Historie
Askepot
15 min7-9 år
Det her er begyndelsen af historien. Hele historien spiller i Sonacast-appen.
Historien
Introduktion
Har du nogensinde drømt om, at en lille fugl kunne hjælpe dig, eller at et magisk træ voksede frem lige, når du havde allermest brug for det? I dag skal vi dykke ned i en vidunderlig historie om håb, venlighed og en lille pige, der trods store udfordringer aldrig gav op. Lyt med, når vi fortæller eventyret om Askepot, pigen med det gyldne hjerte, som fandt sin egen lykke. Det er en fortælling fyldt med trylleri og mod.
Askepots svære liv
Askepot var en gang en glad lille pige, der boede sammen med sin søde mor og sin rare far. De havde det så dejligt, og Askepot var altid omgivet af kærlighed. Men en dag blev hendes mor meget, meget syg og måtte sige farvel til Askepot og hendes far. Askepot var så ked af det, og hendes hjerte føltes tungt som en sten. Tiden gik, og en dag giftede Askepots far sig igen. Den nye mor, stedmoderen, var slet ikke sød. Hun havde to døtre, der var lige så ubehagelige som hende selv. De var meget jaloux på Askepots venlighed og skønhed. De ville ikke have, at Askepot skulle have det godt. Så de tvang Askepot til at gøre alt det hårde arbejde i huset. Hun skulle vaske tøj, skrubbe gulve, feje og lave mad. Mens stedmoderen og stedsøstrene spiste lækker mad i stuen, sad Askepot tit alene ved kaminen, dækket af aske. Derfor kaldte de hende Askepot. Men selvom hun var trist, glemte Askepot aldrig at være venlig og drømme om en bedre dag.
Bal på slottet
En dag skete der noget helt særligt i landet. Kongen og dronningen havde en søn, en smuk prins, og han ville holde et stort bal på slottet! De sendte invitationer ud til alle unge piger i kongeriget. Det var en chance for prinsen at finde sin brud! Stedmoderen og stedsøstrene blev vildt begejstrede. "Et bal! På slottet!" jublede de. De snakkede om kjoler og smykker og frisurer fra morgen til aften. De ville se deres bedste ud for prinsen. De var så travlt optaget af sig selv, at de næsten glemte Askepot. Askepot hørte dem snakke, mens hun gjorde rent. Hendes hjerte længtes efter at komme med. Forestil dig at danse i en stor balsal, at se alle de fine kjoler og måske endda møde prinsen! Men hun vidste godt, at hun aldrig ville få lov. En dag, da stedsøstrene prøvede endnu en kjole, spurgte Askepot forsigtigt: "Må jeg... må jeg også komme med til ballet?" Stedmoderen lo hånligt. "Du? Til ballet? Med din pjaltede kjole og dine beskidte hænder? Nej, Askepot! Du har alt for travlt herhjemme. Du skal gøre rent og lave mad til os, mens vi er væk. Du får aldrig lov til at tage med." Stedsøstrene grinede med. "Ja, hvem skulle dog danse med dig?" sagde den ene. "Du ville jo bare ødelægge festen!" sagde den anden. Askepot sænkede sit hoved. Tårerne prikkede i hendes øjne. Hendes drøm om ballet, om bare et øjebliks glæde, blev knust som en tynd glaskugle. Hun følte sig mere alene end nogensinde. Hendes eneste selskab var de små mus og fugle, som altid var venlige mod hende. De kiggede på hende med medfølende øjne. Mon der var nogen, der kunne hjælpe Askepot?
Magisk hjælp og den fortryllede aften
Askepot var så ked af det, at hun gik ud i haven. Hun satte sig under det lille træ, hun havde plantet ved sin mors grav, og græd store tårer. Hendes tårer dryppede ned på jorden, og pludselig skete der noget magisk. Fra træets grene fløj en smuk, hvid fugl ned og satte sig på hendes skulder. Den kvidrede med en melodisk stemme, der lød som en lille klokke. 'Græd ikke, kære Askepot,' sagde fuglen, 'Jeg er her for at hjælpe dig. Hvad ønsker du dig allermest lige nu?' Askepot kiggede op med store øjne. Hun kunne næsten ikke tro sine egne ører! En talende fugl? Og den ville hjælpe hende? 'Jeg... jeg vil så gerne med til ballet på slottet,' hviskede hun. 'Men jeg har intet pænt tøj, og mine søstre og stedmor lader mig ikke tage afsted.' Fuglen nikkede med sit lille hoved. 'Luk dine øjne, kære ven,' sagde den. Askepot lukkede øjnene spændt. Da hun åbnede dem igen, var hun slet ikke til at kende! Hendes gamle, lappede kjole var forsvundet. I stedet bar hun den smukkeste kjole, man nogensinde havde set. Den glimtede som tusind stjerner på nattehimlen, med silkebånd og fine blonder. Og på hendes fødder sad to små, skinnende glassko, der var så klare som rent vand. 'Wow!' udbrød Askepot. Hun drejede rundt, og kjolen hvirvlede let om hende. 'Den er så smuk! Tusind tak!' 'Der er én ting, du skal huske,' sagde fuglen alvorligt, 'Du skal forlade ballet, før klokken slår tolv. Hvis du bliver længere, vil alt forvandle sig tilbage, som det var.' Askepot lovede at huske det. Hun krammede den lille, hvide fugl og skyndte sig mod slottet. Hendes hjerte bankede af spænding og glæde. Da hun ankom til slottets store port, stoppede hun et øjeblik. Mon hun ville blive genkendt? Nej, det gjorde hun ikke! Da Askepot trådte ind i den store balsal, gik der et sus gennem forsamlingen. Alle øjne vendte sig mod hende. Ingen havde nogensinde set en så yndig og smuk pige. De to stedsøstre og stedmoderen var også til stede, men de genkendte hende slet ikke. De mumlede til hinanden: 'Hvem kan den fremmede prinsesse dog være?' Prinsen selv fik øje på Askepot med det samme. Han var så betaget af hendes skønhed og ynde, at han straks gik hen til hende. Han bukkede dybt og rakte hende hånden. 'Vil Deres Højhed danse med mig?' spurgte han. Askepot smilte og tog hans hånd. De dansede den ene dans efter den anden. Det føltes som en drøm! Prinsen ville ikke danse med nogen andre. Hver gang en anden herre bad hende om en dans, sagde prinsen: 'Hun danser med mig.' Han holdt fast i hendes hånd og fulgte hende overalt, så ingen andre fik en chance for at tale med hende. Tiden fløj afsted. Askepot glemte næsten alt omkring sig i glæden over at danse med den venlige prins. Men pludselig, hørte hun klokken slå! Én... to... tre... Hendes hjerte sank. Hun måtte afsted! 'Jeg må gå!' sagde hun til prinsen og trak hurtigt sin hånd til sig. Før han nåede at svare, løb hun ud af balsalen og ned ad den store trappe. Prinsen løb efter hende, men Askepot var så hurtig som vinden. Hun vidste, at hun kun havde få øjeblikke, før magien ville forsvinde. I sin hast tabte Askepot den ene af sine fine glassko på trappen. Den lille, skinnende sko lå tilbage, mens hun fortsatte sin flugt. Da hun nåede ud af slottets port, og klokken præcis slog tolv, forvandlede den smukke kjole sig tilbage til hendes gamle, lappede tøj. Glasskoen, der stadig sad på hendes ene fod, forsvandt også. Askepot stod der i mørket, igen i sit triste tøj. Men denne gang følte hun sig ikke ked af det. Hun smilede. Hun havde danset med prinsen! Hun havde oplevet en magisk aften. Hun skyndte sig hjem til sin lille krog ved køkkenilden, og snart lå hun i sin seng. Hun faldt i søvn med et smil på læberne og drømte om musik og dans. Prinsen fandt den lille glassko på trappen. Den var så fin og lille, at han vidste, den måtte tilhøre den smukkeste pige, han nogensinde havde set. 'Jeg vil finde den pige!' sagde prinsen bestemt. Han vidste bare ikke, hvor han skulle starte sin søgen. Men det er en helt anden historie, som vi skal høre om næste gang.
Prinsens søgen og den lykkelige slutning
Prinsen var fyldt med beslutsomhed. Han kunne ikke glemme den smukke pige, der var løbet fra ballet. Han ville finde hende, koste hvad det ville! Han sendte straks sine trofaste tjenere ud i hele kongeriget med en meget speciel opgave: De skulle bære den lille, fine glaskon, som pigen havde tabt, fra hus til hus. 'Den pige, hvis fod passer præcis i denne sko,' sagde prinsen, 'skal være min brud!'' Forestil jer det syn! Tjenere, der vandrede langs støvede veje og gennem grønne enge, der bankede på døre i store slotte og små hytter. Alle kvinder, uanset om de var unge eller gamle, rige eller fattige, skulle prøve skoen. Alle var spændte. Hvem mon den ville passe? Da tjenerne kom til Askepots hus, var der stor travlhed. Stedsøstrene og stedmoderen havde hørt om prinsens søgen og var helt ude af sig selv af spænding. Hver af dem var overbevist om, at glaskonen måtte være hendes! 'Ind med jer, piger!' råbte stedmoderen. 'Prinsen kommer snart! Skynd jer at gøre jer klar!' Først var det den ældste stedsøsters tur. Hun var en stor pige med store fødder, og den lille glaskon så bare så, så bitte ud ved siden af hendes fod. Hun pressede og maste, trak og vrikkede. Hun prustede og svedte, men lige meget hjalp det. Glaskonen var alt for lille. Den ville slet ikke på. Stedmoderen rynkede brynene. 'Jeg forstår det ikke,' mumlede hun. 'Du må da kunne få den på!' Men nej, glaskonen nægtede at give sig. Tjenermændene rystede på hovedet. 'Beklager, frøken,' sagde de. 'Den passer ikke.' Lige da de ville gå, hørte de en lille kvidren ude fra haven. Det var Askepots to små venner, de hvide duer, der sad i det store pæretræ og sang med deres klare stemmer: 'Kukkeliku, kukkeliku! Den sko passer ikke, den sko passer ikke! Hun er ikke den rigtige prinsesse!' Prinsen, der red lige bag tjenerne, hørte duernes sang. Han kiggede op på dem, og et lille smil spillede på hans læber. Han vidste, at dyrene ofte var klogere end mennesker. Så var det den yngste stedsøsters tur. Hun var lidt mindre end sin søster, men hendes fod var stadig alt for stor til den lille, fine glaskon. Hun prøvede med lige så stor iver. Hun strakte sine tæer, hun trak sine hæle ind, hun dansede næsten rundt på ét ben for at få den til at passe. Men nej! Glaskonen ville ikke lukke sig om hendes fod. Den var simpelthen for snæver. Hendes ansigt blev rødt af anstrengelse og vrede. 'Næste!' sagde tjenerne venligt, men bestemt. Stedmoderen stod med armene over kors. 'Hvem kan det da være, hvis ikke mine smukke piger?' tænkte hun surt. Og igen lød duernes klare stemmer fra træet: 'Kukkeliku, kukkeliku! Den sko passer ikke, den sko passer ikke! Hun er ikke den rigtige prinsesse!' Prinsen kiggede igen på duerne. Han spurgte så tjenerne: 'Er der da ingen andre unge kvinder i dette hus? Alle skal prøve skoen. Det er min ordre.' Stedmoderen tøvede. 'Jo,' sagde hun modvilligt, 'der er jo Askepot. Men hun er jo bare en tjenestepige. Hun er snavset og uværdig. Hun kan umuligt være den, I leder efter!' Men prinsen insisterede. 'Jeg vil se hende!' sagde han. Og så måtte Askepot komme frem. Hun var iført sine gamle, lappede klæder, og hendes hænder var fulde af aske. Stedsøstrene fnisede, da de så hende. Askepot satte sig ned, og tjenerne rakte hende den lille glaskon. Hun tog den forsigtigt i sin askebeskidte hånd. Og ved I hvad? Hendes fod gled så let som ingenting ind i skoen! Den passede perfekt! Som om den var lavet kun til hende. Stedmoderen og stedsøstrene blev helt stumme af forbløffelse. De kunne ikke tro deres egne øjne. Men det var ikke det eneste. Askepot rakte sin hånd ind under sin kjole og trak den anden glaskon frem. Den var ligeså skinnende og smuk som den første. I det øjeblik skete der noget magisk. Duermesteren, den største af duerne, fløj ned fra træet og landede på Askepots skulder. Med et lille 'whoosh' faldt Askepots gamle, grimme tøj af hende, og hun stod pludselig i den smukkeste balkjole, magen til den hun havde haft på ballet! Hendes hår skinnede, og hun var smukkere end nogensinde før. Prinsen smilede strålende. Han genkendte hende straks. Det var hans pige! 'Du er min brud!' sagde han, og hans øjne strålede af glæde. Han tog Askepots hånd og hjalp hende op på sin hest. De red afsted sammen, væk fra det onde hus og de misundelige stedsøstre, der stod tilbage med åbne munde og slet ikke vidste, hvad de skulle sige. Prinsen og Askepot holdt et storslået bryllup. Hele kongeriget jublede, og Askepot blev den sødeste og mest elskede prinsesse, man nogensinde havde set. Hun og prinsen levede lykkeligt til deres dages ende, fyldt med kærlighed og glæde. Og de små duer sang altid de smukkeste sange for dem fra slotshavernes træer. En vidunderlig, lykkelig slutning, ikke sandt?
Afslutning
Tak fordi du lyttede med til eventyret om Askepot. Håber du har haft det sjovt med at lytte til alle de magiske ting, der skete. Mon du kan finde på dit helt eget eventyr, måske med talende dyr eller flyvende tæpper? Eller er du klar til at dykke ned i en ny, spændende fortælling fra vores eventyrkasse? Vi elsker at høre fra jer, så send endelig en hilsen til Sonacasts, hvis I har ønsker, spørgsmål eller gode idéer. Vi glæder os allerede til at dele en ny historie med dig. På gensyn!
