Historie
Alice i Eventyrland
30 min7-9 år
Det her er begyndelsen af historien. Hele historien spiller i Sonacast-appen.
Historien
Introduktion
Har du nogensinde drømt om et sted, hvor kaniner taler, og katte forsvinder? Et sted fyldt med magiske drikke og kager, der ændrer din størrelse? Kom med Alice, når hun falder ned i et kaninhul og opdager en verden, der er mere forunderlig, end hun nogensinde kunne forestille sig. Fra en hvid kanin med et ur til en Dronning, der elsker at råbe, er dette et eventyr, du ikke vil gå glip af. Lad os dykke ned i Eventyrland!
Kaninhullet og de mange døre
Og så faldt Alice! Hun faldt og faldt, dybere og dybere ned i kaninhullet. Det var slet ikke som en almindelig jordhule. Det var mere som en dyb, dyb brønd, der bare fortsatte. Alice kiggede sig omkring, mens hun faldt. Hun så skabe og bogreoler på væggene! På en hylde stod der endda et syltetøjsglas med marmelade på, som hun snuppede i farten. Men hov, den var tom, så hun satte den forsigtigt fra sig igen. Endelig landede hun blødt på en bunke blade og kviste. Puha! Hun rejste sig og kiggede sig omkring. Hun stod i en lang, smal gang. Der var døre overalt! Store og små, i alle mulige farver. Men den mindste af dem alle var låst. Alice fandt en lille guldnøgle på et bord, og sørme om den ikke passede til den lille, låste dør! Bag døren var den smukkeste have, hun nogensinde havde set. Men Alice var for stor til at komme igennem. Åh, nej!
Drik mig, Spis mig, Voks og Krymp
Alice stod der, alt for stor til at komme ind i den smukke have. Hvad skulle hun dog gøre? Lige pludselig opdagede hun en lille glasflaske på bordet. Den var ikke der før! Der stod “DRIK MIG” på den, skrevet med fine, små bogstaver. Alice var en forsigtig pige, så hun lugtede først til væsken. Den duftede af kirsebærtærte, ananas og ristet kalkun! Mums! Hun tænkte sig godt om. Hvad nu hvis det var giftigt? Men flasken var så pæn, og ordene var så venlige. Så hun tog en lille tår. Og vupti! Hun begyndte at krympe! Først blev hun mindre end en stol, så mindre end en mus, og snart var hun så lille, at hun næsten forsvandt! Nu kunne hun sagtens komme igennem den lille dør! Men åh nej! Nøglen lå stadig på bordet, og bordet var nu kæmpestort, langt over hendes hoved! Hvordan skulle hun dog nå nøglen? Alice følte sig meget alene, da hun gik rundt på gulvet. Men så, lige dér, lå en lille kage. Og på kagen stod der, med rosiner, “SPIS MIG”. Alice var sulten, og der var jo ikke andet at gøre. Hun tog en bid. Og så skete det igen! Hun voksede, og voksede, og voksede! Hendes ben blev lange, hendes arme strakte sig, og hendes hoved stødte imod loftet! Nu var hun en kæmpe, så stor, at hun ikke kunne bevæge sig. Hvor skulle hun nu gøre af sig selv? Først var hun for stor, så for lille, og nu var hun alt, alt for stor igen. Hun anede ikke, hvad der var op og ned i Eventyrland.
Tåresøen og Kapløbet
Alice var så ked af det, så ked af det, at hun ikke anede, hvad hun skulle gøre. Hun følte sig så ensom og forvirret i dette mærkelige, mærkelige land. Tårerne begyndte at trille ned ad hendes kinder, først én lille dråbe, så to, og snart strømmede de som en flod fra hendes øjne. Hendes kæmpestore tårer var så store som tennisbolde, og de landede med et plask på gulvet foran hende. Forestil dig det! En kæmpepige, der græder så meget, at hendes tårer danner en hel sø. Det var lige, hvad der skete. Søen voksede og voksede, og snart stod Alice i den op til knæene, så op til livet, og så helt op til hagen. Hun kunne næsten ikke se over vandet. Og som om det ikke var nok, begyndte hun pludselig at krympe igen! Måske havde hun spist noget, hun ikke skulle have, eller måske var det bare Eventyrlands magi, der drillede hende. Men Alice blev mindre og mindre, indtil hun var så lille igen, at hun faldt helt ned i sin egen tåresø. Plask! Der lå hun, svømmende rundt i en sø af sine egne tårer. Det var en meget mærkelig fornemmelse. Vandet var varmt og salt, og hun kunne mærke små dyr svømme rundt omkring sig. Åh nej, tænkte Alice. Hvad er det nu? Det viste sig, at hun ikke var den eneste, der var faldet i tåresøen. Der var en lille Mus, som svømmede tæt forbi hende, og en Dodo-fugl, og en Lorry – det er en slags papegøje – og en And, og mange andre sjove og farverige fugle. De var alle våde og forvirrede. Musen var særligt sur. "Åh, jeg hader vand!" sagde den og rystede på pelsen. "Det er det mest irriterende, der findes!" Alice ville gerne snakke med den, men hun huskede, at man skulle være forsigtig med, hvad man sagde til mus. Så i stedet for at spørge, hvorfor musen var så sur, spurgte hun: "Hvordan kommer vi op af vandet?" Alle de små dyr og fugle plaskede rundt og kiggede på hinanden. Ingen vidste rigtig, hvad de skulle gøre. Men så kom Dodo-fuglen med en idé. Dodoen var en meget, meget, meget klog fugl, selvom den så lidt kluntet ud. "Vi må tørre os!" sagde Dodoen. "Og den bedste måde at tørre sig på efter at have svømmet i en tåresø, er et Kapløb!" Et Kapløb? Alice havde aldrig hørt om et kapløb, der skulle tørre folk. Men hun var så våd og kold, at hun var villig til at prøve hvad som helst. "Ja!" råbte de andre dyr begejstret. "Et Kapløb! Et Kapløb!" Dodoen forklarede reglerne. Der var ingen rigtig startlinje, og ingen rigtig målstreg. Alle skulle bare løbe rundt i en cirkel, indtil de var tørre. Der var heller ingen dommer, og alle måtte løbe, som de ville. Nogle løb hurtigt, andre løb langsomt, og nogle løb baglæns! Det var det mest fjollede kapløb, Alice nogensinde havde set. De løb og løb og løb. Alice løb ved siden af Musen, som pustede og prustede. Dodoen løb i sin egen tid, og Anden vraltede afsted. Efter et stykke tid begyndte Alice at føle sig varmere, og hendes hår tørrede i vinden. "Jeg tror, jeg er tør nu!" råbte hun. Alle de andre stoppede også. De var alle tørre og glade. "Men hvem vandt?" spurgte Lorry-fuglen. Dodoen tænkte sig om et øjeblik. "Alle har vundet," sagde den endelig. "Og alle skal have en præmie!" Alice, der altid var en hjælpsom pige, rakte ned i sin lomme. Heldigvis var der stadig nogle af de små kandiserede frugter tilbage, som hun havde fundet tidligere. "Jeg har præmier!" sagde hun og delte dem ud til alle de små, tørre dyr. Hver især fik en lille lækker bid. Kun Dodoen manglede en præmie. Alice havde kun en enkelt kandiseret frugt mere, og den var lidt klæbrig. "Jeg tror, det er bedst, hvis du får denne," sagde hun til Dodoen, og Dodoen spiste den med stor tilfredshed. Musen, som stadig var lidt knotten over at have været våd, begyndte nu at fortælle en lang, tør historie. Den handlede om noget historie, som Alice ikke rigtig forstod. Men hun lyttede artigt, for hun vidste, at det var vigtigt at være venlig mod Musen, især når den havde haft en så våd og ubehagelig oplevelse. Eventyrland var virkelig fuld af overraskelser!
Den Hvide Kanins Hus og Larvens Råd
Musen fortalte en lang, tør historie, som Alice ikke forstod, men lyttede artigt til. Lige da Musen nåede et kedeligt punkt, lød et forpustet råb! "Åh, mine poter! Hvor er jeg sen!" Alice kiggede op. Den Hvide Kanin susede forbi i sin fine vest, kiggede febrilsk på sit ur, og tabte i farten sine hvide handsker og en smuk vifte. "Vent!" råbte Alice, men Kaninen var allerede forsvundet. Alice samlede handskerne og viften op. Det var varmt, så hun brugte viften. Men oh, nej! Hun følte sig mærkelig. Hendes fingre blev længere, og ansigtet kom tættere på hendes knæ! "Hjælp! Jeg krymper igen!" råbte hun og smed viften. Krympningen stoppede. Hun var nu kun et par centimeter høj. "Den vifte er åbenbart magisk," mumlede hun. "Jeg må lære at være mere forsigtig." Hun var nu så lille, at hun næsten forsvandt i græsset. Lige foran sig så hun et nydeligt, rødt murstenshus med hvide vinduer. Udenfor rodede Den Hvide Kanin i blomsterbedene. "Mary Ann!" råbte han. "Skynd dig at hente mine handsker og viften! Jeg skal møde Hertuginden!" Kaninen kiggede forvirret omkring. Han så Alice, men forvekslede hende med sin tjenestepige. "Jeg er ikke Mary Ann!" svarede Alice, men Kaninen hørte hende ikke. Alice tænkte: "Måske skulle jeg bare gå ind og finde hans ting." Hun listede sig ind ad den lille dør, som var åben. Inde i huset stod en flaske mærket "DRYK MIG" og en lille kage med ordene: "SPIS MIG." Alice var vant til mærkelige ting. Hun tog en bid af kagen. Og wupti! Hun begyndte at vokse! Først stødte hendes hoved mod loftet. Så strakte benene sig ud ad vinduet, og armene ud ad skorstenen! Hun fyldte hele den Hvide Kanins hus! Hun kunne slet ikke bevæge sig! Den Hvide Kanin hørte larmen udenfor. "Mary Ann! Hvad er det for en larm?" råbte han og bankede på døren. "Jeg kan slet ikke komme ud!" råbte Alice indefra. Kaninen blev helt bleg. "Det er et monster!" råbte han til sine gartnere, Pat og Bill. De forsøgte at skubbe døren op, men Alice var for stor. Så begyndte de at kaste små sten mod vinduerne. "Klask! Klask!" lød det. Men mærkeligt nok forvandlede stenene sig til små, lækre kager! Alice kiggede på en kage, der var landet ved hendes hånd. "Hmm, kager," tænkte hun. "Måske er de også magiske?" Hun tog en lille bid. Og rigtigt nok! Hun begyndte at krympe igen! Hurtigt, men kontrolleret. Lige så snart hun var lille nok, skyndte hun sig ud af huset. "Phew!" sagde hun. "Jeg skal aldrig spise ukendte kager i et kaninhus igen." Hun løb væk fra det forvirrede kaninhold og endte snart i en smuk skov. Her så hun en kæmpe, rød svamp med hvide prikker. Og på toppen sad en stor, blå larve. Den røg fredeligt på en vandpibe og så meget mystisk ud. Larven kiggede roligt på Alice. "Hvem er du?" spurgte den med en dyb stemme. Alice sukkede. "Jeg ved det næsten ikke selv længere! Først var jeg stor, så lille, så stor igen. Jeg er blevet så forandret, at jeg ikke kan huske, hvem jeg var i morges." Larven tog endnu et sug. "Forklar dig selv," sagde den. "Jeg kan ikke forklare mig selv, sir," svarede Alice. "For jeg er ikke mig selv, ser du." Larven tænkte længe. "Ikke dig selv?" gentog den. "Det forstår jeg ikke." "Hvad vil du være?" spurgte larven. "Jeg vil bare gerne være min egen størrelse igen," sagde Alice. "Og jeg vil gerne vide, hvem jeg er!" Larven pegede med en af sine poter på svampen. "Denne svamp," sagde den, "kan hjælpe dig. Den ene side får dig til at vokse, den anden side får dig til at krympe." "Den ene side af hvad?" spurgte Alice. "Ja," sagde larven, før den gled ned fra svampen og kravlede væk. "Du skal bare finde ud af, hvilken side." Alice kiggede på den store, runde svamp. Hun brækkede forsigtigt et lille stykke af den ene kant med sin højre hånd og tog en bid. Wupti! Hun begyndte at vokse! Hun blev så høj, at hendes nakke strakte sig op over trætoppene, og hun kunne ikke se sine fødder! "Åh, nej!" råbte hun. "Nu er jeg blevet alt for stor igen!" Hurtigt brækkede hun et stykke af svampens anden side med sin venstre hånd og tog en bid. Denne gang krympede hun. Og krympede. Og krympede. Snart var hun mindre end Musen! "Det her går jo helt galt!" tænkte hun. Hun prøvede at spise lidt fra den første side igen. Bid for bid, skiftevis fra den ene side og den anden, prøvede Alice sig frem. Det var som en magisk leg med størrelser. Først blev hun kæmpestor, så bittelille, så mellem. Til sidst, efter mange forsøg, fandt hun den helt rigtige balance. Hun var nu den perfekte størrelse – ikke for stor, ikke for lille, men lige præcis som en pige på hendes alder skulle være. "Endelig!" udbrød hun. Med et lettelsens suk gik hun videre gennem skoven, klar til at se, hvilke nye eventyr der ventede hende i dette vidunderlige og mærkelige Eventyrland.
Cheshirekatten og den gale tefest
Alice fortsatte sin vandring gennem skoven, og selvom hun nu havde den helt rigtige størrelse, følte hun sig stadig en smule fortabt. Træerne var så tætte, og stierne snoede sig i alle retninger. Pludselig så hun noget mærkeligt. På en tyk gren af et træ sad der en kat. Men det var ikke en almindelig kat. Denne kat havde et smil – et meget, meget bredt smil, der strakte sig fra øre til øre. Det var Cheshirekatten! "Vil du være sød at fortælle mig," sagde Alice forsigtigt, for hun var ikke sikker på, om katten overhovedet ville tale, "hvilken vej jeg skal gå herfra?" Cheshirekatten smilte endnu bredere. "Det kommer an på," sagde den, "hvor du vil hen." "Jeg er egentlig ligeglad," svarede Alice. "Bare jeg kommer et sted hen." "Så er det ligegyldigt, hvilken vej du går," sagde katten klogt, og dens smil glimtede i solen. "Du skal nok nå et sted, hvis du bare går længe nok." Alice tænkte over det. "Der bor et par mennesker heromkring, ikke sandt?" spurgte hun. "Derhenne bor en Hattemager," sagde Cheshirekatten og pegede med sin pote. "Og derhenne bor en Martshare. Du kan besøge den, du bedst kan lide. De er begge gale." "Men jeg vil ikke besøge gale mennesker," sagde Alice bestemt. "Åh, det kan du ikke undgå her," svarede katten. "Vi er alle gale her. Jeg er gal. Du er gal." "Hvordan ved du, at jeg er gal?" spurgte Alice forundret. "Du må være det," sagde katten. "Ellers var du ikke kommet hertil." Og så skete der noget endnu mere mærkeligt. Katten begyndte at forsvinde. Først forsvandt dens hale, så dens poter, så dens krop, og til sidst var der kun det brede smil tilbage, der svævede i luften. "Nå, den har jeg set før," mumlede Alice til sig selv. "En kat uden smil er helt almindelig, men et smil uden kat! Det er det mærkeligste, jeg nogensinde har set!" Og så forsvandt smilet også. Alice stod et øjeblik og kiggede på det sted, hvor smilet havde været, og besluttede sig så for at følge den vej, Cheshirekatten havde peget mod Hattemageren. Måske kunne han give hende bedre svar. Hun gik ikke ret langt, før hun så et bord dækket under et stort træ. Det var et meget, meget langt bord, men Hattemageren og Martsharen sad klos op ad hinanden i den ene ende af bordet, selvom der var masser af plads andre steder. Mellem dem sad en lille Syvsover, der sov trygt. Hattemageren havde en stor, grøn hat på, og Martsharen havde store, lange ører, der spidsede sig. Da de så Alice nærme sig, råbte Martsharen: "Ingen plads! Ingen plads!" "Der er masser af plads!" sagde Alice og satte sig ned på en stor lænestol i den anden ende af bordet. Hun bemærkede, at bordet var fyldt med tekopper og tallerkener, men der var næsten ingen mad. "Vil du have noget vin?" spurgte Martsharen og kiggede på Alice med store, røde øjne. Alice kiggede rundt på bordet. "Jeg ser ingen vin," sagde hun. "Der er ingen," svarede Martsharen og grinede. "Det er ikke pænt af Dem at tilbyde det, hvis der ingen er," sagde Alice. "Det er ikke pænt af Dem at sætte Dem ned uden at blive inviteret," svarede Martsharen. "Jeg vidste ikke, at det var Deres bord," sagde Alice, "det er dækket til meget mere end tre." Hattemageren, der havde kigget på sit ur, rystede nu på hovedet. "Hvad er klokken?" spurgte han. Alice kiggede på sit eget ur. "Kvart over fire," svarede hun. "Jeg sagde ikke, hvad klokken er, men hvilken dag i måneden det er!" råbte Hattemageren. "Den fjerede," svarede Alice. "Mit ur går to dage for sent!" sagde Hattemageren og dyppede det ned i sin tekop. "Jeg sagde, at smør ville være godt for det." Martsharen spurgte pludselig: "Hvorfor er en ravn som en skrivepult?" Alice smilede. Hun elskede gåder! "Jeg tror, jeg kan løse den," sagde hun. "Har du tid til at forklare det, mens du spilder tid?" spurgte Hattemageren. Alice følte sig en smule irriteret. "Jeg tror, De skulle finde på noget bedre at bruge tiden på," sagde hun. "Hvis du kendte Tiden lige så godt som jeg," sagde Hattemageren, "ville du ikke tale om at spilde den. Tiden er en person!" Han forklarede, at han og Tiden engang havde skændtes, og siden da var Tiden stoppet med at bevæge sig for ham. Derfor var klokken altid seks, og det var altid tid til te! Det var derfor, de hele tiden flyttede sig rundt om bordet, når de havde brugt kopperne i den ene ende. Syvsoveren vågnede op et øjeblik. "Er det klokken seks igen?" mumlede den. "Ja, min kære," sagde Martsharen og stak en kiks ned i Syvsoverens mund. Alice var forvirret og lidt træt af deres mærkelige samtaler. Hun forstod ingenting af deres gåder, og de talte kun i vrøvl. "Det er den kedeligste tefest, jeg nogensinde har været til," tænkte hun. Hun rejste sig og gik væk fra bordet uden at sige farvel. Hun kiggede sig ikke tilbage, selvom de råbte efter hende. Hun havde fået nok af gale Hattemagere og Martsharer.
Hjerterdronningens Kroket og den absurde retssag
Alice gik væk fra den gale tefest, hendes hjerte bankede stadig lidt efter al den forvirring. Hun vandrede gennem skoven, indtil hun kom til en stor hæk, som lignede en mur. Der var en lille åbning i hækken, lige stor nok til, at Alice kunne klemme sig igennem. Og hvad så hun så? En smuk have! Men der var noget meget mærkeligt ved den. Tre gartnere lå på maven ved en rosenbusk og malede de hvide roser røde! "Hvad i alverden laver I?" spurgte Alice nysgerrigt. En af gartnerne, som var et spillekort – en toer – kiggede op og sagde: "Vi har plantet den forkerte slags roser, frøken. Vi skulle have plantet røde, men vi plantede hvide. Og hvis Dronningen finder ud af det, så er det 'Hovederne af dem!'" Lige da de sagde det, lød der trompeter i det fjerne. En hel parade kom gående! Først kom ti soldater, som også var spillekort, så ti kongelige undersåtter, så ti små børn fra kongefamilien, og så en masse andre mærkelige skabninger. Til sidst kom Dronningen af Hjerter selv, sammen med Kongen. Dronningen havde et barskt ansigt, og Alice kunne straks mærke, at hun var en, man skulle passe på. Hun gik hen til rosenbusken og så på de malede roser. "Hvem har malet disse roser?" brølede hun. Gartnertoeren rystede af skræk og pegede på gartnerfemmeren, som pegede på gartneretteren. Inden de kunne forklare sig, råbte Dronningen med en stemme, der fik bladene til at dirre: "Hovederne af dem!" Alice følte sig modig. "Det er noget vrøvl!" råbte hun. Dronningen vendte sig om og stirrede på Alice. "Hvem er du?" spurgte hun. Alice forklarede, hvem hun var. Dronningen granskede hende et øjeblik og sagde så: "Kan du spille kroket?" Alice svarede ja, og så kom invitationen: "Fint! Så spiller vi!" Og nu skulle der spilles kroket! Men det var ikke en almindelig kroketbane. Græsplænen var fuld af bakker og huller, og buegangene, som man skulle slå boldene igennem, var levende soldater, der bøjede sig sammen. Boldene var små, levende pindsvin, og køllerne var – levende flamingoer! Det var virkelig underligt. Alice fik en flamingo, men den ville ikke holde sit hoved stille. Den snoede og vrikkede hele tiden, så det var umuligt at slå til pindsvinet. Og pindsvinet, den lille bold, løb hele tiden væk, når Alice endelig fik ramt den! Spillekort-soldaterne, der skulle være buegange, gik også bare deres egne veje. Det var det mest forvirrende kroketspil, man kunne forestille sig! Dronningen spillede, som om hun var den eneste, der kunne finde ud af det. Hvis nogen ikke spillede, som hun ville have det, råbte hun "Hovederne af dem!" hele tiden. Snart var der ingen tilbage, der turde spille ordentligt. Kongen prøvede at være lidt mildere og pardonerede nogle af dem, men Dronningen var meget, meget sur. Alice begyndte at føle sig meget forvirret og træt af det hele. Hun var lettet, da Dronningen pludselig stoppede spillet og sagde: "Vi har en retssag! Kom med os!" Alle løb efter Dronningen mod en stor retssal. I retssalen sad Kongen af Hjerter som dommer. Han havde en stor krone på og briller på næsen. Den Hvide Kanin stod ved siden af ham som herold og blæste i en trompet. Juryen bestod af tolv mærkelige væsner: en ugle, en mus, en papegøje og mange andre, som alle sad og tegnede ting i små bøger. Alice kiggede over deres skuldre og så, at de ikke skrev navne ned, men tegnede kager, fordi de var så sultne. Anklaget var Hjerter Knægt. Han var bundet med kæder foran dommerbordet. "Hvad er han anklaget for?" spurgte Alice en dame ved siden af hende. "Han har stjålet Dronningens tærter!" svarede hun. Den Hvide Kanin læste anklagen op: "Hjerterdronningen bagte nogle tærter, en dejlig sommerdag. Hjerter Knægten stjal dem alle, og løb langt, langt væk." "Ring på det første vidne!" råbte Kongen. Den Hvide Kanin blæste i trompeten, og ind kom Hattemageren! Han havde stadig sin store hat på og en tekop i den ene hånd. "Tag din hat af!" sagde Kongen strengt. Hattemageren forklarede, at hatten var hans handelsvare. Hattemageren var meget nervøs og kunne næsten ikke svare på spørgsmålene. Han sagde, at han var til tefest med Martsharen, da han hørte om tærterne. Men han huskede ingenting tydeligt. Kongen blev utålmodig. "Næste vidne!" Næste vidne var kokken fra Dronningens køkken. Hun fortalte, at tærterne var lavet af peber og noget andet, men hendes vidneudsagn var også meget forvirrende. Dronningen råbte igen: "Hovederne af dem!" men Kongen sagde, at de måtte høre alle vidner først. Nu kaldte den Hvide Kanin på det sidste vidne: Alice! Alice havde siddet og lyttet, og hun var begyndt at vokse igen. Hun var blevet så stor, at hun væltede hele juryboksen, da hun rejste sig op! Juryen, de små væsner, lå spredt ud over gulvet som et dusin små æg. Alice måtte samle dem op og sætte dem tilbage i boksen. "Det er det rene vrøvl!" tænkte hun. Kongen prøvede at spørge Alice ud, men Alice var ikke bange. "Jeg ved intet om tærterne," sagde hun bestemt. Men så fandt man et brev, som skulle være fra Hjerter Knægt. Der stod nogle mærkelige vers i det, som ingen kunne forstå. Kongen sagde, at det måtte bevise Knægtens skyld. "Det beviser ingenting!" råbte Alice. "Det er jo bare noget vrøvl! I er alle sammen bare et spil kort!" Lige i det samme råbte Dronningen: "Hovederne af hende!" Alle spillekortene fløj op i luften og sværmede mod Alice. Men Alice var ikke bange. Hun var jo vokset så stor, at de bare var små, dumme spillekort, der fløj rundt om hende. Pludselig føltes det hele som en drøm, en meget, meget mærkelig drøm.
Oprøret og Opløsningen
Pludselig føltes det hele som en drøm, en meget, meget mærkelig drøm. Alice gned sig i øjnene. Var det virkelig sandt? Alle disse talende dyr, de dansende tepotter, og en Dronning, der råbte 'Hug hovedet af ham!' for den mindste ting? Det måtte jo være... en drøm! Med denne tanke, følte Alice sig pludselig meget modig. Hun var ikke længere bange for Dronningen eller hendes vrede røde ansigt, der lignede en sur tomat. 'Pjat og vrøvl!', råbte Alice til Dronningen, så det genlød i hele retssalen. 'I er bare en bunke spillekort! Hvem er bange for jer?' Dronningen blev rødere i hovedet end et modent jordbær. 'Hug hovedet af hende!', skreg hun, mens hun pegede en rystende finger mod Alice. Og med det samme, fløj alle spillekortene i retssalen – soldater, hoffolk, dommere – op i luften som en storm af rødt og sort, hvirvlende mod den lille pige, der nu følte sig så stor og stærk. Men Alice var nu så stor og stærk, og hun vidste, at det hele bare var en leg i hendes fantasi, et billede i hendes hoved. Hun rakte en hånd ud og fejede en hel bunke kort væk, som om de bare var visne blade, der dalede fra et træ. 'Stop med det pjat!', sagde hun, mens hun lo. Hun svingede armene rundt, og kortene fløj i alle retninger, som små papirfugle i vinden. De var slet ikke farlige, slet ikke! De var lette som fjer og ufarlige som sommerfugle. Alt omkring hende begyndte at svirre og falme. Hjerterdronningen blev til et lille, skrøbeligt papirbillede, der dansede væk i luften, og soldaterne blev til blanke kort, der drejede rundt. Den gale Hattemager og Martsharen fløj rundt som to flagrende kort, og larven og Cheshirekatten forsvandt som røg i vinden. Farverne blev mere utydelige, og lydene blev til en fjern hvisken, der langsomt ebbede ud. Hele Eventyrland var ved at smelte bort, som en isklump i solen, der forsvinder sporløst. Alice lukkede øjnene et øjeblik, og da hun åbnede dem igen, var alt anderledes. Hun lå ikke længere i den underlige retssal med Dronningen, der råbte og skreg. Hun lå på en blød græsplæne, med hovedet i sin søsters skød. Solen skinnede varmt på hendes ansigt, og fuglene sang søde sange i træerne omkring dem. Der var ingen hvirvlende spillekort, ingen gale teselskaber, og ingen Dronninger med et temperament som en tordenbyge. Hendes søster kiggede ned på hende, og smilede. 'Er du vågnet, lille Alice?', spurgte hun. 'Du har sovet så længe, du må have drømt noget dejligt.' Alice satte sig op og gned sig igen i øjnene. 'Åh, søster!', udbrød hun. 'Du vil aldrig gætte, hvad jeg lige har drømt! Det var det mest utrolige eventyr!' Og så begyndte hun at fortælle. Hun fortalte om den Hvide Kanin med uret, der altid havde så travlt, og om kaninhullet, der førte hende ned, ned, ned i en verden fuld af vidunderlige og mærkelige ting. Hun fortalte om flasken med 'Drik Mig' og kagen med 'Spis Mig', der fik hende til at vokse og krympe, så hun næsten rørte himlen, og andre gange var hun så lille, at selv en markmus var stor som et hus. Hun fortalte om tåresøen, hun selv havde grædt, og det skøre kapløb, hvor en Dodo og en mus dansede rundt i en ring, og hvor alle vandt. Hun fortalte om den venlige Larve, der sad på en svamp og roligt røg vandpibe, og som gav hende gode råd om, hvordan man blev den rigtige størrelse igen. Og så var der Cheshirekattens forsvindende smil, der hang i luften længe efter, katten selv var væk. Og åh, søster, du skulle have set det! Det gale teselskab med den ustyrlige Hattemager, der altid havde tetid, og Martsharen, der konstant skændtes med en lille Syvsovermus, som de puttede i en tekande! De var så sjove, men også lidt tossede. Og til sidst fortalte hun om den hidsige Hjerterdronning og den absurde retssag, der endte med, at alle kortene fløj rundt om hende, lige inden hun vågnede. Hendes søster lyttede tålmodigt, med et varmt smil på læberne. Hun forestillede sig den lille Alice, der løb rundt med alle disse mærkelige skabninger, og hun tænkte, hvor fantastisk en fantasi Alice måtte have. 'Det lyder som en helt utrolig og fantastisk drøm, Alice,' sagde hun, da Alice var færdig med at fortælle hver en detalje. 'Måske har du set noget af den magi, der gemmer sig lige uden for vores almindelige verden, inde i din søvn.' Alice nikkede. 'Ja,' sagde hun, 'det var det. Men det var også lidt uhyggeligt til sidst, da de alle sammen blev så vrede og ville fange mig.' Hendes søster krammede hende, og strøg hende over håret. 'Nu er du vågen, min kære, og her er alting trygt og godt, lige her på den grønne eng. Ingen spillekort kan nå dig her.' Alice lagde hovedet tilbage i søsterens skød, mens solen fortsat varmede hende. Hun tænkte på alt det, hun lige havde oplevet i sin drøm, og en lille fnisen slap ud. Men selvom Alice var vågen, og Eventyrland var forsvundet som en boble, der brister i luften, så ville hun aldrig glemme det. De mærkelige billeder, de sjove lyde, de skøre eventyr – alt sammen ville bo i hendes tanker som en lille hemmelighed, en skat, hun kunne besøge, når hun ville. Og hun vidste, at nogle gange, når man lukker øjnene og lader fantasien flyve, så kan man rejse til de mest utrolige steder, selv uden et kaninhul.
Afslutning
Tak fordi du lyttede med på Alices utrolige rejse! Vi håber, at du har nydt hvert eneste øjeblik i Eventyrland. Måske har du nu lyst til at lukke dine egne øjne og lade fantasien flyve? Hvem ved, hvilke magiske venner eller skjulte stier du vil finde? Vi vil meget gerne høre fra dig, så lad Sonacasts vide, hvis du har feedback. Vi glæder os til næste gang, vi kan tage dig med på eventyr! Farvel så længe!
