Historie
Den standhaftige tinsoldat
15 min7-9 år
Det her er begyndelsen af historien. Hele historien spiller i Sonacast-appen.
Historien
Introduktion
Har du nogensinde tænkt over, hvad legetøjet laver, når du sover? I dag skal vi høre en helt særlig historie om en lille tinsoldat, der var anderledes end alle de andre. Han havde kun ét ben, men et modigt hjerte, der bankede for en smuk danserinde. Følg med os på en utrolig rejse fyldt med fare, venskab og en kærlighed, der kan overvinde alt. Bliv klar til eventyret om den standhaftige tinsoldat!
Tinsoldaten og Ballerinaen
I et lyst børneværelse, fyldt med legetøj og sjove sager, stod vores lille tinsoldat. Han var en af de mange, men dog helt særlig, for han havde kun ét ben. Han var den sidste, der blev støbt, og der var ikke nok tin tilbage til det andet ben. Men han stod så rank og stolt, som om det var meningen. Over for ham, på et lille slot af papir, stod den smukkeste danserinde, han nogensinde havde set! Hun var lavet af papir, men så levende og yndig. Hun stod også på ét ben, med armene strakt ud, som om hun svævede. Det var en ballerina! Fra det øjeblik vores tinsoldat så hende, vidste han, at hun var den eneste for ham. Han stirrede på hende hele dagen, og hun var det sidste, han tænkte på, når natten faldt på. Han drømte om hende, og om at de en dag skulle danse sammen.
Rejsen begynder
Vores tinsoldat stod altså der på bordet, dag ud og dag ind, med sit blik rettet mod den smukke ballerina. Han tænkte på hende, drømte om hende. Hans lille tinhjerte bankede kun for hende. Men en dag, kære venner, skete der noget helt uventet. Det var en frisk morgen, og et vindue i børneværelset stod åbent. En drillepust af vind, usynlig og fuld af leg, susede pludselig ind. Den dansede let omkring, rørte ved gardinerne, og puffede til vores stakkels tinsoldat! Han mistede balancen. Han var jo kun lavet af tin og stod på ét ben! Før han nåede at tænke 'åh nej!', tumlede han ud over kanten af bordet, forbi vindueskarmen og lige ud i den store verden udenfor. Ned, ned, ned gik det! Han drejede rundt i luften, forvirret og lidt bange. Hvilken forskrækkelse! Han landede med et lille, klingende 'ding' på den våde gade. Det havde regnet natten over, og små vandpytter glimtede som skinnende spejle i den tidlige morgensol. Han lå der, med hovedet nedad, og hans riffel sad urokkeligt fast i en sprække mellem to brosten. Han kunne slet ikke bevæge sig. 'Åh, hvad skal der nu ske med mig?' tænkte den standhaftige tinsoldat. Han var så langt, så uendeligt langt væk fra sit trygge hjem og den smukke ballerina, han elskede. Men eventyret var kun lige begyndt. Ikke længe efter fik to små drenge, der legede i vandpytterne, øje på ham. 'Se, en tinsoldat!' råbte den ene med store øjne. 'Han er faldet ned!' sagde den anden. De samlede ham forsigtigt op. Deres ansigter lyste af spænding. 'Lad os sende ham ud på en rigtig rejse!' foreslog den ene. Og så fik de en strålende idé! De fandt et stykke gammelt avispapir og foldede det i huj og hast til en fin, lille båd. Med tinsoldaten stående rank og stolt i midten, som en rigtig kaptajn, satte de båden i den lille strøm, der løb ned ad rendestenen. Og afsted det gik, mod det ukendte!
På vand og i mave
Den lille papirbåd sejlede afsted, lige ud i det store, ukendte – eller i hvert fald det ukendte for en lille tinsoldat! Rendestenen var som en rivende flod for den lille båd, og strømmen skubbede den afsted i et vældigt tempo, forbi små græsstrå, der lignede skov, og små sten, der var som kæmpe bjerge. Tinsoldaten stod rank og stolt, som han altid gjorde, med sin riffel på skulderen og sit faste blik fremad. Han tænkte på den smukke ballerina derhjemme i vinduet og ønskede, han var hjemme hos hende igen. Men han var også en modig soldat, og han ville møde alle eventyr med åbent sind og uden frygt! Han holdt sin post, ligegyldigt hvad. Han var jo en tinsoldat! En standhaftig én. Han forestillede sig, at det hele blot var en del af en spændende march gennem ukendt terræn. Og så fortsatte rejsen. Hurtigere og hurtigere. Det var som en rutsjebane! Papirbåden vippede og gyngede. Det var spændende! Måske lidt for spændende. For pludselig blev luften kold, og det blev meget mørkt. Rendestenen mundede ud i en stor, sort tunnel, som en kæmpestor, gabende mund. Det var kloakken! Vandet bruste og trak båden med sig ind i mørket med en voldsom fart. Nu kunne tinsoldaten intet se, kun høre vandet plaske og dryppe fra de fugtige vægge omkring sig. Lyden ekkoede under jorden, og det var en helt ny verden, og lidt uhyggeligt, måske, men han var jo standhaftig! Han holdt fast, selvom båden gyngede og vippede, og han lod sig ikke skræmme af mørket eller de uhyggelige lyde. Han var en soldat, og soldater står fast. Så, i det svage lys, der sneg sig ind fra en sprække et sted langt, langt oppe, så han noget rykke i mørket. To små, skinnende øjne glimtede faretruende i dunklet. Det var en stor, grå rotte! Dens pels var våd og pjusket, og dens tænder var lange og skarpe. Rotte svømmede hen mod papirbåden og kiggede nysgerrigt – og lidt arrigt – på tinsoldaten. Den spidsede sin snude og snøftede. Den lille papirbåd sejlede afsted, lige ud i det store, ukendte – eller i hvert fald det ukendte for en lille tinsoldat! Rendestenen var som en rivende flod for den lille båd, og strømmen skubbede den afsted i et vældigt tempo, forbi små græsstrå, der lignede skov, og små sten, der var som kæmpe bjerge. Tinsoldaten stod rank og stolt, som han altid gjorde, med sin riffel på skulderen og sit faste blik fremad. Han tænkte på den smukke ballerina derhjemme i vinduet og ønskede, han var hjemme hos hende igen. Men han var også en modig soldat, og han ville møde alle eventyr med åbent sind og uden frygt! Han holdt sin post, ligegyldigt hvad. Han var jo en tinsoldat! En standhaftig én. Han forestillede sig, at det hele blot var en del af en spændende march gennem ukendt terræn. Og så fortsatte rejsen. Hurtigere og hurtigere. Det var som en rutsjebane! Papirbåden vippede og gyngede. Det var spændende! Måske lidt for spændende. For pludselig blev luften kold, og det blev meget mørkt. Rendestenen mundede ud i en stor, sort tunnel, som en kæmpestor, gabende mund. Det var kloakken! Vandet bruste og trak båden med sig ind i mørket med en voldsom fart. Nu kunne tinsoldaten intet se, kun høre vandet plaske og dryppe fra de fugtige vægge omkring sig. Lyden ekkoede under jorden, og det var en helt ny verden, og lidt uhyggeligt, måske, men han var jo standhaftig! Han holdt fast, selvom båden gyngede og vippede, og han lod sig ikke skræmme af mørket eller de uhyggelige lyde. Han var en soldat, og soldater står fast. Så, i det svage lys, der sneg sig ind fra en sprække et sted langt, langt oppe, så han noget rykke i mørket. To små, skinnende øjne glimtede faretruende i dunklet. Det var en stor, grå rotte! Dens pels var våd og pjusket, og dens tænder var lange og skarpe. Rotte svømmede hen mod papirbåden og kiggede nysgerrigt – og lidt arrigt – på tinsoldaten. Den spidsede sin snude og snøftede. Rotten strakte sin lange, bare hale ud og vippede den frem og tilbage. Den var ikke vant til gæster i sit mørke domæne. Dens små øjne borede sig ind i tinsoldatens. Ville den angribe? Ville den bide hul i den skrøbelige papirbåd? Tinsoldaten stod helt stille, som en ægte soldat, der holder sin post. Han kiggede lige tilbage på rotten, urokkelig. Han blinkede ikke. Rotten snøftede igen, denne gang lidt højere, og dens whiskers sitrede. Måske var den mere nysgerrig end farlig? Eller måske var den bare en smule fornærmet over den ubudne gæst. Den tog et skridt frem, så et til. Dens kløer skrabede svagt mod den våde kloakbund. Tinsoldaten huskede sit løfte – at møde alt med åbent sind og uden frygt. Men det var svært, når en så stor, grå rotte stod lige foran ham med skarpe tænder! Han holdt dog fast i sin riffel og stirrede ufortrødent på rotten.
Hjem igen og et modigt hjerte
Tinsoldaten stirrede på rotten. Den store, grå rotte med de glimtende øjne og de lange, kradsende kløer. Rottechefen sagde: "Hvor er din told? Giv mig din told!" Tinsoldaten rystede ikke, selvom hans hjerte hamrede mod hans bryst af ægte forskrækkelse. Han havde jo ingen told! Han var bare en lille tinsoldat, der var faldet ud af vinduet. Lige da rotten åbnede sit gab, klar til at sige noget mere, skete der noget uventet. En pludselig bølge af kloakvand skyllede ind og løftede papirbåden op. Den lille båd, med tinsoldaten stående stivbenet i den, blev revet med af strømmen. Rottechefen snappede ud efter ham, men var for langsom. Båden flød hurtigere, hurtigere, væk fra rottens skinnende øjne og truende snuden. Vandet suste og boblede. Det var mørkt i kloakken, og kun en smal stribe lys kunne anes langt, langt fremme. Tinsoldaten holdt sig fast i siderne af sin papirbåd. Han tænkte på ballerinaen med den funklende paillet og den lyserøde sløjfe. Tænkte på det smukke slot og det varme værelse. Han ønskede så inderligt, at han var tilbage. Papirbåden slingrede og drejede. Nogle gange bankede den mod de kolde, glatte vægge, og vand sprøjtede op over tinsoldaten. Han frøs, men hans hjerte, det modige, lille tinsoldathjerte, holdt ham varm. Han havde lovet sig selv at være standhaftig, at holde ud, og det ville han gøre, uanset hvor uhyggelig rejsen var. Efter hvad der føltes som en evighed – eller måske bare et par minutter i børns tid – begyndte lysstriben at blive bredere. Kloakken åbnede sig op, og papirbåden skød ud i et større vand. Det var en bred, glitrende kanal, og over ham var den store, blå himmel igen! Solen skinnede, og der var lyden af fugle og fjerne skibe. Men glæden varede ikke længe. Papirbåden var blevet blød og våd af al den vand. Den begyndte langsomt at synke. Tinsoldaten mærkede, hvordan vandet sivede ind under hans fødder. Hans riffel var stadig i et fast greb, men hans hoved tittede nu kun lige op over vandoverfladen. Han følte, at han sank, dybere og dybere. Lige da han troede, det var slut, og han ville synke til bunds, blev alt mørkt igen. Ikke et mørke som i kloakken, men et vådt, lukket mørke. Han mærkede en voldsom bevægelse, og så var han... inde i noget blødt og glat. Hvad var der sket? En stor, sulten fisk havde svømmet forbi den synkende papirbåd og havde, uden at tænke sig om, hapset den lille tinsoldat. Nu lå tinsoldaten inde i fiskens mave. Det var ikke en rar lugt derinde, men det var i det mindste varmt. Og tørt, på en underlig måde. Han kunne mærke fiskens mave boble og rumle, mens den svømmede rundt. Tinsoldaten stod så standhaftigt, han kunne, inde i dette mærkelige, levende fængsel. Han var blevet slugt af en fisk! Hvem skulle have troet det? Timer gik. Eller måske var det minutter igen? Tidsfornemmelsen var helt væk inde i den mørke fiskemave. Pludselig mærkede tinsoldaten et voldsomt ryk. Fisken sprællede og kæmpede. Der var lyde udefra – en krog! Fisken var blevet fanget! Den blev hevet op af vandet, og tinsoldaten mærkede, hvordan fisken blev båret, mens den stadig sprællede lidt. Fisken blev bragt til markedet. Og hvem købte fisken? Det var en kokkepige fra det store hus, hvor tinsoldaten boede! Hun købte den store fisk, fordi den så så frisk og lækker ud. Hun tog den med hjem til køkkenet. Tinsoldaten mærkede, hvordan fisken blev lagt på et bord. Så kom der en skarp, skærende lyd, da kokkepigen skar fisken op. Og ud af fiskens mave – til hendes store overraskelse – faldt den lille tinsoldat! Han stod der, stadig med sin riffel, lige så standhaftig som altid. Kokkepigen var så forbløffet! En tinsoldat i en fiskemave! Hun kaldte på drengen i huset. "Se, hvad jeg fandt!" sagde hun. Drengen kom løbende. "Min tinsoldat!" råbte han, da han genkendte sin legetøjssoldat. "Han er levende! Han er kommet tilbage!" Drengen var overlykkelig. Han løftede forsigtigt tinsoldaten op og bar ham ind i stuen, tilbage til børneværelset. Og dér, på bordet, stod alle de andre legetøj. Og dér stod også den smukke ballerina. Hun stod på sin ene tå, med sin funklende paillet og sin lyserøde sløjfe, og ventede. Drengen satte tinsoldaten på bordet, lige ved siden af ballerinaen. De stod nu side om side igen. Efter den lange, farlige rejse, gennem kloakker og fiskemaver, var tinsoldaten hjemme. Han så på ballerinaen, og hun så på ham. De sagde ingenting, men deres tinhjerter bankede i takt. Men historien var ikke helt slut endnu. Pludselig kom en lille, fræk dreng – måske drengens lillebror – løbende ind i værelset. Han var lidt vild og legede med en lille træhest. I sin leg skubbede han til bordet. Wupti! Tinsoldaten mistede balancen. Han faldt – ikke ned på gulvet, men direkte ind i den varme kamin! Åh nej! Flammerne slikkede forsigtigt omkring ham. Ballerinaen, der så det hele, blev så forskrækket! En vindpust – måske fra den åbne dør, måske fra et magisk suk – greb fat i hende. Og hun fløj også! Ikke ind i flammerne, ikke væk, men lige hen til tinsoldaten. Hun landede blidt ved hans side, dér i kaminens varme skær. De stod nu sammen, omgivet af den blide varme, deres rejse og deres trofaste hjerter havde bragt dem sammen igen. De var ikke længere bange. De var sammen. Og det var det vigtigste. Deres modige hjerter havde fundet hjem til hinanden. Og der stod de så, standhaftige og forenede, en tinsoldat og en ballerina, i kaminens trygge, varme lys.
Outro
Tusind tak fordi du lyttede med, og fulgte med på det spændende eventyr om tinsoldaten og ballerinaen i dag. Måske kan du selv finde på et nyt eventyr, lige nu, med dine yndlingslegetøj? Husk at fortælle Sonacasts, hvis du har en god idé til en historie eller bare vil sige hej. Vi elsker at høre fra jer! Indtil næste gang, pas rigtig godt på din egen fantasi, og hav en vidunderlig dejlig dag!
