Historie
Ali Baba og de fyrre røvere
15 min7-9 år
Det her er begyndelsen af historien. Hele historien spiller i Sonacast-appen.
Historien
Introduktion
Har du nogensinde drømt om at finde en hemmelig skat? En skat så stor, at den glitrer som tusind stjerner? I dag skal vi rejse til et fjernt land, hvor en fattig skovhugger ved navn Ali Baba opdager netop sådan en skat. Men denne skat er gemt bag en magisk dør, der kun åbner sig med et særligt tryllesprog. Er du klar til at høre historien om, hvordan Ali Baba og hans kloge venner overlistede de frække røvere og fandt den skjulte rigdom? Så lyt godt med!
Ali Baba og den magiske hule
Ali Baba var en fattig skovhugger. Hver dag, når solen stod op, gik han ud i skoven med sin trofaste økse. Han arbejdede hårdt for at samle brænde, som han så kunne sælge på markedet. En dag, mens Ali Baba var dybt inde i skoven, hørte han en underlig lyd. Det var lyden af hestehove! Han skyndte sig at gemme sig bag en stor busk, for han vidste, at skoven kunne være farlig. Snart kom der fyrre mænd ridende. De var stærke og barske, og Ali Baba forstod, at de var røvere. De stoppede foran en stor klippe, der lignede en mur. Deres leder råbte en mystisk sætning: "Sesam, luk dig op!" Og til Ali Babas store overraskelse, åbnede klippen sig langsomt og afslørede en mørk hule. Røverne red ind i hulen, og klippen lukkede sig igen.
Skatten og det hemmelige ord
Ali Baba stod og stirrede på den lukkede klippe, helt alene i skoven. Hvad skulle han gøre nu? Hjertet bankede hurtigt, men nysgerrigheden var endnu større. Han gemte sig igen og ventede. Og ventede. Endelig, efter det føltes som en evighed, åbnede klippen sig atter, og røverne kom ud, tungt lastede med deres tyvekoster. Deres leder råbte et andet hemmeligt ord, og klippen lukkede sig tæt igen, som om den aldrig havde været åben. Da røverne var forsvundet helt ud af syne, sneg Ali Baba sig frem igen. Han stod nu lige foran den store, grå klippevæg. Kunne det virkelig passe? Han tog en dyb indånding, samlede mod og sagde med en stemme, der var lidt skælvende, men fuld af håb: "Sesam, luk dig op!" Og præcis som før, med en dyb, rumlende lyd, åbnede klippen sig langsomt og afslørede en mørk åbning. Ali Baba trådte forsigtigt ind. Hulen var ikke mørk. Åh nej! Inde i hulen glimtede og strålede det overalt! Kiste efter kiste var fyldt til randen med skinnende guld og sølvmønter, funklende diamanter, rubiner og smaragder, der lyste i alle regnbuens farver. Ali Baba havde aldrig set noget lignende i hele sit liv! Det var som et drømmeland af skatte. Han gik rundt, forbløffet over al den rigdom. Han tænkte på sin kone og sine børn, og hvordan de kæmpede hver dag for at få mad på bordet. Måske kunne han tage lidt? Bare en lille smule? Han fandt en stor sæk, fyldte den med skinnende guldmønter og skyndte sig ud igen. "Sesam, luk dig i!" råbte han, og klippen lukkede sig bag ham. Med sækken fuld af skatte red Ali Baba hjemad, hjertet fyldt med glæde og undren.
Kasim og de glemte ord
Ali Baba ankom hjemme hos sin kone, der måbede over den store sæk fyldt med guld. Han fortalte hende om den magiske hule, om røverne og om de hemmelige ord. "Vi må være forsigtige," sagde han. "Ingen må vide om dette." Men Ali Babas bror, Kasim, var en meget rig og grådig mand. Han havde altid mere end Ali Baba, men han ville *altid* have mere. Han lagde hurtigt mærke til, at Ali Baba pludselig havde fået mange nye, skinnende mønter og smukke ting. Hvor kom de fra? Kasim kunne ikke sove om natten, han tænkte kun på Ali Babas pludselige rigdom. En dag, konfronterede Kasim sin bror. "Ali Baba," sagde han med en stemme, der var både nysgerrig og en smule vred. "Hvor har du fået alle disse skatte fra? Du var en fattig træhugger, og nu har du mere guld end mig!" Ali Baba tøvede. Han havde lovet sin kone at holde det hemmeligt. Men Kasim var hans bror, og han var også meget insisterende. Til sidst, med et dybt suk, fortalte Ali Baba hele historien. Han fortalte om skoven, om røverne, om klippen og de magiske ord: "Sesam, åbn dig!" og "Sesam, luk dig i!" Kasim lyttede med store øjne, og hans hjerte bankede af grådighed. Han ventede ikke engang på, at Ali Baba var færdig med at tale, før han sprang op. "Jeg tager derhen med det samme!" råbte han. "Jeg vil have *alle* skattene!" Han skyndte sig hjem, tog ti af sine stærkeste muldyr med tomme sække på ryggen, og red af sted mod skoven. Han fandt den store klippe, præcis som Ali Baba havde beskrevet. Med et smørret smil på læberne råbte Kasim højt: "Sesam, åbn dig!" Og ganske rigtigt, klippen åbnede sig med en dyb rumlen. Indenfor var hulen endnu mere storslået, end Ali Baba havde beskrevet. Bunkevis af guld og sølv lå overalt. Skinnende juveler glimtede i det svage lys. Kasim havde aldrig set så meget rigdom i hele sit liv. Han løb rundt som et lille barn i en slikbutik, samlede armfulde af mønter og smykker og fyldte de tomme sække på sine muldyr. Én sæk, to sække, tre sække! Han fyldte dem alle, og han ville have mere! Tiden fløj af sted, mens Kasim var opslugt af sin grådighed. Han glemte alt andet end de funklende skatte omkring sig. Til sidst var alle sækkene fyldt, og Kasim var klar til at tage hjem med sin enorme rigdom. Han gik hen til åbningen og ville råbe de magiske ord. Men hans hjerne var fyldt med så mange tal og billeder af guld, at han pludselig ikke kunne huske ordene! "Åbn dig, byg!" råbte han. Intet skete. "Åbn dig, korn!" råbte han med sved på panden. Stadig intet. "Åbn dig, byg!" gentog han. Nej, det var ikke rigtigt. "Åbn dig, hvede!" forsøgte han. Men klippen forblev lukket. Kasim blev mere og mere bange. Han prøvede alle de ord, han kunne komme i tanke om. "Byg! Havre! Ris! Linser! Ærter!" Han råbte og skreg, men klippen ville ikke adlyde ham. Han var fanget! Hulen, der før havde været et skatkammer, føltes nu som et fængsel. Lidt senere på dagen, mens Kasim stadig febrilsk forsøgte at huske ordene, hørte han en lyd udenfor. Det var hovslag fra heste, der kom nærmere. De fyrre røvere var på vej tilbage! Kasims hjerte sprang op i halsen. Han vidste, at han var i stor fare. Han gemte sig bag en stor bunke guld, rystende af skræk. Røverne ankom til hulen. Deres leder råbte: "Sesam, åbn dig!" Klippen åbnede sig, og røverne gik ind. De opdagede straks, at hulen var blevet besøgt. Sække var flyttet, og der var spor af en fremmed. De ledte, og de fandt Kasim. Kasim blev aldrig set igen. Hans grådighed havde kostet ham dyrt. Ali Baba og hans kone ventede og ventede, men Kasim kom aldrig hjem med sine muldyr og skatte. Den magiske hule gemte på mange hemmeligheder, og den lærte Kasim en meget hård lektie. Det var en påmindelse om, at man skal være forsigtig med at ønske sig for meget, og at man altid skal huske de vigtige ting – især de magiske ord.
Marjana og røvernes list
Ali Baba ventede, og ventede. Dagene gik, men Kasim kom ikke hjem. En tung følelse bredte sig i hans bryst. Hvad var der mon sket med hans bror, Kasim, og de muldyr, han havde taget med sig? Ali Baba vidste, at Kasim var en grådig mand, men han var jo også hans bror. Han måtte finde ud af, hvad der var sket. Så Ali Baba red ud til den hemmelige hule igen. Han sagde de magiske ord, 'Sesam, åbn dig!', og hulen åbnede sig. Derinde fandt han sin bror, Kasim. Kasim lå stille og roligt. Det var et trist syn, og Ali Baba blev meget ked af det. Røverne havde været der, og de havde fundet Kasim. De havde straffet ham for at stjæle deres skat. Ali Baba vidste, at han måtte bringe Kasims krop hjem, men han kunne ikke bare gøre det. Hvis folk i byen så, hvordan Kasim var død, ville de spørge mange spørgsmål. Og så ville Ali Babas hemmelighed om den magiske hule måske komme frem. Han måtte være meget, meget forsigtig. Da Ali Baba kom hjem med Kasims krop, var hans kloge tjenerinde, Marjana, der. Marjana var ikke bare en god tjenerinde; hun var også utrolig klog og fuld af gode ideer. Hun så på Ali Baba, der var trist og forvirret, og så tænkte hun hurtigt. 'Ali Baba,' sagde hun, 'vi må finde på en plan. Ingen må vide, at Kasim var i røvernes hule. Vi må få det til at se ud, som om han er død en helt almindelig død herhjemme.' Marjana vidste, hvad hun skulle gøre. Hun fandt en skomager i byen, en mand ved navn Mustafa. Skomageren var en ensom gammel mand, som boede alene. Marjana bandt et tørklæde for hans øjne, så han intet kunne se. 'Du skal sy en krop sammen for mig,' sagde hun, 'men du må ikke se, hvor vi er, og du må ikke sige et ord til nogen.' Skomageren Mustafa, der var bange, men også vant til at følge ordrer, lod sig føre med. Marjana tog ham med til Ali Babas hus, hvor han, stadig med bind for øjnene, syede Kasims krop sammen. Bagefter bandt Marjana et tørklæde om Kasims hoved, så ingen kunne se, hvad der var sket. Og så sagde Ali Babas kone, at Kasim var blevet meget syg og pludselig var faldet om og død. Folk i byen troede på det. De var jo vant til, at folk nogle gange blev syge og døde. Så Kasim blev begravet, og hemmeligheden om hulen og røverne var stadig sikker – takket være kloge Marjana. Men historien stoppede ikke der. Forestil jer røvernes ansigter, da de kom tilbage til hulen! 'Hvor er Kasim?' råbte røverhøvdingen. De fandt ingen krop. Bare spor efter en, der havde været der og taget den døde mand med sig. Røverne vidste, at nogen nu kendte deres hemmelighed. Nogen havde fundet hulen, og nogen havde fundet Kasim. De blev rasende! Røverhøvdingen, en stor og farlig mand med et langt, sort skæg, var fast besluttet på at finde den person, der nu kendte deres hemmelighed. Han red ind til byen og udgav sig for at være en venlig købmand. Han talte med folk og prøvede at finde ud af, om der var sket noget usædvanligt. Til sidst kom han til skomageren Mustafa. 'Jeg har hørt, at du har syet en mands krop sammen for nylig,' sagde røverhøvdingen med en venlig stemme. Mustafa var bange, men fortalte, at en kvinde havde bundet et tørklæde for hans øjne og ført ham til et hus. Han kunne ikke huske vejen, men han kunne huske, hvordan huset så ud, og hvor mange skridt han havde taget. Røverhøvdingen var snedig. Han tog skomageren med sig og fik ham til at vise vejen ved at tælle skridt og føle efter husenes form. Og snart stod de foran Ali Babas hus! Røverhøvdingen smilede et farligt smil. Nu vidste han, hvor den mand boede, der kendte hans hemmelighed. Han tegnede et lille, hvidt kryds på Ali Babas dør med et stykke kridt. 'Nu finder vi ham,' tænkte han. Men Marjana, den kloge Marjana, var vågen. Hun så krydset på døren. Hun forstod med det samme, at det var et tegn fra røverne. Hurtigt tog hun kridt og tegnede lignende krydser på alle døre i nabolaget! Da røverhøvdingen kom tilbage med sine fyrre røvere, kunne de ikke finde Ali Babas hus. Alle huse havde et kryds! De blev rasende igen, og røverhøvdingen måtte straffe en af sine mænd for fejlen. Men han gav ikke op! Han vidste, at Ali Baba måtte bo et sted i den gade. En dag red røverhøvdingen ind i byen igen. Han var klædt ud som en oliekøbmand. Med sig havde han fyrre store krukker på muldyrryggen. 'Jeg sælger den fineste olie!' råbte han. Ali Baba, der var en venlig mand, så købmanden og inviterede ham ind til sig. 'Du må gerne sove her i nat,' sagde Ali Baba. 'Du kan sætte dine oliekrukker i gården.' Men kun én af krukkerne var fyldt med olie. I alle de andre krukker gemte sig en snu røver! Hver krukke havde et lille hul, så røveren derinde kunne trække vejret. Om natten skulle røverne snige sig ud af krukkerne og fange Ali Baba. Men den aften skulle Marjana lave mad. Hun manglede olie til en ret, hun var i gang med at lave. Så hun gik ud i gården til de store krukker. Da hun gik forbi en af krukkerne, hørte hun en lyd. En lille hoste. En lille mumlen. 'Er det dig, købmand?' spurgte hun. Ingen svarede. Hun lyttede ved en anden krukke. Igen en lyd. Marjana forstod det med det samme. Der var røvere i krukkerne! Marjana vidste, hvad hun skulle gøre. Hurtigt varmede hun en stor, stor gryde med olie op på bålet i køkkenet. Da olien kogte og boblede, tog hun den forsigtigt med sig ud i gården. Og så, med et modigt hjerte, gik hun ud til krukkerne. 'Her er lidt mere olie til jer, små venner,' hviskede hun til hver krukke, og hældte den brandvarme olie ned i dem. Røverne i krukkerne blev fanget. De kunne ikke komme ud og skade Ali Baba. Sådan reddede den kloge Marjana Ali Baba og hans familie fra de farlige røvere, endnu en gang. Men røverhøvdingen var stadig derude, og han var ikke nem at give op. Han var den eneste af røverne, der stadig var i live. Hvad mon han nu ville finde på? Det finder vi ud af næste gang!
Afslutning
Og det var så vores eventyr om Ali Baba og de fyrre røvere! Vi håber, du har nydt at lytte med. Tak fordi du var med os på denne spændende rejse. Har du nogle tanker eller ideer til nye eventyr, så fortæl det gerne til Sonacasts. Vi elsker at høre fra jer! Måske kan du selv finde på et nyt magisk eventyr? Indtil næste gang, pas godt på dig selv og hinanden. Farvel for nu, små eventyrere!
