Historie
Den selviske kæmpe
15 min7-9 år
Det her er begyndelsen af historien. Hele historien spiller i Sonacast-appen.
Historien
Introduktion
Forestil dig en have så smuk, at den glimter af tusind farver! Her flyver sommerfugle, og blomster danser i vinden. Men hvad sker der, når en kæmpe, der kun tænker på sig selv, låser porten og holder alle de glade børn ude? Hvor bliver foråret af, når ingen kan lege i den fortryllede have? Kom med os på en magisk rejse ind i historien om Den Selviske Kæmpe, og find ud af, om hans hjerte kan lære at dele. Det bliver et eventyr fyldt med spænding og glæde!
Del 1: Kæmpens Have og Børnene
Forestil dig en have, den smukkeste have du nogensinde har set! Der var blødt, grønt græs og skønne blomster, der duftede så sødt. Og overalt stod store, gamle træer, der om foråret blomstrede med lyserøde og hvide blomster, og om efteråret bar de lækre frugter. Fuglene sang så glad i grenene, at børnene stoppede deres leg for at lytte. Hver dag, når skolen var slut, løb alle børnene direkte til Kæmpens Have. De elskede at lege der, grine og fange sommerfugle. Men Kæmpen, han havde været væk i syv lange år. Han var på besøg hos sin uhyggelige troldeven i en fjern del af verden. En dag kom han tilbage til sit slot. Og da han så børnene lege i hans have, blev han rasende! "Hvad laver I her?!" brølede han. "Min have er kun min! Ingen andre må lege her!"
Del 2: Foråret Kommer Ikke
Efter at Kæmpen havde jaget alle børnene væk, var han meget tilfreds med sig selv. Han gik straks i gang med at bygge en meget, meget høj mur rundt om hele sin smukke have. Og så satte han et stort, advarende skilt op ved porten, hvor der stod: "ADGANG FORBUDT! OVERTRÆDELSE STRAFFES!" "Nu er haven endelig min, helt min alene," mumlede han for sig selv. De stakkels børn havde ingen steder at lege længere. De forsøgte at lege på den støvede vej udenfor, men vejen var hård og fuld af skarpe sten, og den var slet, slet ikke sjov. De savnede den bløde græsplæne, de høje træer og de farverige blomster i Kæmpens have. De talte ofte om den skønne have og hvor glade de havde været der, før Kæmpen kom tilbage. Men så kom foråret til hele landet. Overalt, udenfor Kæmpens høje mur, sprang små grønne blade ud på træerne, og tusindvis af farverige blomster tittede frem fra jorden. Fuglene sang deres gladeste sange fra alle grene, og travle bier summede rundt fra blomst til blomst. Hele verden var fyldt med liv, varme og en summende glæde. Men inde i Kæmpens have, der hvor børnenes latter var blevet jaget væk, der kom foråret aldrig. Det var stadig vinter. Den kolde, hvide sne dækkede jorden tykt, og frosten malede alle træer og buske med sit iskolde hvide tæppe. Nordenvinden brølede uophørligt rundt i haven og jagede de sidste farver væk. Store, hårde hagl og skarpe isflager dansede vildt mellem træerne. Hverken fugle eller bier turde komme ind i den triste, frosne have. Træerne glemte helt at blomstre, og ingen, absolut ingen, blomster sprang ud. Haven var stille og kold. Kæmpen kiggede ud ad sit vindue hver morgen, dag efter dag. "Jeg forstår det ikke," sagde han. "Hvorfor er foråret så sent på den i min have? Det er jo forår alle andre steder." Han vidste ikke, at foråret kun kommer til et sted, når børnenes glæde og leg er der.
Del 3: En Lille Fugl og Et Barn
Kæmpen vandrede rastløst rundt i sin kolde, stille have. Han rystede på hovedet. Sneen lå stadig tyk på jorden, og frosten bed i kinderne. Hver dag kiggede han ud ad sit vindue, men landskabet var det samme. Gråt og kedeligt. Træerne stod nøgne, og ingen fugle sang. Han savnede noget, men vidste ikke hvad. Han savnede den sprudlende lyd af barnelatter, som han nu havde glemt, hvordan lød. En morgen, da kæmpen vågnede, hørte han en lille lyd. En meget, meget lille lyd. Det var en fugl! En lille fugl sad udenfor hans vindue og sang. Kæmpen havde ikke hørt en fugl synge i sin have, siden den dag han jagede børnene væk. Lyden var så smuk og så fuld af håb, at kæmpen glemte alt om sne og is for et øjeblik. Han lyttede. Fuglen sang om solskin og grønne blade, om små blomster, der titter frem, og om lette sommerbriser. Det var som om, dens sang smeltede lidt af frosten væk fra hans hjerte. Kæmpen skyndte sig ud i sin have. Han ville se, hvor denne modige lille fugl havde fundet et sted at synge. Han kiggede op i træerne, men de var stadig dækket af sne. Han kiggede på buskene, men de var stadig frosne. Hvor kom sangen så fra? Han fulgte lyden, som ledte ham hen mod muren. Den høje, tykke mur, han selv havde bygget. Da han kom tættere på, så han noget mærkeligt. I et hjørne af muren, bag en stor, gammel busk, var der et lille hul. Ikke et stort hul, bare et lille, hemmeligt hul, lige stort nok til, at et lille barn kunne klemme sig igennem. Og der, lige ved hullet, stod en lille dreng. Han var så lille, at han næsten ikke nåede op til kæmpens knæ. Drengen forsøgte at kravle op i et af træerne, men han var for lille, og grenene var for høje. Han prøvede igen og igen, men faldt ned hver gang. Hans øjne var fyldt med tårer, men han gav ikke op. Han ville så gerne op i træet. Og så skete der noget helt, helt magisk! Lige der, hvor den lille dreng stod og kæmpede, skete der en forvandling med træet. Træets grene, som før var dækket af sne og is, begyndte pludselig at grønnes. Små, fine blade foldede sig ud. Og så, lige efter bladene, kom der små, lyserøde blomster. Træet blomstrede! Foråret var kommet til dette ene, særlige træ! Fuglene, der før havde været tavse, begyndte at kvidre og synge af glæde. Humlebierne summede. Hele træet vibrerede af liv og glæde. Kæmpen stod helt stille og så på det. Han havde aldrig set noget lignende. Det var som om, træet havde ventet på lige præcis denne lille dreng. Drengen, der nu var omgivet af blomster og grønne blade, strålede af lykke. Han rakte sine små arme ud og krammede træets stamme. Og så kunne han, med træets hjælp, endelig kravle op på en gren. Der sad han nu, højt oppe, midt i et hav af forårsblomster, og smilede. Da de andre børn så, hvad der skete, blev de nysgerrige. Nogle af dem havde set den lille dreng snige sig ind gennem hullet i muren. Nu, hvor de så det blomstrende træ og den lille drengs glæde, turde de også. De sneg sig stille og roligt ind gennem det lille hul. Én efter én. Og for hvert barn, der kom ind i haven, skete der noget vidunderligt. Blomster sprang ud. Græsset blev grønt. Fuglene sang højere og gladere. Det var som om, børnenes glæde vækkede haven til live igen. Kæmpen så det hele. Han så, hvordan frosten og sneen trak sig tilbage, lige der hvor børnene legede. Han så de små ansigter, der lyste af glæde, når de rørte ved de nye, grønne blade. Han så blomsterne, der dansede i den lette brise, og han hørte den smukke fuglesang, der fyldte luften. Han begyndte at forstå. Det var ikke hans store mur, der havde beskyttet haven. Nej, det var den, der havde frosset den til is. Det var ikke hans regler, der gjorde haven smuk. Det var børnenes leg og latter, der gav den liv og farver. Han følte en mærkelig følelse i sit bryst. Det var ikke kulde længere. Det var noget varmt, noget blødt. Næsten som en lille prikken, et lille lys, der tændte sig indeni ham, lige der hvor hans hjerte sad. Han havde været så vred, så gnaven, så ensom. Men nu, hvor han så al den rene, uskyldige glæde, begyndte hans hårde, kolde hjerte at tø op. Han forstod nu, med en klarhed han aldrig før havde kendt, at det var hans selviskhed, der havde holdt foråret væk fra hans ellers så smukke have. Og han vidste, lige der og da, at han måtte gøre noget. Han måtte ændre sig. Men hvad skulle han dog gøre? Og turde han?
Del 4: Kæmpens Hjerte Smelter
Kæmpen stod der ved vinduet, med den lille fugl på sin skulder. Den lille fugl sang den smukkeste sang, han nogensinde havde hørt. Og lige udenfor hans vindue, i den lille krog, stod den lille dreng, som Kæmpen ikke kunne nå. Han så sig omkring på den triste, vinterkolde have, hvor sneen stadig lå tungt, og isen dækkede træerne. Han vidste, lige der og da, at han måtte gøre noget. Han måtte ændre sig. Men hvad skulle han dog gøre? Og turde han? Kæmpen mærkede en mærkelig varme sprede sig i sit hjerte. Det var ikke en varme som fra en ild, men en varme som fra solen, der endelig tittede frem efter en lang, kold vinter. Han kiggede på den lille dreng, der prøvede at nå op i træet, og han forstod. Han forstod, hvorfor foråret ikke ville komme til hans have. Det var, fordi han havde været så selvisk. Han havde holdt børnene ude, og med dem havde han holdt glæden og varmen ude. Han havde holdt foråret ude. Han tog en dyb indånding. Det var en svær beslutning, for muren havde stået der så længe, og han havde været så stolt af den. Men nu føltes den bare som en stor, kold fejl. Han løb hurtigt ned ad trappen, tog sin største og stærkeste hammer, og gik ud i haven. Børnene, som legede udenfor den høje mur, så ham komme. De stoppede deres leg og kiggede forbavset på ham. Kæmpen, som de kendte som en sur og gnaven kæmpe, kom nu ud med en hammer i hånden. "Hvad vil han nu?" hviskede en lille pige til sin ven. "Løb!" råbte en anden. Men Kæmpen sagde ingenting. Han gik direkte hen til den store mur, den mur, han selv havde bygget, og som havde holdt børnene ude i så mange år. Han løftede hammeren højt over sit hoved. DUNK! lød det, da hammeren ramte de første sten. Små stykker af mørtel og sten sprøjtede ud til siderne. DUNK, DUNK! Igen og igen slog han. Han var gammel og træt, men han samlede al sin styrke. Han ville rive den mur ned! Han ville rive den helt ned! Sten for sten faldt muren. Det var et stort og hårdt arbejde, og Kæmpen svedte, selvom det stadig var koldt i haven. Børnene stod stadig og kiggede. Først var de bange, men så blev deres frygt til nysgerrighed. De havde aldrig set Kæmpen gøre noget lignende. Da den sidste store sten væltede med et tordenbrag, og et stort hul åbnede sig i muren, sænkede Kæmpen hammeren. Han tørrede sveden af panden og kiggede på børnene med et blidt smil. "Kom ind, mine kære børn," sagde Kæmpen med en stemme, der var blødere, end de nogensinde havde hørt den før. "Det er jeres have. Jeg har været en meget selvisk kæmpe. Men nu forstår jeg. Foråret er med jer." Børnene kiggede på hinanden. Skulle de tørre? En lille pige med rottehaler tog mod til sig og gik et skridt frem. Så et mere. Kæmpen rakte en stor, venlig hånd ud. Pigen tog den forsigtigt. Og så, som en flok små, glade sommerfugle, løb alle de andre børn ind i haven. De grinede og jublede, og deres små fødder trippede let over den frosne jord. Og lige i det øjeblik, da det første barn satte sin fod på græsset, skete der noget magisk. Som ved et trylleslag vågnede haven. Sneen begyndte at smelte i en fart, og isen faldt fra træernes grene og glitrede som små diamanter i solen. De små, bare grene sprang ud med grønne blade og farverige blomster. Fuglene, der havde gemt sig i lang tid, kom frem og begyndte at synge deres smukkeste sange. Humlebierne summede fra blomst til blomst, og sommerfuglene flagrede i luften. Det var, som om haven havde ventet på dette øjeblik. Kæmpen så sig omkring med tårer i øjnene. Haven var levende igen! Den var fuld af farver, lyde og, vigtigst af alt, børnelatter. Han så børnene lege gemmeleg bag de nye buske og svinge sig i de gamle træer. De byggede huler og løb om kap, og deres glade stemmer fyldte luften. Kæmpen selv sad ned på en stor, grøn græsplæne. Han var for gammel til at løbe og lege, men han kunne se på dem. Og han gjorde det med et smil, der nåede helt op til hans ører. Men der var en ting, der gnavede lidt i hans hjerte. Hvor var den lille dreng? Den lille dreng, der havde kysset ham på kinden. Den lille dreng, der havde vist ham vejen til foråret. Kæmpen ledte efter ham blandt de mange glade børn. Han kiggede bag træerne, under buskene og ved siden af den lille dam. Men han kunne ikke finde ham. Han var ikke der. Kæmpen følte en lille klump i halsen. Han ville så gerne takke den lille dreng. Han ville så gerne holde ham i sin store hånd og fortælle ham, hvor ked af det han var, og hvor taknemmelig han var for den lektion, han havde lært. Men den lille dreng var væk.
Afslutning
Og sådan endte historien om den selviske kæmpe, der lærte at dele sit hjerte. Tak, fordi du lyttede med! Vi håber, du nød eventyret. Lad Sonacasts vide, hvis du har en god idé til en ny historie. Måske vil du selv tegne, hvordan kæmpens have ser ud nu? Husk, der er altid magi at finde, hvis du kigger godt efter. Vi ses snart igen til et nyt eventyr! Farvel for nu.
