Historie
Høje Bro
15 min7-9 år
Det her er begyndelsen af historien. Hele historien spiller i Sonacast-appen.
Historien
Introduktion
Har du nogensinde drømt om en bro, der kan tale? Eller et lille væsen, der bor under den? I dag skal vi høre en gammel, dansk historie om Høje Bro. En bro så gammel, at den gemmer på hemmeligheder. Og en mand, der møder en uventet ven på sin vej. Lyt med, når vi dykker ned i et eventyr fyldt med magi og en snedig plan. Hvad mon der sker, når man lover noget til en Nisse? Lad os finde ud af det!
Manden og den Gamle Bro
Jo, ser I, der var engang en mand, som boede ved en stor, brusende å. Hver dag skulle han over denne å for at komme til sin mark og passe sine dyr. Men, åen var bred, og strømmen var stærk! Heldigvis var der en gammel, træbro, der hjalp ham. Broen knirkede og klagede, hver gang manden trådte på den, men den holdt stadig. En dag, da manden skulle krydse, opdagede han noget forfærdeligt! Vandet havde skyllet store dele af broen væk! Nu var der kun et par løse planker tilbage, og det var umuligt at komme over. "Åh, nej!" tænkte manden. "Hvordan skal jeg nogensinde komme til min mark nu? Mine dyr venter!" Han kiggede fortvivlet på den ødelagte bro, som næsten var væk. Han vidste ikke, hvad han skulle gøre. Hvad mon han finder på, for at komme over åen?
Nissens Krav
Manden stod og tænkte så det knagede. Han kiggede på vandet, på den anden side, og så tilbage på sin gård. "Mine dyr!" mumlede han. Lige da han næsten havde mistet alt håb, hørte han en lille kvidrende stemme. "Pst! Hey du der!" Han kiggede sig omkring. Hvem var det? Han så ingen. "Ned her, din store klods!" sagde stemmen igen. Manden kiggede ned – lige ved hans fødder stod en lille, bitte nisse! Han havde en spids, rød hue på, gråt skæg og glimtende øjne, der dansede af skælmshed. "Du er i knibe, ikke sandt?" sagde nissen med et lille grin. "Broen er væk, og dine dyr venter. Jeg kan hjælpe dig." Mandens øjne lyste op. "Kan du? Åh, tusind tak, lille ven! Hvad vil du have til gengæld?" Nissen gned sig i hænderne. "Det er et simpelt krav," sagde han. "Jeg bygger din bro igen, stærkere end nogensinde. Men! Den første, der går over den nye bro, skal være min! Ja, helt og aldeles min!" Manden blev bleg. Den første, der gik over? Det ville jo være ham selv! Eller måske hans kone, der ville komme ud for at lede efter ham. Eller et af hans elskede dyr! Han kunne ikke give nissen sit barn, eller sin kone, eller en af sine kære dyr! "Jamen, det... det kan jeg ikke!" sagde manden fortvivlet. "Det er en frygtelig pris!" Nissen trak på skuldrene. "En bro får man ikke for ingenting. Du har til solnedgang til at beslutte dig. Ellers må dine dyr klare sig uden dig. He he he!" Og med et lille hop forsvandt nissen ned i jorden, lige så hurtigt som han var kommet. Manden stod alene tilbage. Hvad skulle han dog gøre nu? Han havde brug for broen, men han ville ikke ofre nogen for den. Han måtte tænke klogt.
Den Uventede Hilsen
Manden stod alene tilbage. Hvad skulle han dog gøre? Han havde brug for broen, men ville ikke ofre nogen. Han satte sig tungt på en sten, panden rynket af bekymring. Han kiggede på vandet, der rislede forbi, og de knækkede planker. Han følte sig lille og hjælpeløs. Nissen ville have et levende væsen, det første, der krydsede broen. Det var utænkeligt at give ham et menneske, men også utænkeligt ikke at bygge broen. Han var fanget. Pludselig hørte han en blid raslen fra træerne. Han kiggede nysgerrigt op. Og der, på en tyk gren, sad en stor, majestætisk ugle med øjne så gule som solskin og fjer så bløde som jord. Uglen blinkede langsomt til ham. Manden stirrede. Og så lød der en klar, vis stemme, lige fra uglen! Manden gispede lydløst. En talende ugle! "Puuuh-huuuu," sagde uglen, og så "Hvorfor sidder du her med en mine så lang som en regnorm? Du ser ud, som om du har mistet din yndlingskage til en sulten ræv." "Jeg... jeg er så ked af det, kloge ugle," stammede manden, stadig i chok. "Nissen, han vil have et levende væsen, det første, der krydser broen, når den er færdig. Ellers lader han mig ikke bygge Høje Bro færdig!" Uglen drejede sit hoved en smule. "Aha," sagde den. "Den gamle nisse og hans tricks. Han er en drillenisse, men han har regler. Regler, der kan vendes på hovedet, hvis man tænker sig om." "Vendt på hovedet?" spurgte manden forvirret. "Hvordan det, kloge ugle?" Uglen lukkede sine øjne et øjeblik. "Han sagde et 'levende væsen', ikke sandt? Den første. Men sagde han, at det skulle være et menneske? Eller en ko? Eller et dyr, du holder rigtig meget af?" Manden tænkte sig om. "Nej... han sagde bare 'det første levende væsen'. Intet andet." Uglen åbnede sine øjne igen, og de gule øjne skinnede klogt. "Netop! Det er der, hans svaghed er. Nisser tænker ofte kun på det mest oplagte. De forventer måske et menneske eller et stort dyr. Men der er mange slags levende væsener i verden, er der ikke?" Manden begyndte at få en lille rynke i panden, denne gang af en spirende nysgerrighed. En lille, varm følelse begyndte at sprede sig. "Du mener... jeg skal finde et *andet* levende væsen? Et, som nissen ikke forventer?" "Jeg mener, du skal tænke uden for kassen," sagde uglen med en let vippen med hovedet. "Nissen vil have noget, han kan beholde, noget der er 'hans'. Han er en gnier. Han vil have en 'skat'." "En skat?" gentog manden. "Ja, for nisser er alt, hvad de får, en skat," forklarede uglen. "En lille, levende skat, der kan bo under broen og være hans ven. Men det skal være den *første* til at krydse. Og den skal være let at fange, når broen er færdig. Og måske en smule sjov." Uglen fløj ned fra grenen og landede blødt foran manden. Den hoppede et par gange. "Tænk på det mindste. Tænk på det, der er nemt at bære. Tænk på det, der er muntert. Og tænk på det, der kan overraske en gammel, gnaven nisse." Manden kiggede på uglen. Hans hjerte bankede hurtigere. En lille, fræk idé begyndte at spire. "Men... hvad nu hvis nissen bliver vred?" Uglen lo en blød, hysjende latter. "Nisser bliver altid vrede, når de ikke får deres vilje fuldstændigt. Men en nisse respekterer også en god handel og et snedigt trick. Hvis du overholder 'levende væsen'-delen, men giver ham noget uventet, så vil han måske grine med dig i sidste ende. Eller i det mindste græmme sig over, at han ikke tænkte på det selv!" Uglen løftede sig let fra jorden, svævede et øjeblik og sagde: "Nogle gange er den bedste måde at vinde på, at spille efter reglerne, men med en lille drejning." Med det samme fløj den op i himlen og forsvandt ind mellem trætoppene. Manden sad tilbage. Han var ikke længere fortvivlet. En varm følelse bredte sig i hans bryst. Han smilede. En ugle havde givet ham håb! Han havde en plan, eller i det mindste frøet til en plan. Han rejste sig op. Han kiggede på floden, men nu så han ikke længere kun de knækkede planker, men en ny bro for sit indre øje. Han vidste nu, at han måtte finde det rigtige 'levende væsen'. Et, der ville overraske nissen. Han begyndte at gå langs flodbredden. Hvad kunne det mon være? Hvad var lille, levende, og måske en smule fjollet? Han tænkte på en mus, en frø, en hare. Han fortsatte med at tænke, mens solen langsomt dyppede ned. Skumringen faldt på, men manden følte sig ikke længere ensom. Han havde haft en venlig og klog hilsen fra uglen, der havde tændt et lys i hans sind. Han vidste, at løsningen var derude. Han skulle finde noget, som var levende, ja, men også noget, der var uventet. Hans skridt var nu lette, og et lille smil spillede på hans læber. Han var klar til at overliste nissen. Han var klar til at bygge Høje Bro færdig. Han havde en plan... næsten.
En Snedig Løsning
Manden havde en plan. En meget snedig plan, der skulle snyde den lille, drillesyge nisse! Han huskede nissens ord så tydeligt: "Det første levende væsen, der går over broen, skal jeg have!" Manden vidste, at han ikke kunne give nissen et menneskebarn. Aldrig! Men hvad så? Hvad kunne ligne et lille menneskebarn, men *ikke* være det? Pludselig fik han en lys idé! En grisling! Ja, en lille, nuttet grisling, indsvøbt i et tæppe, kunne måske snyde den uopmærksomme nisse. Med et smil på læben gik manden ned til den lokale bonde, som boede lidt udenfor byen. "Goddag, bonde!" sagde manden. "Jeg har brug for din hjælp til at snyde en nisse. Kan du låne mig den allermindste grisling, du har?" Bonden var en venlig mand med et stort, varmt hjerte. Han lyttede til mandens historie om den lille nisse, der ville have et barn. "Jamen, det kan du da tro, at jeg kan!" sagde bonden og grinede. "Kom med mig!" De gik ud i svinestien, hvor der var masser af små, lyserøde grisebasser, der rodede rundt i halmen og grynede. De fandt den allermindste af dem alle, en lille, lyserød grisling med en krølle på halen og små, sorte øjne, der kiggede nysgerrigt op. Manden tog forsigtigt grislingen op. Den var så blød og lille, lige tilpas! Han svøbte grislingen ind i et blødt, varmt tæppe. Så stak han en lille, strikket hue på grislingens hoved, så kun dens lille, lyserøde tryne og de sorte øjne stak frem. Det lignede virkelig en lille baby, der sov trygt i sit tæppe! Manden øvede sig et par gange. Han holdt grislingen i armene, vuggede den blidt og forestillede sig, hvordan nissen ville se ud, når han blev snydt. Dagene gik, og broen voksede sig højere og højere. Sten blev lagt på sten, og nissen arbejdede utrætteligt, for han glædede sig så meget til at få sit bytte. Manden holdt øje med brobyggeriet fra lang afstand. Han ventede på det helt rigtige tidspunkt. Endelig, en tidlig morgen, lige før solen stod helt op og farvede himlen orange og lilla, var nissen næsten færdig. Kun den allersidste sten manglede. Nissen stod med stenen i sine små, stærke hænder, klar til at sætte den på plads. Det var nu! Manden tog den indsvøbte grisling i sine arme og gik langsomt, men bestemt, hen mod broen. Han gik med små, forsigtige skridt, som om han bar på noget meget dyrebart. Nissen fik øje på ham. Hans små øjne lyste op under den røde hue. "Aha!" tænkte nissen. "Der kommer han med et barn! Mit barn!" Nissen smed den sidste sten og løb hen imod manden. "Har du et barn til mig?" spurgte nissen med en stemme, der var en blanding af utålmodighed og glæde. Manden holdt grislingen tæt ind til sig. "Ja, nisse," sagde manden roligt, "jeg har et barn til dig. Det første levende væsen, der går over den nye bro, bliver dit, som du har lovet." Nissen strakte sine små arme ud for at tage imod den lille pakke. Men lige i det øjeblik, da nissen næsten havde fat i den, skete der noget uventet! Grislingen, der havde sovet så sødt, vågnede pludselig op. Den strakte sin lille tryne ud, gabte stort og sagde: "Øf! Øf!" Tæppet faldt til side, og der var den lille, lyserøde grisling med sin krøllede hale, der logrede. Den kiggede forvirret op på nissen med sine sorte øjne. Nissen stirrede. Hans mund stod åben. Hans øjne blev store som tekopper. "Hvad er det?!" råbte han. "Det er jo ikke et menneskebarn! Det er en grisling! En lille, lyserød grisling!" Manden kunne ikke lade være med at smile. "Ja, nisse," sagde han. "Det er en grisling. Det er et levende væsen, er det ikke? Og det er det første levende væsen, der går over din bro!" Nissen blev rasende! Hans lille, røde ansigt blev endnu rødere. Han stampede i jorden med sine små træsko. "Du har snydt mig!" skreg han. "Du har snydt mig, din listige mand!" Men manden rystede på hovedet. "Nej, nisse. Jeg har overholdt vores aftale. Det første levende væsen, der går over broen, har du fået. Du har bare ikke sagt, *hvilken slags* levende væsen det skulle være." Nissen var så vred, at han pustede og prustede. Han havde aldrig været så vred før. Men han var også en nisse, der holdt sit ord. Han havde lovet at bygge broen færdig, hvis han fik det første levende væsen. Og det havde han fået. En grisling! Øf! Øf! Med et sidste, rasende blik på manden og grislingen, tog nissen den allersidste sten, som han havde smidt fra sig i sin iver. Han satte den perfekt på plads. Klask! Broen var færdig! Helt færdig! Nissen forsvandt med et surt puf, og manden stod tilbage med den lille grisling i armene. Han havde snydt nissen! Han havde reddet byens børn! Og nu stod Høje Bro der, stærk og smuk, klar til at forbinde de to sider af åen. En bro bygget af en nisse, men reddet af en snedig mands gode hjerte. Og en lille grisling!
Afslutning
Så er det tid til at sige farvel for i dag, mine kære venner! Tak fordi I kom med på eventyr over Høje Bro. Mon I kan finde på jeres helt egen historie om, hvem der mon bor der? Eller måske tegne et billede af den? Lad Sonacasts vide, hvis I har gode ideer eller noget I gerne vil fortælle. Vi elsker at høre fra jer! Husk at drømme søde drømme og tage jeres fantasi med ud i verden. Vi ses snart igen!
