Historie
Historien om Benjamin Kanin
15 min7-9 år
Det her er begyndelsen af historien. Hele historien spiller i Sonacast-appen.
Historien
Introduktion
Har du nogensinde drømt om at snige dig ind et forbudt sted? Et sted fyldt med de lækreste sager, men også med fare? I dag skal vi møde Benjamin Kanin, en modig lille fyr med et stort hjerte og en endnu større trang til eventyr. Sammen med sin fætter, Peter Kanin, begiver han sig ud på en farlig mission i hr. McGregors have. Mon de slipper godt fra det, eller venter der dem uventede overraskelser? Lyt med, og find ud af det!
Et Vovet Forslag
Og hvilke overraskelser ventede dem mon? En dejlig solrig morgen kom Benjamin Kanin hoppende forbi Peter Kanins hus. Han så, at Peter var lidt trist. Peter sad med sænkede ører, fordi han havde mistet sin lille blå jakke og sine fine sko i hr. McGregors have. 'Hvad er der galt, Peter?' spurgte Benjamin varmt. Peter fortalte om sit uheld. 'Jeg har ingen jakke at have på, når jeg skal ud og lege!' sagde Peter, og en tåre trillede næsten ned ad hans kind. Men Benjamin, der var en rigtig vovehals, fik en pludselig, modig idé! 'Vi tager da bare tilbage og henter dem!' udbrød han og spidsede sine lange ører. Peter spærrede øjnene op. 'Tilbage til hr. McGregors have? Er du sikker, Benjamin? Det er jo super-farligt!' sagde Peter og kiggede bekymret på sin fætter. 'Bare rolig, lille Peter!' svarede Benjamin med et smil. 'Vi er snedige! Og måske finder vi også nogle lækre løg til mor!' Han var fuld af eventyrlyst.
Ind i Haven
Benjamin Kanin vidste præcis, hvor de skulle hen. 'Følg efter mig, Peter!' sagde han med en lille puf. Peter Kanin, som stadig følte sig lidt usikker, trippende forsigtigt efter sin modige fætter. Benjamin listede hen til en lille, grøn hæk, der gemte på en hemmelig passage. 'Se her!' hviskede han, da han pegede på et hul under en gammel trælåge, som ingen Hr. McGregor nok havde opdaget. Det var lige stort nok til, at to små kaniner kunne klemme sig igennem. Peter tøvede et øjeblik, men da Benjamin allerede var halvt igennem, måtte han jo følge med. Wups! Og så var de inde i den store, grønne køkkenhave! Luften var fyldt med duften af friske urter og våd jord. Benjamin snusede begejstret til den rige duft. 'Det var jo slet ikke så svært, vel, Peter?' spurgte han. Peter kiggede sig forsigtigt omkring. Alt var så stort og anderledes herinde sammenlignet med det sikre kaninhul. Men Benjamin var allerede i gang med at udforske. Først fandt de en hel række saftige, grønne salater. 'Mums!' sagde Benjamin, mens han tog en lille bid. 'Disse smager meget bedre end dem derhjemme!' Peter glemte for et øjeblik sin frygt og tog også en bid. Men Benjamin havde jo lovet sin mor at finde løg. Så de ledte videre. Snart fik de øje på nogle store, runde løg, der stak op af den bløde jord. De begyndte at grave med deres små poter, og jorden fløj til alle sider. Kurven, som Benjamin havde med, blev hurtigt fyldt med de fineste, største løg. Peter var imponeret. 'Tænk, at vi turde!' sagde han. Benjamin smilede stort. 'Det gælder om at være snedig, lille Peter!' Han var så glad for, at de havde fundet alle de lækre løg til mor. Men pludselig... hvad var det for en lyd?
Den Farlige Kat og Kurven
Men pludselig... hvad var det for en lyd? En blød, summende spinden. Ikke venlig. Oh nej, det var den store, sorte kat! Hr. McGregors egen! Den kat, Benjamin havde fortalt skrækhistorier om – den var her! Snedig og sulten, som altid! Peter stivnede. Hans små ører stod lige op, hjertet bankede vildt. Han huskede mors advarsler om haven og alle farerne. Især katten! Og hans far, der forsvandt herinde, netop på grund af den kat. "Hurtigt, Peter!" hviskede Benjamin. "Vi skal gemme os! Nu!" De kiggede febrilsk. Hvor? Katten listede mellem kål og gulerødder, dens grønne øjne lyste, dens snude trak luft ind. Den var på jagt. Benjamin fik øje på en stor, flettet kurv, omvendt. En perfekt hule! "Der! Ind under kurven!" råbte Benjamin stille. De skyndte sig over bedene, poterne fløj. De tænkte ikke på løg eller salat, kun sikkerhed. Lige da de nåede kurven, gjorde katten et hurtigt spring! Plask! Den landede lige ovenpå. Kurven sank ned, kanterne lukkede tæt. Benjamin og Peter var fanget! Deres hjerter galopperede. "Åh nej!" mumlede Peter. Hans næse dirrede af skræk. Han hørte kattens tunge krop og fornemmede den varme mave. De kunne ikke komme ud! Katten lå stille og ventede, tålmodig. Kaniner er jo så lækre, tænkte den nok. Indenunder var det mørkt og stille. Kun kaninernes hurtige hjerteslag. Og den svage, men tydelige duft af kat! Benjamin holdt Peters pote. Han mærkede, Peter rystede. "Vær ikke bange, lille Peter," sagde Benjamin. "Vi finder en udvej. Bare vær stille. Meget, meget stille." Men det var svært. Peter tænkte på salathovederne og kattens lugt – jagt og eventyr, der var gået galt. Minutter føltes som timer. Benjamin var også bange, men prøvede at være modig. Pludselig begyndte katten at miave. Først blødt, så højere, og så et højt, insisterende miav! Den løftede hovedet, ørerne drejede. Den havde hørt noget andet. Uden at tænke sprang katten ned fra kurven og løb væk! Væk fra kaninerne, væk fra haven, ud mod lågen! Benjamin og Peter lyttede. Lyden af kattens poter forsvandt. Var den væk? "Pst! Peter!" Benjamin prøvede forsigtigt at skubbe til kurven. Den var tung, men ikke så tung som med katten. De skubbede begge to med alle kræfter. Og med et lille puf vippede kurven lige nok til, at de kunne smutte ud! De kiggede sig forsigtigt omkring. Ingen kat! De havde overlevet! Benjamin trak vejret dybt. "Det var tæt på," sagde han. "Meget tæt på." Peter kiggede på sine salathoveder. Lidt maste, men der. Og løgene. Men nu var det ikke længere kun spændende. Det var skræmmende. "Hvad gør vi nu, Benjamin?" spurgte Peter. "Vi kan ikke blive her. Katten kommer måske tilbage! Eller Hr. McGregor!" Benjamin tænkte sig om. Farligt at blive, men de kunne heller ikke løbe ud i det åbne. Katten kunne lure. Han kiggede på Peter, der klamrede sig til salat og løg. Peter var lille, træt og bange. Benjamin måtte være den modige. "Bare rolig, Peter," sagde Benjamin. "Vi finder en vej ud. Vi skal tænke os om. En anden vej, som katten ikke kender til." De stod musestille bag kurven og lyttede. Haven var stille, men ikke tryg. Hvert vindpust, hver raslen, fik dem til at spidse ører. De var i fjendens territorium med den farlige kat at bekymre sig om. Men Peter havde sin salat, og Benjamin sine løg. Missionen var ikke mislykket, selvom de havde fået et chok. Nu handlede det om at komme hjem i ét stykke. Men hvordan? De havde brug for en god idé. Og hurtigt. For hvem vidste, hvornår katten kom tilbage? Eller om der var andre farer i Hr. McGregors store, men farlige, have.
En Uventet Redning
Benjamin og Peter gemte sig under den omvendte kurv. De holdt vejret. "Benjamin," "tror du, katten er væk?" Benjamin rystede på hovedet. "Måske. Men vi er sikre herinde, forhåbentlig." Men så skete der noget helt uventet! Pludselig hørte de tunge fodtrin, der kom nærmere og nærmere. Bum-bum, bum-bum. Det var ikke kattens lette poter. Nej, disse lød meget tungere. En stor, skyggefuld figur nærmede sig kurven. Peter Kanin klemte sig endnu tættere ind til Benjamin. Det var Hr. McGregors kone, Fru McGregor! Fru McGregor havde fået øje på den omvendte kurv. Hun rynkede panden. "Ah, en kurv," mumlede hun. "Perfekt til at dække mine smukke roser, så solen ikke brænder dem af." Og hvad tror I så, hun gjorde? Hun løftede kurven – med de to små kaniner under – og placerede den forsigtigt ned over en stor, duftende rosenbusk! Nu sad Benjamin og Peter ikke bare under en kurv. De sad under en kurv, der var dækket af en hel busk af torner. De kunne slet ikke se ud! Og endnu værre: De kunne heller ikke komme ud! Fru McGregor, hun sang en lille sang, mens hun vandrede videre i haven, helt uvidende om den lille, hemmelige last, hun havde placeret under kurven. De to små kaniner var fanget! Tiden gik. Solen bevægede sig langsomt over himlen. Og inde under den mørke kurv, med rosenbuskens grene trykkende ned, sad Benjamin og Peter musestille. De turde næsten ikke trække vejret. Hver gang en rosegren raslede mod kurven, fik de et chok. Benjamin prøvede at skubbe til kurven. Måske kunne han vælte den? Men den var tung! Og rosenbusken holdt den fast. Peter begyndte at føle sig meget sulten igen. Og lidt ensom. Og meget, meget bange. Ville de nogensinde komme ud? Ville nogen overhovedet finde dem? Men heldigvis var der én, der savnede Benjamin. Og det var ingen ringere end Benjamins egen far, Gamle Hr. Kanin! Gamle Hr. Kanin var en klog kanin. En meget klog kanin. Han havde set, at Benjamin ikke var kommet hjem til middag. Og det var slet ikke som Benjamin at glemme at spise! Han vidste også, at Benjamin var en lille uartig kanin, der godt kunne finde på at snige sig ind i Hr. McGregors have. Så Gamle Hr. Kanin gik ud for at lede efter sin søn. Han fulgte sporene. Han fulgte de små kaninspor helt hen til Hr. McGregors høje, grønne haveport. Og hvad fandt han der? Jo, han fandt to små kaninspor, der sneg sig ind under porten. Benjamin og Peter! Han rystede på hovedet. "Åh, Benjamin," mumlede han. "Jeg vidste det!" Gamle Hr. Kanin hoppede ind i haven. Han var en kanin, så han vidste præcis, hvordan man skulle gemme sig for Fru McGregor og hendes frygtelige kat. Han fulgte sporene videre. Og så så han den! Den store, omvendte kurv, der lå over rosenbusken. Og fra under kurven hørte han små, klynkende lyde. Ah-ha! Han fandt dem! Gamle Hr. Kanin bankede på kurven. "Benjamin!" sagde han med sin dybe stemme. "Hvad laver du herinde?" Benjamin og Peter sprang op! Åh, det var far! De var reddet! Gamle Hr. Kanin løftede kurven væk fra rosenbusken. Og der var de! To små, forskræmte kaniner. Han kiggede strengt på Benjamin. "Benjamin, Benjamin, du skal ikke være så ulydig! Jeg har sagt, at du ikke må gå ind i Hr. McGregors have!" Og så gav han Benjamin et lille, blidt dask i rumpen med en tynd birkegren. Ikke et hårdt dask, bare et lille puf for at minde ham om, at man skal lytte til sin far. Peter Kanin stod helt stille. Han var meget glad for, at det ikke var ham, der fik et dask. Efter skældudden, som slet ikke gjorde ondt, sagde Gamle Hr. Kanin: "Nå, nu vi er her, kan vi lige så godt få dine ting med. Hvor er de løg, du ville have?" Benjamin pegede på en bunke af de fineste, store løg. Gamle Hr. Kanin hjalp dem med at samle alle løgene. De var tunge! Men hvad skulle de bære dem i? De havde ingen kurv, og Peters lommetørklæde var jo blevet væk ved katten. Gamle Hr. Kanin kiggede sig omkring. Og så fik han øje på noget hængende på en tørresnor! Det var et stort, rødt lommetørklæde. Fru McGregors! Han tog det ned, og sammen bandt de løgene ind i det store, røde lommetørklæde. Så fandt Benjamin og Peter deres små jakker, som de havde smidt, da de gemte sig for katten. De var lidt krøllede, men stadig fine. De tog dem på. Og så var de klar til at forlade Hr. McGregors have. Gamle Hr. Kanin ledte vejen. Han var meget forsigtig. Han kiggede til højre og til venstre. Og til højre igen. Lige da de var ved at snige sig ud under haveporten, hørte de en lyd! Bum-bum, bum-bum! Fru McGregor var på vej tilbage! "Hurtigt!" "Ind under de store stikkelsbærbuske!" De tre kaniner krøb ind under buskene, lige i tide. Fru McGregor gik forbi, uden at opdage dem. Og så, da luften var klar, løb de alt, hvad de kunne! Hjem til deres trygge, varme kaninhul. Benjamin med et bundt løg på ryggen, pakket ind i Fru McGregors røde lommetørklæde. Og Peter? Han var bare glad for at være ude af Hr. McGregors have og på vej hjem. For en gang skyld havde Benjamin været den kloge.
Afslutning
Tak fordi du lyttede med til Historien om Benjamin Kanin! Vi håber, du nød Benjamins seneste, sjove eventyr. Vi elsker at høre fra jer, så fortæl Sonacasts, hvad du synes! Måske kan du selv finde på nye, spændende ting, Benjamin kan opleve? Husk, der er mange flere historier, der venter på at blive fortalt. Indtil næste gang, pas godt på dig selv!
