvokset lund. Gemt bag buskene stod en lille, gammel hytte. Den var lavet af træ med stråtag – præcis som i et eventyr! Det var lige, hvad Jemima havde ønsket sig. Ræven åbnede døren med et venligt skub. 'Værsgo, kære frue,' sagde han. 'Velkommen til mit ydmyge hjem.' Indenfor var der rent og ryddeligt. Der var en seng, et lille bord og i det ene hjørne en kasse med blødt, tørt halm. Det var den perfekte redekasse! Urterne ville gøre den endnu bedre. Jemima Andedam var så glad, at hun næsten glemte at takke ræven. Hun gik straks hen til kassen, rearrangede halmen med næbbet og følte, hvor perfekt den var. Her ville hendes æg være sikre og varme. Her ville ingen bondemands kone finde dem. I løbet af de næste par dage lagde Jemima Andedam ni smukke, cremefarvede æg. Hver gang hun lagde et æg, kiggede hun stolt på det. Ræven var meget opmærksom. Hver morgen spurgte han, hvordan hun havde det, og om æggene voksede. Han bragte hende endda små gaver af friske bær. Han virkede virkelig som den mest hjælpsomme ræv i hele verden. Jemima tilbragte dagene med at passe på sine æg, vende dem forsigtigt og holde dem varme. Hun glædede sig hver dag til, at de små ællinger ville klække. Det var en vidunderlig tid, fuld af forventning og lykke. Ræven kom og gik, altid fuld af smarte bemærkninger og venlige ord. En dag, da Jemima havde rugget et stykke tid, sagde han: 'Min kære frue, De ser ud til at være lidt træt af at sidde stille. Jeg synes, De skulle tage en lille gåtur. Strække benene lidt, og måske finde nogle flere urter til reden.' Jemima syntes, det var en god idé. Hun var faktisk lidt stiv i benene. 'Åh, tak, hr. Ræv,' sagde hun. 'Det lyder som en dejlig idé. Jeg vil blot være væk et øjeblik.' Hun rejste sig forsigtigt fra sine æg og trådte ud i solskinnet. Ræven lukkede døren bag hende og smilede. Men der var noget ved hans smil, som Jemima ikke lagde mærke til. Et lille, snedigt glimt i øjet, som kun en ræv kan have. Han havde allerede en plan. En meget snedig plan.
En Uventet Redning
Jemima Andedam følte sig så glad og tryg. Den venlige ræv havde fundet det perfekte sted til hende, og nu lå hendes ni store, hvide æg lunt i den gamle træstub. Hun sang små, glade andesange og ventede spændt på, at de skulle klække. Ræven kom forbi hver dag. Han virkede så betænksom, spurgte til hendes velbefindende og tilbød endda at hente urter til hende, som han sagde var gode for andemødre. Jemima troede fuldt og fast på, at han var hendes bedste ven. Hun havde aldrig følt sig så heldig. Den snedige ræv havde jo endda bygget en lille ovn til hende i træstubben, så hendes æg kunne holde sig ekstra varme. Jemima syntes, han var den mest venlige skabning i hele skoven. Jemima syntes, han var den mest venlige skabning i hele skoven. Hver morgen kom Mikkel Ræv forbi. Han kiggede ned i den hule stub, hvor æggene lå. 'Er æggene stadig dejligt varme, lille Jemima?' spurgte han med sin bløde stemme. 'Åh ja, Mikkel,' svarede Jemima glad, 'din ovn holder dem så skønne og lune! Det er du bare så god til!' Mikkel smilede sit rævesmil, men hans øjne glimtede en smule, som om han tænkte på noget helt andet. En dag bemærkede Jemima en svag, mærkelig lugt. Det var ikke en dårlig lugt, mere... en duft af varm jord og noget, der mindede om en let, ristet duft. Hun rystede på hovedet. 'Det er sikkert bare skovbunden,' tænkte hun og trykkede sine æg lidt tættere ind til sig. Men lugten vendte tilbage. Og den blev stærkere. Jemima begyndte at føle sig en smule urolig. Var en 'ovn' virkelig det bedste for hendes æg? De skulle jo være lune, ikke… bagte? Dagen efter kom Mikkel igen. Han havde en stor, rød æble til hende. 'Spis dette, Jemima,' sagde han med en stemme, der dryppede af sødme, 'det er fuld af energi, så du kan holde dig stærk, mens du ruger.' Jemima var taknemmelig, for Mikkel var jo så betænksom. Hun spiste æblet, men da hun var færdig, følte hun sig mærkeligt træt. Hendes øjenlåg blev tunge, og hun gispede et lille gab. 'Jeg må hvile mig lidt,' tænkte hun, inden hun faldt i en let søvn. Mikkel Ræv kiggede på den sovende and. Hans rævesmil blev bredere, og han gned sine poter sammen. 'Snart,' mumlede han til sig selv, 'snart er de helt perfekte til en lækker æggemad!' Han listede sig ned mod træstubben, hvor 'ovnen' var. Det var en hemmelig åbning, han havde gravet, lige under Jemimas æg. Her havde han lagt varme sten, som langsomt, langsomt bagte æggene fra neden. Mikkel ville lige tjekke, hvordan det gik med hans 'lille bageri'. Men Jemima var ikke faldet helt i søvn. Hendes mors instinkt var stærkere end trætheden. Hun åbnede et øje og så Mikkel Ræv liste sig til en skjult sprække i træstubben. Hendes hjerte bankede hurtigt – dunke, dunke, dunke! Hvad var det, han lavede? Jemima så, hvordan Mikkel stak en pote ind i sprækken og forsigtigt mærkede på hendes æg. 'Åh, ja,' fniste han. 'Lige tilpas! Så sprøde og dejlige!' Det var ikke varme, han søgte. Det var bagte æg! Pludselig forstod Jemima alt. Den venlige Mikkel Ræv var slet ikke venlig! Han ville spise hendes babyer! Frygt skyllede ind over hende, men den blev hurtigt erstattet af en bølge af mod. 'Nej!' tænkte hun. 'Ikke mine æg!' Hun måtte handle hurtigt. Mikkel var ved at trække et af æggene ud! Med et kæmpe KVAARK sprang Jemima op! Hun spredte sine vinger så store, de kunne blive, og skældte ud på Mikkel. 'Mikkel Ræv! Du er en snyder!' råbte hun så højt, hendes stemme skingrede i skoven. Mikkel Ræv blev så forskrækket, at han tabte ægget. Det trillede lige ned i det varme kammer og knækkede. 'Mit æg!' græd Jemima. Men så tænkte hun, at det ene æg var en lille pris at betale, hvis hun kunne redde de otte andre. Mikkel var i chok. Han havde ikke regnet med, at den lille, naive andemor ville gennemskue ham. Han stammede og prøvede at forklare sig, men Jemima var ikke dum længere. Hun puffede ham væk med sin næb og begyndte at skubbe sine resterende otte æg ud af den varme stub. Én efter én rullede de blidt ud og landede på den bløde skovbund. Mikkel Ræv, der nu var mere flov end farlig, løb hurtigt væk med halen mellem benene. Han havde mistet sin æggemad og sin hemmelige 'ovn'. Jemima samlede sine otte dyrebare æg. Hun var ked af at have mistet ét, men så lettet over, at de andre var reddet. Hun ledte længe efter et nyt sted, og til sidst fandt hun en lille, hyggelig hule under en stor gran, langt væk fra Mikkel Rævs snedige tricks. Her var der ingen ovne, kun blødt mos og sikkerhed. Her ventede hun på, at hendes små ællinger skulle klække, og denne gang, helt uden rævens 'hjælp'.
Tak for i dag!
Tak fordi I lyttede med til 'Historien om Jemima Andedam'. Vi håber, I nød eventyret og Jemimas mod. Har I lyst til at dele jeres tanker eller har gode idéer, så lad meget gerne Sonacasts det vide. Måske har I selv en historie, der venter på at blive fortalt, eller et nyt eventyr, der kan udforskes? Vi glæder os allerede til næste gang. Pas godt på jer selv, og drøm søde drømme!
