Historie
Fyrtøjet
15 min7-9 år
Det her er begyndelsen af historien. Hele historien spiller i Sonacast-appen.
Historien
Introduktion
Har du nogensinde hørt om et magisk fyrtøj? Et fyrtøj, der kan kalde på tre store, vovende hunde med øjne så store som tekopper, møllehjul og endda tårne! I dag skal vi dykke ned i et fantastisk eventyr om en modig soldat, en mystisk heks, en smuk prinsesse og et helt særligt fyrtøj. Følg med, når vi opdager, hvordan held og magi kan ændre alt. Er du klar til at høre historien om Fyrtøjet?
Soldaten og den mystiske heks
Langt, langt borte, i gamle dage, levede der en modig soldat. Han havde kæmpet i krig i mange år og var nu på vej hjem. Men han var helt alene og havde ingen penge. En dag, da han gik på en lang, støvet landevej, mødte han en meget gammel heks. Hendes underlæbe hang helt ned til brystet, og hendes øjne glimtede klogt! Heksen smilede et tandløst smil. "God aften, soldat," sagde hun med en knirkende stemme. "Du ser træt ud. Vil du tjene mange penge?" Soldaten kiggede forundret på hende. "Hvordan da?" spurgte han. Heksen pegede på et stort, hult træ lige ved siden af vejen. "Kravl ned i det træ, min ven," sagde hun. "Dér finder du tre kamre med masser af guld og sølv. I hvert kammer sidder en hund på en kiste. Du kan tage lige så mange penge, du vil! Men der er ét særligt ønske fra mig: fyrtøjet, der ligger hos den sidste hund, er mit!"
De tre hunde og fyrtøjet
Soldaten, som var en modig fyr, sprang straks ned i det hule træ. Det var mørkt derinde, meget mørkt, men så tændte heksen et lys for ham. Dybt nede var der en lang, lang gang. Soldaten gik og gik, indtil han kom til en dør. Han åbnede den, og hvad tror I, han så? Et stort kammer! Og midt i kammeret sad en hund på en kiste. Denne hund havde øjne så store som tekopper! Soldaten blev måske en lille smule forskrækket, men han huskede heksens råd. Han tog heksens forklæde, lagde hunden forsigtigt ned på forklædet, og så fyldte han sine lommer med kobbermønter fra kisten. Sikke mange penge! Så gik han videre til den næste dør. Indenfor sad en hund med øjne, der var endnu større. De var som møllehjul! Den kiggede på ham med sine kæmpeøjne. Soldaten løftede den også ned på forklædet og tog guldstykker fra kisten. Nu var hans lommer fyldt med skinnende guld! Til sidst kom han til det tredje kammer. Og her sad den største hund af dem alle. Dens øjne var enorme! Så store som rundetårne! Den gloede på ham, men soldaten var ikke bange mere. Han løftede den forsigtigt ned og åbnede kisten. Her var der diamanter og ædelstene, der glitrede i lyset. Han fyldte sin taske med dem. Men så huskede han heksens vigtigste ønske: fyrtøjet. Det lå lige der, ved siden af den store hund. Soldaten tog fyrtøjet, puttede det i sin egen lomme, og så klatrede han op ad det hule træ igen. Han havde guld, sølv, diamanter og det magiske fyrtøj!
Fra rig til fattig, og fyrtøjets hemmelighed
Soldaten klatrede op af træet, fyldt med guld og glade tanker. Han var rig nu! Han havde så mange penge, at han næsten ikke kunne bære det. Og det bedste af det hele var, at han også havde det lille, gamle fyrtøj i sin lomme. Heksen stod stadig og ventede forneden, hendes ansigt rynket af forventning. "Hvor er fyrtøjet?" spurgte hun, da soldaten hoppede ud på græsset. "Det vil jeg ikke give dig," svarede soldaten med et stort smil. "Du må fortælle mig, hvad det er godt for, så giver jeg dig det måske." "Det er min hemmelighed," hvæsede heksen. "Det får du ikke at vide!" Hun lød vred, og hendes øjne lyste gult. "Giv mig fyrtøjet, eller jeg forhekser dig!" Soldaten rystede på hovedet. "Pjat," sagde han modigt. Han havde jo netop været nede i et hult træ fyldt med magiske hunde, så en gammel heks skræmte ham ikke så let. "Hvis du ikke fortæller mig, hvad det er godt for, så skærer jeg dit hoved af!" Heksen nægtede at tale. Soldaten trak sin sabel. *Svuusch!* Og så var heksen væk. Soldaten lagde fyrtøjet sikkert ned i sin lomme og gik videre ud i den store verden. Han kom til en stor, smuk by. Her var der høje huse, brede gader og masser af glade mennesker. Soldaten boede på det fineste hotel. Han spiste den lækreste mad, drak de bedste vine og købte sig de flotteste klæder. Hver dag var en fest! Han havde så mange penge, at han bare øsede dem ud. Han gav de fattige almisser, købte gaver til sine nye venner og dansede hele natten lang. Alle de mennesker, han mødte, syntes, han var den sødeste og sjoveste soldat, de nogensinde havde mødt. De kaldte ham for "Herr Soldat" og smilede til ham, hver gang de så ham. Men en dag, da han ville købe en ny, skinnende kappe, sagde tjeneren: "Undskyld, Herr Soldat, men deres penge er ved at være brugt op." Soldaten troede det ikke. Hvordan kunne det ske? Han havde jo haft så uendeligt mange penge! Han kiggede i sine lommer. Jo, der var kun nogle få mønter tilbage. Han havde slet ikke tænkt over, hvor hurtigt pengene forsvandt, når man brugte dem på den måde. Og pludselig, hvor var alle hans "venner" blevet af? De, der før havde grinet med ham og klappet ham på skulderen, var nu alle sammen forsvundet. Ingen ville låne ham penge. Ingen inviterede ham med til fester længere. Han var en fattig soldat igen. Han måtte flytte fra det fine hotel til et lille, smalt værelse oppe under taget. Der var koldt, og der var ingen mad. Hans flotte tøj blev slidt, og han måtte lappe sine gamle uniformer. Han var ensom og ked af det. En aften, sad han i sit mørke værelse. Han havde ingen lys og ingen penge til at købe et. "Åh, hvis bare jeg havde et lys," sukkede han. Han tænkte på heksen og det hule træ. Han tænkte på hundene og fyrtøjet! Det lå stadig i hans lomme, lige der, hvor han havde puttet det. Han tog det frem. Det var gammelt og rustent, men måske kunne det bruges til at tænde et lys? Han fandt en stump gammelt stearinlys, han havde gemt. Han satte den i et gammelt glas og tog så fyrtøjet. *Skrab!* Han slog gnist én gang. Og hvad skete der så? Værelset blev ikke lyst op af en flamme fra lyset, nej! I stedet stod den store hund med øjne som tekopper pludselig foran ham. Den kiggede på ham med sine store, runde øjne og logrede med halen. Soldaten blev meget forskrækket. "Hvad vil du her?" spurgte han. Hunden nikkede med hovedet, som om den forstod ham. "Er du kommet for at hente fyrtøjet?" tænkte soldaten. Men hunden gjorde ingenting, den stod bare der. "Jamen," sagde soldaten, "kan du mon hente mig nogle penge?" Hunden logrede endnu mere, vendte sig om og løb ud af døren. På et øjeblik var hunden tilbage. I munden havde den en stor pose fyldt med skinnende guldmønter! Soldaten kunne næsten ikke tro sine egne øjne. Han tog posen fra hunden. "Du er da en fantastisk hund!" sagde han og klappede den. Nu forstod han det! Fyrtøjet var ikke bare et fyrtøj. Det var et magisk fyrtøj! Han tændte fyrtøjet igen, denne gang to gange. *Skrab, skrab!* Og så stod den anden hund foran ham, den med øjne som møllehjul! Den kiggede spørgende på ham. "Hvad vil du, Herr Soldat?" syntes den at sige. Soldaten smilede. "Kan du hente mig lidt mere mad?" spurgte han. Hunden forsvandt, og kort efter var den tilbage med den lækreste steg, brød og en flaske vin fra det fineste køkken i byen. Soldaten var den lykkeligste mand i verden. Han havde fundet ud af hemmeligheden ved fyrtøjet! Én gnist: Den store hund med øjne som tekopper kom. Den kunne hente guld og sølv. To gnister: Den anden hund med øjne som møllehjul kom. Den kunne hente mad og andre gode sager. Tre gnister: Han vidste, at den tredje hund måtte komme. Den med øjne som Rundetårn! Men hvad kunne den hente? Han glædede sig til at finde ud af det. Soldaten havde igen mad på bordet og penge i lommen. Han flyttede ikke tilbage til det fine hotel, men han levede godt. Han hjalp også andre fattige, for han huskede, hvordan det var at være sulten og ensom. Han var glad, for han havde ikke bare penge, han havde tre magiske hunde, der var hans venner og hjalp ham. Hver gang han havde brug for noget, behøvede han bare at sige: "*Skrab, skrab, skrab...*" på det gamle fyrtøj.
Prinsen og prinsessen
Soldaten var rig, boede i et stort hus og var kendt som gavmild. Alligevel følte han sig ensom; han savnede en at dele sit liv med. Han hørte om den smukke prinsesse. En spåkone havde forudsagt, hun ville gifte sig med en soldat. For at forhindre dette spærrede kongen og dronningen hende inde i et højt kobbertårn med kun ét lille vindue øverst oppe. Ingen måtte besøge hende, undtagen hendes forældre. Soldaten kunne ikke glemme hende. "Jeg må se prinsessen," tænkte han. "Bare et glimt!" En aften, da alle sov, fik soldaten en idé. Han skrabede på sit fyrtøj: "Skrab, skrab, skrab!" Straks stod hunden med øjne så store som tekopper foran ham. "Hvad ønsker min herre?" spurgte den. "Hent prinsessen," sagde soldaten. "Jeg vil se hende." Hunden nikkede, sprang ud og forsvandt i natten. Den løb til kobbertårnet og klatrede op til vinduet. Indenfor sov prinsessen. Hunden løftede hende forsigtigt og bar hende ned igen. Snart var hunden tilbage i soldatens soveværelse og lagde prinsessen blidt ned. Soldaten kiggede på hende. Åh, hun var endnu smukkere, end han havde forestillet sig! Han bøjede sig forsigtigt og gav hende et lille kys på panden. "Nu skal du bære hende tilbage," sagde han til hunden. Hunden bragte prinsessen tilbage til tårnet, inden nogen opdagede, hun havde været væk. Næste morgen vågnede prinsessen. Hun huskede en mærkelig drøm: en hund havde båret hende, og en soldat havde kysset hende. Hun fortalte sin mor, dronningen, om drømmen. Dronningen lyttede. Det lød mistænkeligt. "Det må vi holde øje med," sagde hun. Den næste nat lagde dronningen en snedig plan. Hun syede en lille pose kridt fast til prinsessens nattøj. "Hvis hun bliver båret væk igen," tænkte dronningen, "vil kridtet vise os vejen." Soldaten ville se prinsessen igen. Han tog fyrtøjet frem og skrabede "Skrab, skrab, skrab!" Hunden stod der igen. "Hent prinsessen igen," sagde soldaten. Hunden sprang af sted, hentede den sovende prinsesse og bar hende til soldatens hus. Men denne gang dryssede små, hvide kridtspor ned på jorden fra prinsessens ryg. Hunden var klog. Da den så kridtsporene, forstod den faren. Efter at have lagt prinsessen ned for soldaten, tog den selv et stykke kridt. Den løb rundt i byen og lavede kridtmærker på alle andre døre også. Da prinsessen var blevet bragt tilbage, og morgenen kom, vågnede dronningen tidligt. Hun var meget spændt. "Nu skal vi se!" sagde hun til kongen. De fulgte kridtsporene, som førte dem lige hen til soldatens hus! "Aha!" udbrød kongen. "Her må hun have været!" Men så opdagede de kridtmærker overalt i byen. "Hvad er nu det for noget?" sagde kongen. De kunne ikke finde ud af, hvor prinsessen rigtigt havde været, og soldaten blev ikke opdaget. Men dronningen var snedig. "Jeg giver ikke op!" sagde hun. Den næste nat tog hun en fin silkesnor med en lille pose hvedemel og bandt den fast til prinsessens hår. "Nu skal vi se," tænkte dronningen. Soldaten var forelsket. "Jeg må se hende en gang til," tænkte han. Han tog fyrtøjet frem og skrabede "Skrab, skrab, skrab!" Hunden stod der igen. "Hent prinsessen," sagde soldaten. Den lille hund sprang af sted, hentede den sovende prinsesse og bar hende tilbage til soldatens hus. Denne gang dryssede et fint, hvidt spor af mel hele vejen fra tårnet lige hen til soldatens dør! Da prinsessen var bragt tilbage, og solen stod op næste morgen, var dronningen hurtigt ude. Hun fulgte det tydelige melspor, der snoede sig gennem gaderne som en lille, hvid vej, lige til soldatens dør. "Der er hun! Her er det!" råbte dronningen. Kongen og hans vagter kom løbende. De brød døren op til soldatens hus. Der fandt de soldaten, og ved siden af sengen lå fyrtøjet. "Grib ham!" råbte kongen. "Denne mand har stjålet vores prinsesse!" Vagterne greb soldaten og bandt ham. Han blev ført bort og kastet i et mørkt fangehul. Nu var han ikke længere rig og glad. Han vidste, at han nok aldrig ville se prinsessen igen. Og hvem havde skylden for det? Den lille hund, der ikke var snedig nok til at dække over melsporet, eller soldaten, der ville se prinsessen så højt?
Afslutning
Ja, sådan kan det gå i eventyrenes verden! Tak fordi I lyttede med til vores historie om 'Fyrtøjet'. Måske har I selv fundet på et spændende eventyr i dag, eller mødt en lille hund med en hemmelighed? Lad jeres fantasi flyve højt! Og hvis I har lyst til at dele jeres tanker eller ideer, så fortæl endelig Sonacasts, hvad I synes. Vi elsker at høre fra jer. På gensyn til næste gang!
