Historie
Doktor Dolittle
30 min7-9 år
Det her er begyndelsen af historien. Hele historien spiller i Sonacast-appen.
Historien
Introduktion
Har du nogensinde drømt om at tale med dyr? Forestil dig en doktor, der forstår hvert et pip, brøl og mjau! Velkommen til Doktor Dolittles vidunderlige verden, hvor papegøjer sladrer, aber synger, og en helt særlig doktor kan helbrede alle skabninger. Tag med os på et spændende eventyr, fra et lille hus i England til Afrikas vilde jungler. Lyt med, og opdag magien ved at forstå dyrenes sprog!
Mød Doktor Dolittle
Doktor Dolittle boede i et lille hus i den hyggelige by Puddleby ved Marsken. Han var ikke en helt almindelig doktor. Åh nej, slet ikke! Han elskede dyr mere end noget andet i hele verden. Hans hus var altid fyldt med dem: hunde, katte, ænder, marsvin, og så en lille ugle og en fræk papegøje ved navn Polynesia. Først var Doktor Dolittle en doktor for mennesker, men de fleste mennesker kan jo ikke lide at have så mange dyr omkring sig, især ikke i venteværelset! Så en dag kom der næsten ingen menneske-patienter mere. Doktor Dolittle blev lidt trist, for han var ved at løbe tør for penge. Men så fik hans kloge papegøje, Polynesia, en strålende idé! "Doktor," sagde hun, "du skal ikke være menneskedoktor. Du skal være dyredoktor!"
Dyrenes Råd
Dyredoktor! sagde Doktor Dolittle og kløede sig i sit lange skæg. Dyredoktor! sagde Doktor Dolittle og kløede sig i sit lange skæg. Et nyt tilfælde, måske? Eller en gammel bekendt, der søgte råd? Han spejdede ud over sit hyggelige, men ofte kaotiske, arbejdsværelse. Bogreoler bugnede af gamle bind, og kort over fjerne lande hang kroget på væggene. En søvnig ugle blinkede fra sin pind, og et egern snakkede sagte fra vindueskarmen. Så hørte han det igen, en svag, men insisterende banken på ruden. Det var ikke den sædvanlige rødhals eller spurv; dette lød tungere, mere presserende. Han skubbede en bunke botaniske tegninger til side og kiggede ud. Der, på vindueskarmen, sad ingen ringere end Chee-Chee, aben, med et usædvanligt bekymret ansigtsudtryk. Chee-Chee besøgte sjældent uden god grund. “Hvad er der galt, min ven?” spurgte Dolittle, hans stemme blød og venlig. Chee-Chee svarede med en strøm af presserende abesprog, hans lille pande rynket. Dolittle lyttede opmærksomt og forstod hver eneste piben og gestus. Det virkede som om en ung bjørneunge, Barnaby, fra den nærliggende skov, havde bragt sig selv i en temmelig klistret situation. Han havde udforsket det gamle, forladte bistade i udkanten af skoven, et sted Dolittle ofte havde advaret de yngre dyr om at undgå. “Åh, Barnaby,” sukkede Doktoren og rystede blidt på hovedet. “Altid så nysgerrig, den lille.” Chee-Chee forklarede, at Barnaby nu sad fast, hans pote solidt klemt i en særlig genstridig sprække, og hans honningdækkede ansigt tiltrak en temmelig stor og utilfreds sværm af bier. “Vi må afsted med det samme!” erklærede Dolittle og greb sin trofaste lægetaske. Han vidste, at det at hjælpe Barnaby ikke kun krævede færdigheder, men også en beroligende tilstedeværelse og en meget klog plan for at håndtere de beskyttende bier. Tanken om en skræmt unge og vrede bier fik ham til at sætte farten op. Dette var præcis, hvorfor han var Doktor Dolittle – en dyrlæge, klar til enhver udfordring, stor som lille, pelsklædt som fjerklædt. Han nikkede beroligende til Chee-Chee, der allerede var halvvejs ude af vinduet, ivrig efter at vise vej. Deres eventyr, det så ud til, var netop begyndt.
Rejsen til Afrika
Doktor Dolittle skyndte sig hjem, fuld af alvor. Chee-Chee havde fortalt ham, at aberne i Afrika var blevet meget, meget syge. De havde brug for hans hjælp, og de havde brug for den hurtigt! Dyrene i huset samlede sig straks. Dab-Dab, den kvikke and, rystede på næbbet. Jip, den trofaste hund, gøede. Og Polynesia, den kloge papegøje, hoppede fra pind til pind. "Vi må afsted med det samme, Doktor!" sagde hun. "Afrikas vinde kalder!" Doktor Dolittle begyndte straks at pakke. Det var ikke en helt almindelig kuffert, han fyldte. Nej, det var en stor, gammel rejsekiste. Først lagde han alle sine mediciner ned: små flasker med hostesaft til elefanter, piller mod mavepine til løver og særlige plastre til giraffers lange ben. Så var der mad! Ikke bare til sig selv, men til alle dyrene, der skulle med. Der var frø til Dab-Dab, knogler til Jip, og masser af nødder og eksotiske frugter til Polynesia og Chee-Chee. Gub-Gub grisede allerede med en pose majs, som han håbede var med til turen. "Vi skal bruge et skib!" udbrød Doktor Dolittle. Men hvor finder man et skib, der vil sejle en doktor og alle hans dyr til Afrika? Det var ikke hver dag, man så sådan et selskab på havnen. Polynesia fløj op på hans skulder. "Bare rolig, Doktor! Jeg kan tale med kaptajnen. Jeg kender alle de ord, de bruger på havet." Og ganske rigtigt, efter et par dages søgen, fandt de et gammelt fragtskib. Kaptajnen var først meget skeptisk. "En læge til dyr? Og alle de dyr ombord? Er du sikker på, du ikke er tosset, min gode mand?" Men Doktor Dolittle forklarede tålmodigt, hvor vigtigt det var. Han fortalte om de syge aber, og om hvordan dyr i hele verden stolede på ham. Polynesia oversatte og tilføjede et par overbevisende ord på kaptajnens eget sprog. Til sidst, med en dyb suk, sagde kaptajnen ja. Så, en tidlig morgen, mens solen lige var stået op og malede himlen lyserød, trådte Doktor Dolittle og hans lille dyreflok ombord på skibet. Det var et mylder af poter, næb og små halebevægelser. Gub-Gub trippede nervøst, men spændt, mens han drømte om de nye smage, Afrika mon ville byde på. Skibet satte sejl, og snart var de langt ude på det store, blå hav. Dagene gik. Nogle dage var havet helt stille, som et spejl. Andre dage vuggede skibet frem og tilbage, og alle måtte holde fast. En aften kom der en ordentlig storm! Vinden hylede, bølgerne slog op over dækket, og lynene glimtede på himlen. Men Doktor Dolittle og hans venner var modige. Dyrene krøb tæt sammen, og Doktor Dolittle fortalte dem beroligende historier, mens skibet kæmpede sig gennem bølgerne. "Bare rolig, mine venner," sagde han, "vi er snart fremme." Og det havde han ret i. Efter mange, mange dage på havet, en tidlig morgen, da solen begyndte at titte frem, råbte en sømand fra masten: "Land i sigte! Land i sigte!" Alle dyrene stimlede sammen ved rælingen. Doktor Dolittle kiggede ud mod horisonten. Langt, langt væk, kunne man se en mørk stribe af land. Det var Afrika! Kontinentet med de syge aber, med de høje træer og de store, vilde dyr. Deres store eventyr var nu for alvor begyndt!
Over Havet
Ja, det var det! Skibet sejlede videre over de store, blå bølger, og alle ombord var fulde af forventning. Tænk engang, at sejle hele vejen til Afrika! Doktor Dolittle stod ved rælingen med sin kikkert og spejdede ud over vandet. Han var så glad for, at hans dyr var med ham. Han vidste, at de var meget mere end bare kæledyr; de var hans venner og hans hjælpere. Papegøjen Polynesia sad på hans skulder og nynnede en gammel sømandssang, hun havde lært i sin ungdom. "Åh, havet er stort og havet er bredt, men vi skal nok finde det land, vi har ledt!" Gub-Gub grisen snorkede trygt i en bunke halm nede i kahytten. Han drømte sikkert om lækre afrikanske rødder. Og den gamle hund Jip, med sin kloge snude, stod ved doktorens fødder og snusede til havluften. Han kunne dufte eventyr! Rejsen over havet var lang. Dag efter dag sejlede de, og solen skinnede det meste af tiden. Men havet kan også være vildt, ikke sandt? En aften begyndte vinden at blæse kraftigt. Bølgerne blev større og større, og skibet begyndte at gynge op og ned, op og ned! Gub-Gub vågnede med et forskrækket grynt. Polynesia klamrede sig til doktorens hat. "Bare rolig, mine venner," sagde Doktor Dolittle, mens han holdt fast i rælingen. "Det er bare havet, der leger lidt. Vi er helt sikre." Han gik rundt og tjekkede, at alle dyrene var trygge. Han dækkede Gub-Gub til med et tæppe og sang en lille vuggevise for ham. Han hviskede beroligende ord til aben Chee-Chee, der gemte sig under en spand. Næste morgen var stormen stilnet af, og solen skinnede igen. Havet var roligt og glitrende, som om intet var sket. Dyrene kom op på dækket igen, og Jip løb rundt og gøede af mågerne, der fløj over skibet. De var lettede, men også lidt stolte over at have klaret stormen. Doktor Dolittle brugte dagene på at lære mere om Afrika. Han havde en stor, tyk bog om dyr og planter derfra. Han læste højt for Polynesia om de forskellige slags aber, de måske ville møde. "Åh, der er Schimpanser, og Gorillaer, og Babianer!" sagde han. "Og de har alle deres egne sprog!" Polynesia lyttede opmærksomt. Hun var jo selv en fremragende sprogkyndig. Tiden gik, og de kom tættere og tættere på Afrika. En dag, tidligt om morgenen, råbte skibskokken: "Land i sigte! Land i sigte!" Alle dyrene og Doktor Dolittle skyndte sig op på dækket. Og der, lige foran dem, lå Afrika! Det var ikke længere en mørk stribe i horisonten. Nu kunne de se grønne træer, der voksede helt ned til vandkanten, og høje bjerge i det fjerne. Luften var varmere her, og der duftede anderledes. Ikke af saltvand og gammelt træskib, men af blomster og jord og noget, der var vildt og fremmed. Jip gøede blidt, og hans hale logrede. Han kunne næsten ikke vente med at komme ud og snuse til alle de nye dufte. Skibet sejlede langsomt ind i en lille bugt. Vandet var så klart, at de kunne se små fisk svømme under overfladen. På stranden stod der nogle mærkelige fugle med lange ben, og nogle store, grå dyr, der lignede klipper. Det var flodheste, forklarede Doktor Dolittle. De boede både i vandet og på land. "Vi er her!" sagde Polynesia. "Vi er endelig nået frem!" Doktor Dolittle smilede. Han var træt efter den lange rejse, men hans hjerte var fyldt med mod og glæde. De havde klaret den første del af deres eventyr. Mens skibet langsomt gled ind mod kysten, kunne de høre lyde fra land. Først var det kun vindens susen i træerne, men så kom der andre lyde. Skarpe fuglekald, en dyb brummen fra et ukendt dyr, og en raslen i buskadset. Det var Afrikas lyde, der bød dem velkommen. De forberedte sig på at forlade skibet. Doktor Dolittle tog sin medicintaske frem, pakkede den med de vigtigste ting. Chee-Chee aben hoppede nervøst rundt. Han havde hørt så mange historier om de afrikanske aber. Ville de være venlige? Ville de være syge? Doktor Dolittle kiggede på sine venner. "Nu begynder det rigtige arbejde," sagde han. "Vi skal hjælpe aberne. Og vi skal passe på hinanden." Og sådan, mine kære venner, nåede Doktor Dolittle og hans fantastiske dyrehold til Afrika. De stod på dækket af deres lille skib, med vinden i håret og solen på deres ansigter, og kiggede ud over det store, ukendte land. Hvad mon der ventede dem der? Det måtte vi jo finde ud af. Næste gang skal vi tage med dem ind i Abernes Land!
I Abernes Land
Og sandelig om ikke den dag var kommet! Doktor Dolittle og hans kære dyrevenner – hunden Jip, anden Dab-Dab, uglebøffen Too-Too, grisen Gub-Gub, og selv den lille papegøje Polynesia – var endelig nået frem til Afrikas kyst. Sikke et syn, der mødte dem! Ikke høje huse som derhjemme i Puddleby, men derimod et væld af grønne træer, så høje, at de næsten rørte skyerne. Luften var varm og fuld af fremmede lyde. Der var summende insekter, kvidrende fugle, og et eller andet sted langt inde i skoven kunne man høre en dyb, brummende lyd. Det var en helt ny verden! En verden fuld af eventyr. Endelig var de fremme. Den lange rejse var slut. Men en stor opgave ventede dem: De skulle finde aberne og gøre dem raske. Hvad mon der ventede dem lige bag strandens palmer? Doktor Dolittle var ikke bange. Han var jo dyrenes ven. De var i Afrika, klar til at finde aberne og redde en syg abeflok! De vidste dog endnu ikke, hvor alvorligt det stod til. De steg i land fra deres lille skib. Først var det sandstrand, men lige bag den begyndte junglen. En tyk, grøn mur af planter og træer. Doktor Dolittle gik forrest, og papegøjen Polynesia sad på hans skulder. 'Polynesia, kære ven,' sagde han, 'kan du mon høre, hvor aberne er? De sendte os jo brev og bad om hjælp!' Polynesia, den klogeste af alle papegøjer, lyttede med sit lille hoved på skrå. 'Ja, Doktor,' svarede hun, 'jeg kan høre dem! De er derinde, dybt inde i junglen. Og de lyder... de lyder meget triste.' Så begyndte deres rejse ind i Afrikas hjerte. Junglen var fuld af spændende ting. Store, farverige blomster og lianer, der hang ned fra træerne som tykke reb. Jip løb foran og snusede, Gub-Gub ledte efter rødder, og Too-Too fløj over dem for at holde øje. Dab-Dab holdt sig tæt ved Doktoren. Det var varmt og fugtigt, men Doktor Dolittle klagede ikke. Han lyttede opmærksomt til alle junglens lyde, for han vidste, at dyrene altid fortalte ham noget vigtigt. Efter at have vandret et stykke tid, kom de til en lysning. Og der, på jorden og hængende slapt i træerne, sad der aber. Masser af aber. Men de legede ikke, de hoppede ikke rundt. De sad stille, med lukkede øjne, og så meget, meget syge ud. Deres pels var mat, og de hostede små, tørre host. Det var et sørgeligt syn. Doktor Dolittle skyndte sig hen til den nærmeste abe. Han satte sig på hug og kiggede den i øjnene. 'Min kære ven,' sagde han, 'hvad er der sket med jer alle sammen?' Aberne var for svage til at svare, men papegøjen Polynesia trådte til. 'Doktor, jeg forstår deres sprog. De siger, at en frygtelig sygdom er kommet til deres land. Den gør dem slappe og hostende. De kalder den for 'Søvn-sygdommen', fordi de er så trætte hele tiden.' Doktor Dolittle kiggede alvorligt på aberne. Han tog sin lille lægetaske frem og begyndte at undersøge dem. 'Hmm,' mumlede han. 'Det er en meget usædvanlig sygdom. Men jeg skal nok finde en kur. Det lover jeg jer.' Alle dyrevennerne hjalp til. Jip hentede vand i store blade, Dab-Dab fandt urter, Gub-Gub gravede efter rødder, og Too-Too fløj rundt og fortalte de andre aber, at Doktoren var kommet. Doktor Dolittle vidste, at han skulle bruge noget helt specielt for at kurere Søvn-sygdommen. Han tænkte og tænkte. Efter lang tids overvejelse fik han en idé! Han havde set nogle særlige bær, der voksede dybt inde i junglen, som han mente kunne være den helt rigtige medicin. 'Vi skal ud at finde de røde bær!' sagde han til sine venner. 'De vokser på de højeste træer, og de er meget sjældne. Men jeg er sikker på, at de kan gøre aberne raske igen!' Så Doktor Dolittle og hans trofaste venner begav sig ud på en ny mission. De skulle finde de magiske bær, der skulle redde abeflokken fra den mystiske søvn-sygdom. Mon de ville finde dem? Og ville bærrene virkelig virke? Det var en stor opgave, men Doktor Dolittle var en klog læge, og han gav aldrig op. De fortsatte dybere ind i junglen, fulde af håb. Aberne så med store, trætte øjne efter dem. De vidste, at deres eneste håb var Doktor Dolittle. Og Doktor Dolittle vidste, at han ikke måtte skuffe dem. Han var kommet hele vejen fra Puddleby for at hjælpe, og det ville han gøre. Det var hans løfte til alle dyr. De var kun lige begyndt på deres store eventyr i Afrikas hjerte. Der var mange udfordringer, der ventede dem, men også mange nye venner at møde. Vi må følge med og se, hvordan det går, når Doktor Dolittle skal finde kuren og møde abernes konge!
Helbrederen og Kongen
Og netop som solens varme stråler begyndte at danse gennem de tætte jungler, ankom Doktor Dolittle og hans lille, modige følge til abernes rige. Det var et magisk sted, fyldt med høje, grønne træer, der rakte helt op mod himlen, og farverige blomster, der duftede sødt i den friske luft. Overalt sprang små, nysgerrige aber rundt i trætoppene, deres glade lyde fyldte skoven. Men da de kom tættere på abernes landsby, lagde Doktor Dolittle mærke til noget. Lyden var ikke så munter som forventet. Der var en stille summen, en dæmpet klagen. Mange af aberne sad tungt på grenene, nogle hostede svagt, og andre havde blanke øjne, der så trætte ud. Chee-Chee, den kloge abe, der havde bedt Doktor Dolittle om hjælp, løb i forvejen for at fortælle, at hans ven var ankommet. Kort efter kom en stor, stolt gorilla frem. Det var Abekongen, og han så meget bekymret ud. Han havde en krone af flettede lianer på hovedet og kloge, men triste øjne. Abekongen hilste Doktor Dolittle velkommen og begyndte med det samme at fortælle om den frygtelige sygdom, der havde ramt hans folk. 'Åh, Doktor Dolittle,' sagde Abekongen med en dyb, rungende stemme, 'vi er så glade for, at du er her. Mine aber er blevet syge. De hoster, de er trætte, og de kan ikke længere lege og samle frugter, som de plejer. Vi ved ikke, hvad vi skal gøre!' Doktor Dolittle lyttede, mens han forsigtigt strøg på sin skæg. Han kiggede på de syge aber. Med hjælp fra Chee-Chee og papegøjen Polynesia, der jo kunne oversætte, begyndte han at tale med aberne. Han spurgte dem, hvor de havde ondt, og hvordan de følte sig. Og fordi han talte deres sprog, fortalte aberne ham alt. Nogle sagde, at de frøs, selvom solen skinnede. Andre fortalte, at deres hals kløede, og at de hostede så meget, at de ikke kunne sove. En lille abebaby græd, fordi den havde feber og ikke ville spise sine yndlingsbananer. Doktor Dolittle lyttede til hvert eneste ord, hans hjerte fyldt med medlidenhed for de små, syge væsener. Efter at have talt med mange aber og undersøgt dem omhyggeligt – han kiggede på deres tunger, lyttede til deres vejrtrækning og mærkede på deres pander – vidste Doktor Dolittle, hvad der var galt. 'Jeg tror, jeg har fundet ud af det,' sagde han til Abekongen. 'Det er en slags influenza, som er meget smitsom. Men bare rolig, jeg tror, jeg kan hjælpe jer!' Abekongen så op på ham i sine øjne. 'Kan du virkelig det, menneskeven?' spurgte han. 'Ja,' svarede Doktor Dolittle. 'Jeg skal bruge nogle særlige urter fra junglen, og så skal aberne drikke en varm te, jeg vil lave. Og vigtigst af alt, de skal have masser af hvile og spise lette, sunde frugter.' Straks gik Doktor Dolittle i gang. Han sendte sin hund, Jip, afsted for at snuse sig frem til bestemte urter. Papegøjen Polynesia fløj højt op i træerne for at finde nogle sjældne bær, der var gode mod feber. Og æslet Dab-Dab hjalp med at samle friske, grønne blade til teen. Alle hjalp til, fordi de ville se aberne raske igen. Doktor Dolittle blandede urterne og bærrene i en stor lerkrukke, som Abekongen havde fundet frem. Han kogte vand over et lille bål, og snart steg en varm, dampende duft af medicin op i luften. Det var en duft, der lovede helbredelse og trøst. Aberne kiggede nysgerrigt til, mens Doktor Dolittle hældte den varme, urteholdige te op i små bambuskrus. Én efter én kom de syge aber frem. Doktor Dolittle gav dem forsigtigt teen, og forklarede, at de skulle drikke den langsomt. Han fortalte dem også, hvor vigtigt det var at sove og ikke lege for meget, mens de var syge. Han var en sand helbreder, der ikke kun gav medicin, men også trøst og håb. Dagene gik, og lidt efter lidt begyndte de syge aber at få det bedre. Først forsvandt hosten. Så kom appetitten tilbage. Og snart kunne man se de små aber lege igen, hoppe og svinge sig i træerne, deres øjne igen fulde af gnist og liv. Junglen genlød nu af glade abelyde og latter. Abekongen var overvældet af taknemmelighed. Han kaldte Doktor Dolittle for 'Den Store Hvide Helbreder' og erklærede ham for sin bedste ven. 'Du har reddet mit folk, Doktor Dolittle,' sagde Abekongen. 'Vi vil aldrig glemme din venlighed og din visdom. Du er altid velkommen i abernes land!' Som tak for hjælpen arrangerede Abekongen en stor fest for Doktor Dolittle og hans venner. Der var de lækreste frugter, søde bær og frisk kildevand. Aberne sang glade sange og dansede rundt om bålet. Det var en aften fyldt med glæde, og Doktor Dolittle følte sig varm om hjertet. Men selvom de havde det rart, vidste Doktor Dolittle, at hans opgave endnu ikke var helt færdig. Der var stadig mange syge dyr at hjælpe i Afrika, og han havde jo lovet at finde den mystiske sygdom, der ramte alle dyrene. Næste morgen skulle han og hans venner sige farvel til Abekongen og fortsætte deres rejse dybere ind i Afrikas hjerte for at finde flere svar og sprede mere helbredelse. Men hvad ville de møde på deres vej? Og ville de finde den store sygdoms hemmelighed?
Hjemrejsen og Piraterne
Doktor Dolittle og hans venner havde arbejdet hårdt og længe i det store, varme Afrika. De havde fundet ud af, at den mystiske sygdom, der gjorde aberne så kede af det, slet ikke var en sygdom, man kunne se med det blotte øje. Nej, det var noget, der sad inde i abernes hjerter! Det var hjemve! Aberne savnede deres familier og deres egen jungle, som de var blevet bortført fra for længe siden. Doktor Dolittle, den kloge mand, havde hjulpet dem med at finde tilbage til deres hjem og genforene dem med deres familier. Alle aberne var blevet raske og glade igen, og hele junglen summede af taknemmelighed. Nu var tiden kommet til at sige farvel. Abekongen, som nu var en god ven, stod på stranden og vinkede. "Tak, Doktor Dolittle," sagde Abekongen. "Du har vist os, at selv de mindste hjerter kan blive store og stærke igen, når man får lov at være hjemme." Dyrene, der havde hjulpet Doktor Dolittle – den trofaste hund Jip, den kloge papegøje Polynesia, den sjove abe Chee-Chee, den rolige ugle Too-Too og den fjollede gris Gub-Gub – stod klar ved skibet. De var også trætte, men fyldt med glæde over at skulle hjem. Skibet, som Doktor Dolittle havde sejlet med til Afrika, lå og vuggede blidt i vandet. Solen skinnede, og en let brise blæste i sejlende. "Alle ombord!" råbte Doktor Dolittle med en stemme fuld af forventning. Dyrene hoppede ombord, og Krokodillen, der også havde fundet et hjem hos Doktor Dolittle, gled elegant ned i vandet ved siden af skibet, klar til at svømme med. De hejste anker, og med et stort vink til Abekongen og de andre dyr på stranden, begyndte Doktor Dolittle og hans venner deres lange, lange rejse hjem over det store, blå hav. Dagene gik, og havet var roligt. Fuglene fløj rundt om skibet, og delfiner legede i bølgerne. Doktor Dolittle sad ofte på dækket med sine venner. Han læste i sine bøger eller lyttede til Polynesias historier om gamle dage. Jip sov ved hans fødder, og Chee-Chee klatrede rundt i masterne. Gub-Gub drømte om de lækre grøntsager, der ventede derhjemme i Doktor Dolittles have. Krokodillen svømmede trofast ved siden af, af og til stikkende sit hoved op for at sige hej. Men en dag, da solen var på sit højeste, og havet lå blikstille, skete der noget. Polynesia, der som altid var den første til at opdage nye ting, skreg pludselig fra toppen af masten: "Doktor Dolittle! Doktor Dolittle! Jeg ser et skib! Og det ser ikke venligt ud!" Doktor Dolittle greb sin kikkert og kiggede ud over vandet. Og ja, der var et skib! Et stort, mørkt skib med sorte sejl og et uhyggeligt flag med et kranie og to krydsede knogler på. "P-pirater!" hviskede han. Dyrene samlede sig omkring ham. Pirater? Hvad var det for noget? Polynesia forklarede hurtigt: "Det er onde mænd, der stjæler ting og tager fanger! De er meget farlige!" Dyrene blev en smule bange. Krokodillen, der normalt var modig, gemte sig lidt under vandoverfladen. Gub-Gub skælvede. Jip knurrede lavt. Doktor Dolittle tænkte hurtigt. Han var ikke en mand, der kæmpede med sværd, men han var en mand, der kunne tale med dyr! "Bare rolig, mine venner!" sagde han. "Vi skal nok klare dem. Men vi skal være snedige!" Han forklarede sin plan for dyrene. Alle lyttede opmærksomt. Piratskibet kom nærmere og nærmere. Snart kunne man se de barske mænd med tørklæder om hovedet og store skæg. De havde sværd i bæltet og råbte højt. "Giv jer, eller vi kommer og tager alt, hvad I har!" brølede piratkaptajnen med en stemme så dyb som torden. Men Doktor Dolittle og hans venner var klar. På et signal fra Doktoren sprang Jip op på rælingen og begyndte at gø af piraterne med en lyd så høj og frygtindgydende, at det fik selv de sejeste pirater til at rykke sig. Chee-Chee og de andre aber, der havde gemt sig, klatrede pludselig op i masterne og begyndte at kaste kokosnødder – eller hvad de nu kunne finde – ned mod piraternes dæk. Whoosh! Sagde kokosnødderne, når de fløj gennem luften. Polynesia, den snedige papegøje, fløj hurtigt over til piratskibet. Hun landede på kaptajnens skulder og begyndte at skrige i hans øre: "Du er en tyv! En tyv! Og du lugter af fisk!" Kaptajnen blev så forskrækket, at han næsten tabte sit sværd. Men det var ikke det værste. Doktor Dolittle havde bedt Krokodillen om at vente på det helt rigtige øjeblik. Og nu var det! Krokodillen skød pludselig sit enorme hoved op af vandet lige ved siden af piratskibet, åbnede sit store gab og udstødte et dybt, brølende *GRAUURRRR!* Lyden skar gennem luften og fik piraterne til at hoppe af skræk. Det var en lyd, de aldrig havde hørt før, og de troede, det var et kæmpe søuhyre! Piraterne blev paniske. De troede, de var under angreb af en hær af gøende hunde, flyvende, skrigende fugle, kasteskyttende aber og et gigantisk uhyre fra dybet. "Det er en fælde!" råbte en pirat. "De har magi ombord!" skreg en anden. Kaptajnen, der var rystet af Polynesias fornærmelser og Krokodillens brøl, gav hurtigt ordre: "Hjælp! Sæt sejl! Hurtigt! Væk herfra!" Og således flygtede piraterne i panik, deres sorte skib forsvandt hurtigt i horisonten. Doktor Dolittle og hans venner brød ud i latter og jubel. De havde vundet uden at slås, bare ved at bruge deres klogskab og dyrenes særlige evner. Jip logrede med halen, Chee-Chee svingede sig glad rundt, og Gub-Gub prustede lettet. Resten af hjemrejsen var fredelig. Solen skinnede, havet var roligt, og de så ingen flere pirater. Dag efter dag sejlede de, og med hver dag kom de tættere på Puddleby, deres elskede hjem. Doktor Dolittle fortalte historier til dyrene, og Polynesia sang sange om deres eventyr i Afrika. De talte om den bløde seng, den varme pejs og de lækre måltider, der ventede dem. Snart kunne de skimte Englands kyst i det fjerne. Det var en fantastisk følelse at se de grønne marker og de små huse igen efter så lang tid. De var trætte, men lykkelige. De havde oplevet så mange ting, mødt så mange nye venner og hjulpet så mange dyr. Og nu var de snart hjemme igen, klar til nye eventyr, der måske ventede lige rundt om hjørnet. Men først og fremmest skulle de nyde roen og varmen i deres eget, trygge hjem i Puddleby.
Afslutning
Og sådan slutter vores rejse for denne gang, kære lyttere. Tak fordi I tog med på eventyr med Doktor Dolittle og alle hans vidunderlige dyrevenner. Vi håber, I har haft en dejlig stund og måske selv drømmer om at tale med dyr. Fortæl Sonacasts, hvis I har feedback – vi elsker at høre fra jer! Husk, der er altid nye historier at finde, eller endnu bedre, I kan opfinde jeres helt egne. På gensyn, og tak for en magisk lytteroplevelse!
