Historie
De vilde svaner
15 min7-9 år
Det her er begyndelsen af historien. Hele historien spiller i Sonacast-appen.
Historien
Introduktion
Har du nogensinde drømt om en verden, hvor magi og eventyr venter lige om hjørnet? Hvor prinsesser er modige og prinser kan flyve? I dag skal vi dykke ned i en vidunderlig fortælling om en prinsesse, der måtte være helt, helt stille for at redde sine brødre. Det er en historie fuld af kærlighed, mod og en lille smule trolddom. Lyt godt med, for eventyret om De vilde svaner begynder nu!
Elisa og den onde stedmor
Eventyret begynder langt, langt borte, i et smukt kongerige, hvor der boede en konge med elleve små prinser og én dejlig prinsesse, der hed Elisa. Åh, de legede så glad i haven, og kongen elskede dem overalt på jorden. Men så skete der noget trist. Deres mor, dronningen, døde. Efter et stykke tid giftede kongen sig igen. Den nye dronning var slet ikke sød, hun havde et koldt hjerte og kunne slet ikke lide børnene. Hun ville af med dem! Først sendte hun stakkels Elisa ud på landet, langt væk fra slottet. Men med drengene havde hun en endnu ondere plan. En dag sagde hun med en skummel stemme: 'Flyv væk som store fugle, I elleve prinser!' Og vupti! Med et trylleslag blev de forvandlet til elleve smukke, hvide svaner. De fløj op i luften og forsvandt ud over skoven, væk fra deres hjem. Stakkels Elisa vidste intet om dette, men hun savnede sine brødre så frygteligt.
Jagten på brødrene
Elisa savnede sine brødre så frygteligt, at hun en dag besluttede sig for at løbe væk fra slottet. Hun ville finde dem, uanset hvad! Hun listede sig ud ad en bagdør, løb gennem den store slotshave og videre ind i den dybe, mørke skov. Solens stråler havde svært ved at trænge igennem de tætte trækroner, og det var lidt uhyggeligt. Elisa gik og gik, hendes små fødder blev trætte, og hendes hjerte bankede af længsel. Hun råbte efter sine brødre, men der var ingen svar. Kun skovens lyde – fuglekvidder, blade der raslede, og en lille ræv, der piskede forbi. Hun følte sig så alene. Men hun gav ikke op! Hendes kærlighed til brødrene var stærk. Hun måtte finde dem. Hun vidste bare ikke hvor hun skulle lede. Måske var de meget, meget langt væk? Eller var de tæt på? Hun håbede det sidste. Håbede de var okay. Forhåbentlig var de ikke bange. Alt det tænkte Elisa på. Og hun gik bare videre. Lidt efter lidt. Meter efter meter. Minut efter minut. Time efter time. Langt væk fra slottet. Ude i skoven. Som hun ikke kendte. Helt alene. Men hun var modig. Hun var stærk. Og hun havde et mål. Hendes brødre! De skulle findes. Og hun ville ikke give op. Hun ville finde dem. Hendes brødre! Hun ville finde dem! Hun fortsatte. Længere og længere ind i skoven. Hun vidste, at de var derude et sted. Hun mærkede det i sit hjerte. Hun måtte finde dem. Og det ville hun gøre. Hun ville ikke give op. Det skulle hun ikke. Hverken for sig selv eller for sine brødre. Så hun gik videre. Og videre. Indtil skoven blev lysere. Og hun kunne se havet. Det var der, de skulle være. Hendes brødre. Hendes brødre i skoven. Det var en lang tur. Men den var det værd.
Nældetrøjernes hemmelighed
Elisa løb det sidste stykke. Hendes hjerte bankede hurtigt af glæde. Og der! Midt imellem træerne stod ti flotte svaner. Men da solen begyndte at gå ned, skete der noget magisk. De ti svaner landede blidt på jorden, og én efter én forvandlede de sig. Først blev vingerne til arme, så fjerene til tøj, og næbbet til et ansigt. Pludselig stod der ti store, flotte prinser foran hende. Det var hendes brødre! Elisa græd glædestårer, da hun faldt sine brødre om halsen. De krammede hende tilbage, og selvom de var store og stærke, kunne hun mærke, at de også havde savnet hende. Den ældste bror, prins Frederik, fortalte hende så om den onde stedmor, der havde forvandlet dem til svaner. "Hver dag," sagde han, "flyver vi rundt som vilde svaner over land og hav. Først når solen går ned, og mørket falder på, får vi lov til at være mennesker igen." Elisa var så ked af det, da hun hørte det. Hvordan skulle hun dog kunne hjælpe dem? Kunne de mon nogensinde blive til mennesker igen for altid? Prins Frederik så på hende med øjne fulde af håb. "Der er kun én måde, kære lillesøster," sagde han. "Du skal samle brændenælder, dem der vokser på kirkegårdene og dem, der vokser omkring troldenes huler. Dem skal du knuse med dine bare fødder, og af fibrene skal du flette ti skjorter. Ti skjorter, én til hver af os. Men der er en regel, Elisa. En meget vigtig regel." Han tog hendes hænder i sine. "Fra det øjeblik du begynder at samle nælderne, og indtil den allersidste tråd er flettet ind i den sidste skjorte, må du ikke sige ét eneste ord. Ikke et eneste pip! Hvis du siger noget, selv et lille suk, vil vores forbandelse aldrig blive brudt. Vi vil for altid forblive vilde svaner. Forstår du, Elisa?" Elisa nikkede. Hendes hjerte føltes både tungt og let på samme tid. Tungt, fordi opgaven var så svær og så farlig. Let, fordi der var et håb! Hun ville gøre det. Hun ville redde sine brødre, uanset hvad. Næste morgen, så snart solen var stået op, og brødrene var fløjet væk som svaner, begyndte Elisa sit arbejde. Hun gik ud og ledte efter brændenælderne. De stak og brændte, når hun rørte ved dem. Hendes hænder blev røde og fulde af små blærer. Men hun tænkte på sine brødre, der fløj ensomt rundt på himlen, og det gav hende styrke. Hun samlede store bunker af de stikkende planter. Derefter begyndte hun at knuse dem med sine fødder, præcis som prins Frederik havde sagt. Det var endnu værre! Hvert skridt gjorde ondt, og hendes fødder blev ømme og hævede. Men Elisa lukkede øjnene og forestillede sig, at hun hørte sine brødre le, når de var mennesker igen. Det hjalp hende med at holde ud. Hun flettede og flettede. Tråd efter tråd. Det var et langsomt og møjsommeligt arbejde. Dagene gik, og ugerne blev til måneder. Elisa sad i den lille hule, hvor hun boede, og arbejdede fra morgen til aften. Hendes læber var lukkede, og ikke en eneste lyd kom ud. Hun måtte ikke tale, uanset hvor meget det kløede, stak, eller hvor træt hun blev. Engang kom en venlig, gammel skovmand forbi hendes hule. Han så hende sidde der, helt stille, med de stikkende nælder og de røde hænder. Han troede, hun var en stakkels pige, der var blevet forhekset, så hun ikke kunne tale. Han spurgte hende, hvad der var galt, men Elisa kunne kun ryste på hovedet og smile mildt. Hun ville jo ikke ødelægge trylleformularen. Hun havde lavet én skjorte færdig. Så to. Så tre. Hver skjorte var et håb. Hvert sting var en bøn om, at hendes brødre snart ville være fri. Hun vidste, at det ville tage lang tid, men hun var fast besluttet. Hendes kærlighed til sine brødre var stærkere end brændenældernes stikken, og stærkere end den svære tavshed hun måtte holde. Hun ville sy, til den sidste skjorte var færdig. Og så ville de være fri.
Kongen, bålet og friheden
Elisa sidder dag ud og dag ind. Hendes små fingre arbejder utrætteligt med de stikkende nælder. Hver en sting er fyldt med kærlighed til hendes brødre. Hun siger ikke et ord. Hun ved, at det er vigtigt. Ikke et eneste lillebitte ord, for det ville ødelægge trylleformularen. Dagene bliver til uger, og ugerne bliver til måneder. Elisa er alene i den store, stille skov. Kun de små fugle og de legesyge egern er hendes selskab. De små dyr kigger nysgerrigt på hende, mens hun sidder og syr. De forstår ikke, hvorfor hun er så alvorlig, og hvorfor hun aldrig taler. Men de kan se, at hun er god. De bringer hende bær og nødder, når hun er sulten, og bygger små, varme reder til hende om natten. Men så, en solrig eftermiddag, sker der noget uventet. Hesteklove tramper i skovbunden, og der lyder stemmer. Elisa gemmer sig hurtigt bag en stor, mosbegroet sten. Hun holder vejret. Hvem kan det dog være? Det er kongen af landet! Han er på jagt med sine mænd. Kongen rider forbi den sten, hvor Elisa gemmer sig. Men lige da han er ved at ride videre, får hans øje fat i noget. En lille, lysende tot af guld. Det er Elisas hår, der skinner i solskinnet. Han standser. Og kigger. Han har aldrig set en så smuk pige før. Hun sidder der, omringet af nælder, med ansigtet vendt nedad mod sit arbejde. Hun ser så sørgmodig ud. Kongen stiger af sin hest. "Hvem er du, smukke pige?" spørger han. Elisa kan ikke svare. Hun har lovet at tie. Hun ryster bare på hovedet og peger på sine nælder. Kongen er forundret. "Hvorfor taler du ikke?" spørger han igen. Elisa smiler bare et lille, vemodigt smil og fortsætter med at sy. Kongen bliver betaget af hendes mystik og hendes skønhed. Han kan mærke, at der er noget særligt ved denne pige. Han beslutter sig for, at han vil tage hende med til sit slot. Måske kan han hjælpe hende. Måske kan han få hende til at tale og smile igen. Så kongen tager Elisa med sig. Han giver hende de fineste klæder, og hun får sit eget smukke værelse på slottet. Men Elisa glemmer ikke sine brødre. Hver nat, når alle sover, lister hun sig ud i slotsgården. Der finder hun nælder, som hun plukker. Og så syr hun videre i hemmelighed. Hun syr og syr, mens mørket falder på, og stjernerne titter frem. Kongen er så forelsket i Elisa, at han ønsker at gifte sig med hende. Men der er nogle på slottet, der ikke bryder sig om den tavse, mystiske pige. Især den gamle ærkebiskop er mistænksom. Han mener, at Elisa måske er en heks! Hvorfor taler hun ikke? Hvorfor lister hun sig ud om natten? Og hvad er det, hun syr af de stikkende planter? En nat følger ærkebiskoppen efter Elisa. Han ser hende plukke nælder og sy i månens skær. Han ser hendes hænder, der er røde og hævede af nælderne. "Se!" råber han til kongen. "Hun er en heks! Hun laver ond magi!" Kongen vil ikke tro det. Han elsker Elisa. Men ærkebiskoppen og de andre, der er misundelige på Elisa, presser på. De siger, at det er farligt at have en heks på slottet. De kræver, at hun bliver dømt. Elisa kan ikke forsvare sig. Hun kan ikke fortælle dem om sine brødre, for så ville forbandelsen aldrig blive hævet. Sådan går det til, at Elisa bliver dømt for hekseri. De beslutter, at hun skal brændes på bålet. Hvor uretfærdigt! Tænk sig, at hun, der bare ville redde sine brødre, skal straffes så hårdt. Men Elisa er ikke bange. Ikke for sig selv. Hun er kun bange for én ting: at hun ikke når at gøre skjorterne færdige! Hun har næsten syet alle elleve skjorter. Kun den sidste mangler en ærme. Hun arbejder febrilsk, mens hun sidder i sin celle. Hver eneste sting er en bøn. En bøn om at få lov til at gøre arbejdet færdigt. Dagen kommer, hvor Elisa skal føres ud til bålet. Folk står langs vejen og kigger på hende. Nogle er triste, andre er bange, og nogle råber skældsord. Men Elisa holder hovedet højt. Hun bærer de elleve nældeskofter tæt ind til sig. De er hendes håb. Hendes brødres håb. Lige da de når ud til det store bål på marken, sker der noget. Højt oppe på himlen! Elleve store, hvide svaner kommer flyvende! De kommer nærmere og nærmere. De flyver lige ned mod Elisa. Folket bliver bange og overraskede. Hvad er det for noget? Svaner, der flyver så tæt på? Men Elisa smiler. Hendes brødre! Hun ved, at de er her for at hjælpe hende. Mændene, der skal binde hende til bålet, bliver forvirrede over svanerne. I det samme øjeblik, hvor de tøver, griber Elisa chancen. Hun kaster de elleve nældeskofter op mod svanerne! En efter en falder skjorterne ned over de store, hvide fugle. Og i det samme, hvor hver skjorte rører en svane, sker der en forvandling! Fjerene falder af, og frem står Elisas brødre! Ti af dem står der, smukke og stærke, ligesom de var, før den onde stedmor forheksede dem. Men så er der den sidste. Den ellevte skjorte manglede en ærme. Og derfor står den yngste bror nu med en stor, hvid svanevinge i stedet for en arm. Det er et minde om forbandelsen. Men han er fri! De er alle fri! Da skjorterne forvandler svanerne til prinser, kan Elisa endelig tale. Hendes stemme er svag i starten, men så bliver den stærkere. Hun fortæller kongen og alle folkene om den onde stedmor, om forbandelsen, og om hvordan hun har syet i al den tid for at redde sine brødre. Kongen er lykkelig. Han forstår alt nu. Han ser, at Elisa ikke er en heks, men en modig og kærlig søster. Han omfavner hende og hendes brødre. Han fortæller alle, at Elisa er uskyldig. Og at hun er den mest fantastiske pige, han nogensinde har mødt. Kongen og Elisa bliver gift, og de lever lykkeligt sammen på slottet. Elisas brødre får deres plads tilbage i riget. Den yngste bror lever med sin svanevinge, og selvom den er anderledes, er den et symbol på hans frihed og Elisas utrolige kærlighed. Og fra den dag syede Elisa aldrig mere en eneste nældeskofter. Hendes hænder fik endelig fred.
Afslutning
Og sådan endte fortællingen om prinsesse Elisa og de vilde svaner. Vi håber, I har nydt at lytte med på dette eventyr. Måske har I lyst til selv at forestille jer nye historier med magiske svaner eller modige prinsesser? Fortæl Sonacasts, hvad I synes! Tak fordi I lyttede, og husk, at eventyr findes overalt, hvis bare man kigger godt efter. På gensyn næste gang!
