Historie
Hans og Grethe
15 min7-9 år
Det her er begyndelsen af historien. Hele historien spiller i Sonacast-appen.
Historien
Introduktion
Har du nogensinde undret dig over, hvad der gemmer sig dybt, dybt inde i den mørke skov? Måske en hemmelig sti, en talende fugl, eller et hus lavet af den lækreste kage? I dag skal vi med på et spændende eventyr om to små søskende, Hans og Grethe. De skal ud på en rejse, hvor mod og snilde er deres bedste venner. Lyt godt med, for vi skal finde ud af, om de kan overliste en meget, meget sulten heks. Er du klar til at træde ind i eventyrets magiske verden?
De fattige børn i skoven
Hans og Grethe boede i en lille hytte lige ved kanten af en stor, mørk skov. De var to søde børn, men deres familie var meget fattig. Der var sjældent nok mad til alle, og nogle dage var maverne helt tomme. En aften hørte Hans og Grethe deres far og mor tale sammen. De sagde, at der snart ikke var mere mad. Hans og Grethe blev kede af det. Næste morgen sagde far til dem: “Kom, mine kære børn. Vi skal ud i skoven og samle bær og svampe.” Hans holdt godt fast i Grethes hånd. Skoven var kæmpestor, og træerne rakte helt op mod himlen. Det var en spændende, men også lidt skræmmende tur. De fulgte deres far dybere og dybere ind mellem de høje træer, hvor solstrålerne dannede magiske mønstre på jorden. De vidste ikke, hvad der ventede dem.
De hvide sten
Hans og Grethe gik tæt sammen, og deres små hænder var flettet ind i hinanden. De lyttede til fuglenes kvidren og mærkede skovbunden under deres fødder. Men Hans, den kloge dreng, havde en hemmelig plan. Han havde lyttet med, da far og mor talte sammen natten før, og han vidste, at de måske ville efterlade dem i skoven. Det ville han ikke lade ske! Mens de gik, rakte Hans diskret hånden ned mod stien. Han havde nemlig fyldt sine lommer med små, skinnende hvide sten, lige før de forlod huset. Hver gang de gik et lille stykke, lod han en sten falde ned på jorden, så den lå som en lille glimtende prik i mosset. Grethe så det ikke, hun var for optaget af at kigge på de smukke sommerfugle, der fløj rundt. Hans fortsatte med at drysse stenene ud, én efter én, hele vejen dybere ind i skoven. Han forestillede sig, hvordan stenene ville lyse op i mørket og vise dem vejen hjem igen. 'Bare rolig, Grethe,' tænkte han. 'Jeg skal nok sørge for, at vi finder hjem.' Skovens træer blev tættere og tættere. De grønne blade dannede et tag over deres hoveder, og solen havde svært ved at nå ned. Luften blev køligere, og de hørte lyde, de aldrig havde hørt før – en ugle, der kaldte i det fjerne, og en ræv, der listede forbi i buskene. Far gik forrest, og mor fulgte efter, og Hans og Grethe holdt sig tæt bag dem. De små hvide sten lå spredt bag dem, som et trygt spor i den store, ukendte skov. Hans smilede til sig selv. Han var sikker på, at hans plan ville virke.
Brødkrummerne og den vilde skov
Hans's plan virkede også! De fulgte de skinnende hvide sten hele vejen hjem i mørket, lige tilbage til deres lille hus. Deres forældre blev meget glade – eller det lod de i hvert fald som om. Hans og Grethe vidste godt, at mor og far stadig var kede af det over at have så mange munde at mætte. Næste morgen vågnede Hans og Grethe tidligt. Solen var lige stået op og sendte bløde stråler ind gennem vinduet. Men der var noget i luften. En ubehagelig stilhed. Pludselig kom mor ind i børnenes lille kammer. Hendes ansigt var tynget af bekymring. "Op med jer, kære børn," sagde hun. "Vi skal ud i skoven og hente mere brænde. Så kan vi tænde et stort, varmt bål." Hans og Grethe kiggede på hinanden. De vidste, hvad det betød. Far stod allerede klar med sin økse, og mor havde en kurv i hånden. Denne gang fik børnene hver et lille stykke brød til morgenmad. "Spis det nu," sagde mor. "Det skal give jer styrke til den lange tur." Men Hans var klog. Han huskede, hvad der var sket sidst. Han stak sit lille stykke brød i lommen, uden at spise en eneste bid. "Jeg gemmer det til senere," tænkte han. Han havde en ny plan. Men denne gang havde han ingen skinnende, hvide sten. Han havde kun det lille, tørre brød i lommen. De gik dybere ind i skoven, end de nogensinde havde været før. Træerne stod tættere, og grenene flettede sig sammen over deres hoveder, så solen næsten ikke kunne trænge igennem. Det var mørkt og mystisk derinde. Hans ventede, til forældrene ikke kiggede. Hver gang han så et sporkryds eller en åben plet, stak han hånden i lommen og smuldrede sit brød. Små, hvide krummer faldt ned på skovbunden, en efter en. "Én her," tænkte han. "Én der. De vil vise os vejen hjem igen." Hans følte sig lidt mere tryg. Han fulgte efter sin far, der gik længere og længere ind i det tætte krat. Grethe fulgte tæt efter Hans, hendes små fødder knasede på visne blade. Hun kiggede sig nervøst omkring. Skoven virkede pludselig så meget større og mere truende end i går. "Er vi ikke snart fremme?" spurgte Grethe sin mor. Mor vendte sig om, og hendes stemme var mere alvorlig, end Grethe brød sig om. "Vi er her snart, lille ven. Vi skal bare finde det helt rigtige sted med det bedste brænde." Endelig stoppede far ved en lille, lysning. "Her er det godt," sagde han. "I to kan sidde her og hvile jer. Vi skal bare lige lidt længere ind for at finde de helt tykke grene. Vi tænder et bål til jer, så I kan holde varmen." Han tændte hurtigt et lille bål, som knitrede hyggeligt. "Bliv nu her," sagde mor. "Vi kommer snart tilbage med armene fulde af brænde. Når solen går ned, er vi her igen." Men Hans og Grethe vidste, at det var en løgn. De havde hørt forældrene tale om det natten før. De vidste, at de ville blive efterladt. Forældrene gik. Deres skridt blev svagere og svagere, indtil Hans og Grethe slet ikke kunne høre dem mere. De sad helt alene ved det lille bål. Timerne gik. Solen bevægede sig langsomt hen over himlen. Bladene raslede i vinden. En lille fugl hoppede rundt i buskene. Hans og Grethe ventede. De ventede og ventede. Bålet knitrede, men varmede ikke længere deres hjerter. Frygten begyndte at snige sig ind på dem, som en kold vind gennem træerne. Til sidst begyndte det at blive mørkt. Tusmørket sænkede sig over skoven. Skyggerne blev længere og længere, og træerne lignede nu uhyggelige, mørke kæmper. "Mor? Far?" kaldte Grethe med en lille, skælvende stemme. Der kom intet svar. Kun skovens lyde. Hans krammede sin søster. "Bare rolig, Grethe," sagde han, selvom hans egen stemme også skælvede en smule. "Jeg har lagt et spor. Vi finder hjem." Da mørket var faldet helt på, og stjernerne begyndte at titte frem på himlen, rejste Hans og Grethe sig. Bålet var næsten brændt ud, og kulden krøb ind på dem. "Kom," sagde Hans. "Vi skal finde brødkrummerne." De begyndte at lede. Hans gik forrest og spejdede ned på jorden. "Her skulle de være," mumlede han. "De små hvide krummer." Men der var ingenting. Ingen krummer. Bare mørk jord og visne blade. Hans kiggede igen, og igen. Han kravlede på alle fire, for at komme helt tæt på. "Hvor er de?" udbrød han. Grethe kom hen til ham. "Hvad er der, Hans?" "Krummerne, Grethe! De er væk!" Hans og Grethe ledte og ledte. De ledte under blade. De ledte mellem rødder. Men der var ikke en eneste brødkrumme at se. Mens de to små søskende havde ventet ved bålet, havde de små skovfugle fundet Hans's spor. De havde set de lækre brødkrummer ligge der på jorden, som små, inviterende godbidder. Og *snup-snup-snup!* havde de spist hver eneste krumme. Ikke en eneste var tilbage. Hans sank sammen på jorden. Hans ansigt var fyldt med fortvivlelse. "De er væk, Grethe," hviskede han. "De er alle sammen spist." Grethe begyndte at græde. Store tårer trillede ned ad hendes kinder. Skoven var så stor, og de var så små. Der var ingen vej hjem. Månen kom frem bag skyerne og kastede et blegt lys over de to ensomme børn. Rævene gøede i det fjerne, og uglerne tudede. Det lød så uhyggeligt. Hans tog Grethes hånd. Den var kold og klam af frygt. "Vi må finde en vej," sagde han, men hans stemme var tom for håb. De vandrede rundt i skoven, uden mål og med. De gik hele natten, og da solen stod op næste morgen, var de stadig dybt inde i den vilde, ukendte skov. De var sultne, de var trætte, og de var helt fortabte. Hvor skulle de nu gå hen? Hvad skulle de gøre? Skoven var fuld af skygger og mørke hemmeligheder. Og et sted derinde, ventede måske noget endnu værre.
Det søde kagehus og den onde heks
Hans og Grethe vandrede dybere ind i skoven. Fødderne var tunge, og maven rumlede af sult. De var så bange, og så alene. Kulden sneg sig ind, og tårerne pressede på. Lige da de troede, de ikke kunne mere, skete der noget magisk. En duft! En helt, helt vidunderlig duft af honning, nybagt brød, vanilje og chokolade. Den kildede i næsen og fik deres tomme maver til at sukke håbefuldt. "Kan du lugte det, Grethe?" hviskede Hans. Grethe nikkede ivrigt. "Ja, Hans! Det lugter som... som en drøm!" De glemte frygten og fulgte duften, skridt for skridt. Og så så de det! Gemt bag gamle egetræer stod det mest fantastiske hus. Det var ikke bygget af sten eller træ, men af de lækreste kager! Taget var af sprøde chokoladekiks, væggene af søde honningkager med glasur og sukkerperler. Vinduerne var af klar sukkerglas, der glimtede, og skorstenen... den var en stor bolsjestok! Rundt om huset voksede buske med saftige bær, og blomsterne var af farverige bolsjer. Et sandt eventyrhus af slik og kage! Hans og Grethe kunne slet ikke tro deres egne øjne. Deres hjerter bankede af spænding. "Se, Hans! En marcipanport!" udbrød Grethe. "Og her! En hel væg af vaniljekranse!" sagde Hans og brød forsigtigt et stykke af. Det smagte himmelsk, sprødt og sødt. De havde ikke spist i evigheder, og nu var de omgivet af al den mad, de drømte om. De begyndte at spise, først forsigtigt, så mere og mere ivrigt. Hans knækkede et stykke af taget, mens Grethe guffede løs på en sukkerglasrude. Deres maver, der havde rumlet så højt, blev nu fyldt med den sødeste glæde. Men pludselig hørte de en stemme indefra huset. En stemme, der lød gammel og knirkende, men uventet venlig: "Knaske, knaske, knase, hvem knaser på mit hus?" Hans og Grethe stivnede. Døren til kagehuset åbnede sig langsomt, og ud trådte en gammel kvinde. Hendes ansigt var dækket af rynker, og hun støttede sig til en snoet stok. Hendes øjne var små og skinnende, og hun smilede, hvilket fik hende til at se rar ud. "Åh, I kære, små børn," sagde den gamle kvinde med en blid stemme. "Hvad laver I herude så sent? I må da være sultne, trætte og kolde!" Hun vinkede dem tættere på. "Kom dog ind i mit hus, I to. Her er varmt og rart, og der er masser af lækker mad. Jeg har lige bagt frisk brød og kogt grød." Hans og Grethe var stadig lidt skræmte, men konens ord og smil fik dem til at føle sig tryggere. "Tak, frue," sagde Hans høfligt og trak Grethe med sig. Grethe gemte sig bag ham, men hendes øjne var fulde af håb. Den gamle kone førte dem indenfor. Der duftede endnu kraftigere af søde sager. Væggene var pyntet med kager og slik, og der var en knitrende, varm ild i pejsen. Den gamle kone dækkede et lille bord med friskbagt brød, ost, mælk og masser af søde kager. Hans og Grethe spiste, til de var helt mætte. De fik lov at sove i bløde senge med varme dyner. For første gang i lang tid følte de sig trygge og varme. De tænkte, at de havde fundet et magisk paradis. Men den gamle kone var ikke så sød, som hun gav sig ud for. Hun var en ond heks, der lokkede fortabte børn ind med sit slik-hus. Når de først var indenfor, var de fanget. Næste morgen, mens Hans stadig sov, listede heksen hen til ham. Hendes øjne skinnede nu koldt og ondt. Hun greb Hans og slæbte ham hen til et lille, mørkt bur i kælderen. "Her skal du bo, min lille fedekalv," fniste hun hæst, "så du bliver en dejlig bid mad!" Hans råbte, men ingen hørte ham. Grethe vågnede og så sin bror blive låst inde. Heksen vendte sig mod Grethe. "Og du, min lille tøs," sagde hun med en skarp stemme, "du skal hjælpe mig i huset og sørge for, at din bror bliver tyk!" Grethe begyndte at græde. Deres dejlige kagehus var nu et skrækkeligt fængsel. De var fanget af den onde heks. Hvad skulle de gøre nu?
Outro
Og sådan gik det til, at Hans og Grethe igen var trygge hjemme. Tak fordi du lyttede med til vores eventyr i dag! Vi håber, du har haft det sjovt. Måske kan du selv digte videre på historien, eller finde på helt nye eventyr? Husk, du kan altid fortælle Sonacasts, hvad du synes. Din feedback hjælper os med at lave endnu flere magiske fortællinger til dig. Vi glæder os allerede til næste gang! På gensyn!
